Der kommer man kørende lige syd for Jönköping, og hele balladen er sat
på automatik.
Ca. 100 meter til nærmeste forankørende og med fuld hane. Tørre veje
og klart vejr. Alt ånder fryd og gammen.
Så skal man passere indfletningen af vejen der kommer henne fra Växjö.
Der kommer en tussegammel SAAB kørende i adstadigt tempo. Vi har
allerede konstateret at der er masser af plads foran. Hvordan det
ligger til bagude interesserer mig ikke.
Han placerer sig i den del af accellerationsbanen som er helt parallel
med motorvejen i præcist samme tempo som mig. Det er en svensk
specialitet.
Jeg har det princip, at jeg ikke flytter 40 tons for 1.5 tons, hvis de
ydre forudsætninger ellers er i orden. Vognbaneskift er farligere end
ligeudkørsel.
Således også her, men tumben fortsætter s'gu i nødsporet uden hverken
at sætte farten op eller ned.
Man følger jo nøje med i hvad fjolset har gang i, og konstaterer bl.a.
at en i forvejen død kat må ofre endnu et af sine ni liv.
Så kommer den næste frakørsel, og så forsvinder han op ad den.
Lidt senere, nede på terminalen i Jo¨nköping kommer så den her SAAB
trillende ind på forpladsen, og jeg får selvfølgelig den tanke, at han
muligvis ikke er mig helt venligt stemt.
Ud stiger der så til min store forbavselse en tidligere svensk
kollega, som grinende kommer hen for at shake hands.
Jeg er glad for at du ikke sløjer af på den, var hans eneste kommetar.
Baggrunden var at jeg ved indtil flere lejligheder havde diskuteret
svenskernes angst for fletning med ham. Vi blev aldrig helt enige.
Desuden pelsede han mig for en kop kaffe.
--
Venlig hilsen
Folmer