Den indankede dom er afsagt den 26. juni 1996 af Retten i Thisted som
præsteret.
For landsretten har indklagede, Bent Feldbæk Nielsen, principalt påstået
præsterettens dom ophævet. Subsidiært har indklagede påstået frifindelse og
mere subsidiært anvendelse af en mildere sanktion end afskedigelse.
Klageren, Kirkeministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Det fremgår af sagen, at Kirkeministeriet med henblik på udarbejdelse af den
første grundliste, som efter ikrafttrædelsen af lov om gejstlige læresager
skulle danne grundlag for beskikkelse af teologiske sagkyndige, rettede
henvendelse til følgende organer med anmodning om at pege på egnede
kandidater:
Biskopperne, Den danske Præsteforening, Det Teologiske Fakultet ved Aarhus
Universitet, Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet,
Pastoralseminariet i København, Pastoralseminariet i Århus, Præstehøjskolen,
Den Praktisk-Teologiske
1
----------------------------------------------------------------------------
----
Efteruddannelse af præster og Folkekirkens Pædagogiske Institut.
Der er mellem parterne enighed om, at ingen af disse organer regnes for at
tilhøre det, der kan betegnes som folkekirkens højrefløj.
Der blev indstillet i alt 73 personer til optagelse på grundlisten. En del
af de foreslåede personer var indstillet af flere, og 6 personer blev
fravalgt på grund af alder, bopæl i udlandet eller lignende.
Kirkeministeriet gennemførte herefter vægtet lodtrækning med henblik på at
sammensætte et forslag til grundliste på ca. 35 personer med en ligelig
fordeling af teologer fra undervisningsinstitutioner og præster og med en
kønsfordeling svarende til fordelingen mellem mænd og kvinder i
præstestillinger. Ingen af de personer, der var opført på listen, var
foreslået af ministeriet selv. Forslaget blev fremsendt til Akademikernes
Centralorganisation, der videresendte det til Den Danske Præsteforening, på
hvis forslag 12 personer blev slettet af listen. Præsteforeningen foreslog
endvidere to personer optaget på listen. Den ene af disse havde ikke været
foreslået under den indledende høring, mens den anden var gledet ud i
forbindelse med sammensætningen af forslaget til grundliste. Under
henvisning til, at det var ministeriets opfattelse, at optagelse af nye
navne på listen måtte forudsætte en ny høring af alle de oprindeligt
adspurgte organer, afviste ministeriet at optage nye personer på listen, og
den endelige grundliste blev udfærdiget i overensstemmelse hermed.
Det er oplyst, at præsteforeningens ønske om optagelse af yderligere to
personer på grundlisten var begrundet med, at man ikke fandt grundlisten
tilstrækkeligt alsidig ud fra et kirkepolitisk synspunkt, og at de to
foreslåede personer skulle gøre grundlisten "bredere til højre".
Det er endeligt oplyst, at Kirkeministeriet med henblik på udarbejdelse af
2
----------------------------------------------------------------------------
----
den grundliste, der har dannet grundlag for udvælgelse af teologisk
sagkyndige fra den 1. januar 1997, rettede henvendelse til de samme organer
som ved udarbejdelsen af den første grundliste.
Bendt Feldbæk Nielsen har for landsretten yderligere forklaret, at hans
artikel i "Sognet" for februar-marts-april 1992 er en del af en serie om,
hvad kristendom "egentlig er". I artiklen henvises der til skriftsteder, der
klart skelner mellem "vanddåb" og dåb "med helligånd og ild". For hans
sognebørn er der intet usædvanligt heri, men for andre kan det måske være
overraskende. Den daværende biskop havde da også i et personligt brev i
februar 1991 givet udtryk for, at det var en spændende teologisk sammenhæng,
han tidligere havde gjort rede for. Den har intet med barnedåben at gøre.
Kirsten Rysgaards klage bygger på en fejlagtig erindring om indholdet af
hans prædiken den 21. februar 1993. Hans kritik har altid kun rettet sig mod
dåbsritualet og ikke mod barnedåben. Det forbehold, han gav udtryk for, har
solid støtte i forskningen, idet der næppe er tvivl om, at barnedåben først
opstod i det 2. århundrede efter Kristus. Tilsvarende velfunderet er
udsagnet om, at barnedåben på grund af barnets manglende erkendelse
nødvendiggør det supplement, som konfirmationen udgør. Hans bemærkning i
prædikenen om, at det er forkert, at vi slår vanddåben og dåben med
Helligånden sammen, har ligeledes støtte i talrige skriftsteder. Det er den
samme opfattelse, han har givet udtryk for i "Sognet" for
august-september-oktober 1993, og hverken Luther eller bekendelsesskrifterne
kan tages til indtægt for, at genfødelsen eksklusivt knyttes til dåben. En
række anerkendte teologer med ståsted i folkekirken har såvel generelt som i
forbindelse med omtale af personlige, åndelige oplevelser givet udtryk for
den opfattelse, at genfødelsen sker i troen og omvendelsen og således
uafhængigt af dåben. Det fremgår af Luthers skrifter, at der til
sakramenterne er knyttet et løfte, som kræver tro, og at troen er så
nødvendig, at den kan frelse selv uden den sakramentale handling. Også Hans
Tausen tillagde sakramenterne mindre vægt ind ordet som det, der først og
fremmest er nådemidlet. På tilsvarende måde sker genfødelsen ifølge
pietismen ikke ved dåben, men gennem en omvendelse, ligesom der heller ikke
i hele oplysningstiden tillagdes sakramenterne nogen særlig kraft. Også i
teologiske skrifter fra vort århundrede fremhæves omvendelsen og troens
betydning for genfødelsen. Det beror på en misforståelse, når Poul Flye i et
brev af 11. august 1993 anfører, at han har antaget
3
----------------------------------------------------------------------------
----
den karismatiske bevægelses tro om voksendåb. Han har kun fremhævet de
vanskeligheder, som barnedåben giver på grund af spædbarnets manglende
erkendelse og dermed tro. I sin redegørelse af 27. oktober 1993 til
biskoppen har han fremhævet, at det er en forkert oversættelse af Det Nye
Testamente, som gør den treenige Gud til handlende subjekt i dåbshandlingen,
hvilket tilfører denne en overnaturlig karakter og frister til en overdreven
tro på og tillid til den. Ritualet må derfor bringes i overensstemmelse med
det bibelske grundlag. Han er enig i, at barnet ved dåbens løfte om nåde
knyttes til Gud, også som noget nutidigt. Ved dåben bliver barnet optaget i
Guds fold. Det er derfor ikke rigtigt, når man hævder, at tilknytningen til
Gud for ham udelukkende er fremtidig. I "Sognet" for
november-december-januar 1993-94 har han gengivet Søren Kierkegaards
betænkeligheder ved det bestående dåbssyn og den fare, det udgør for kirken.
