/ Forside / Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
Ak og ve, den kærlighed
Fra : Chris


Dato : 28-10-01 07:42

Hej,

Ikke fordi min historie er ny i verden, men jeg har brug for hjælp.

Forhistorien:
For seks år siden mødte jeg en sød pige. Vi fandt ud af, at vi var
noget for hinanden. Hun var 15, og jeg var 21. I starten tog jeg min
forelskelse lidt med ro. Jeg vidste godt, at 15-årige ofte har en del
at prøve af, og jeg kunne nemt være en del af dette teenage-spil. Hun
boede sågar stadig hjemme hos sine forældre.

Efter godt fem måneder begyndte hun at sove mere og mere hos mig.
Kærligheden og intimiteten blev stadig mere intens. Vi grinede sammen,
vi snakkede om vores fælles interesse (samfund og politik), og vi
elskede inderligt og hengivent.

For fire et haldt år siden blev vi forlovet. Vi fik ring på og lovede
hinanden evig troskab. På nogenlunde samme tidspunkt flyttede hun for
alvor ind hos mig med alle sine ting. Hun skrev søde breve til mig om,
hvor meget hun elskede og savnede mig og så videre. Vi snakkede begge
om, at vi ikke vidste, hvad vi hver især ville stille op, hvis den
anden gik. Vi var så inderligt forelskede begge to, at livet uden den
andel var utopisk.

Sidste år købte vi en ejerlejlighed sammen. Vi snakkede om, at vi en
dag skulle have børn, når vi havde taget vores uddannelser. Vi ville
prøve at bo i en storby et andet sted i Europa end Danmark. Vi ville
giftes en dag, fordi vi elskede hinanden så uendeligt meget.

For to måneder siden startede hun på sin uddannelse. Jeg selv går og
venter på at starte på min uddannelse til februar. Vi snakkede om,
hvornår tidspunktet var passende til at få børn. Hun er nu 21, og jeg
er 27. Vi var begge stadig dybt forelskede i hinanden. Det her skulle
vare for evigt. Vi har aldrig været uvenner, vi har aldrig rigtig
skændtes, vi har altid stille og roligt talt om konflikter og kriser i
vores liv.

For lidt mere end en uge siden kom chokket. Hun havde pludselig ikke
"de følelser" for mig mere. Hendes uddannelse var så spændende, at det
fyldte hele hendes liv. Hun var blevet 14 år igen og trængte til at
fyre den af og stå på egne ben. Nu vil hun flytte, og kun Gud ved, om
der er mere tilbage af mig i hendes hjerte.

Jeg er pokkers fortvivlet. Disse seks år føltes så rigtigt, og tanken
om et liv uden hende er absurd, uvirkelig, og jeg venter kun på at
blive vækket fra denne onde drøm. Vi har i øvrigt begge vores ring på
endnu, og jeg tror på hende, når hun siger, at der ikke er en anden.

Mine spørgsmål er:
Kan en så dybt og intens kærlighed blot holde op i løbet af to
måneder?
Vender hendes kærlighed til mig tilbage?
Kan jeg gøre noget for at genvinde hendes kærlighed?
Er denne situation blot en overgang i vores parforhold?
Hvordan kommer jeg ud af den sorg og fortvivlelse, som jeg står i nu?
Kan jeg nogensinde have lige så stor tillid til en anden kvinde, som
jeg har haft det til hende?
Har jeg blot været naiv og dum?

Jeg håber, at der er nogle her i gruppen, der vil give mig et par gode
råd med på vejen. Min moral og selvtillid er nemlig helt i bund.

På forhånd tak
Chris

 
 
Klaus Seidenfaden (29-10-2001)
Kommentar
Fra : Klaus Seidenfaden


Dato : 29-10-01 13:28

Chris skrev i meddelelsen <3bdba8a4.121137064@news.cybercity.dk>...
>
>Ikke fordi min historie er ny i verden, men jeg har brug for hjælp.

