---

Darwin havde sejret på universiteterne, men ikke i de små hjem i USA’s
nordstater.2 Her blev der set med stigende bekymring på darwinismens
udbredelse i skolesystemet og menneskets faldende status fra »skabt i
Guds billede« til »udvikling fra mere primitive organismer«.

Blandt flere farverige personligheder er specielt profeten Ellen G.
White (1827-1915) fra trossamfundet Syvende Dags Adventister væsentlig
at fremhæve (I Anders Nielsens kapitel omtales dette trossamfund
yderligere). I sine angiveligt guddommeligt inspirerede værker
tordnede hun mod darwinismen, og ved passende lejlighed fik hun en
åbenbaring, der viste, at den første skabelsesuge var en »rigtig« uge
svarende til syv bogstavelige døgn. Dyrene var skabt med få timers
mellemrum i præcis den rækkefølge, der står i Bibelen. Senere druknede
de alle under syndfloden på nær dem, der blev reddet om bord i Noas
ark. Det var syv par fra hver af de rene arter og et par fra hver af
de urene – som skrevet står i fortællingen om Noas ark. Det var ikke
den eneste vision profeten fik angående naturen og livets udvikling. I
det næste citat præsenterer Ellen White os for et interessant
synspunkt vedrørende menneskets udvikling i perioden efter syndfloden:

»Alle de af Gud skabte arter blev bevaret i arken. De sammenblandede
arter, der ikke var skabt af Gud, men som derimod var resultatet af
krydsninger, blev udslettet af syndfloden. Siden syndfloden har der
været sammenblandinger af mennesker og dyr, hvilket kan ses i den
nærmest endeløse mangfoldighed af dyr og i visse menneskeracer.«3

Det kunne have været rart at få præciseret, hvilke menneskeracer der
er krydsninger mellem menneske og dyr. Det var næppe den hvide race,
hun hentydede til.

Ellen White var i høj grad med til at intensivere den religiøse kamp
mod darwinismen. En kamp, hendes tilhængere har ført videre op gennem
det 20. århundrede. I dag med så stor støtte fra andre kirkesamfund,
at creationismen ikke længere er specielt præget af adventister. En
begrundelse for hendes modvilje lå i adventisternes specielle
selvforståelse. De holder hviledag om lørdagen, hvor de fleste andre
kirkesamfund har søndagen som gudstjenestedag. Begrundelsen for
lørdagen ligger i de ti bud, hvor det bliver påbudt at helligholde
sabbatten, som efter bibelsk tællemåde er den syvende dag i ugen, hvor
Gud selv hvilede efter skabelsen. Adventistkirken var i starten af
Ã¥rhundredet en lille dommedagssekt, der ventede Jesu snarlige
genkomst. De anså dengang, og anser i et vist omfang stadigvæk,
lørdagshelligholdelsen som den afgørende prøvesten på, om man bliver
frelst eller ej. Søndagshelligholderne bærer »dyrets mærke« og bliver
ikke frelst. Med vægt på lørdagshelligholdelsen og den dertil knyttede
bogstavelige fortolkning af skabelsesberetningen, var evolutionens
lange tidsrum aldeles uacceptable.

Ellen Whites ord havde stor indflydelse på George Edward Price
(1870-1963) fra Canada.

Prices far døde, da Price var tolv år, og moderen, som derefter var
alene med to drenge, blev få år senere tilknyttet adventisterne. I en
alder af sytten år blev han gift med en adventist, og i nogle år
fremover levede parret af at sælge Ellen Whites bøger fra dør til dør
i Canada. Price var god til jobbet, men brød sig ikke særligt om det.
Han stilede højere. I 1896 tog han nogle introduktionskurser i
naturvidenskab på et lærerseminarium, og med denne faglige ballast
følte han sig få år senere kaldet til et opgør med Darwin. Nu skulle
der bringes overensstemmelse mellem Ellen Whites ord, Bibelen og
videnskaben. I 1902 udkom hans første bog Outlines of Modem
Christianity and Modem Science4 I bogen var fokus først og fremmest
lagt på geologiske problemer. Hvorfor ligger jordlagene som de gør, og
hvorfor stammer fossilerne fra de nederste jordlag fra mere primitive
organismer end de fossiler, der ligger i de øverste jordlag? Price’s
syndflodsgeologi forklarede sådanne ting med, at under en global
syndflod ville små organismer dø før for eksempel pattedyr, som jo
havde mulighed for at søge højere op i landskabet. Inden de store dyr
døde, ville dem længere nede være dækket af sand og jord fra den
kraftige blæst i forbindelse med syndfloden.