Det er tanker, han helt kan tilslutte sig.
I en prædiken har han omtalt en ung overlevende fra "Estonia"s forlis og
sammenlignet hans adfærd med den, der i en tilsvarende situation blev udvist
af en fisker fra Thyborøn. Han ønskede at illustrere, at genfødelse må give
sig udtryk i det ydre liv. Den 4. søndag i advent 1993 tog han afstand fra
dagens kollekt som udtryk for katolsk overtro. Hans opfattelse af dåben som
et løfte, og ikke et ubetinget tilsagn, har støtte i Augustana 9. artikel og
i Luthers lære om dåben. Den modsatte opfattelse anser han som katolicisme.
De udsagn, som han tillægges i Dagny og Johannes Langdahls klage af 15.
februar 1995, kan han ikke vedkende sig. Det, han har sagt, fremgår af
afskriften af båndoptagelsen af prædikenen, men den falske anklage ramte ham
hårdt, fordi den blev fremsat af en viceskoleinspektør og medlem af
menighedsrådet. Han deler det syn på dåben, som er udtrykt af biskop J. P.
Mynster. Dennes forslag til et nyt dåbsritual blev kritiseret af Grundtvig,
men Grundtvigs frisind var et sådant, at han ikke ville forhindre andre i at
benytte det foreslåede ritual, blot han selv kunne holde sig til det
gældende. Et tilsvarende frisind har man åbenbart ikke i dag. Han betragter
barnedåben som en initiation, der kan sidestilles med omskærelsen i Den
gamle Pagt, og frakender den ikke enhver gyldighed, således som Lindberg
hævder, Mynster ville gøre. I dåben ligger Guds løfte. Gud står
4
----------------------------------------------------------------------------
----
derfor bagved, men han er ikke det handlende subjekt. Det er præsten. Hvis
"hjertets omskærelse" kommer til, er pagten fuldbragt. Han kan tilslutte sig
Mynsters udsagn om, at dåben er "en guddommelig anordnet kirkelig handling".
Det er ikke nødvendigt at ændre "Lutherdommen", kun dåbsritualet. Han mener
ikke, at der ifølge Luther under dåben sker noget i barnet, således som det
er tilfældet i den katolske tro. Derimod sker der noget med barnet derved,
at det bliver optaget i Guds flok. Han har aldrig prædiket om sit dåbssyn,
men har holdt sig til en udlægning af dagens tekst, som det er meningen med
en prædiken.
Forstander Niels Thomsen har for landsretten yderligere forklaret, at han i
kraft af sit arbejde kender mere end halvdelen af landets præster. Mange
præster ville ikke kunne tilslutte sig et så absolut udsagn, som at dåben er
nødvendig for frelsen. Et udsagn om, at dåben er en forkyndelsesform, ville
kunne få langt bredere tilslutning, og han har oplevet det som vanskeligt i
sin undervisning at få forståelse for synspunktet om, at der med dåben sker
noget reelt med barnet. Mange præster lader således personer, der ikke er
døbt, gå til alters. Efter hans opfattelse har begrebet "genfødelse" en
metaforisk karakter. Det giver således ikke mening at diskutere, hvornår
genfødelse sker. Der er holdt gode prædikener både om omvendelsen og om
dåben som genfødelsens sted. Vanskeligheden, som ham bekendt ikke
endegyldigt er løst, er at finde formuleringer om dåb og tro, som på en gang
værner om troen på Gud som frelseren og samtidig afviser, at frelsen opnås
mekanisk. Den mekaniserede dåbsforståelse synes ret udbredt, og heroverfor
ville han lægge vægt på at fremhæve betydningen af tro. Det er en præsts
opgave at holde en prædiken med den vægt på dåb eller tro, som situationen
kræver. Det Nye Testamente indeholder udsagn, som strider mod hinanden, og
vanskeligheden er at forholde sig hertil på en nutidig og forpligtende måde.
Der findes uoverensstemmelser mellem visse præsters forkyndelse og
bekendelsesskrifterne, men der bliver næppe en sag ud af det, hvis ikke der
klages over præsten. Det må være tilladt for en præst at kritisere
ritualerne, også fra prædikestolen. Ritualerne har ikke bekendelsesstatus.
Sakramentsteologien har på uændret grundlag siden Luther udviklet sig fra at
være strengt sakramentsrealistisk til at være mere spirituel, hvilket tyde-
5
----------------------------------------------------------------------------
----
ligt viser sig i mange præsters afslappede forhold til indviet brød og vin.
Dåben er mere end en ceremoni, og dåben er uløseligt forbundet med troen.
Den umiddelbare handling er en ceremoni, men heri er Gud. Dåben er central i
den evangelisk-lutherske kirke. Det problem, som den foreliggende sag
vedrører, har været omtalt i den teologiske debat i flere århundreder.
Jens Glebe-Møller har for landsretten yderligere forklaret, at man ifølge
Luther ved dåben bliver genfødt ind i det kristne folk, hvor man kun kan
leve, hvis man har tro, på samme måde som et liv i det verdslige forudsætter
fornuft. Helligånden giver troen ved dåben, og hvorledes dette sker,
tilkommer det ikke mennesker at dømme om. Dåben må opfattes som et samlet
hele, og tilspørgelsen kan ikke udskilles som et indledende forstadium til
en efterfølgende dåbshandling. Også barnedåben er ifølge Luther indstiftet
af Gud. Dåben indtager en så central placering i den lutherske tro, at en
ændring af dåbsritualet vil få betydning på andre områder. Det er derfor
svært at se, at det kan ske på afgørende måde inden for den
evangelisk-lutherske kirke.
Søren Lodberg Hvas har for landsretten yderligere forklaret, at dåben som
grundlag for et kristent menneskes tro støttes på bekendelsesskrifterne,
Confessio Augustana og Den lille Katekismus. Beslutningen om at indstille,
at der blev rejst læresag, var tung at tage, men efter de gentagne og meget
alvorlige klager fra menigheden var den nødvendig. Det var ikke muligt at
opnå en opblødning af Bent Feldbæk Nielsens radikale dåbssyn. En læresag er
ikke blot en teoretisk, teologisk diskussion. Man skal bedømme den virkning,
forkyndelsen har for menigheden. Bent Feldbæk Nielsens forkyndelse og
navnlig hans undsigelse af netop udførte dåbshandlinger skabte forvirring,
splittelse og modløshed, samtidig med at den var dybt utroværdig og måtte
opleves som åndeligt tyranni, idet den gjorde præsten selv til norm. Ved at
fastholde sit dåbssyn har Bent Feldbæk Nielsen forholdt menigheden
evangeliets forkyndelse. Splittelsen i sognet er en dybtgående, åndelig
splittelse, som har givet anledning til anfægtelse og usikkerhed,
fortvivlelse og afmagt. Ved at tage Luther til indtægt for sin opfattelse,
gør Bent Feldbæk Nielsen sig skyldig i objektiv, teologisk, saglig
uredelighed. Dåb og tro hører uadskilleligt sammen på
6
----------------------------------------------------------------------------
----
den måde, at den døbte gennem hele livet ved forkyndelsen fastholdes i og
udvikler den tro, han fik ved dåben. Dåben er et centralt og umisteligt
udtryk for evangeliet. En kategorisk og vedholdende bestridelse heraf er der
ikke plads til selv i en rummelig folkekirke.