Og ikke fordi jeg er ekspert på området, men det fortjener et par ord.

>For lidt mere end en uge siden kom chokket. Hun havde pludselig ikke
>"de følelser" for mig mere. Hendes uddannelse var så spændende, at det
>fyldte hele hendes liv. Hun var blevet 14 år igen og trængte til at
>fyre den af og stå på egne ben. Nu vil hun flytte, og kun Gud ved, om
>der er mere tilbage af mig i hendes hjerte.
>
>Jeg er pokkers fortvivlet. Disse seks år føltes så rigtigt, og tanken
>om et liv uden hende er absurd, uvirkelig, og jeg venter kun på at
>blive vækket fra denne onde drøm. Vi har i øvrigt begge vores ring på
>endnu, og jeg tror på hende, når hun siger, at der ikke er en anden.
>
>Mine spørgsmål er:

(Dem vender vi tilbage til.) Mine tanker er:

I har været sammen i seks år, heraf intenst i fem - og uden at glide
længere fra hinanden. Det er da flot, og det får mig til at tro at der
er håb endnu. Og hun har jo heller ikke smidt ringen. Men omslaget er
måske heller ikke helt uforståeligt. Hun har jo været "lukket inde" i
et parforhold (efter eget valg og ønske naturligvis, men alligevel) i en
lang og for personlighedens udvikling vigtig periode. Og pludselig
åbner der sig en ny verden for hende. Måske hun pludselig føler at hun
har noget at indhente. Den lykkelige tosomhed opleves pludselig som en
begrænsning, og den må hun reagere mod. Det er ikke sikkert at hun ikke
længere har "de følelser" for dig, men det nye "verdensbillede" hun har
fået, kan meget vel sætte dem i et andet skær. En analogi: smagen af
rødvin før og efter at man har smagt på desserten.

Så selv om det er smerteligt for dig, tror jeg du skal prøve - af
hjertet - at imødekomme hendes ønsker. Flyt hver for sig, men giv gerne
udtryk for at du stadig tror på forholdet. Bliv ved med at ses nogle
gange om måneden, men prøv at give slip på din længsel efter det gamle
forhold, ellers mærker hun den som et pres og føler sig indespærret i
dit selskab. Når du så selv har været i gang med din uddannelse et
stykke tid og har fået dit eget verdensbillede modificeret - eller i
hvert fald din dagligdag og forhåbentlig din omgangskreds - så vil I
have et mere ligeværdigt grundlag at mødes på. Måske. Jeg forenkler jo
nok tingene, og I har forskellig alder og livserfaring, og jeg er ikke
spåmand.

Den holdningsændring der skal til, vil være en kolossal udfordring for
dig, men som du har beskrevet situationen, tror jeg det er den eneste
måde du kan bevare kontakten til hende. Om det også er det rigtige at
gøre, kan jeg ikke vide. Måske bliver hun/I så forandrede af den
tilværelse I går ind i, at en fortsættelse af forholdet bliver umuligt.
Til gengæld *kan* man også forestille sig at der kan blive et nyt og
mere udviklet forhold mellem jer på et senere tidspunkt. Mit eget
parforhold har f.eks. udviklet sig meget, og til det bedre, gennem
årene - trods kriser. Vi startede i 23-års alderen.

Og så til quiz'en...

>Kan en så dybt og intens kærlighed blot holde op i løbet af to
>måneder?

Ja og nej. Forelskelse forgår, kærlighed består. Ordet 'kærlighed'
bruges normalt i en meget bred betydning, hvilket jeg på en måde synes
er en skam. På den anden side ville det blive alt for sjældent brugt,
hvis man skulle holde sig til den betydning som f.eks. kærlighedens
højsang (et eller andet Paulus-brev) eller Kahlil Gibran (i "Profeten")
beskriver. Kunsten er at finde frem til den egentlige kærlighed midt i
dynen af omskiftelige emotioner - og holde fast i den på trods af det
øvrige.