Price udgav en række bøger i årene fremover, men forfatterskabet
startede ikke uproblematisk. Den etablerede videnskabelige verden
havde ingen respekt for Price’s uskolede skriverier, og hvad angik
almindelige borgere, var der andre mere populære creationistiske
forklaringsmodeller. Bøgerne solgte ikke godt, og familien Price
levede til tider på et eksistensminimum.

Situationen ændrede sig dramatisk i begyndelsen af 1920′erne. Banen
var med årene blevet kridtet hårdere op mellem traditionelle
videnskabsfolk og creationister. I mere end tyve delstater i USA
pressede fundamentalistiske grupper på med krav om, at al undervisning
i evolutionsteori i offentlige skoler blev forbudt. Under de følgende
retssager blev det pinligt klart, at der ikke eksisterede en
videnskabelig opposition mod evolutionsteorien. Man ledte med lys og
lygte efter frontfigurer til bevægelsen. Lyset faldt på Price og et
par stykker til. I løbet af få år blev Price en kendt figur. Han blev
tildelt ærestitler, og hans bøger blev solgt i tusindtal. Af
entusiastiske redaktører og prædikanter blev han udråbt til et af de
mest originale og betydningsfulde videnskabelige genier nogensinde.

Hvor man i andre versioner af creationismen forsøgte at tolke Bibelens
skabelsesberetning i lyset af de geologiske fund, startede Price
modsat. Bibelen skulle tages bogstaveligt, og videnskaben skulle
indordne sig under dette. Kunne videnskabelige opdagelser indpasses i
de grundlæggende trospunkter, var de i orden, ellers var de
fejlagtige. For den almindelige kirkegænger, godt træt af komplicerede
tekstfortolkninger, der skulle forene usammenlignelige størrelser, var
Price’s synspunkter en lise for sjælen. Forstod man sin Bibel, forstod
man også de væsentligste pointer i videnskaben. Price’s synspunkter
vandt i styrke, og hans værker regnes den dag i dag for store
klassikere i de rette kredse. Han tvivlede i sit liv aldrig på Ellen
White. Hans første og eneste videnskabelige artikel i et almindeligt
tilgængeligt tidsskrift kom i 1937. Samme år blev han inviteret på
ekspedition af nogle studerende. De morede sig lidt, da de opdagede,
at »Darwins overmand« ikke kunne kende de almindeligste fossiler fra
hinanden.5

I 1923 tilbød den amerikanske delstat Oklahoma gratis lærebøger til
offentlige skoler, der ville afstå fra undervisning i evolutionsteori,
og Florida gik endnu videre med en anti-evolutionslov. Den mest
radikale lov kom i Tennessee, som i 1925 forbød al undervisning i
evolution på universiteter og offentlige skoler. Den amerikanske
borgerrettighedsbevægelse American Civil Liberties Union (ACLU)
opfattede dette som en klar overtrædelse af USA’s forfatningsmæssige
adskillelse mellem kirke og stat. De søgte en frivillig til at
overtræde loven, så den efter en appel kunne blive ført helt til
højesteret. Den frivillige blev John T. Scopes. Han stod offentligt
frem og erkendte at have undervist mod lovens ord.

