Hej dykkere
Der har jo været skrevet en del om vraget af 1600-tals fløjten oppe
ved Helsingør her på det sidste. Ikke alene i aviserne men også her i
gruppen. Så jeg tænkte, at det måske var på tide med en
dykkerberetning fra vraget. Så kan de jyske og fynske dykkere også
læse hvad de går glip af
Jeg var selv nede på vraget for første gang i går på en herlig varm
solskinssøndag hvor vi svedte i tørdragterne. Da vi er for nærrige til
at betale 400 kr for et årskort til Helsingør havn eller 100 kr for en
enkelt isætning til røverne i Rungsted baksede vi gummibåden i vandet
fra det elendige sandslæbested i Nivå og satte så kursen nordpå med 18
knob hen over de lette bølger. Vel ankommet til positionen med
Kronborg til den ene side og Helsingborg til den anden kunne vi
konstatere, at en anden båd allerede lå på positionen. Og da vi er
pæne dykkere der ikke blander os og som kan lide at have vragene for
os selv, så dampede vi i stedet over og smed krogen på Hjuldamperen,
der jo også er et spændende om end temmelig sammenfaldet vrag. Her
kunne vi konstatere at det var en af de dage med rigtig fin sigt i
Øresund, og en af de meget sjældne dage uden strøm ved Helsingør.
Da vi var færdig på Hjuldamperen var der ledigt på Fløjten, så sejlede
over, og jeg fik udstyret på og vippede bagover ned i det svalende
element. Hurtigt fik jeg sikret bundtovet, så min to dykkerkollegaer
ikke skulle drive væk i gummibåden mens de ventede og blev brændt
hummerrøde af solen, og så var det ellers tid til at gå på opdagelse.
Sigten skuffede bestemt ikke med omkring 8 meter og masser af sollys
strømmede ned gennem vandet. Herligt, herligt med sådanne forhold. Mit
første indtryk var forbløffelse over at et vrag med sådan en alder
kunne være så velbevaret. Den velbevarede bagbordsræling stod tydeligt
op af sandet. Og var det ikke toppen af roret der stak op af bunden
der agter? Stumper af de tykke master stod op midt i vraget, og dér lå
sørme en væltet rapert med kanonen stadigvæk monteret. Hjulene
manglede men lige ved siden af lå sørme det ene af dem. En anden
dykker må have haft fat i det, for det var helt fint børstet af, så
træet der var sort af ælde fremstod helt rent.
Havkarusserne fimrede rundt over det hele og nippede af væksten og
mindre grupper af små torsk patruljerede mellem vargdelene.
Nøgensneglene gjorde det de var bedst til, nemlig af krybe lige så
langsomt rundt.
Endnu en rapert lå tæt på den første, væltet rundt næsten helt på
hovedet, men det var da vist bagenden af kanonen der netop stak op af
sandet nedenunder. Lige uden for rælingen lå en ølflaske og en
coladåse og mindede om, at lige her ved siden af sejlede
sverigesfærgerne forbi, som trafikken havde gjort det i århundrede,
uden at nogen anede hvilken arkæologisk skat sandet under kølen gemte.
Det var nu ellers ikke nødvendigt med synlige påmindelser om, at
færgeruten var tæt på, en konstant høj rumlen i ørene gjorde at det
faktum slet ikke lod sig ignorere.
Så var jeg fremme i stævnen, der også stod fint op af sandet, og
prøvede at finde styrbord ræling. Men der lå nu kun nogle gevaldige
planker som jeg fulgte ud over den lyse sandbund, og pludselig fandt
jeg mig omgivet af hundredevis eller var det tusindevis af
sølvglimtende fisk. En vældig stime af hvilling? (eller sej?) havde
også fundet vraget og krydsede nu rundt i nærheden af det. Fascineret
kiggede jeg rundt på sølvflokken af fiske der holdt en afstand på ½-1
meters penge.
Igen gik turen tilbage til vraget. Jeg måtte lige se det hele igen i
langsom gengivelse, nu da jeg havde et overblik over vraget. Masser af
ting af studere, og mange gange når jeg løftede blikket fra en
spændende detalje så kiggede jeg igen lige ind skaren af glimtende
fisk. Sådan skulle vragdyk altid være! Så der jeg efter tre kvarters
tid derned stak snuden opefter igen var jeg et stort smil.
Jens Olsen, Københavns Dykker Club