>Vender hendes kærlighed til mig tilbage?

Det er muligt, især hvis turbulensen i hendes udsyn lægger sig, så hun
atter får øje på den. Her kan du bidrage som ovenfor beskrevet.

>Kan jeg gøre noget for at genvinde hendes kærlighed?

Find ind til kernen af din egen kærlighed, og lad den skinne igennem.
Den kan også hjælpe dig til at holde dine turbulente følelser i ave.

>Er denne situation blot en overgang i vores parforhold?

Det er i hvert fald en overgang. Om jeres det bliver jeres parforhold
eller noget andet der fortsætter på den anden side, afhænger meget, men
næppe kun, af jeres måde at håndtere overgangen på.

>Hvordan kommer jeg ud af den sorg og fortvivlelse, som jeg står i nu?

Ved at gennemleve den.

>Kan jeg nogensinde have lige så stor tillid til en anden kvinde, som
>jeg har haft det til hende?

Det bør du kunne.

>Har jeg blot været naiv og dum?

Naiv - ja; dum - nej.



Held og lykke med det hele.

-- Klaus.





Brian (13-12-2001)
Kommentar
Fra : Brian


Dato : 13-12-01 22:18

Hej Chris.

Først vil jeg gerne fortælle min historie. Den minder en del om din
(dessvære)...

(Og til andre der måtte læse det. Jeg vil meget gerne tale/skrive med andre
om min egen situation, da jeg har serriøst brug for at få nogle friske øjne
til at se mit "forhold" lidt ude fra!)

Ok. Jeg må hellere starte fra begyndelsen. I starten af august mødte jeg en
pige på nettet, bare som venner, Hun skulle til at studerer her i Odense og
søgte nogle venner her (hun kommer fra lolland). Lige fra første gang vi
skrev sammen var der "noget". Vi svingede helt fantastisk sammen og kunne
snakke om alt muligt. Vi skrev nogle meget lange breve og blev knyttet til
hinanden. Der gik ikke en dag hvor vi enten skrev eller SMS'ede sammen.
Efter ca. 2 uger skulle hun til Odense og se på en lejlighed og vi aftelte
så at mødes samtidig. Vi havde et par dejlige timer sammen, hvor vi snakkede
en masse og for første gang så vi hinanden.
Sidst i august skulle hun så på rustur med sin klasse og da hun havde langt
hjem aftalte vi at hun kunne overnatte hos mig fra søndag til mandag da det
var nemmere. Det gik også fint nok. Vi havde en dejlig dag som vi begge
tænker tilbage på som en god oplevelse. Da vi skull esove lå vi og snakkede
i laaang tid og det var rigtig fedt og det endte med at vi kyssede lidt og
faldt i søvn i hinandens arme. Dejligt.
Nå som tingene skred frem endte det med at hun først fik noget at bo i til
oktober og da studiet startede en md. før, tilbød jeg at hun kunne bo hos
mig.

