---

stop op og tænk dig om!

Når jeg går på kur, er jeg typen, der læser en masse stof omkring vægttab,
gerne succeshistorier, idet de sætter min motivation helt i vejret. Tit
bliver jeg dog enormt harm,når jeg læser disse personers udlægninger
omkring livet som overvægtig. De forklarer ofte, at selvom man som
overvægtig ser glad ud og siger man har det godt med sin vægt, er man i bund
og grund helt forkert på den. - Nogle utaler sågar at de aldrig har været
lykkelig som overvægtig, og derfor føler de, at de har belæg for at mene
ingen overvægtige mennesker er lykkelige. Dette lyder absurd i mine øre. -
Lykke er jo godt nok en pusig størrelse, men hvad er lykke ?

Lykke for mig, er i bund og grund at jeg føler mig elsket for den jeg er. Og
efter meget kort betænkningstid, må jeg erkende at - jow, på trods af min
overvægt føler jeg mig nu elsket. Jeg har en familie der elsker mig, og ikke
kunne drømme om at skifte mig ud, eller lade mig glide ud i glemslen. Jeg
har venner og veninder, som står bag mig igennem tykt og tyndt. Hvad mere
kan jeg egentligt forlange ?

Definationen på lykke, er selvfølgelig individuel. Nogle bliver lykkelige af
materielle goder og lign. - Men hvad er det egentligt vi tror vi opnå ved at
blive tynde ? - den absolutte lykke ?? - Klart livet vil da nok blive
lettere på nogle områder. Og samfundets små finurlige krav, der tiltider kan
spænde lidt ben for en, vil måske blive lettere ?

Bolignøden og arbejdsløsheden osv forsvinder ikke fordi man bliver tynd. Og
føler du, at du fint kan fungere i en hverdag, uden problemer, jamen
hvorfor så skabe et problem der ikke er der ?, nemlig din overvægt.

Hvorfor går du så selv på kur, kan jeg fundere lidt over. Jamen det gør jeg
af flere årsager. Nu er jeg en meget stor pige, og jeg har heldigvis ikke
haft nogle skavanker ved min kraftige vægt ENDNU. Men jeg ved godt, det ikke
er specielt sundt helbredsmæssigt at rende rundt i min størrelse. Og jeg har
mit liv for kært, til at skulle tilbringe størstedelen af min tid, hjælpeløs
pga for meget fedt. - desuden, vil jeg jo nødigt undvære min "lykke" nemlig
min familie, mine venner og mine interesser. - og Ja, jeg er da også slave
af samfundets normer engang imellem, der hedder, øv, det er sværere og
dyrere at få noget smart tøj.

Med denne lille "historie" vil jeg ikke andet end, at gøre folk opmærksomme
på, at de bør tænke over, hvorfor de så gerne vil tabe sig ?, og om det
overhovedet er nødvendigt! - om de ikke har alt hvad de ønsker sig, i sine
nære omgivelser, som elsker dem uanset hvad. For så er der jo slet ingen
grund til at gå og være trist og ked, over en kur, som slet slet ikke er
nødvendig. Igen er vi tilbage til det med problemet for problemets skyld.
Kort sagt, værdsæt det du har, frem for at hige efter det du ikke har. Og
den sidste pointe, Hvorfor skulle tynde mennesker leve problemfrit, når vi
ikke gør ? - kort sagt - at være slank er ikke løsningen på alle problemer.

---

"Katjastrofen" <katja.bk@email.dk> skrev i en meddelelse
news:9osa59$1svq$1@news.cybercity.dk...>


- at være slank er ikke løsningen på alle problemer"

Nej, du kan være lige så bred, du vil, så længe der er plads.
Foran skærmen, på hjemmesiden, i familjen...
men lad være med at blive syg, for på sygehuset er der knebent med
plads. Det er der også hos lægen, og alle steder, der bliver
betalt af det offenlige.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg er for eller mod slankekure, for jeg
tror også at buttede "rige" mennesker(kvinder) med overskud har
det bedste liv.

Hilsen Erna

---

Hej.

Jeg er overvægtig og derfor også mindre lykkelig fordi.:

Jeg kan gå og kikke på alt det smarte tøj man kan købe, og vil ikke SELV
syntes det ville være smart på mig.
Når man ikke kan købe et par Lewis bukser uden der skal kortes 40 cm i
længden, så føler JEG mig overvægtig.