Den efterfølgende retssag blev kendt som Scopes-processen eller abe-
processen. Også denne retssag blev kaldt århundredets retssag, og det
var den første retssag i USA, der blev sendt dagligt i radioen. Under
retssagen blev Price’s bøger flittigt citeret, men Price selv kunne
ikke deltage, da han underviste i England. John Scopes fik en bøde for
at have overtrådt loven, hvad han bevidst også havde gjort. På grund
af nogle finesser i lovgivningen fik Scopes og ACLU ikke mulighed for
at føre sagen til højesteret. Loven stod uændret til 1967.

Mange observatører så retssagen som en sejr for evolutionstilhængerne,
da den offentligt afslørede det ikke eksisterende grundlag for
creationismen og syndflodsgeologien. Der var dog sket det, at mange
lærere og tekstbogsforfattere var blevet skræmt af den offentlige
vrede, og undervisningen i evolutionsteorien var reelt blevet forvist
fra mange stater i USA. Dette skabte med årene et større
rekrutteringsgrundlag til creationismen i religiøse kredse.

De næste 30 år var der færre sammenstød. Blandt creationister blev der
gjort forsøg på at lave egentlige forskningscentre. Hvor
creationistisk »forskning« tidligere blev foretaget af enkelte
ildsjæle, som baserede deres resultater på data publiceret af andre
forskere, ville man nu opbygge et decideret forskningsmiljø.

Forskningscentrene fik ikke den succes, man havde drømt om. Deltagerne
kunne i regelen ikke blive enige om hverken den rette fortolkning af
Bibelen, eller om hvilken retning inden for creationismen der skulle
have fortrinsret. Derudover var der en kedelig tendens til, at
forskere og ledere efter en årrække forlod institutionerne. Enten
fordi de med årene havde udviklet synspunkter, som lignede darwinisme
i betænkelig grad, eller i frustration over den tvivlsomme videnskab.
Adventisterne havde i 1957 finansieret Geoscience Research Institute
(GRI) og fundet en håndfuld mænd med de rette holdninger til videnskab
og religion. Efter ganske kort tid opstod der stærke uenigheder om
fortolkningen af geologiske fund, dateringsmetoder osv. De yngste
forskere på GRI var nået til den erkendelse, at syndflodsgeologien var
en parodi på videnskab, de ældste var rystet over de yngstes sataniske
tilgang til forskningen. I 1963 følte kemikeren P. Edgar Hare trang
til at bekende sine vanskeligheder til kirkelederne:

»Jeg spekulerer på, om ikke hele vores tilgang til dette problem er en
misforståelse. Vi er i årevis blevet belært om, at alt i den
geologiske tidstavle er resultater af syndfloden. Ifølge mit
efterhånden betydelige kendskab til området kan ikke alt i den
geologiske tidstavle skyldes syndfloden. Mænd som Marsh og Burdick har
bildt os ind, at beviserne for jordens utroligt høje alder er ekstremt
tynde og aldeles utroværdige. Jeg har i de sidste år lavet en ganske
omhyggelig undersøgelse af beviserne, og efter min mening er de ikke
tvetydige, men lige så klare som beviserne for, at jorden er rund.«6

En ny kirkepræsident i 1966 betød afslutningen på GRI’s flirt med den
liberale fortolkning af Ellen Whites ord og Første Mosebog. Det blev
slået fast, at Whites ord og Bibelen ikke var på prøve, og at
forskningen fremover skulle koncentrere sig om bevisførelse for: Livet
opstod på seks dage; jorden oplevede en global destruktion som
beskrevet i Første Mosebog; livet er ikke ældre end 10.000 år. De
indlysende gode argumenter, der kan gives for umuligheden af
ovenstående, for eksempel i forbindelse med kulstof-14-datering, blev
ved samme lejlighed erklæret ugyldige.

VÃ¥benhvilen mellem creationister og evolutionister blev forstyrret den
4. oktober 1957, da Sovjetunionen opsendte Sputnik I, verdens første
kunstige satellit.7 Med forskrækkelsen over kommunisternes
teknologiske formåen krøb en ny bevidsthed om naturvidenskab ind over
USA. Forskellige videnskabelige institutioner og lærerforeninger gik
sammen om at udbrede kendskabet til biologi med evolutionen som det
bærende princip.