Jeg har aldrig boet sammen med nogen før, og når jeg har haft venner boende
har jeg altid været GLAD for at de smuttede igen efter et par dage. Det har
var anderledes. Det gik over alt forventning. Det var dejlig at komme hjem
og så var der nogen til at tage i mod mig med en knus og hen af vejen et
lille kys. Dejlig at ha' en at holde om når vi sad og så fjernsyn. I
weekenderne var hun hjemme og pakke sine sager. Og vi kunne ikke lade være
med at sms'e og ringe sammen for lige at høre hinandens stemme og sige at vi
savnede hinanden.
Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over, at jeg var forelsket i denne
pige. Hun er helt anderledes end andre piger jeg har mødt. Selv om jeg er 29
og hun er 21 så tænker jeg ikke over det. Hun var lidt betænkelig ved det i
starten men som tiden gik sagde hun at det føltes mere "naturligt".
Nå, men hun fik så sin egen lejlighed som jeg hjalp med at gøre i stand. Vi
som ofte sammen hos hende (nemmest når jeg har bil og hun kun har cykel). Vi
var også til en fest sammen hos en af mine venner. Og jeg følte det som om
vi var et par. På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 md, men det
føltes som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg var virkeligt forelsket som
aldrig før og på den måde hun opførte sig og de ting hun sagde og vi gjorde
sammen, troede jeg faktisk også at hun var. Hun havde engang sagt at hun
ikke rigtig kunne føle noget for nogen, men det føltes som om mine følelser
var gengældt.
En aften vi lå og snakkede spurgte hun om jeg var forelsket i hende. Det
kunne jeg kun sige ja til og jeg forklarede hende hvorfor. Hun svarede at
hunholdt meget af mig men at hun ikke var forelsket, Det blev jeg ked af,
men jeg sagde at jeg ville blive hos hende fordi jeg elskede hende og havde
alt at vinde ved at holde fast i det vi havde. Efter ca 1 uge blev det for
meget for mig. Jeg spurgte om hun kunne elske mig og det sagde hun ja til.
Hun kunne godt blive forelsket i mig men var det bare ikke lige nu. Jeg
sagde så at jeg ikke bare kunne være sammen med hende som en ven fordi hun
fik nogle meget stærke følelser frem i mig og jeg kunne ikke holde ud at
være sammen med hende da mit hjerte ville blive knust. Da jeg kørte derfra
græd jeg meget og næste morgen tidligt tog jeg ud til en af mine venner da
jeg ikke kunen klare at være alene og havde brug for at snakke om det hele.
Det gik så også bedre da jeg fik det hele lidt på afstand.

Det hold så i 1½ uge, så kunne vi ikke undvære hinanden mere. Vi var så
sammen i ca 1 md. men det hele gentog sig. Jeg kunne ikke lade være med at
tænke på om mine følelser var gengældt og hvar der skulle ske med os. En
morgen fik vi os en lang snak om det og vi græd begge rigtig meget da hun
kørte. Hun følte hun var ond i mod mig og var ked af at miste en god ven og
en som hun holder meget af. Jeg var knust over at miste min dejlige ven og
pigen som jeg elsker over alt på jorden.
Well, Tiden gik. Jeg græd hver dag og kunne ikke overskue noget som helst,
hverken hjemme eller på arbejdet. Så en nat kl 3 ringet det på min dør (ca 2
uger efter vi "slog op") Der var hende. Hun havde været til en fest og i sin
brandert følte hun at hun måtte køre ud til mig fordi hn savnede mig. Næste
morgen fik vi en lang snak. Hun havde ingen at snakke med på sammen måde som
med mig. Ingen forstod hende som jeg og hun holder meget af mig og savner
mig når vi ikke er sammen. Hun var så ked at at vi ikke skulle ses og græd
meget i de uger vi havde været fra hinanden. Jeg sagde så at det da var dumt
at vi begge gik rundt og græd og var kede af det når det eneste der gjorde
os lykkelige var at være sammen.
Så vi har været sammen i godt en måned efter hånden. Vi har sovet sammen
nogle gange siden, og jeg har fortalt hende at jeg elsker hende.

Måske jeg lige burde sige at hun har haft fast kæreste de sidste 4 år. Det
sidste halve års tid har de dog kun været venner med har stadig boet sammen.
Hun har aldrig prøvet at være sig selv. Prøvet at stå på egne ben og leve
sit eget liv.

