En lille skatkiste af Wilhelm Beck
Juli 31
"Dømmer ikke, at i ikke dømmes, thi med hvad dom i dømme, skulle i dømmes,
og med hvad maal, i maale, skal der maales til eder igjen. Men hvi ser du
skjæven, som er i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bliver du ikke
var? Eller hvorledes siger du til din broder: lad mig drage skjæven ud af
dit øje, og se, der er en bjælke i dit øje! Du øjenskalk! drag først bjælken
ud af dit øje, og da kan du se til at drage skjæven ud af din broders øje!"
Matt 7.1-5
Din kjærlighed, o Frelser, os forene,
At vi maa et med dig og i dig mene,
Ak, helliggjør vort legem, aand og sjæl,
At vi kan her ustraffeligt vandre,
Indtil du al vor sorrig vil forandre
Til evigt vel!
Det er det af verden saa meget misbrugte ord, som stadigt kastes os hellige
i øjnene af de mennesker, for hvem sandhed og løgn, tro og vantro ere lige
gode, derfor maa vi ikke dømme, om mennesker leve i det ene eller det andet.
Men det kan jo umuligt være den Herres mening, som vil frelse os fra løgnen
og lære os sandheden, som vil, at vi skulle omvende os fra vantro til tro.
Saa maa vi jo nødvendigt dømme skarpt om disse ting. Og naar vi daglig leve
mellem mennesker og det ligger os alvorligt paa hjerte, at de mennesker maa
frelses, er et umuligt ikke at have en dom om disse mennesker, om de ere
vantro eller troende, medens vi dog bestandig maa huske paa, at vor dom kun
er en underretsdom, som kan kuldkastes af en højesteretsdom af ham, som er
bestemt til "levendes og dødes dommer", som Morten Luther engang sagde: To
ting vil jeg undre mig over, naar jeg kommer i himlen, at jeg vil finde
mennesker der, som jeg aldrig havde ventet vilde komme i himlen, og at jeg
vil savne nogle, som jeg havde været saa vis paa at finde der.
Men naar Herren siger "dømmer ikke!" saa er meningen den, at vi Guds børn
aldrig maa afsige nogen højesteretsdom over noget menneske, aldrig maa
fordømme noget menneske, som om vi vare bestemte til at være levendes og
dødes dommere, hvilket embede Herren en gang for alle har forbeholdt sig
selv. Aldrig maa du dømme om noget vantro menneske, at det aldrig kan blive
omvendt, og altsaa erklærer det for evigt fordømt. Det er en ubarmhjertig
dom, som vidner om, hvor lidt man føler den store barmhjertighed, der er
vederfaret en selv ved selv at være bleven omvendt. Og aldrig maa du
fordømme noget troende menneske troen, fordi du ser noget galt og syndigt
hos det. Det er atter en ubarmhjertig dom, som vidner om, hvor lidt man har
set, hvormeget galt og syndigt der endnu er hos en selv, efter at man er
blevet et troende menneske. Det skulde dog være en hovedforskjel mellem
vantro og troende, at medens de vantro glæde sig over de fejl, de kunne se
hos andre, maa de troende bedrøves derover.
Men grunden til denne ubarmhjertige dømmen er, at man "ikke ser hjælken i
eget øje", medens man har saa let ved at "se skjæven i broderens øje". Som
vi med vort naturlige øje jo kun kunne se udad og ikke kunne se os selv uden
ved at se i et spejl, saaledes er det ogsaa, naar talen er om at se andres
og vore egne fejl. Andres fejl kunne vi saa let se, men vi kunne ikke se
indad i os selv uden ved hjælp af et spejl. Men vi have jo et saadant spejl,
hvori vi kunne se os selv med alle vore fejl klart og tydeligt. Og dette
spejl er Guds lov, dette klare blanke spejl, hvori vi se saa klart, hvad der
er Guds villie og lov for et menneskes liv. Ser du dig selv i dette spejl,
saa skal du snart se "bjælken i dit eget øje", ja se, hvor meget der
mangler i dit eget liv af det, som Guds lov kræver af et menneskeliv. Ser du
dig hver dag i detet spejl, saa faar du saa travlt med at "drage bjælken ud
af dit øje", faar saa meget at gjøre med dig selv, saa at der bliver kun
lidt tid til at beskjæftige dig saameget med "skjæven i din broders øje".
Men Herren dadler ikke, at vi ogsaa ville hjælpe vore brødre af med det, som
er galt go synd hos dem, naar du blot "først drager bjælken ud af dit eget
øje" - saa maa gjerne "drage skjæven ud af din broders øje", siger han. Men
skal dette gjøres uden at dømme eller fordømme din broder, saa maa du lære
den kunst af din Frelser. Og da vil jeg raade dig: Gjør dig selv til et
spejl for Jesus. Lad ham staa for dig i hele hans skjønne barmhjertige maade
at behandle sine skrøbelige venner paa, fremfor alt i den barmhjertige
maade, hvorpaa han daglig behandler dig selv med alle dine skrøbeligheder -
lad ham staa saadan for dig, indtil dit hjerte bliver et spejl, hvori hans
barmhjertige sind spejler sig, saa kan du tage fat paa skjæven i din
broders øje med den rette varsomme haand. Øjet maa jo behandles varsomt.
Amen!
|