Lone Fatum har for landsretten yderligere forklaret, at det ifølge Det Nye
Testamente ikke er dåben, der er grundvold for troen. Tværtimod er det
troen, der er grundvold. Intetsteds er dåben interessant som dåb, kun som
udtryk for troen, der giver håbet. Man kan derfor ikke efter Det Nye
Testamente hævde, at dåben eksklusivt giver frelsen, men den troende må selv
virke til håbets opfyldelse på Dommens Dag. Nåden forpligter således, og
dåben giver ikke i sig selv det evige liv. Det er efter Det Nye Testamente
utænkeligt, at tro ikke skulle føre til en særlig levemåde. Præsteløftet må
forpligte til en stadig dialog med de bibelske tekster, således at nye
erkendelser får plads i prædikenerne. Kirkehistorien viser, at sådanne
erkendelser også har ført til kirkepolitiske ændringer, og det vil vel
fortsat ske. Den professionelle læser af Bibelen bør søge mod en erkendelse
af dens eget indhold. Det kan kun nås ved at søge frigørelse fra den
fortolkningstradition, som er overleveret. I Det Nye Testamente omtales både
"vanddåben" og "dåben i Helligånden", men det afgørende er stadig troen.
Ingen steder tales der om en tro, der ikke forudsætter en bevidsthed.
Spørgsmål som kirkelig sakramentsfortolkning omtales ikke i Det Nye
Testamente. Et udsagn om at tro forudsætter, at det før eller senere går op
for den døbte, hvilken gave, der er modtaget med dåben, er uden støtte i Det
Nye Testamente.
Til støtte for sin påstand om ophævelse af præsterettens dom har Bent
Feldbæk Nielsen anført, at de teologisk sagkyndige var udpeget fra en
grundliste udarbejdet af Kirkeministeriet, som samtidig er part i sagen.
Præsteretten var derfor ikke uafhængig og upartisk, jf. Den Europæiske
Menneskeretskonvention artikel 6. Den omstændighed, at grundlisten blev
udarbejdet med tilslutning af Akademikernes Centralorganisation, er i denne
henseende uden betydning, fordi det eksklusivt var Kirkeministeriet, der
havde initiativet til sammensætningen af grundlisten, og fordi man i
forbindelse med sammensætningen ikke rettede henvendelse til repræsentanter
for store dele af
7
----------------------------------------------------------------------------
----
den danske folkekirke. Den grundliste, som har dannet grundlag for
udvælgelsen af de teologisk sagkyndige, der medvirker i landsretten, er i
modsætning hertil sammensat med den fornødne kirkepolitiske bredde, hvilket
er grunden til, at der ikke rejses indsigelse mod landsrettens habilitet.
Bent Feldbæk Nielsen har i øvrigt i det væsentlige gentaget sin procedure i
præsteretten.
Han har yderligere anført, at hans forkyndelse i relation til de spørgsmål,
som dåbsritualet rejser, har været uændret siden 1983, og at forkyndelsen
også har været den tidligere biskop over Aalborg Stift bekendt.
Kirkeministeriet er derfor afskåret fra nu at påberåbe sig forkyndelsen som
grundlag for disciplinære straffe, og også henset til det lange tidsforløb
står afskedigelse i åbenbart misforhold til brøden. På grund af sagens
enestående karakter må omkostningerne uanset sagens udfald bæres af det
offentlige.
Kirkeministeriet har over for påstanden om ophævelse anført, at der ikke er
anført omstændigheder, der giver grundlag for at anfægte præsterettens
uafhængighed og upartiskhed. Der er ikke påberåbt konkrete omstændigheder
som støtte for inhabilitet hos de teologisk sagkyndige, og de personer, der
var optaget på grundlisten, var udvalgt i kraft af deres personlige
sagkundskab. Sagen er endvidere ikke omfattet af menneskeretskonventionens
artikel 6, idet den angår religiøse forhold og spørgsmål om afskedigelse fra
offentlig tjeneste, og derfor ifølge menneskeretsdomstolens praksis ikke
anses for at være en strid om borgerlige rettigheder og forpligtelser. Loven
om gejstlige læresager blev indført efter høring af en lang række
myndigheder og organisationer, herunder præsteforeningen, uden der fremkom
indsigelse mod, at grundlisten skal udarbejdes af Kirkeministeriet. Hertil
kommer, at grundlisten blev udarbejdet på grundlag af indstillinger fra
andre, og at præsteforeningen fik adgang til at udskyde personer fra listen.
Det har været lovens formål at sikre teologisk sagkundskab indflydelse på
afgørelser i gejstlige læresager, men der har ikke været et formål at give
bestemte kirkepolitiske holdninger eller partsinteresser indflydelse på
afgørelserne.
8
----------------------------------------------------------------------------
----
Kirkeministeriet har i øvrigt i det væsentlige gentaget sin procedure i
præsteretten.
Kirkeministeriet har yderligere anført, at der heller ikke før 1992 af
biskoppen er blevet givet udtryk for, at Bent Feldbæk Nielsens dåbssyn er i
overensstemmelse med folkekirkens. Den tillempning af dåbsritualet, der blev
godkendt af biskoppen over Aalborg Stift i 1983, indebar ikke nogen
afvigelse fra folkekirkens dåbssyn, og det må antages, at biskoppen for
tiden affandt sig med Bent Feldbæk Nielsens forkyndelse i det håb, at denne
med tiden ville modificere sit dåbssyn. Under alle omstændigheder er det fra
midten af 1993 utvetydigt tilkendegivet Bent Feldbæk Nielsen, at hans
forkyndelse var stridende mod folkekirkens syn på dåben, og at en
fastholdelse at dette dåbssyn kunne få meget alvorlige konsekvenser for ham.
Kirkeministeriet har derfor ikke været afskåret fra at rejse læresagen, men
denne har tværtimod været påkrævet, fordi det selv efter et langt forløb
måtte erkendes, at dialog ikke kunne bringe Bent Feldbæk Nielsens
forkyndelse i overensstemmelse med folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Forkyndelsen vedrørte endvidere et grundlæggende punkt i
bekendelsesgrundlaget, og den blev fastholdt på en stadig mere rethaverisk
måde, således at menigheden i realiteten blev frataget evangeliet.