Men tilbage til min fortælling...
Har i de sidste 3 uger har vi set hinanden 2 gange. Bare en enkelt aften
hvor vi har hygget og snakket og nusset lidt. Jeg kunne mærke på hende at
når jeg kyssede hende, var det mig der kyssede, forstået sådan at hun ikke
kyssede igen. De gange vi sås, var med en uges mellemrum og når jeg foreslog
at vi skulle sove sammen skulle hun altid et eller andet næste morgen. Hun
insisterede også på at hun skulle komme ud til mig. Jeg har en mistanke om
at det var for at slippe for at sove sammen med mig.
Normalt har vi altid holdt kontakten hver dag med sms'er. Og hun skrev at
hun syntes jeg var sød og at hun savnede mig. Jeg savner også hende og det
har jeg fortalt hende jævnligt, men hun har haft travlt med sine opgaver og
arbejde så der har ikke været tid til mig. Jeg har sagt at jeg støtter hende
100%, så hun skal bare bruge den tid hun har brug for - hun er nemlig ret
nervøs for om hun klare stopprøverne - om det er det rigtige studie og om
det hele er en fejl med at flytte til fyn.
Gennem de sidste 4-5 dage har det mest været mig der har taget initiativ til
at sms'e. Jeg har prøvet at lade helt være, så bliver hun nervøs for om der
er sket noget eller om jeg er blevet sur. I går hørte jeg ikke fra hende
hele dagen og da jeg hørte om en ulykke i nærheden af hvor hun nogen gange
cykler, blev jeg bekymret. Det skrev jeg til hende og så svarede hun at hun
havde det fint med at hun også havde andet at lave end være "babysitter" for
mig. Ganske vist sagt med et smil, men jeg havde en fornemmelse af at der lå
mere bag. Jeg spurgte hende så om hun syntes jeg var for omklamrende og
trængte mig for hårdt på. Der til svarede hu nat vi jo ikke behøves sms'e
hver dag og at problemet er at jeg savner hende hele tiden. Ja gu' gør jeg
da det. Jeg er jo forelsket!!!! Jeg skrev til hende at jeg savnede hendes
selvskab. Savnede at holde om hende og at falde i søvn arm i arm. Hun
svarede at hun ikke syntes vi skulle sove sammen da vi jo ikke var kærester
og at bollevenner bare var noget rod. Mit svar var, at det kunne godt være
at hun ikke havde en kæreste, men det havde jeg - nemlig hende!!! Hun ved
jeg elsker hende og er forelsket i hende. Jeg har bedt hende om at forklare
hvorfor hun har skiftet mening. Om hun bare ikke har lyst til at blive holdt
om mere eller om det bare er mig hun ikke har lyst til at blive holdt om af?
Førhen kunne hun ikke sove roligt hvis der ikke var en til at holde om
hende, nu siger hun at hun er vandt til at sove alene og helst vil det. Så
er det jo jeg tænker på om alle hendes "undskyldninger "med at have travlt
og skulle noget i virkeligheden bare har været for at holde mig på afstand.
Det har jeg spurgt hende om, men nu er det snart et døgn siden jeg har hørt
fra hende. Jeg vil ikke skrive til hende før jeg får et svar. Når hun nu er
så glad for at være alene, så skal hun sgu' også ha' lov til det.

Nu lyder jeg måske som en sur stodder, men i virkelig heden er jeg knust
inden i. Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker hende. Hun siger jeg
giver hende opmærksomhed og varme om ingen hun før har mødt og at hun holder
meget af mig.
Hun gør mig meget forvirret og jeg forstår ikke hvad der er sket. Jeg vil
bare ha' at vi skal være sammen som før. Savne hinanden som vi gjorde i
starten. Det med bollevenner holder ikk. Jeg gider ikke have et forhold der
bare er baseret på sex. Det er for tomt. Hun sagde en gang at det var
dejligt når vi elskede. Elske - det forbinder jeg med følelser. Lige som når
man kysser. Et kys er kun godt når man gør det af kærlighed. Det er noget
meget privat og følelsesladet for mig.

