On Sat, 22 Sep 2001 01:47:57 +0200, "Lyrik" wrote:
>Han kan jo ikke klandre folk for noget de ikke selv
>er herre over.
>
Dyr skal være tilgivet...
Ret beset kan de jo heller ikke synde -medmindre de er oplært af
mennesker og derpå forløber sig. Måske lige undtagen syndebukke
-som dem, der til gengæld synes at bekræfte regelen.
Hvilket ikke gør dem skyldige på samme måde, som os andre.
Så hvorledes hænger det sammen? Skulle man igen vove forsøget
med en sviptur ud i åndslivets åbne vidder!.. Mennesket er, som det
hedder, skabt i Guds billede. Dyrene bestemt for, som det også hedder,
at vandre i mørket -i medfør af den lykkelige uvidenheds nådegave.
Men hvad forstår vi da ved Guds billede?
Begynder man ved studiet af kilden må det kanske konstateres,
at den springer ud i nattens mulm og består af det rene vand.
Enhver fordybning i sporet, den følger, fyldes på lovmæssig vis;
hver dal og hver kløft, den passerer igennem, vederkvæges...
Men dyrene forstår ikke den slags billeder.
De gør lige så gerne i vandhullet som i spinatbedet.
De følger, som det hedder, blot deres natur.
Og hvorfor ikke? Vi lever jo i et frit land!
Sagen er, at mennesket i kraft af en vis evne til at 'skumme fløden
af sin erfaring' kan hævde sig på snart sagt ethvert område. Dog er
dèt også en frihed, som forpligter... til selvkontrol. Eller med andre
ord: Til den kunst at mestre hensigten. Og her kommer troen ind.
For skal det lykkes til fuldkommenhed er troen ganske nødvendig.
Aristoteles (384-322 BC) kalkulerede med 4 såkaldte årsagsfaktorer:
Form og materie samt diverse motivgrunde (naturånder), der fremkalder
forandringer + hensigten , der ligefrem tilsigter forandring.
Han introducerede endvidere princippet om Den gyldne Middelvej.
Hvilket i praksis vil sige, at 'Gavmildhed' f.eks. fastholder sin
position i feltet mellem 'Gerrighed' og 'Ødselhed' -at 'Dyden' i alle
tilfælde indtager en særstilling imellem to extreme 'Laster'.
Samme princip findes iøvrigt beskrevet i Herrens Sang, hvor
Kundskaben betegnes ved 'Lyset' -svarende til en balancegang
imellem Begærets 'Lyst' og Dårskabens 'Mørkt'. Ja, tænk hvad
Adam og Eva kunne få ud af dén fremstilling...
Aristoteles gjorde sig endvidere til talsmand for den (skarpe)
grænsedragning imellem studiefagene, vi kender idag:
Som 'grundlægger af moderne videnskab' satte han især skel
mellem 'naturvidenskab' og åndsvidenskab, 'metafysik' (meta: på den
anden side; red.) -med sidtnævnte kategori rangerende som et mindre
'attraktivt' arbejdsfelt, uden særlig fortrinsret og andet pop...
|