Skal Messias være del af en treenighed?
Den kristne teologi indbefatter i sit grundlag troen på, at Gud blev
legemliggjort (i kødet), og at Han eksisterer som treenighed, og at
Jesus var mellemmand mellem Gud og menneskene. Nogle går så langt som
til at sige, at det er indeholdt i de hebraiske tekster.
Ifølge de hebraiske tekster er tanken om treenigheden en umulighed (og
dermed også den idé, at en messias skulle være Gud).
Der er tre vigtige punkter i denne sag:
1) Budet om, at Gud er én absolut enhed, blev givet meget tidligt i de
hebraiske tekster til det jødiske folk: Hør, Israel! Herren er vor
Gud, Herren er én (5.Mos. 6:4).
Princippet fra dette vers forkaster ikke blot den idé, at der er flere
guder for det jødiske folk (altså Herren er vor Gud), men det slår
fast, at der kun er én enhed (Herren er én).
Ifølge de bibelske tekster fra de hebraiske skrifter er Gud ikke blot
uendelig, men Han er uden for tid, rum og legeme. Han har hverken
begyndelse eller ende, for som der står skrevet: Jeg er den første, og
jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig (Es. 44:6).
Selv om jødedommen tror, at Gud viser sig for Sine skabninger (og
altså også til mennesket) på forskellige måder, både som dommer og som
beskytter, er Hans essens udelelig og undslipper dermed enhver
definition.
Det, der transcendere tid og rum, kan ikke blive beskrevet som værende
af tre elementer. Fra det tidspunkt man giver sådanne beskrivelser til
Guds essens, nægter man Hans absolutte enhed.
Meget ofte tager missionærer fejl. De tror nemlig, at når man bruger
det hebraiske ord "ekhad" (en) i stedet for "yakhid" (én - unikum) i
de jødiske bønner, så skulle det betyde, at Gud er en "sammensat
enhed" og ikke en "absolut enhed".
Ifølge treenighedslæren så skulle Gud være lige som et "komponeret
væsen", lidt som fx en kuglepen der består af metal og plastik.
Dette er en fejlopfattelse, da de fysiske objekter, som eksisterer i
tid og rum, ikke kan bruges til at beskrive Gud, eftersom Han
transcenderer dimensionerne.
Før skabelsen var Gud alene, og koncepter som tid, rum og tal
eksisterede ikke.
Ordet "yakhid" (unikum) beskriver Guds eksistens før skabelsen,
eftersom der ikke eksisterer noget som helst, og der eksisterer heller
ingen forhold til nogen eller noget.
I den jødiske bøn, Shma Israel, bruges udtrykket "ekhad" og ikke
"yakhid", fordi vi nu lever i en fysisk verden bestående af mange
objekter og væsener, som har forhold til hinanden.
Denne mangfoldighed kunne så inspirere til den idé, at Gud ikke er den
eneste eksistens på dette plan, og Shma Israel bruges til at forkynde,
at Gud er den eneste ægte eksistens, på trods af den øjensynlige
modsætning, der er fremprovokeret af skabelsen.
Derfor bruger man tallet én (ekhad), eftersom det ud over at angive
antallet ekskluderer alle andre, som fx i verset: Der er én (ekhad),
ingen anden (sheni) (Præd. 4:8).
Eftersom vi er begrænsede væsener, ville det være upassende at
beskrive vores opfattelse af Gud i verden ved at bruge ordet "yakhid",
som beskriver Gud, som transcenderer tid og rum.
Ved at bruge "én", i 5. mosebog 6:4, i stedet for "unik", fortæller
dette vers, at Gud er en enhed, men derudover afviser dette de andre
muligheder, som mennesket kan opfatte.
Følgende vers i den hebraiske bibel, forudsat man oversætter dem
korrekt, naturligvis, kommer med grundlæggende og vigtige oplysninger
om jødedommens overbevisning om én Gud: "Indse dog, at det er mig, kun
mig, der er ingen Gud ved siden af mig" (5.mos. 32:39a) og "det er
Herren, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham." (5.mos.
4:35b).
2) Derudover var det, dengang (som det er i dag i øvrigt) strengt
forbudt for jøderne at forestille sig, at Gud kunne have en nogen som
helst lighed med noget, der eksisterer i verden. Versene 4:15-19 og
5:8-9 i 5. mosebog er kun nogle af de vers, som forhindrer jøder i at
tro, at Gud kan indtage fysisk form, som det fx gøres i de græske
skrifter:
"Men tag jer godt i agt! I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren
talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør derfor ikke noget så
ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form, i
skikkelse af mand eller kvinde, i skikkelse af noget som helst dyr på
jorden eller i skikkelse af nogen som helst vinget fugl, der flyver
hen over himlen, eller i skikkelse af noget som helst, der kryber på
jorden, eller i skikkelse af nogen som helst fisk i vandet under
jorden. Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og
stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og
dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under
himlen" (5.mos. 4:15-19)
"Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe
i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke
tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig
Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem,
der hader mig" (5.mos. 5:8-9).
Nogle kristne mener, at kapitel 18 i 1. mosebog fortæller, når de tre
mænd er kommet til syne for Abraham, at en af dem var Gud i
menneskelig form.
Dog, hvis man læser dette kapitel og kapitel 19 opmærksomt, er det
tydeligt at læse, at disse "mænd" var engle.
Bibelen fortæller mange historier om engle, som indtager menneskelig
skikkelse, og ofte bruger de Guds navn for at tilkendegive, at de er
Hans budbringere (GabriEL, MickaEL, fx).
Dette ligner lidt den hyppige brug af Guds navn for at lave en persons
navn eller et sted: Daniel (Gud er min dommer), Ezekiel (Guds styrke),
Jerusalem (kaldes Gud er vores Retfærdighed i Jeremias 33:16).
3) Derudover er der klart og tydelig forbud imod, at man skal have en
mellemmand. Dette står i andet bud: Du må ikke have andre guder for
mit åsyn. (2.mos. 20:3).
Dette står derfor klart i modsætning til dette udsagn fra de græske
skrifter, ifølge hvilket: "ingen kommer til Faderen uden ved mig
[Jesus]" (Joh. 14:6), og derfor var (og er) dette synspunkt ikke
acceptabelt for en jøde.
Hvis en person betragter noget som værende del af Gud, er det ganske
enkelt ikke tilladt for en jøde at bruge det. Torahen (Loven)
underviser nemlig, at hvert individ er i stand til at nå Gud direkte
og uden mellemmand.
Disse kristne overbevisninger, som finder deres rødder i antikkens
hedenske religioner (se teksterne om kristendommens rødder her:
<
http://www.nytestamente.org/bag/>), har været årsagen til, at
kristendommen blev forkastet af jøderne, af og til med deres liv som
indsats, i de sidste 2000 år.
For en jøde ville en konvertering være ensbetydende med et brud på sit
forhold til Gud, sådan som Han beskrives i Bibelen. (Cyril Malka)
(<
http://www.nytestamente.org/tekst/Treenigheden,_Gud_og_Messias>)
--
Venligst,
Cyril
Det Nye Testamente - Fortæller man alt? =>
http://www.nytestamente.org