Nå men det er som tingene står nu. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre.
Jeg føler mig lidt misbrugt lige nu. Når hun havde brug for hjælp. Brug for
en at snakke med, en at græde ud hos når hun savnede familie og venner så
var jeg der forhende med det samme. Lige for tiden har jeg brug for det
samme (både fordi jeg savner hende men også fordi der er nogle andre ting i
mit liv som jeg er ked af), men er hun der for mig? Vil hun holde om mig og
lytte til mig og trøste mig? Jeg tror det ikke. Jeg ville ønske hun var, men
dybest nede i mit hjerte tror jeg det ikke.
Jeg vr god nok i starten, men nu kan hun klare sig selv, og så er jeg
pludselig ikke så spændende mere.

Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg elsker og hader hende på samme tid og jeg
ved at hvis vi "slår op" igen så vil jeg komme løbende ved det første lille
vink hun gir' Det er dumt, men hun skal jeg være ærlig, så har jeg aldrig
oplevet følelser så stærke som for hende! Jeg har aldrig haft en kæreste og
hun er det tætteste jeg nogensinde har været på et andet menneske. Hun
giver(gav) mig tryghed og varme som jeg aldrig har oplevet før.

Alt dette er en uge siden. for 3 dage siden hentede jeg mine ting hos hende
(dyne, tandbørste og nogle andre småting). Hun fik de julegaver jeg havde
købt til hende og jeg fik den hun havde købt til mig.

Inden jeg gik stod vi og krammede hinanden i meget lang tid. Hun savnede mig
og jeg savnede hende. Hun er ikke forelsket i mig. Hun har prøvet men det
har bare ikke gået for os. Hun siger hun holder af mig, men ikke på samme
måde og med samme styrke som jeg holder af hende.

Som du kan se gik det også galt her da min pige startede på sit studie. Jeg
har talt med en af mine venner om det (jeg har to). Han fortalte at da han
startede på uni var der mange fra hans hold der gik helt rokokko. De
droppede kæreste, venner. Skiftede stil og alt muligt. Et nyt studie kan
være en meget stor omvæltning for mange. Der sker pludselig så mange nye
ting man skal forholde sig til. Man møder nye mennesker og får indtryk og
tanker man ikke før har haft.
Måske det samme er sket for din kæreste?

Jeg tror jeg ved hvordan du føler. Jeg har det på samme måde.
Jeg kan ikke forstille mig at skulle starte forfra med en anden kvinde. Jeg
kan ikke overskue at skulle gennem hele "indledningen" een gang til og
opbygge den samme fortrolighed og intimitet som jeg havde med hende. Kan
ikke begribe at mine hænder ikke mere skal berøre hende hud. Aldrig mere
holde hende tæt ind til mig og mærke hende duft og varme, ikke smage hende
kys, ikke se hende smukke øjne i sterinlysets skær.

Vi er ikke dumme. Det er aldig dumt at lade en menneske komme helt tæt på,
når man stoler på dette menneske og elsker det. Det KAN og MÅ ikke være dumt
at føle kærlighed. Det føles bare såden lige nu - håber jeg. Det tager tid.
Det tager LANG tid.

Jeg gav hende det stærkeste og det skrøbeligste jeg har - min kærlighed og
mit hjerte.Og nu står jeg tilbage alene, tom, knust og mere ensom end jeg
nogen siden har været. Jeg tror du har det på samme måde.

Jeg har læst Klaus' svar til dig. Der er mange gode ting i hans brev - jeg
har tænkt lidt over det og måske der er håb for mig også?


Knus Brian.