Landsretten udtaler:
Habilitetsspørgsmålet:
Denne sag angår spørgsmålet om idømmelse af disciplinær straf for en
tjenesteforseelse. Sagen behandles efter de regler, der gælder for
behandlingen af straffesager, og der er ved præsterettens dom idømt
disciplinærstraf i form af afskedigelse. Der er derfor ikke grundlag for at
statuere, at sagen på grund af sin karakter ikke er omfattet af Den
Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6.
De teologisk sagkyndige, der deltog i sagens pådømmelse i præsteretten, blev
udvalgt fra en grundliste udarbejdet af Kirkeministeriet, som er klager i
sagen, med tilslutning af indklagedes interesseorganisation. De personer,
der var anført på listen, var blevet udvalgt ved vægtet lodtrækning blandt
et
9
----------------------------------------------------------------------------
----
større antal personer, hvoraf ingen var foreslået af Kirkeministeriet selv,
men alle var blevet foreslået af en række organer med tilknytning til både
den teoretiske og praktiske teologi. Det må derfor lægges til grund, at
Kirkeministeriet ved grundlistens udarbejdelse anvendte en fremgangsmåde,
der var egnet til at sikre, at personerne på grundlisten udgjorde et bredt
udsnit af den teologiske sagkundskab i Danmark. Indklagede har da heller
ikke rejst indsigelse mod de faglige kvalifikationer hos de sagkyndige, der
medvirkede ved sagens behandling i præsteretten. Hertil kommer, at de
sagkyndige i landsretten, som indklagede ikke har rejst indvending imod, er
udtaget fra en grundliste, der blev udarbejdet på samme måde som
grundlisten, der dannede grundlag for udvælgelsen af de sagkyndige til
præsteretten. Der er derfor ikke grundlag for at statuere, at præsteretten
ikke kan anses for en uafhængig og upartisk domstol. Den omstændighed, at
den bredest mulige sammensætning i sig selv er ønskelig, og at
Kirkeministeriet kunne have opfordret også andre teologiske organer til at
fremkomme med forslag til personer til optagelse på grundlisten, og at dette
kunne have medført, at andre egnede personer var blevet opført på listen,
kan ikke føre til andet resultat.
Folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Sagen nødvendiggør en afklaring af folkekirkens bekendelsesgrundlag som
retsgrundlag. Det bekendelsesgrundlag, som i den aktuelle klagesag kan komme
i betragtning, består primært af de reformatoriske bekendelser, d. v. s. den
augsburgske bekendelse fra 1530 og Luthers lille katekismus, der inden for
den evangelisk-lutherske kirke hævdes at være en udlægning af Bibelen.
Derfor kan man ikke undvige en hermeneutisk proces, en form for
oversættelsesarbejde, når man skal afgøre, hvorvidt en given nutidig
forkyndelse er bekendelsesstridig eller ej. Samtidig skal retsgrundlaget
være præget af klarhed, jf. bemærkningen herom i lovens forarbejder. Om en
given forkyndelse falder inden for eller uden for folkekirkens
bekendelsesgrundlag vil altid være genstand for et konkret skøn. Ved
vurderingen af en konkret klage, som berører spørgsmålet om den
folkekirkelige rummelighed, må der skelnes mellem rummelighedshensyn i
almindelighed og åbenheden for saglig kritik. Har sagen karakter af
forvirring af kirkens egentlige anliggende, eller
10
----------------------------------------------------------------------------
----
er den udtryk for en måske tvivlsom, men dog sagligt motiveret kirkelig
selvkritik? En sagkitisk holdning vil ofte være forbundet med stor
ensidighed. Sådanne sagkritiske fortolkninger gives der mangfoldige
eksempler på. Sagkritik indgår i kirkens indre brydning og selvkorrektur.
Den lutherske dåbslære må netop anskues i sammenhæng med en omfattende
teologisk helhedsforståelse. Denne kommer til udtryk i den centrale artikel
IV i Confessio Augustana.
De reformatoriske bekendelser lægger selv op til en fortsat tolkningsproces,
idet de henviser til de hellige skrifter som den øverste norm.
Bekendelsernes udgangspunkt, at evangeliet om Kristus er Bibelens midte, kan
kun fastholdes gennem en stadig fordybelse i Bibelen. Derved er der også
åbnet for en mulig kritik af visse sider i reformatorernes læsning af
Bibelen, navnlig hvor den viser sig at være bestemt af andre traditioner. En
sådan kritik har gentagne gange været aktuel med hensyn til bestemte
skriftcitaters brug i dåbsritualet.
Denne fortsatte venden tilbage til Bibelen indebærer dog ikke, at man inden
for den evangelisk-luthersk kirkes ramme skulle have lov til at lade hånt om
bekendelsen, hvis man bare kan påberåbe sig et eller andet skriftsted. Så
længe der eksisterer en evangelisk-luthersk konfession, kan den fortsatte
udlægningsproces kun være en udfoldelse og præcisering af selve den læsning
af Bibelen som Kristus-vidnesbyrd, der har været reformationens
udgangspunkt. Når der spørges om det evangelisk-lutherske
bekendelsesgrundlag, kan svaret ikke umiddelbart findes i bestemte
skriftcitater; derimod må man i en fortsat udlægningsproces - som ofte vil
føre til diskussioner og sagkritiske nybrud - finde frem til en ny
tilegnelse af denne bekendelses centrale påberåbelse af Kristus som Bibelens
midte. Alle detailspørgsmål vedrørende bekendelsernes enkelte bestemmelser
skal ses i denne sammenhæng.
Kriteriet for en retlig vurdering af Bent Feldbæk Nielsens forkyndelse må
være forkyndelsens forenelighed med dette særpræg i den lutherske kirke.
Den lutherske reformation har fastholdt dåben som et nådemiddel eller
sakramente, dvs. en tegnhandling, der fuldbyrder
11
----------------------------------------------------------------------------
----
tilsigelsen af Guds nåde. Dette tilsagn skal modtages i tro; det skal
besvares med den døbtes tillid til, at Guds tilsagn står ved magt. Derfor
afviser den lutherske reformation enhver forestilling om en sakramental
virkning uden om modtagerens troende tilegnelse af det i sakramentet givne
tilsagn. Den afviser imidlertid også enhver forestilling om, at Guds tilsagn
skulle være betinget af menneskets modtagelse. Troen er på sin side afhængig
af, at mennesket møder Guds ubetingede tilsagn. Af denne grund har de
reformatoriske bekendelser med stort eftertryk hævdet, at det kirkelige
embedes - og det vil sige bestemte menneskers - forkyndelse og
sakramentsforvaltning er en videregivelse af Guds eget ord. Troen ville være
uden holdepunkt, hvis ikke menigheden kunne stole på, at embedsbærerens
handling er Guds handling. Dette sammenfald af guddommelig og menneskelig
handlen i ord og sakramente fremstilles særlig klart i dåben. Denne
tegnhandling udtrykker, at Gud i sin nåde kommer mennesket i forkøbet og
holder fast ved det, så det i troen kan knytte sig til Gud.
