Per Krarup <pk@netman.dk> wrote in news:3BD95315.BDE9D48C@netman.dk:
> Hvis men læser det oprindelige referat af denne workshop, så fremgår
> det at der udelukkende blev set på risikoen for at få DCS ved at vende
> profilen, med udgangspunkt i de modeller der er grundlaget for vores
> tabeller og dykkecomputere. Herved gør man to fejl:
>
> 1) De laver nogle teoretiske beregninger på nogle modeller, hvor disse
> modeller basalt set er lavet ud fra erfaringer og forsøg som man engang
> for mange år siden tillod sig at gøre på mennesker. Da man
> erfaringsmæssigt, og sikkeret også i forsøgene, har dykket dybest
> først, er det _forkert_ at benytte modellen til at beregne noget der
> går imod forudsætningerne i modellen.
>
> 2) Man ser ikke på andre mulig faktorer (end risikoeen for DCS) der kan
> have indflydelse på den _samlede_ risiko ved at dykke dybeste dyk først
> hhv sidst.
Ikke desto mindre er der jo ikke vist nogen sammenhæng mellem DCS tilfælde
og "reverse profiles" ? Vi kan hurtigt blive enige om at det er "bad
science" at arbejde videre med resultater som er opnået på et andet
grundlag, men der er jo sidenhen udført en fantasillion dyk hvoraf en god
del har været på computer og med reverse profile. Dykkerne er jo ikke
faldet som fluer på den konto, vel. Jeg mener at dette er blevet fremlagt
som empirisk baseret argument for at man tog fejl da man oprindeligt sagde
"dybeste dyk, først".
>
> Straks ser man journalisterne løbe med en halv vind, og udbreder vidt
> og bredt, at nu kan man uden videre tage det dybeste dyk til sidst. Jeg
> mener ikke at man har taget den samlede risiko i betragtning med denne
> udmelding.
Næh, hov. Jeg kan godt huske da PADI meldte ud at nu kunne man tage dybeste
dyk til sidst. Den artikel understregede at det var med baggrund i at man
ikke kunne påvise en sammenhæng mellem reverse profile og DCS tilfælde. Der
er masser af andre grunde til stadig at tage dybeste dyk først, nogle af
dem har du været inde på, selvom jeg mener at nogle af dem snarere er et
forsvar for tvivlsom planlægning. At der er masser af mennesker som laver
to dyk på en flaske, betyder da ikke at man _lærer_ elever at planlægge på
det ? Det er et planlægningsproblem, ikke fysiologi. Så tror jeg mere på
Jens's argument med at man er mere frisk og argumentet med at man har
mindre forbelastning og dermed mindre risiko hvis noget uforudset skulle
ske.
>
> F.eks. hvis man foretager to dyk med én flaske, så må det logisk set
> være bedst at foretage det dybeste dyk først (med helt fyldt flaske).
> I-og-med at risikoen (for at et eller andet går galt) ved et dybt dyk
> er størrer, end risikoen ved et lavere dyk - alt andet lige - så vil
> man mindske risikon ved det dyb dyk hvis man tager dette dyk først pga.
> den større luft reserve.
Det er et planlægningsproblem baseret på dovenskab. Jeg er selv ret doven,
men det er da ikke basis for at lære nye dykkere at det er derfor at de
skal lave dybeste dyk først
Hvis du vil minimere den risiko, så skift flaske !
>
> Man kan også se det på den måde, at hvis der skulle ske noget uforudset
> med en ukontrolleret opstigning til følge, så vil konsekvenen være
> afhængig af fra hvilken dybde nødopstigningen foregår i kombination
> med den samlede forbelastning. Da forbelastningen vil være størst på
> 2. dyk, må det give en ekstra stor risiko for det sidste dyk, hvis det
> også er det dybeste af de to.
Den er købt.
> Derfor mener jeg at det er fornuftigt at lære nye dykkere, at de altid
> skal dykke det dybeste dyk først. Ikke fordi det er den evig gyldige
> sandhed for alle typer dykning til enhver tid, men fordi det kan
> mindske konsekvnesen en ulykker for den type dyk en ny/urutineret
> dykker udfører (og som sikkert også de fleste andre udfører).
Jeg syntes også det er en udemærket _anbefaling_, men man skal fortælle
hvorfor. Der er større chance for at folk følger reglerne hvis de forstår
hvorfor det er en fordel for dem selv at gøre det.
Jørgen