"Chris" <dsl3353@vip.cybercity.dk> wrote in message
news:3bdba8a4.121137064@news.cybercity.dk...
> Hej,
>
> Ikke fordi min historie er ny i verden, men jeg har brug for hjælp.
>
> Forhistorien:
> For seks år siden mødte jeg en sød pige. Vi fandt ud af, at vi var
> noget for hinanden. Hun var 15, og jeg var 21. I starten tog jeg min
> forelskelse lidt med ro. Jeg vidste godt, at 15-årige ofte har en del
> at prøve af, og jeg kunne nemt være en del af dette teenage-spil. Hun
> boede sågar stadig hjemme hos sine forældre.
>
> Efter godt fem måneder begyndte hun at sove mere og mere hos mig.
> Kærligheden og intimiteten blev stadig mere intens. Vi grinede sammen,
> vi snakkede om vores fælles interesse (samfund og politik), og vi
> elskede inderligt og hengivent.
>
> For fire et haldt år siden blev vi forlovet. Vi fik ring på og lovede
> hinanden evig troskab. På nogenlunde samme tidspunkt flyttede hun for
> alvor ind hos mig med alle sine ting. Hun skrev søde breve til mig om,
> hvor meget hun elskede og savnede mig og så videre. Vi snakkede begge
> om, at vi ikke vidste, hvad vi hver især ville stille op, hvis den
> anden gik. Vi var så inderligt forelskede begge to, at livet uden den
> andel var utopisk.
>
> Sidste år købte vi en ejerlejlighed sammen. Vi snakkede om, at vi en
> dag skulle have børn, når vi havde taget vores uddannelser. Vi ville
> prøve at bo i en storby et andet sted i Europa end Danmark. Vi ville
> giftes en dag, fordi vi elskede hinanden så uendeligt meget.
>
> For to måneder siden startede hun på sin uddannelse. Jeg selv går og
> venter på at starte på min uddannelse til februar. Vi snakkede om,
> hvornår tidspunktet var passende til at få børn. Hun er nu 21, og jeg
> er 27. Vi var begge stadig dybt forelskede i hinanden. Det her skulle
> vare for evigt. Vi har aldrig været uvenner, vi har aldrig rigtig
> skændtes, vi har altid stille og roligt talt om konflikter og kriser i
> vores liv.
>
> For lidt mere end en uge siden kom chokket. Hun havde pludselig ikke
> "de følelser" for mig mere. Hendes uddannelse var så spændende, at det
> fyldte hele hendes liv. Hun var blevet 14 år igen og trængte til at
> fyre den af og stå på egne ben. Nu vil hun flytte, og kun Gud ved, om
> der er mere tilbage af mig i hendes hjerte.
>
> Jeg er pokkers fortvivlet. Disse seks år føltes så rigtigt, og tanken
> om et liv uden hende er absurd, uvirkelig, og jeg venter kun på at
> blive vækket fra denne onde drøm. Vi har i øvrigt begge vores ring på
> endnu, og jeg tror på hende, når hun siger, at der ikke er en anden.
>
> Mine spørgsmål er:
> Kan en så dybt og intens kærlighed blot holde op i løbet af to
> måneder?
> Vender hendes kærlighed til mig tilbage?
> Kan jeg gøre noget for at genvinde hendes kærlighed?
> Er denne situation blot en overgang i vores parforhold?
> Hvordan kommer jeg ud af den sorg og fortvivlelse, som jeg står i nu?
> Kan jeg nogensinde have lige så stor tillid til en anden kvinde, som
> jeg har haft det til hende?
> Har jeg blot været naiv og dum?
>
> Jeg håber, at der er nogle her i gruppen, der vil give mig et par gode
> råd med på vejen. Min moral og selvtillid er nemlig helt i bund.
>
> På forhånd tak
> Chris



Søren (14-12-2001)
Kommentar
Fra : Søren


Dato : 14-12-01 21:28

> Jeg tror jeg ved hvordan du føler. Jeg har det på samme måde.
> Jeg kan ikke forstille mig at skulle starte forfra med en anden kvinde.
Jeg
> kan ikke overskue at skulle gennem hele "indledningen" een gang til og
> opbygge den samme fortrolighed og intimitet som jeg havde med hende. Kan
> ikke begribe at mine hænder ikke mere skal berøre hende hud. Aldrig mere
> holde hende tæt ind til mig og mærke hende duft og varme, ikke smage hende
> kys, ikke se hende smukke øjne i sterinlysets skær.

Fuck.....jeg kender det :(

Har det helt som dig tror jeg.



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408914
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste