---

Hej,

Jeg er kommet ud for det værst tænkelige i søndags. Min mor døde kun 41 år
af en blodprop i hjertet.

Jeg har det sådan nu at jeg ikke har en masse tid til at sørge, jeg passser
og sørger for min far og søster som kun er 15 år. Jeg tror ikke at det
rigtigt er gået op for mig hvad der er sket. Jeg kan lige fortælle at jeg er
19 år og er flyttet hjemmefra så det er knap så slemt for mig da jeg ikke
går op og ned af min mors ting.

Jeg vil nu hører om der er nogen der syntes at det er en god idè at søge
psykologhjælp?

På forhånd tak

---

Hejsa

Jeg kondolere.

Jeg har selv mistet det dyrebareste jeg kunne få, nemlig mit nyfødte barn.

og hvor vil jeg så hen men det...jo...

Jeg søgte ikke psykologhjælp før ½ år efter vi mistede, for jeg mente at det
kunne jeg godt selv klare...
men jeg tog fejl,,,,da først jeg fik psykologhjælp,,,fik jeg de redskaber
jeg skulle bruge for at komme videre
med min/vores tilværelse.
Jeg tror det er vigtigt at have nogen at snakke med om hvad man har oplevet.
Ikke nødvendigvis en man
kender. f.eks ens psykolog. han/hun har tavshedspligt og man behøver ikke at
være bange for at "såre" nogen med ens tanker.
så jeg syntes personligt at en psykolog ville være en god løsning.

Jeg fik b.la det redskab/remse som har og hjælper mig(stadig) til at komme
det skridt videre.

Et sørgeforløb er det samme som hvis du falder og står dig.
Du bløder meget i starten..
Såret bliver behandlet kærligt og omsorgsfuldt.
der kommer et (en "skorpe") sår på hullet.
men hver gang du kradser i såret bløder det.
Såret bliver så igen behandlet kærligt og omsorgsfuldt.
på et eller andet tidspunkt bliver det sår til et ar.
og hver gang du ser det ar, så mindes du...
og med årene bliver det ar mindre og mindre, men vil altid være der.
og skal være der.

Jeg håber denne remse vil hjælpe dig lige så meget som den har hjulpet mig.

Mange kærlige hilsner

Charlotte

---

In article <3bd8542c$0$768$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
"CJ" <caeg5@hotmail.com> wrote:

> Jeg er kommet ud for det værst tænkelige i søndags. Min mor døde kun 41 år
> af en blodprop i hjertet.

Øv, det var da alt for tidligt, men hvornår er det ikke det?

> Jeg har det sådan nu at jeg ikke har en masse tid til at sørge, jeg passser
> og sørger for min far og søster som kun er 15 år. Jeg tror ikke at det
> rigtigt er gået op for mig hvad der er sket. Jeg kan lige fortælle at jeg er
> 19 år og er flyttet hjemmefra så det er knap så slemt for mig da jeg ikke
> går op og ned af min mors ting.

At du ikke har tid til at sørge lige nu, betyder at din reaktion kommer
senere. Jeg kan af egen erfaring forsikre dig om, at det ikke er en god
ide at trække tiden ud, da man så bare har det skidt i længere tid, og
ens omgivelser får sværere ved at støtte "for nu må man da snart komme
videre".

> Jeg vil nu hører om der er nogen der syntes at det er en god idè at søge
> psykologhjælp?

Det er lidt op til ens eget temperement, men hvis du beslutter dig for
det, så husk at spørge psykologen i forvejen om han/hun har erfaring med
tilfælde, der ligner dit. Sørg også for at få en henvisning fra din
læge, da du så får tilskud fra sygesikringen.

Fordelen ved at gå til en psykolog, er at du får nogen værktøjer til at
hjælpe dig videre.

Jeg kan i øvrigt også anbefale en præst. Selvom man ikke er troende, og
ikke er kirkegænger, er præster pragtfulde at snakke med i den slags
situationer, og dem jeg har mødt har haft en herlig evne til at undgå at
blande religion ind i snakken, når de kan mærke at det ikke rigtigt er
noget der fænger hos en.

