ANDET KAPITEL.
Op af den brusende Grav.
'Han satte mine FØdder paa en Klippe.' Slm. 40, 3.
Charles Spurgeon havde endnu ikke kendt til nogen Omvendelse, en
virkelig Hjertefornyelse, hvor stærkt optaget han end var af Religionen
baade for sit eget og for andres Vedkommende, og hvor ivrig han end var
for i alle ydre Ting at overholde, hvad han troede, Kristendommen
krævede.
Det var, mens han hørte en kraftig Prædiken, at Frygt og Skælven betog
hans Hjerte, saa han begyndte at raabe til Gud som aldrig før. Han gik
snart igen samme Sted hen i Haab om at høre noget, som paany kunde give
ham Fred og Glæde; men i Stedet for fik han en Prædiken, hvor der slet
ikke blev talt om Jesus som Synderes Frelser.
Saa tabte han Modet. Intet syntes at kunne hjælpe. Regler og Ceremonier
var unyttige, thi det var Liv, han hungrede efter. Lovprædikener
prellede af; thi han formaaede jo intet selv. Han bad, han raabte, men
forgæves. Det var ingen søvnig Bøn; han behøvede ikke at drives til at
bede; thi det var hans Hjerte, som skreg. Han behøvede heller ikke at
lede efter noget at bede om, thi indvendig fra pressede det paa som en
mægtig Strøm; men ofte var det, som om der ingen Kanal var for dens
Vande at flyde igennem.
Undertiden tav han, fordi det syntes haabløst at bede; eller han forekom
sig selv altfor uværdig; han følte sig skyldig; det vilde være Frækhed
at bede. Himlen var som Kobber over ham; Gud syntes ikke at høre. Dag og
Nat var det lige galt. han drømte om et bundløst Svælg; og om Dagen var
det kun endnu mere virkeligt. Han læste Skrifter, som talte til Syndere,
til uomvendte; det var som Sinais Torden. Hele hans Liv forekom ham
besmittet fra Barndommen af. Han saa Storheden af Synden, men ikke
Storheden af Guds Naade; derfor var det saa frygteligt. 'Det var værre
end 7 Aars nagende Pine og tærende Sygdom,' sagde han senere om den
Tilstand. Det var, som bar han en hel Verden paa sine Skuldre, et Bjerg
af Smerte. Han havde ingen bestemte store Synder at angre; men Hjertets
Syndighed var det, som pinte ham; og derfra syntes Synderne nu at myldre
op mere talløse end Havets Sand. Nu saa han, at en Tanke var nok til at
fordømme ham, et Ord var nok til at nedstøde ham til Helvede; og hans
syndige Handlinger var nu som en Stank i hans Næse. Han ønskede, han
havde været en Frø, en Skrub-tudse, hellere end et Menneske; det mest
urene Dyr forekom ham at være bedre og renere end han.
Han prøvede ogsaa paa at gøre sig selv retfærdig: han havde intet ondt
gjort i Sammenligning med mange andre; han havde været gudfrygtig fra
sin Barndom af o.s v. Men saa snart Loven lod sin Røst høre, var han
igen den elendigste af alle Syndere. Han fældede Dom over sig selv:
'Dersom Gud ikke sender mig til Helvede, saa burde han i det mindste
gøre det. Naar han prøvede paa at gøre noget godt, mærkede han, at det
kun var, som en Slave gør det. Om han havde fulgt sin Lyst, saa havde
han vendt sig bort fra Gud og fra al Religion; men han kunde ikke; og
Tanken derom gjorde ham endnu mere skyldig, saa han undrede sig over, at
Jorden ikke aabnede sig og slugte ham, eller Himlen faldt ned og knuste
ham. Samvittighedens 'Orm, som Ikke dør', gnavede uafladelig paa hans
Hjerte.
'Jeg kunde have grædt og skreget og klaget, til mit Hjerte sprængtes,'
sagde han selv senere; 'men dersom nogen havde spurgt mig, om jeg
sørgede over min Synd, vilde jeg have sagt: 'Nej, jeg har aldrig haft
nogen sand Sorg over Synden.' Eller om de havde sagt: 'Men føler du Ikke
Byrden af Synden?' vilde jeg have sagt: 'Nej!''