I 1967 lagde læreren Susan Epperson sag an mod Arkansas. Hun mente, at
en antievolutionslov fra 1929 var en overtrædelse af hendes
forfatningsmæssige ret til at tale frit. Retssagen, der vakte meget
opmærksomhed, endte i højesteret, hvor Epperson vandt i 1968. I samme
forbindelse blev alle anti-evolutionslove erklæret for
forfatningsstridige.

Med udfaldet af Epperson-processen var det i begyndelsen af 70′erne
blevet noget vanskeligere at undgå undervisningen i evolutionsteori.
Belært af de efterhånden mange retssager skiftede creationisterne
strategi. Frem for at forbyde undervisning i evolution ville de nu
kræve ligebehandling for evolutionsteori og creationisme. Hvor det
tidligere havde været i orden med fyldige bibelcitater i
videnskabelige artikler og lærebøger, skulle disse ting nu spille en
mindre rolle. Derved ville man i fremtiden kunne præsentere
creationismen som en videnskabelig hypotese på lige fod med
evolutionismen. Tidligere havde man talt om, at »Gud skabte jorden for
6-8.000 år siden«. Nu talte man snarere om en »pludselig skabelse for
6-8.000 år siden«. Med denne fremgangsmåde undgår creationisterne et
stort problem. USAs forfatning fordrer adskillelse mellem stat og
kirke, men der er ingen forbud mod undervisning i dårlig videnskab.

Strategien bar frugt. I 1974 var det lykkedes for Henry Morris og hans
kolleger fra Creation Science Research Center (CSRC), som var et
samlingspunkt skabt i begyndelsen af 60′erne af folk fra flere
forskellige kirkesamfund, at få indført deres hæfter om Videnskab og
Skabelse på skoler i 28 delstater. I 1981 indførte Arkansas en
ligebehandlingslov, som skulle sikre undervisning i både
creationistvidenskab og evolutionistvidenskab. Året efter indførte
Louisiana en tilsvarende lov, og mere end tyve delstater overvejede
lignende skridt.

De etablerede videnskabelige institutioner i USA var nu efterhånden
ved at vågne op. Under sin valgkamp i 1980 havde Ronald Reagan krævet,
at offentlige skoler underviste i creationisme på lige fod med
evolutionisme. Med ligebehandlingslovene var bægeret fuldt. Det som
universiteterne i mange år havde set som en dårlig vittighed, blev nu
taget særdeles alvorligt.

Ligebehandlingsloven i Arkansas blev i maj 1981 udfordret ved
forbundsdomstolen i Arkansas. Forbundsdomstolen udgør en højere
retsinstans end delstatens egen domstol. PÃ¥ den ene side stod ACLU,
etablerede videnskabelige institutioner, liberale kirkefolk og lærere,
og på den anden side stod Arkansas Board of Education og diverse
kristne organisationer. Disse retssager blev vigtige forløbere for
højesteretssagen fem år senere, hvor de 72 nobelpristagere indgav en
fælleserklæring.

Som det fremgår, har de offentlige skoler siden begyndelsen af
århundredet været stridens æble i dysten mellem creationister og
evolutionister. Debatten føres med et videnskabeligt sprogbrug, men
handler dybest set om noget helt andet. Creationisterne får aldrig
publiceret deres artikler i anerkendte tidsskrifter, og har formentlig
for længst accepteret dette faktum. Deres kamp foregår et helt andet
sted. Gennem påvirkning af lærere, forældre, skoleledere og politikere
skal nye amerikanske borgere have creationismen og Bibelen ind med
modermælken. Den største forhindring for dette projekt har hele tiden
været det multikulturelle USAs vandtætte skotter mellem stat og kirke.
Skal Bibelen ind i skolerne, må det ikke ske for at fremme religiøse
mål. Projektet må derfor pakkes ind i en videnskabelig film, så det
kan foregå i naturfagstimerne.