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

---

Martin Edlich skrev i meddelelsen ...
>In article <3bd8542c$0$768$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
> "CJ" <caeg5@hotmail.com> wrote:
>
>> Jeg er kommet ud for det værst tænkelige i søndags. Min mor døde kun
41 år
>> af en blodprop i hjertet.

Hej CJ

Jeg bakker op om Martins kommentarer og kan dertil anbefale deltagelse i
en sorggruppe. Det sætter tingene i perspektiv at høre om hvad andre
har oplevet af den slags, og derudover kommer man tæt ind på livet af
hinanden med deraf følgende mulighed for at knytte varige kontakter.
Hvordan man finder frem til en sådan gruppe, ved jeg ikke lige. Min
baggrund for at skrive er tabet af et nyfødt barn, og dengang blev vi
henvist til en sådan gruppe via fødegangen, men den mulighed har du jo i
sagens natur ikke her. Måske den psykolog du finder, kan hjælpe.

-- Klaus.

---

Jeg vil gerne til slutte mig tråden og råde dig til at handle, altså at søge
hjælp. Martin og Klaus giver tilsammen de råd der er at give. Men det er dig
der skal gøre noget !!!

Pludselig opstået grundlæggende ændring at ens liv fra det ene sekund til
det andet, er noget du bør tage alvorligt. Der findes en masse rosenføde
beskrivelser at ens familie og venner sagtens kan klare at følge ens
sorgforløb men det havde måske sin realitet da din tip oldemor sansynligvis
boede i en landsby der talgte 150 sjæle.

Den største prøve ved at miste nogen er ikke at de dør, prøven er om man kan
magte smerten af den tabte kærlighed ( kærlighed på godt og ondt).

Sorg er en process som har sit eget forløb og som er unikt for det enkelte
menneske. Men som i sit forløb er fælles for os der der har stødt på den.

Jeg kan stadig klart erindre 18 år tilbage da politiet ringede på min dør og
fortalte at min 13 årige søn var kørt ned og var død.
Fra det en øjeblik til det andet var min verden en anden, jeg var i chock.
Jeg havde en god lille familie og en masse gode venner og jeg fik en masse
dejlig helende opmærksomhed. Der var stor forsåelse for mine "skøre"
handlinger.
Manden er jo i sorg.
Da chokket fortog sig efter tre måned var der smerten tilbage, livets store
smerte: ensomheden indfinder sig.

For 18 år siden var kriseberedskab ikke opfundet og det tog mig mange år før
jeg i min mandige stolthed fik taget kontakt til i mit tilfælde en psykolog.

Som Martin og Klaus sikkert kan bekræfte så tager det længere tid end de "
tre måneder " som vi i Danmark "sætter af" til sorg arbejde.

Så søg hjælp, for guderne skal vide at du har brug for det.


finn@soevind.dk

---

In article <3bdb1df5$0$209$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
"FS" <finn@soevind.dk> wrote:

> Som Martin og Klaus sikkert kan bekræfte så tager det længere tid end de "
> tre måneder " som vi i Danmark "sætter af" til sorg arbejde.

Ja puha. Gad vide hvor længe det egentlig tager?

Her i dag stod jeg med min søn på et halvt år på armen, og viste ham
tegningerne af hans storebrødre, samtidigt med at jeg fortalte ham om
dem og pludselig opdager jeg at jeg står og småtuder.

Så var der ikke andet at gøre end at få sønnen til at grine, så det
kunne smitte af på mig. Hold kæft de er pragtfulde sådan nogen børn.

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

---

>Jeg er kommet ud for det værst tænkelige i søndags. Min mor døde kun 41 år
>af en blodprop i hjertet.

det er jeg ked af at høre... det er aldrig sjovt

>Jeg vil nu hører om der er nogen der syntes at det er en god idè at søge
>psykologhjælp?

jeg synes du skal søge psykologhjælp men selvfølgelig kun hvis du
føler du kunen have brug for det...

jeg var meget tæt på min bedstemor ...hun døde i starten af 2000. jeg
kom ikke til en py på det tidspunkt ... det gjorde jeg først her i
starten af i år og nu kommer det til at tage endnu længere tid mener
min psykolog da jeg ikke kom med det samme så jeg kunen have fået
taget "afsked" på et tidligt tidspunkt.....