Denne Tilstand varede i flere Maaneder. Hvert ledigt øjeblik brugte han
til at læse i Bibelen; men medens Truslerne syntes skrevne med store
Bogstaver, forekom alle Forjættelserne ham at være saa smaat skrevne, at
han slet Ikke kunde læse dem. Men det værste for ham var dog, da guds
bespottelige og gudsfornægtende Tanker kom stormende ind paa ham, ja,
som om Helvedes Porte havde aabnet sig for at lade alt sit afskyelige
Væsen gaa ind i hans Hjerne og ned i hans Hjerte.
En gammel, troende Mand, som han fortalte det til, spurgte ham: 'Men
hader du disse Tanker?'
'Ja, visselig>" svarede han.
'Da er de Ikke dine; send dem tilbage til deres Fader, Djævelen, hvem de
tilhører!'
Til sidst fik Fristeren ham saa vidt, at han tænkte: 'Der er ingen Gud,
ingen Kristus; det er Tomhed at bede; man kan lige saa vel tale til
Vinden eller Bølgerne.'
'Mit Skib drev af Sted gennem Ildsøen efter at have mistet Troens Anker.
Jeg sagde til Fornuften: vrær du min Fører! og til Hjernen: Vær du mit
Ror! og saa sejlede jeg af Sted som en gal Mand. Først syntes det frie
Tankes Fart lysteligt; men frygtelige Fjender rejste sig imod mig og
drog mit Skib ned til Bunden af Vantroens Hav. Jeg tvivlede om, at
Verden var til; til sidst betvivlede jeg min egen Eksistens; jeg syntes,
jeg var kun en Tanke, som fløj igennem det tomme Rums Intethed. Men
dermed havde Djævelen narret sig selv; thi da jeg saa', at jeg alligevel
var Kød og Blod, saa forstod jeg, at Gud og Kristus var lige saa
virkelige. Fra det Øjeblik tvivlede jeg ikke mere. Troen styrede mig
tilbage, og jeg kastede Anker paa Golgatha.'
En Tid prøvede han paa at gøre gode Gerninger for at blive Gud
velbehagelig. Han gjorde alt, hvad han kunde tænke sig. Han vilde have
løbet barfodet til Landets Ende, om det kunde have hjulpet. Han vilde
have blottet Sin Ryg for at piskes med Svøber. 'Jeg prøvede paa at
forbedre mig selv,' sagde han; 'men jeg naaede aldrig ret vidt. Jeg
havde een Djævel i mig, da jeg begyndte, men ti, da jeg sluttede.
Selvretfærdighedens, Selvtillidens og Selvbedragets Djævle havde taget
Bolig i mit Hjerte. Fik jeg een Djævel fejet ud, saa vendte han snart
efter tilbage med 7 andre, som var værre end han selv.'
'Saa arbejdede jeg paa at tro; men da jeg ønskede al tro, kunde jeg det
ikke. Vejen til Himlen forekom mig ligesaa besværlig ved Kristi
Retfærdighed som ved min egen; jeg kunde ligesaa snart naa dertil om ad
Sinai som om ad Golgatha. Jeg formaaede nu intet mere; jeg kunde hverken
angre eller tro. Jeg vilde aldrig være blevet frelst, dersom jeg kunde
have undgaaet det. Saa længe, som jeg kunde, stred jeg imod Gud. Men med
eet eneste Slag slog Gud mig i Stumper og Stykker.'