Videnskabsteoriens store øjeblik
Alle har en mere eller mindre afklaret opfattelse af, hvad videnskab
er. Det er noget med at udvikle teorier om og metoder til forståelse
af naturen. Det er dog langtfra alle, der har stiftet bekendtskab med
begrebet videnskabsteori. Umiddelbart skulle man måske tro, at
videnskabsteori også var en slags videnskab, men det er det ikke.
Videnskabsteoretikeren studerer ikke naturen, men derimod videnskaben
og forskerne, som repræsenterer den. Blandt de filosofiske problemer,
der typisk henregnes under videnskabsteorien, er for eksempel:

Hvad er videnskab; hvordan udvikles videnskabelige teorier; hvordan
undgås videnskabelige fejlslutninger; hvordan vekselvirker teori og
eksperiment i videnskaben? Mange flere emner kunne føres ind under det
ikke helt veldefinerede begreb videnskabsteori.

I forbindelse med retssagen om ligebehandlingsloven i Arkansas i 1981
og under den senere højesteretssag blev videnskabsteorien hevet ud fra
de filosofiske institutters dunkle kontorer og frem i offentlighedens
søgelys. Under retssagerne stod retten med en religiøst baseret
interessegruppe, der opfattede sig som videnskabelig og ønskede de
privilegier, denne betegnelse kan give. Hvad der var brug for, var en
god, meget bredt accepteret definition af begrebet videnskab. SÃ¥ klart
formuleret, at den kunne bruges i en retssal.

Rettens ekspert på området, filosoffen Michael Ruse, valgte at tage
udgangspunkt i filosoffen Karl Raimund Popper (1902-1994).8 Valget var
hverken tilfældigt eller selvfølgeligt. Videnskabsteori udmærker sig
ved at være et felt, hvor udøverne sjældent er enige om ret meget.
Ruse kunne, hvad kritikerne også påpegede, have valgt anderledes.
Alligevel berettiger flere ting brugen af Popper: Han er en filosof,
som alle filosoffer kender og forholder sig til. Han giver gode, klare
definitioner. Han er den eneste videnskabsteoretiker, der for alvor
har vundet anerkendelse blandt naturvidenskabsfolk og har påvirket den
måde, de opfatter deres fag på.

NÃ¥r fagfilosoffernes indbyrdes uenighed om valget af Popper ikke
rigtigt nåede offentligheden, skyldes det formentlig sagens betydning.
Truslen fra creationismen blev taget så alvorligt, at eksperternes
uenighed og faggruppernes indbyrdes konkurrence blev kraftigt dæmpet.
For en gang skyld gjorde forskere inden for naturvidenskab og
humanistisk videnskab fælles front.

Poppers videnskabsteori
For novicen i videnskabsteori er Popper den perfekte begyndelse. Han
udtrykker sig enklere og klarere end de fleste og kridter banen op for
en stor del af debatten om videnskab i de sidste 50 år.

I Poppers videnskabsteori findes der to grundlæggende forskellige
måder, hvorpå man kan opnå indsigt i naturen. Man kan observere den,
og man kan lave hypoteser om den.

Observationer refererer til enestående begivenheder, der indtraf på et
bestemt sted til et bestemt tidspunkt. Det kunne for eksempel være,
»katten sagde mjav,« eller »termometeret viser 24°C«. For at en
sætning kan kaldes en observation, skal den være så elementær, at
ingen af de ved en begivenhed tilstedeværende personer kunne være
uenige i dens indlysende korrekthed.

Hypoteserne kendetegnes ved, at deres gyldighed ikke er begrænset til
bestemte tider og steder. Hypotesen:


»Stjerner, hvis masse er mere end tre gange større end solens masse,
ender deres eksistens som sorte huller«9

refererer ikke til bestemte stjerner. Uanset om hypotesen er rigtig
eller forkert gælder den for alle stjerner i al fortid og fremtid.
Hypoteserne er naturligvis meget vigtige. Det videnskabelige projekt
skal i høj grad ses som en fremadskridende proces mod stadigt mere
omfattende og generelle hypoteser.

Kombineres en hypotese med passende observationer, fås en
forudsigelse, der kan sammenlignes med, hvad der senere rent faktisk
indtræffer.

Følgende eksempel på en forudsigelse stammer helt tilbage fra
Christopher Columbus, som på sin fjerde rejse til Amerika i 1504 fik
problemer.10 Han befandt sig på Jamaica med skibe, der var i en ussel
forfatning. Mange forsyninger var stjålet, halvdelen af mandskabet var
stukket af, og grundet mange uheldige episoder mellem Columbus’ rå
mandskab og de lokale indfødte kunne de ikke få den nødvendige hjælp.
Midt i ulykken fik han en idé. Vestlige astronomer havde beregnet, at
der ville komme en måneformørkelse om natten den 29. februar. Columbus
bekendtgjorde, at på grund af gudernes vrede ville månen forsvinde den
næste nat. Månen forsvandt ganske rigtigt, og de rædselsslagne
indfødte hjalp ham med forsyningerne.

Lad os se episoden under en poppersk synsvinkel: Datidens astronomer
havde modeller for planeternes bevægelser i solsystemet (hypotese).
Med disse kunne de forudsige måneformørkelser ret præcist. Da Columbus
havde en almanak på sig og kendte datoen (observation), fik han en
korrekt forudsigelse, der muligvis frelste livet for ham selv og
søfolkene.

Columbus’ korrekte forudsigelse gjorde stort indtryk på Jamaicas
befolkning, og generelt vil en hypotese, som giver korrekte
forudsigelser også blive opfattet som troværdig. Spørgsmålet er nu:
Hvor mange korrekte forudsigelser skal den give, før det er bevist, at
den er sand? Poppers meget enkle svar på problemet er, at det sker
aldrig! I et klassisk eksempel betragter han hypotesen:


»Alle svaner er hvide«.11

Uanset den enorme mængde af observationer på hvide svaner, ihærdige
ornitologer måtte fremdrage, vil det ikke kunne udelukkes, at en sort
svane en dag vil blive observeret. Det samme gælder alle andre
hypoteser. I kraft af deres almene gyldighed på alle steder i både
fortid og fremtid kan de ikke bevises.

NÃ¥r en hypotese med passende observationer giver en forudsigelse, der
efterfølgende kan holdes op mod andre observationer, er teorien blevet
testet. Jo flere gange en hypotese er blevet testet med godt resultat,
jo større tillid vil vi have til den, men selv efter århundreder med
udelukkende positive testresultater er den stadigt ikke blevet bevist.

Anderledes forholder det sig i det øjeblik, en hypotese giver forkerte
forudsigelser. Hvis en sort svane blev observeret, og observationen lå
i en så veldokumenteret form, at ingen med rimelighed kunne betvivle
dens ægthed, måtte hypotesen »alle svaner er hvide« nødvendigvis være
falsk. Hypotesen ville være falsificeret, det vil sige afkræftet. Der
er i logikken en asymmetri mellem muligheden for at falsificere og
umuligheden af at bevise. Denne asymmetri danner kernen i Poppers
videnskabsteori.

Videnskab som evolutionær proces
Poppers søgen efter en videnskabelig metode tog for alvor fart lige
efter 1. Verdenskrig i 1919. I et af sine hovedværker, Conjectures and
Refutations, beskriver han perioden således:

»Efter det østrigske imperiums sammenbrud havde der været en
revolution i Østrig. Luften var fuld af revolutionære paroler og ideer
og nye, ofte vilde teorier. Blandt de teorier, som interesserede mig,
var Einsteins relativitetsteori langt den mest betydningsfulde. Tre
andre var Karl Marx’s teori om historien, Freuds psykoanalyse og
Alfred Adlers såkaldte ‘individualpsykologi’… Det var i løbet af
sommeren 1919, at jeg begyndte at føle mig mere og mere utilfreds med
disse tre teorier – den marxistiske historieteori, psykoanalysen og
individualpsykologien; og jeg følte mig efterhånden skeptisk med
hensyn til deres påståede videnskabelige status.«12