Nådens tilsigelse er altid, også i dåben, rettet til mennesker, der skal
modtage den i tro. Når det således i den evangelisk-lutherske lære hævdes,
at ordet altid er givet til tro, ophæves det nævnte sammenfald af
guddommelig og menneskelig handlen i ordets forkyndelse og sakramenternes
forvaltning ikke. Tværtimod, uden dette sammenfald ville et menneske slet
ikke møde det ord, som det kan tro på.
Denne dåbsforståelse er baggrunden for, at den lutherske reformation holdt
fast ved den gamle kirkelige skik - som ikke har en klar begrundelse i de
nytestamentlige skrifter - at døbe børn allerede som spæde. Man lagde
afgørende vægt på at give menneskers tro det faste holdepunkt ved at døbe
dem straks. Visheden om, at også det mindste barn kan frelses, relativerede
det pinagtige spørgsmål, om småbørn kan tro. Man gik ud fra, at hvis tro er
nødvendig til frelse, så har ingen ret til at hævde, at småbørn ikke kan
tro. Den nærmere forklaring på spædbørnenes tro har allerede hos Luther og
helt frem til vore dage været usikker. Ligeledes findes der i den
evangelisk-lutherske tradition ret store udsving med henblik på forældrenes
og kirkens forpligtelse på at sørge for en efterfølgende dåbsoplæring og for
en bevidst tilegnelse af troen. Til trods
12
----------------------------------------------------------------------------
----
for alle uklarheder og uenigheder fastholdt man dog et fælles udgangspunkt,
nemlig sammenhæng af dåb af tro; man diskuterede kun måden at føre denne
sammenhæng ud i livet på. Man var nemlig enige om at tilbagevise barnedåbens
forkastelse i reformationstidens døberbevægelser. En sådan forkastelse er
efter reformatorisk opfattelse kun mulig på grund af åndelig
selvovervurdering.
Martin Luther overtog og videreførte tanken om sakramenter fra den
romersk-katolske kirke. Dog foretog Luther dybt indgribende ændringer i
forståelsen af sakramentets væsen. Betoningen af løftet (promissio) og troen
(fides) i den sakramentale handling er væsentlig for den lutherske
sakramentsforståelse. Deri ligger, at sakramentale tegnhandlinger er
flerdimensionale. Der kan teologisk tales om et rituelt plan og om et
praktisk livsplan. Dåbshandlingen forkynder en guddommelig fuldbyrdelse, et
gudsnærvær, midt i menneskeverdenen. Dåben rummer imidlertid også en
dimension i tiden. Hermed menes dåben som praktisk livsvirkelighed for den
døbte. Den døbte må - i tillid til dåbens løfte - tilegne sig dåbens indhold
i sit liv. Hvor selve dåbsritualet i dets udførelse forkynder løftet og dets
opfyldelse samlet i en enkelt tegnhandling, så drejer dette andet plan sig
om den døbtes "egen" livshistorie i troens anfægtelse på vejen fra dåb til
død. En livsvej i foreløbighed, fald, omvendelse og fornyelse som en stadigt
gentagen proces.
Det væsentlige for en forståelse af dåbshandlingen er således, at disse
forskellige dimensioner holdes sammen. Teologisk går det ikke an at betone
det rituelle niveau og fornægte det praktiske - eller omvendt. For eksempel
kan ritualets tale om genfødelse i dåben ikke bruges til at udelukke enhver
tale om, at den troende genfødes i boden eller i omvendelsen. Det
sidstnævnte kan også siges. Tilsvarende må - fra den anden side - konkrete
ånds- eller omvendelseserfaringer heller ikke bruges til at negere den
rituelle dåbshandling og dens fuldbyrdelsesperspektiv "en gang for alle".
I forståelsen af sakramentet må det således dreje sig om at fastholde
balancen i flerdimensionaliteten, så at betoningen af ét perspektiv ikke
fører til negeringen af et andet. Men
13
----------------------------------------------------------------------------
----
indenfor rammerne af denne flerdimensionalitet kan forskydninger og
forskellige pointeringer legitimt gøres gældende alt afhængigt af
situationen. Her er der muligheder for i ansvarlighed og frihed at forvalte
forkyndelsen af sakramentet med forskellige betoninger, samtidig med at man
stadig befinder sig sikkert på kirkens grund.
I en luthersk kirke består der et klart over- underordningsforhold mellem
bekendelse og liturgiske traditioner, herunder ritualer. Ritualforpligtelsen
i folkekirken kan ikke betyde, at f.eks. de nugældende ritualer skulle være
ligeværdige med bekendelsskrifterne i en fastlæggelse af folkekirkens
normsæt. Dette beror ikke mindst på, at dåbsritualet har været ændret
adskillige gange siden reformationstiden. Men man må anse gældende ritualer
for at være gyldige omend ikke eksklusive repræsentationer for en
evangelisk-luthersk opfattelse.
Bent Feldbæk Nielsens forkyndelse m.v.
Således som klageskriftet er udformet, er det alene, hvad Bent Feldbæk
Nielsen i perioden marts 1992 til marts 1995 i sin forkyndelse eller på
anden lignende måde offentligt har tilkendegivet om sit dåbssyn, der kan
føre til, at han pålægges disciplinær straf. Tilkendegivelser, der er
fremsat før eller efter det nævnte tidsrum, og tilkendegivelser, der ikke er
fremsat offentligt og i forkyndelsen eller på anden lignende måde, kan
herefter ikke danne grundlag for sanktioner, men kan tillægges bevismæssig
betydning vedrørende det dåbssyn, som kommer til udtryk i tilkendegivelser,
der er omfattet af klageskriftet. Dette gælder blandt andet de synspunkter,
Bent Feldbæk Nielsen har fremsat i brevveksling med biskop Henrik
Christiansen og biskop Søren Lodberg Hvas, hans tilkendegivelser under et
lukket menighedsrådsmøde i august 1993, og hans tilkendegivelser om sit
dåbssyn under forklaringen for præsteretten og landsretten.
De prædikener mv., som indeholder tilkendegivelser, der i lyset af, hvad
Bent Feldbæk Nielsen i øvrigt har givet udtryk for om sit dåbssyn, må
vurderes i relation til klageskriftet, er efter bevisførelsen følgende:
14
----------------------------------------------------------------------------
----
Prædiken den 21. februar 1993 (Fastelavns søndag). På grundlag af Bent
Feldbæk Nielsens manuskript lægger landsretten til grund, at han under
prædikenen blandt andet udtalte: "....Og kun når den personlige overgivelse
er til stede, kan vi sige at "dåben frelser", som Peter gør det i dagens
epistel. Vores afvigelse fra den bibelske dåbsform med voksendåb har skabt
det problem, at overgivelsen ikke kan finde sted ved dåben. Så har vi måttet
indføre konfirmationen for at afhjælpe denne mangel og som en understregning
af, at vort dåbsrituals løfter ikke går i opfyldelse, før den personlige
overgivelse foreligger..." og senere: "...For Jesus skete det ....