Dette skete gennem 'Fald', det ene efter det andet. Der blev sagt til
ham ligesom til Tolderen i Jeriko: 'Zakkæus, stig ned!' Ned af de gode
Gerningers, ned af Selvretfærdighedens Træ maatte han. Det var haardt;
men det var nødvendigt, for at han kunde faa Ham at se, som sagde: 'Det
bør mig at tage ind i dit hus"'
- - -
'En Dag var jeg ude at spadsere,' fortæller Spurgeon; 'da blev det
aabenbaret for mig, at min Ven, min bedste, min eneste Ven, Jesus, var
bleven myrdet. Med Forfærdelse saa' jeg, at grove Jern-spiger var slaaet
igennem Hans Hænder og Fødder; Hans Ryg var blodig af Piskeslag, Hans
Pande fuld af blødende Rifter. Jeg vidste saa vel, at min Ven aldrig
havde hfft en fejl. Han var den reneste af de rene, den helligste af de
hellige; Han bavde aldrig gjort noget Menneske Fortræd; tværtimod! I Han
gik omkring hele sit liv og gjorde godt, helbredte de syge, mættede de
hungrige, oprejste de døde. Hvem kunde da have været grusom nok til at
mishandle Ham saaledes? - Jeg bev fuld af Iver efter at straffe disse
Mordere. Men idet jeg betragtede hans Ansigt, som selv i Døden var fuldt
af Kærlighed, hørte jeg Fodtrin tæt ved mig. Det maatte være Morderen.
Jeg greb efter ham; men det var mørkt, saa han undslap mig stadig; det
var, som om han var mig saa nær, at min Haand ikke kunde faa fat i Ham.
Til sidst lagde jeg Haanden paa mit eget Bryst. 'Nu har jeg dig!' sagde
jeg; thi se! han var i mit eget Hjerte; han havde skjult sig dybt inde i
mit eget Bryst. O, hvor jeg græd over, at jeg her lige overfor min
myrdede Ven skulde huse Hans Morder! Hvor jeg følte mig skyldig!'
- - -
I Slutningen af Aaret 1849 rejste den unge Spurgeon hjem for at holde
Juleferie. Han havde besluttet at besøge hver eneste Plads i Byen, hvor
Guds Ord forkyndtes, for om muligt at udfinde Frelsens Vej. Han kunde
ikke selv huske, hvor mange Steder han var; men alligevel fik han ikke
det at høre, som han trængte til.
Men til sidst var hans Omflakken til Ende. Gud greb ind og styrede hans
Skridt. Han havde begivet sig paa Vej til et Mødehus langt fra hjemmet;
men der kom saa stærk en Snestorm, at Han maatte opgive at naa dertil.
Da han nu gik igennem en lille Gade, saa' han for Enden af den et Kapel
som tilhørte de saakaldte 'oprindelige Methodister ('Primitive
Methodists'). Det var ikke kendt af mange i Colchester; men ved den godt
15-aarige unge Mands Besøg skulde det naa at blive verdens-berømt. Kun
modvillig gik han derind; thi han havde altid hørt sige, at den Slags
Methodister var Folk, der sang saa højt, at man fik Hovedpine deraf. Men
kunde de blot fortælle ham noget, hvorved hans Sjæl kunde blive frelst,
saa gjorde det lige meget.
'Præsten kom ikke den Morgen,' fortalte han selv senere; 'Sneen hindrede
ham formodentlig. En Mand af magert Udseende, Skomager eller Skræder
saa' han ud til at være, besteg Talerstolen. Det er vel ellers godt, at
Prædikanter har nogen Kundskab. Men denne Mand var ligefrem uvidende.
Han maatte holde sig nøje til Teksten, da han aabenbart ellers ikke
havde ret meget at sige. Teksten var:
'Se til mig, alle Jordens Ender, og bliv frelst!'
'Han udtalte ikke engang Ordene rigtigt men det brød jeg mig ikke om;
thi selve Teksten indgav mig en lille Smule haab.
'Prædikanten begyndte saaledes: 'Mine Venner, dette er i Sandhed en
meget ligefrem Tekst. Den siger: 'Se!' og det koster ikke meget Besvær;
det betyder ikke, at du skal løfte din Fod eller din Finger, men blot:
'Se"' En Mand behøver ikke at gaa paa Universitetet for at lære at se.
Selv om du er den mest uvidende Daare, saa kan du dog se. Du behøver
ikke at have 20,000 kroners Indtægt om aaret for at kunne se. Enhver som
helst kan se. Selv et Barn kan se. Og dernæst siger Teksten: 'Se til
mig!' Mange ser paa sig selv men det nytter ikke noget; dér finder man
aldrig Trøst. Andre ser til Faderen. Men det kan du gøre senere; Jesus
Kristus siger: 'Se til mig!' Nogle siger: 'Vi maa vente paa, at Aanden
skal gøre sin Gerning'. Men dlet har du ikke noget at gøre med nu. Se
til Kristns som Teksten siger: 'Se til mig!''