Utilfredsheden med psykoanalysen og marxismen skyldtes paradoksalt nok
deres evne til at forudse alt og forklare alt, når først det var
indtruffet. De var ifølge Popper formuleret i et så altfavnende og
upræcist sprog, at de havde mistet muligheden for udvikling gennem
konfrontation med iagttagelser. Alle nye begivenheder blev fortolket i
lyset af en teori, der ikke kunne modsiges. Alle observationer
styrkede automatisk tilhængernes tiltro til de autoriteter, der skabte
teorierne. En hypotese, der kan forklare alt, hvad der kan tænkes at
ske, er for Popper intetsigende og unødvendig. Sammenlign disse to
hypoteser:

»En snegl på vejen giver omgående regn.«

»En snegl på vejen er tegn på enten regn eller sne. I andre tilfælde
er det tegn på sol og undertiden ligefrem hagl.«

Den sidste hypotese giver utvivlsomt en overvældende mængde korrekte
forudsigelser, men den giver kun indlysende forudsigelser. Den første
teori er skarpere og langt mere interessant, da den, såfremt den var
sand, kunne fortælle noget væsentligt om vejret. Den er ganske vist
ikke sand, men det er ikke et problem, for den vil hurtigt blive
falsificeret og dermed bane vejen for andre og bedre hypoteser om
vejret. Den gode hypotese adskiller sig fra den dårlige ved, at den
kan falsificeres!

Det kan forekomme paradoksalt at ville udvikle videnskaben gennem en
så destruktiv proces som falsifikation. Hvad det angår, sammenlignede
Popper ofte videnskabens udvikling med den biologiske evolution.13 I
naturen skabes myriader af organismer, der er forskellige fra art til
art, men også har små forskelligheder inden for den enkelte art. Da de
svageste konstant bukker under, vil kun de stærkeste føre deres
egenskaber videre. Denne proces kan over tilstrækkeligt lang tid
udvikle encellede organismer til mennesker. I videnskaben virker
processen tilsvarende. Alverdens forskere udvikler et stort antal
hypoteser med små eller store indbyrdes forskelle. I deres
laboratorier konfronterer de konstant hypoteserne med »faretruende«
observationer, der udsletter de svageste og lader de stærkeste leve.
Over tilstrækkeligt lang tid kan dette udvikle hypoteserne fra for
eksempel Aristoteles’ krystalsfære-teori til Einsteins generelle
relativitetsteori.

Døden er en vigtig del af livets udvikling, og falsifikation er en
vigtig del af videnskabens udvikling. BÃ¥de livet og videnskaben
udvikler sig evigt uden at nå frem til et endegyldigt mål.

En kort fremstilling af Poppers metode for det frugtbare
videnskabelige arbejde kunne lyde således:

Videnskabsfolkene skal med udgangspunkt i deres erfaring og intuition
fremsætte så mange dristige hypoteser som muligt. Derefter skal de
ihærdigt og uden ophør teste hypoteserne, så flest muligt bukker under
i det evolutionære udskillelsesløb. Processen stopper aldrig, da ingen
hypotese kan sikres mod fremtidens udspekulerede prøvelser.

Bibliografi
Economist, The (1996): »Counter-attack«, The Economist, vol. 340, nr.
7979,17.-23. august, s. 44-45. Forfatteren er ikke angivet ved
artiklen.

Finkel, Elizabeth (1996): »Science of Creationism to Go on Trial in
Australia next Year«, Lancet, 14. december.

Klayman, Robert A. (1986): »Amicus Curiae Brief of 72 Nobel
Laureates«. Jeg har ikke kendskab til, at det berømte brev til
højesteret skulle være publiceret i sin fulde længde i noget
tidsskrift eller nogen bog. Til gengæld ligger det overalt på
internettet. En god adresse er Lincoln Universitetets hjemmeside:
http://www.lincoln.ac.nz/hals/phil30 3/creation/amicus~1.htm.