Jeg er lige kommet fra ferie, og må konstatere at MINE adskillige hudfolder
har fået mig til at ligne en Zebra.

Jeg smider ikke bare blusen fordi der er 29 grader, jeg vil hellere svede.

Jeg bliver ikke ligefrem i bedre humør af se MIG selv i et spejl.

Der er masser af andre grunde, men pointen i mit indlæg må være at hvis JEG
i mit eget sind føler efter,
FØLER JEG MIG OVERVÆGTIG populært kaldet FED.
Så selv om jeg i flere år har gået og overbevidst mig selv om at mit
udseende ikke var noget problem
må jeg erkende at jeg har narret mig selv.
Det er efter min mening ukorrekt at jeg ikke automatisk bliver lykkeligere
af at tabe mine overflødige kilo, måske ikke lykkelig men lykkeligere.
så derfor mener jeg det er korrekt at man ikke kan ligestille slanke folk
med lykkeligere folk.

Jeg har mødt mange som mig selv der bruger sætningen "hvis bare man er glad
så..........."

Men har nu erkendt JEG VILLE BLIVE GLADERE HVIS JEG EFTER MIN MENING VAR
SLANK.

Bare min mening Bjarne 114 snart 85




Erna Andersen <vedhegnet23@mail.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3bb2f0f7$0$80821$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "Katjastrofen" <katja.bk@email.dk> skrev i en meddelelse
> news:9osa59$1svq$1@news.cybercity.dk...>
>
>
> - at være slank er ikke løsningen på alle problemer"
>
> Nej, du kan være lige så bred, du vil, så længe der er plads.
> Foran skærmen, på hjemmesiden, i familjen...
> men lad være med at blive syg, for på sygehuset er der knebent med
> plads. Det er der også hos lægen, og alle steder, der bliver
> betalt af det offenlige.
> Jeg ved ikke rigtig, om jeg er for eller mod slankekure, for jeg
> tror også at buttede "rige" mennesker(kvinder) med overskud har
> det bedste liv.
>
> Hilsen Erna
>
>
>

---

"Katjastrofen" <katja.bk@email.dk> skrev i en meddelelse
news:9osa59$1svq$1@news.cybercity.dk...

Der kunne tilføjes mange tanker til dit indlæg. Jeg er enig med dig på nogle
punkter og uenig med dig på andre.

For nylig skulle jeg slæbe en masse tunge ting op på 4. sal.
Der var sådan cirka 30 kilo.
Det var hårdt at slæbe de 30 kilo op.
Jeg blev forpustet - og dét endda selvom jeg i dag er løber i god form.
Jeg kunne mærke det i mine ben, at jeg slæbte 30 kilo op på 4.
Og jeg var lidt mat, da jeg nåede op.

Og så var det jeg kom til at tænke på, at for 3-4 år siden slæbte jeg
KONSTANT rundt på 30 kilo mere end i dag.......

Jeg er vist ikke ligefrem blevet et lykkeligere menneske af ikke at slæbe på
de 30 kilo. Ikke ret meget mere lykkelig. Eller er jeg....

Såvel dengang som nu føler jeg mig elsket af venner og familie. På det punkt
er intet ændret.
Men jeg føler mig bestemt mere lækker, mere let, mere sexet, mere dejlig.
Føler mig bedre tilpas på mange måder. Måske ikke kun fordi jeg har tabt
mig, men måske også fordi jeg er blevet et mere aktivt/motionerende
menneske? Så der har faktisk været en hel del fordele ved at tabe mig.

Man kunne derfor også spørge: BEHØVER man ligefrem blive lykkeligere af at
tabe sig, når der er så mange andre sidegevinster?

Og så kan jeg ikke rigtig hitte ud af, om det du er i færd med ikke i
virkeligheden er at overbevise dig selv om, at du ikke behøver gøre en
indsats for at tabe dig, fordi du ikke bliver lykkeligere. og måske har du
ret. Måske bliver du ikke lykkeligere af det. Det kan godt være at du må
nøjes med andre fordele *S*

Mvh. Lisbeth

---

"Webwoman" <webwoman@pc.dk> wrote in message news:9ovv2j$s06$1@sunsite.dk...
> Og så var det jeg kom til at tænke på, at for 3-4 år siden slæbte jeg
> KONSTANT rundt på 30 kilo mere end i dag.......