(modtagelsen af Helligånden)....i forbindelse med dåben, men dog som noget
selvstændigt, der fulgte bagefter, da han var gået op af vandet. Derfor er
det ikke rigtigt, at vi slår det sammen med dåben og hævder, at vi får det i
dåben. Det er der intet bibelsk belæg for. Kraften fra det høje får man i en
selvstændig erfaring...."
Indlæg i kirkebladet "Sognet" august-september-oktober 1993, hvor han under
overskriften "Om at blive genfødt" og efter en gennemgang af en af Luthers
prædikener konkluderer: "....så det må stå helt klart, at Luther her siger,
at vi bliver genfødt ved troen, og altså ikke ved dåben."
Prædiken den 18. december 1994 (4. søndag i advent). Af manuskriptet
fremgår, at Bent Feldbæk Nielsen under prædikenen tog afstand fra
dåbskollekten, idet han fandt, at den "....er udtryk for katolsk overtro, en
magisk opfattelse af, at dåben skænker frelsen...." Herefter udtalte han
blandt andet:
"....For mig at se er vores dåb, udfra N.T., en slags Johannes-dåb til
Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, en indvielsesdåb til noget, der
skal komme, noget foreløbigt, noget fremadvisende, jvf. udtrykket
"tilbydes". Dåben er ikke målet i sig selv, men hører selvfølgelig med og er
i visse situationer altafgørende som f.eks. på missionsmarken. Men hos os er
dåben en forjættelse/løfte i forhold til en senere opfyldelse.
Det drejer sig nemlig om at blive døbt med Helligånd og ild.... Og det
betyder ikke en ydre vanddåb, men en indre åndelig erfaring, som først sker
i Guds time, på "en frelsens dag",
15
----------------------------------------------------------------------------
----
når et menneske omvender sig og tager imod Jesus som konge og herre i sit
hjerte. Først da får man syndernes forladelse, Helligånden og det evige liv
og bliver et Guds barn....", og senere: "....Sådan også de mange kristne
vidnesbyrd om, at deres dåb kun var vand, mens det egentlige var modtagelsen
af indvielsen, det foreløbige, vanddåben, men på det egentlige: at blive
døbt med Helligånd og ild....".
Prædiken den 23. januar 1995. Her udtalte Bent Feldbæk Nielsen blandt andet:
"....En af forklaringerne er ganske givet den beklagelige misforståelse, som
præger den officielle teologi i vores kirke. Idet man udlægger et sted i
Peters pinseprædiken fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 38, som om vi
får Helligånden i dåben. Og der står nemlig, at Peter sagde til dem den
første pinsedag: Omvend Jer og lad Jer døbe hver især i Jesus Kristi navn
til Jeres synders forladelse, så skal i få Helligånden som gave. Og så
slutter den officielle teologi ud fra dette vers og siger: Her står, at vi
får Helligånden, når vi bliver døbt. Men det gør der faktisk ikke. Der står
for det første: Omvend Jer, og lad Jer døbe, og så skal I få Helligånden som
gave, lover Peter. Det er altså en nødvendighed for at erfare Helligånden,
at man ikke bare er døbt, men at man også har omvendt sig...."
Bent Feldbæk Nielsen har ikke udtrykkeligt ved nogen af de nævnte
lejligheder tilkendegivet, at dåben/barnedåben ikke har gyldighed som
grundlag for et kristent menneskes tro og liv, eller at Gud ikke er
handlende subjekt i dåben. Bent Feldbæk Nielsen har derimod i sit brev af 6.
december 1993 til biskob Søren Lodberg Hvas og i sin forklaring for
præsteretten og landsretten givet udtryk for, at Gud ikke er handlende
subjekt i dåben.
Vurdering.
Det spørgsmål, som står til afgørelse, er, hvorvidt Bent Feldbæk Nielsens
forkyndelse og offentlige udtalelser rummer bekendelsesstridige
tilkendegivelser begrundet i en benægtelse af den guddommelige handlen i
dåben og en dermed sammenhængende benægtelse af menneskets genfødelse,
åndsmodtagelse og
16
----------------------------------------------------------------------------
----
syndsforladelse i dåben. Når man undersøger det fremlagte materiale med
henblik på dette spørgsmål, melder der sig et ikke-entydigt svar, som er
vanskeligt at sammenfatte modsætningsfrit. Dels foreligger en række
disjunktive og polemiske udtalelser fra Bent Feldbæk Nielsen´s side, og dels
foreligger der et antal udsagn, som er mere modererende.
Ensidigheden fremtræder tydeligst på de steder, hvor Bent Feldbæk Nielsen
bruger én påstand til at udelukke en anden. Det ses klart i de afsluttende
bemærkninger efter gengivelsen af Lutherprædikenen i kirkebladet
(aug.-sept.-okt. 1993), hvor det hedder: "....så at det må stå klart, at
Luther her siger, at vi bliver genfødt ved troen, og altså ikke ved dåben."
Her bruges Luthers udsagn om genfødelse i troen (imod Luther selv) til at
udelukke talen om en genfødelse i dåben, hvorved den sakramentale
flerdimensionalitet reduceres fra at være et 'både-og' til at blive et
'enten-eller'. På tilsvarende måde argumenteres i prædikenen den 18.
december 1994: "Men erfaringen er alle teoriers dommer, og utallige er de
vidnesbyrd i fortid og nutid, at det først er i omvendelsen, vi får det,
dåbsritualet lover." Erfaringen bruges her til at problematisere ritualets
ord i stedet for at tolke det. Men herved konstrueres så også et
modsætningsforhold mellem dåb (som kun er vand) og tro. Bent Feldbæk
Nielsens fremhævelse af troen som en bevidst erfaring udelukker efter hans
mening, at barnedåben kan meddele det, som ifølge dåbsritualet er Guds løfte
i dåben. Det fremgår af Bent Feldbæk Nielsens svar af 6. december 1993 til
biskoppen, at han først og fremmest anser dåben for en optagelsesceremoni og
dernæst som en bekendelseshandling og desuden som en symbolsk handling, der
billedlig fremstiller den grundlæggende initiation til Guds rige. I sin
forklaring for præsteretten karakteriserer han endvidere dåben som et
forpligtelsestegn. Dermed vender han sig polemisk mod en forståelse af dåben
som Guds frelsende handlen. I forlængelse af denne tankegang bringer Bent
Feldbæk Nielsen nådens tilbud og gave i modsætning til hinanden. Dette er en
klar mistolkning af meningen i CA art. 9 "Om dåben lærer de, at den er
nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben....". I denne
tekst, der skal læses i bekendelsens sammenhæng og på baggrund af den
reformatoriske teologi i øvrigt, skal "tilbyde" netop udtrykke, at en gave
rækkes frem og konstituerer et
17
----------------------------------------------------------------------------
----
nyt forhold til Gud. Det afgørende for en reformatorisk tankegang er, at Gud
skænker sig selv med sit løfte og tilsagn. Hos Bent Feldbæk Nielsen bliver
det tvivlsomt, om der i dåben bliver tilsagt noget, som fra Guds side står
ved magt, og som et menneske efterfølgende kan vende tilbage til.