Lasota, Jean-Pierre (1999): »Unmasking Black Holes«, Scientific
American, vol. 280,nr. 5.

Morison, Samuel Eliot (1942): Admiral of the Ocean Sea, Boston:
Little, Brown and Company.

Numbers, Ronald L. (1992): The Creationists, New York: Alfred A.
Knopf, Inc.

(1998); Darwinism Comes to America, London: Harvard University Press.

Overton, William R. (1982): »Creationism in Schools: The Decision in
McLean versus the Arkansas Board of Education«, Science, vol. 215, 19.
februar 1982, s.934-943.

Popper, Karl R. (1972a): The Logic of Scientific Discovery, London:
Hutchinson & Co.
(1972b): Conjectures and Refutations,London: Routledge & Kegan Paul.
(1973): Kritisk Rationalisme, København: Nyt Nordisk Forlag.
(1974): Objective Knowledge, London: Oxford University Press.
(1978): »Natural Selection and the Emergence of Mind«, Dialectica,
vol. 32, nr. 3-4.
(1992): Unended Quest, London: Routledge.

Price, George McCready (1902); Outlines of Modem Christianity’ and
Modem Science, Oakland: Pacific Press.

Rosin, Hanna (1999): »Creationism Evolves«, Washington Post, 8.
august.

Ruse, Michael (1996): But Is It Science?,New York: Prometheus Books.

Shermer, Michael (1997): Why People Believe Weird Things, New York: W.
H. Freeman and Company.

Strahler, Arthur N. (1987): Science and Earth History, New York:
Arthur Prometheus Books.

White, Ellen G. (1945): Spiritual Gifts, vol. 3-4, Washington, D.C.:
Review and Herald Publishing Association.

Øhrstrøm, Peter (1994): »Sir Karl Popper«, ORIGO, nr. 46, oktober
1994.

Noter

1.Undersøgelsen er foretaget af The National Science Foundation. The
Economist (1996), s. 44.
2.Ronald L. Numbers (1992).
3.Ellen G. White (1945), s. 75.
4.George McCready Price (1902).
5.Ronald L. Numbers (1992), s. 90.
6.Ronald L. Numbers (1992), s. 294.
7.Michael Shermer (1997).
8.Michael Ruse (1996).
9.Jean-Pierre Lasota (1999).
10.Samuel Eliot Morison (1942), s. 654.
11.Karl R. Popper (1972a), s.27.
12.Karl R. Popper (1972b), s. 34.
13.Se fx Karl R. Popper (1974), s. 67-71.
14.Karl R. Popper (1973), s. 40.
15.Arthur N. Strahler (1987), s. 69.
16.Michael Ruse (1996), s. 31.
17.William R. Overton (1982).
18.Karl R.Popper (1978), s. 339-340.
19.Karl R.Popper (1992), s. 168.
20.Se for eksempel Peter Øhrstrøm (1994).
21.Karl R. Popper (1978), s. 343-344.
22.Michael Ruse (1996), s. 302.
23.Robert A. Klayman (1986), s. 10-11.
24.Michael Shermer (1997), s. 169.
25.Ronald L. Numbers (1998), s. 10.
26.Hanna Rosin (1999).
27.Elizabeth Finkel (1996).
Dan Frederiksen
Cand. scient., adjunkt ved Haderslev Katedralskole. Ekspert på
områderne jordstråler og kreationisme.Tidligere kronikker i bl.a.
Politiken, Information : Længe leve den sunde skepsis interviews i TV-
A, etc. Redaktør og medforfatter på overtro og mytebogen "Bedst af
alle verdener" - ved forlaget Fremad. Medforfatter på bogen
"Politikens bog om det alternative - en håndbog i mystik og videnskab"
Politikens Forlag, 2002.

Uddrag af bogen "Bedst af alle verdener - myter i det 21. �rhundrede".
Redaktion: Dan Frederiksen og Lars Peter Jepsen
Originaludgave: København : Fremad, 2000.
ISBN 87-557-2286-5.