Tjah, jeg slæbte så kun rundt på 10kg mere, men det er så til gengæld ikke
mere end et halvt år siden. Jeg har dog allerede "glemt" (sådan rent
fysisk/refleksmæssigt) hvordan det føltes at mærke min mave skvulpe rundt i
modtakt til mine trin... og det har jeg det /fint/ med at have glemt. Det
var en konstant påmindelse om, at jeg levede et motionsløst og stresset liv
med for meget junkfood. Stress har jeg nu stadig af og til, men jeg
håndterer det langt bedre i dag end for et halvt år siden, og jeg er holdt
op med at belønne mig selv med cola og slik. Så er der kun smøgerne
tilbage...

Jer er helt enig i, at den første kamp nok er mod kiloene, og den anden kamp
der følger er med ens selvbillede. Ofte er man motiveret til at tabe sig for
at blive "lækker", og når det så er sket, er det svært at undgå enten at
blive hellig og/eller selvhævdende, eller at tage en lille nedtur over at
finde ud af, at det såmænd ikke ændrer på det store - i hvert fald ikke når
der er tale om et moderat vægttab.

Folk man kender i forvejen ser jo en som man er, og ikke som man ser ud, så
der er ikke den store ændring dér. De tænker "nå, der er Anders" og ikke
"hey, hvem er ham den normalvægtige" :D

Hvad gælder andre mennesker er det min erfaring at det i sidste ende handler
mere om, hvordan man er som person, end om man slæber rundt med en lille
mave. En glad og udadvendt person har ingen problemer med at få nye venner,
uanset udseende. En indelukket og/eller tvær person får få (rigtige) venner,
uanset udseende.

Det er jo i virkeligheden en positiv ting at blive bekræftet i, men om det
hjælper på motivation for mig (og eventuelle læsere) er så en helt anden
sag. Som det er, bliver jeg ved med både motionen og kostomlægningen fordi
jeg har det langt bedre med at leve på denne måde, nu jeg er vænnet til det,
og det er så nok også en mere holdbar motivation end udseendet når det
kommer til stykket.

Men der er jo også grund til skepsis overfor ovenstående - også overfor mig
selv. Jeg MENTE jo i ramme alvor at jeg havde et problem med min vægt... og
nu hvor jeg ikke har det mere, er det jo nemt at bagatelisere. Det *er* jo
overstået, og nu er det så andre problemer der tager opmærksomheden. Det er
jo altid NOGET, ikke? :)

Lige så lidt som jeg som 31-årig vågner op om morgenen og udbryder "YAY, jeg
er ikke JOMFRU længere!!!", vågner jeg for tiden op og gribes af begejstring
ved at se mig i figurspejlet. Det er blevet dagligdag, og med dagligdag
kommer ligegyldigheden, som de siger.

> Jeg er vist ikke ligefrem blevet et lykkeligere menneske af ikke at slæbe
på
> de 30 kilo. Ikke ret meget mere lykkelig. Eller er jeg....

OK, jeg er blevet /lidt/ mere lykkelig. Det er altid en lækker fornemmelse
at sætte sig et mål - og derefter leve op til det, uanset om det er fysisk,
mentalt, åndeligt eller socialt. Og så var der jo alt det tøj i skabet som
jeg pludelig kan passe igen, og som næsten ikke er slidt :D

Man skal heller ikke glemme helbredsstatistikkerne: Det lægger hurtigt en
god håndfuld gode og aktive år til i den anden ende, hvis man når at skifte
til sundere livsførsel før man passerer de 35, plus man generelt har det
bedre, og kan præstere mere.

Så jeg er ikke med helbredsfanatikerne og image-dyrkerne, der mener at målet
helliger midlet, og at slankhed er et absolut gode der transformerer ens liv
til det bedre på magisk vis. Mit billede har langt flere gråtoner, men er
stadig altovervejende lyst og positivt. Det var AFGJORT værd at gøre for
mig, og jeg bliver såmænd nok ved, til jeg har smidt 3-5Kg mere og kan
klemme mig ned i mine gamle Levis str. 30 igen :)

Og så var det egentlig ikke specielt svært heller... Ikke mindre mad, men
bedre mad, og så et par timers motion om ugen - samt ikke at have
urealistiske forventninger om store vægttab på kort tid. Her har denne
gruppe virkelig været en stor hjælp!!!!

Bare mine kr 0,25...

Med venlig hilsen
Anders S. Johansen