Imidlertid findes også en række modificerende udtalelser, som må inddrages
for at give et mere sammenfattende udtryk af Bent Feldbæk Nielsen´s
dåbsforkyndelse. Det fremgår således, at Bent Feldbæk Nielsen ikke på noget
tidspunkt forkaster barnedåben; han betragter dåben/barnedåben som en
guddommelig anordning, da den overdrager Guds løfte. Han fastholder
endvidere en forbindelse mellem dåben og troens liv, idet dåben anses som et
løfte, der opfyldes i den fuldbyrdede tro. Han føler sig i overensstemmelse
med de retninger, der udhæver vigtigheden af konfirmationen som supplement
efter barnedåben. I konfirmandforberedelsen lærer Bent Feldbæk Nielsen, at
dåben er et nådemiddel eller sakramente, idet den "indvier os til livet
sammen med Jesus". Bent Feldbæk Nielsen kan acceptere, at kirkens
dåbspraksis har forandret sig siden nytestamentlig tid; denne forandring
ønsker han imidlertid gjort bevidst, derfor tilstræber han en tilpasning af
gældende ritual. I sit selvforsvar tolker Bent Feldbæk Nielsen sine
handlinger som udtryk for en ritualkritik i "dyb respekt for Guds
forordning" (sc. vedrørende dåben).
Væsentlige dele af Bent Feldbæk Nielsens dåbsforståelse kan påberåbe sig den
sagkritiske proces, der har sin plads i en evangelisk-luthersk kirke.
Navnlig pietistiske retninger har bekæmpet den falske sikkerhed i at
betragte evangeliet og især dåben som en frelsesgaranti. Denne falske
sikkerhed medfører altid kristendommens verdsliggørelse. I den udstrækning
Bent Feldbæk Nielsens dåbssyn og dåbspraksis ligger i forlængelse af sådanne
opfattelser er hans lære ikke blot en mulig, men en uundværlig udformning af
det evangelisk-lutherske. Bent Feldbæk Nielsen er efter rettens opfattelse
på klar evangelisk-luthersk grund med sin afvisning af en katolsk ex opere
operato-tænkning og den hermed sammenhængende påpegning af, at troen på
Jesus Kristus er nødvendig til frelse, og at uden troen gavner dåben intet.
Også vægtlægningen på Helligånden som udrustning til tjeneste har solid
nytestamentlig foran-
18
----------------------------------------------------------------------------
----
kring og er vigtig i den aktuelle folkekirkelige situation. Men disse
berettigede anliggender gennemføres bl.a. ved en radikal afsvækkelse af
dåbens betydning.
Bent Feldbæk Nielsen har vigtige teologiske autoriteter på sin side, når han
påpeger det problematiske i at tale om spædbørns tro, og når han kritiserer
en især i Danmark udbredt tendens til at gøre barnedåben til teologisk norm.
Han går imidlertid længere end disse autoriteter. De går alle ud fra
dåbens/barnedåbens frelsesbetydning. Derimod hævder Bent Feldbæk Nielsen, at
sammenhængen mellem dåb og tro kun kan sikres, hvis døbte mennesker senere i
deres liv kommer til en levende og frelsende tro. Den senere begivenhed
viser ifølge Bent Feldbæk Nielsen, at dåbshandlingen skete uden den døbtes
tro og derfor ikke var frelsende eller genfødende. Derved sønderriver Bent
Feldbæk Nielsen den af reformatorerne og den senere lutherdom forudsatte
forbindelse mellem troen og Guds forudgående handlen, der sker gennem ord og
sakramente.
Hos Bent Feldbæk Nielsen tilkendegives således en opfattelse af dåben, der
forrykker den reformatoriske sammenhæng mellem guddommeligt tilsagn og
menneskets tro. Guds frelsende handlen og Helligåndens gave finder han
først, hvor et tilsvarende kristent liv udfolder sig, vel at mærke på den
måde, at dette livs nye kvalitet kan erfares utvetydigt.
Bent Feldbæk Nielsen afsvækker dåbens karakter af nådemiddel radikalt, når
han bringer dåben med vand og med ånd i modsætning til hinanden, og når han
river dåben og genfødslen fra hinanden. Dåben i vores kirkelige situation
anser han for en blot foreløbig indvielse til noget, der senere skal komme.
Først denne senere "åndelige erfaring" har frelsesbetydning. I alt dette går
Bent Feldbæk Nielsen som en selvfølge ud fra, at troens nødvendighed kun kan
hævdes, hvis man udelukker dåbens karakter af Guds frelsende handlen. Dette
står i klar modsætning til de reformatoriske bekendelser, hvor troens
nødvendighed netop hævdes, fordi man kan bygge på Guds frelsende handlen,
der formidles ved ord og sakramente, navnlig i dåben.
Det må dog bemærkes, at Bent Feldbæk Nielsen ikke udtrykkeligt tilbageviser
den anførte reformatoriske lære. Det, han polemi-
19
----------------------------------------------------------------------------
----
sere mod, er den overtroiske sakramentalisme, som også reformatorerne og den
lutherske teologi bekæmper. Det synes dog at fremgå klart af sagens forløb,
at Bent Feldbæk Nielsen ikke er villig til at overveje andre tankegange end
sine egne, idet han henregner enhver opfattelse, der strider mod hans, under
den overtroiske sakramentalisme. Deri ligger en tungtvejende misfortolkning,
og derigennem en implicit afvisning af væsentlige elementer i den
reformatoriske lære.
For Bent Feldbæk Nielsen spiller forståelsen af dåbsbefalingen i Mat. 28,19
en væsentlig rolle. Denne tekst fejlciteres og misbruges efter hans mening i
det gældende dåbsritual. I ritualet bliver dåbshandlingen (især ved at sige
"i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn") gjort til Guds frelseshandlen,
mens grundteksten (der ordret siger "til Faderens...") gør dåbshandlingen
til noget fremadvisende. Bent Feldbæk Nielsen kan på flere punkter påberåbe
sig en ret stor konsensus blandt eksegeter og historikere: 1. Ritualets
ordlyd kan ikke siges at være et nøjagtigt skriftcitat. 2. Grundteksten
forstår øjensynligt dåben som en bevægelse mod et mål, f.eks. en overgivelse
til...... 3. Ritualets ordlyd svarer til en dåbspraksis, der hører den
etablerede kirke til. Bent Feldbæk Nielsen er i sin gode ret til at gribe
ind i en debat om en fortsat fornyelse af ritualet under inddragelse af
historiske og eksegetiske indsigter. Bent Feldbæk Nielsen går imidlertid
meget længere, idet han fremsætter den normative påstand, at kun en
fremadvisende dåbsforståelse har hjemmel i Bibelen, og at selve den
sakramentale tilsigelse af Guds nåde derfor skulle være betænkelig. Denne
udlægning er en indsnævring af Det Nye Testamentes vidnesbyrd, der rummer så
centrale steder som 1. Kor. 6,11 og Titus 3,5.