'Og saa fortsatte han saaledes: 'Se til mig! jeg sveder Bloddraaber. Se
til mig'. jeg hænger paa Korset. Se til mig, jeg stiger op til Himlen.
Se til mig! jeg Sidder ved Faderens højre Haand. O, stakkels Synder, se
til mig! Se til mig!'
'Da han havde talt henimod 10 Minutter, var han aabenbart ved Enden.
Derpaa vendte han sig hen imod mig, som sad under Galleriet (der var kun
ganske faa til Stede), og idet han fæstede sit Blik paa mig, som om han
kendte mit hjertes Indhold, sagde han : 'Unge Mand, du ser meget elendig
ud.' - Ja, det gjorde jeg sikkert; men jeg var ikke vant til den Slags
Bemærkninger fra Prædikestoten, saa det gav mig et ordentligt Slag. Han
fortsatte: 'Og du vil altid blive ved at være elendig, elendig i Livet
og elendig i Døden, om du ikke gør, hvad min Tekst siger. Men om du
adlyder i dette øjeblik, vil du blive frelst!' Saa løftede ban Hænderne
op og raabte, som kun en 'oprindelig' Methodist kan raabe : 'Unge Mand,
se til Jesus Kristus! Se! Se! Se! Du har ikke andet at gøre end blot at
se og leve!'
'I det samme saa jeg Frelsens Vej. Jeg véd ikke, hvad der ellers blev
sagt; det agtede jeg ikke paa; een eneste Tanke optog mig. Jeg gjorde
ligesom Folket, der saa' op paa Kobberslangen og blev helbredt. Jeg
havde tænkt, at jeg skulle gøre et halvt Hundrede Ting; men hvor
fortryllende blev nu ikke Ordet: 'Se!' for mig. Jeg saa', til jeg var
ved at se øjnene ud af Hovedet. Skyerne rulledes sammen, Mørket
forsvandt, og jeg saa' Solens Lys.
'Den lykkelige Dag, da jeg fandt min Frelser, var en uforglemmelig Dag
for mig. Min Glæde var ubeskrivelig. Jeg kunde have sprunget, jeg kunde
have danset; intet vilde have været for stærkt for at udtrykke, hvad jeg
følte. Jeg var en fri Sjæl, en arving til Himlen; jeg kunde have raabt
det ud med lige saa kraftig Røst som nogen af de Brødre, i hvis Kapel
jeg sad. Jesus havde draget mig op af det skidne Dynd, op af den
brusende Grav og sat mine Fødder paa en Klippe og gjort mine Skridt
faste. Jeg syntes, jeg kunde have danset hele Vejen hjem. Jeg forstod
John Bunyan, naar han ønskede at fortælle Kragerne paa Marken om sin
Oinvendelse.' -
Det var Søndag Morgen den 6te Januar 1850, at denne glædelige Begivenhed
fandt Sted, som fik saa stor Betydning for Tusinder, som senere gennem
Spurgeons Mund fik Frelsens Budskab at høre. Det er derfor ganske
naturligt, at man har prøvet paa at udfinde, hvem den Mand var, som Gud
brugte den Dag til at pege paa Jesus. Ikke mindre end 3 forskellige
mente, det var dem, der prædikede i Methodist-Kapellet den Morgen; men
Spurgeon har ikke i nogen af dem kunnet genkende den Mand, han hørte.
De, der meldte sig, var Prædikanter; men han siger, det var 'en uvidende
Mand uden nogen Uddannelse, som man rimeligvis ikke vil høre noget om i
dette Liv'.
Det, der var afgørende for ham i Prædikenen, var det, at han blot skulde
'se' til Jesus. Man kan maaske undre sig over, at han ikke havde hørt
det før; men for ham var det et fuldstændig nyt Budskab, han hørte den
Dag.
|