Resultat:
Det må efter de anførte citater lægges til grund, at Bent Feldbæk Nielsen
ved de nævnte lejligheder og med sigte på barnedåben offentligt i sin
forkyndelse har tilkendegivet den opfattelse, at et menneske ikke genfødes i
dåben, og at et menneske ikke i dåben modtager Helligånden med syndernes
forladelse og det evige liv. Denne forståelse af tilkendegivelserne
bestyrkes af de udtalelser, som indklagede blandt andet i
20
----------------------------------------------------------------------------
----
brevvekslingen med biskopperne og i sin forklaring har fremsat om sit
dåbssyn.
Det tillægges afgørende betydning, om Bent Feldbæk Nielsen i kraft af de
anførte modererende synspunkter indtager en position, der er forenelig med
det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, selvom det synes klart, at
Bent Feldbæk Nielsens mere radikale udsagn om dåben står i spænding hertil.
Fem af de voterende bemærker, at Bent Feldbæk Nielsen i sin prædiken den 18.
december 1994 karakteriserede dåben som en forjættelse eller et løfte i
forhold til en senere opfyldelse. Uanset dette finder disse voterende, at
han ved andre steder så stærkt som sket at afvise, at et menneske genfødes i
dåben, og at afvise, at et menneske i dåben modtager Helligånden med
syndernes forladelse og det evige liv, har tilkendegivet den
helhedsopfattelse, at dåben/barnedåben ikke har gyldighed som grundlag for
et kristent menneskes tro og liv, og at det ikke er Den treenige Gud, der er
handlende subjekt i dåben. Disse voterende finder på den baggrund, at det
kan lægges til grund, at Bent Feldbæk Nielsen offentligt og gentagne gange
inden for det tidsrum, klagen omfatter, har fremsat tilkendegivelser som
anført i klageskriftet. Disse voterende finder at de anførte modificerende
udsagn nok har til hensigt at give dåben/barnedåben en vis betydning uden
dog at opgive de synspunkter, som kommer til udtryk i de radikale udsagn.
Man kan derved ikke undgå at konstatere en tilsidesættelse af det
evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag i Bent Feldbæk Nielsens dåbssyn som
helhed. Disse voterende lægger herved vægt på, at Bent Feldbæk Nielsen i
hele forløbet har givet udtryk for en konsekvent og målbevidst holdning,
hvor de påtalte skarpe ytringer er afgørende. De mere modererende udsagn er
efter deres indhold ikke udtryk for det reformatoriske hovedanliggende, og
de fremtræder som sekundære i forhold til de mere radikale ytringer. Når
barnedåben tolkes som indvielse til et liv med Jesus og som et løfte, der
peger frem mod en senere indfrielse, så ligger deri en afstandtagen fra en
reformatorisk forståelse af Guds ord og løfte i dåben. Disse voterende
finder herefter, at en sådan position tilsidesætter det evangelisk-lutherske
bekendelsesgrundlag. Klagen er rejst efter at biskoppen flere gange havde
tilkendegivet sin opfattelse af, at Bent Feldbæk Nielsens for-
21
----------------------------------------------------------------------------
----
kyndelse var i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og at en uændret
forkyndelse ville få konsekvenser. Allerede af denne grund finder disse
voterende ikke, at Kirkeministeriet har været afskåret fra at rejse sagen.
Disse voterende tiltræder endelig af de grunde, der er anført af
præsteretten, at sanktionen er fastsat til afsked som sket.
En af de voterende finder, at de modererende synspunkter har til hensigt at
relativere de skarpe udsagn, der står i spænding til bekendelsesgrundlaget,
og at standpunktet derfor kan forsvares. Man kan så konkludere, at de af
Bent Feldbæk Nielsen fremførte synspunkter repræsenterer en yderligtgående
position, der imidlertid ikke er mere ekstrem, end at den kan opvise en
indre sammenhæng med en sagkritisk fremskrivning af det evangelisk-lutherske
bekendelsesgrundlag. Bent Feldbæk Nielsens ytringer og handlinger ses
fremkaldt af en dyb og aktuel bekymring vedrørende sammenhængen mellem
ritual, tro og erfaring. Til trods for en række kritisable og unødigt
polemiske udsagn vil Bent Feldbæk Nielsens sag kunne forstås som et legitimt
bidrag til en nødvendig besindelse på dåben inden for det lutherske
bekendelsesgrundlag.
Denne voterende lægger herved vægt på, at Bent Feldbæk Nielsen forstår sig
selv som stående på bekendelsens grundlag. Hans afvisninger rammer
traditionelle, vidt udbredte tolkninger, hvorimod han ikke eksplicit synes
at have afvist specifikke bekendelsesudsagn. Bent Feldbæk Nielsen ser sin
sag foranlediget af ritualspørgsmålet, bibeltolkningen samt den klassiske
problemstilling vedrørende barnedåb. De skarpe udsagn kan betragtes som
modprovokationer i forhold til en uluthersk sakramentalisme, der legitimt er
genstand for kritik. Udsagnene er derimod ikke udtømmende for Bent Feldbæk
Nielsens egen dåbsforkyndelse. Til denne må medregnes modifikationerne samt
det faktum, at han fastholder barnedåben, påberåber sig præsteløftet og den
lutherske bekendelse, samt at netop dette motiverer kravet om en korrektion
af dåbsliturgien af hensyn til en utvetydig fastholdelse af relationen
mellem løftet og troen.
Denne voterende stemmer derfor for at frifinde Bent Feldbæk Nielsen.
22
----------------------------------------------------------------------------
----
Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster landsretten dommen, idet der
dog efter sagens ganske særlige karakter forholdes med sagens omkostninger
som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Den indankede dom stadfæstes med den ændring, at inklagede, Bent Feldbæk
Nielsen, ikke skal godtgøre det offentlige udgiften til den beskikkede
juridiske bisidder og den beskikkede teologiske bisidder for præsteretten.
Det offentlige skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Kristian Petersen Ulrik Jensen Charlotte Schrøder
(kst.)
Peter Widmann Bent Nielsen Kurt Christensen
cfr. ----------------
Gebyr...............................................175 kr.
Er kroner ethundredeogsyvtifem.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret,
Viborg, den 3. november 2000
Heidi Sjøgaard
23
|