---

G eni al gør ikke gal: Nietzsche&Co



I sin barndom valgte den tyske digterfilosof at stile højt - han ville
skrive bøger der var bedre end alt, som hans far havde vist ham i de første
5 år af hans liv, hvor faderen improviserede på klaver og overførte sin
præsteviden til den unge beundrer.

Han blev pæset frem af tanter, mor, søster og overgik alle - når han gik
hjem fra skole og det styrtregnede, så gik han værdigt og løb ikke som andre
drenge, for skolen regler forbød løb.

Når en beretning om en gammel romer lød, at han holdt sin hånd ind i en
fakkel under fangenskab, så betvivlede en kammerat det, og N antændte straks
et bundt tændstikker på sin egen hånd og fortrak ikke en mine.

Som 23 årig blev han professor og hans egne stadig mere geniale ideer gik
ham til hovedet, så han levede i en ateistisk, tiltrængt, pionerverden, hvor
kun en snes gode nære venner kunne følge ham og hans mange fine bøger blev
købt af så få, at han indså at først hundred år senere ville han blive
forstået for alvor.

Han var blevet glemt i de hundred år hvis ikke han havde simuleret sindsyge
og fået sin jødehadende søster til at markedsføre ham som højreorienteret og
ond og rablende.

Det virkede efter hensigten og han er i dag forstået af flere og flere.

Ikke et eneste af de genier, der kaldes sindsyge, havde haft et lykkeligere
liv, hvis de havde fået medicin, så de var ikke syge.

Ingen var voldelige. Ingen søgte hjælp. Og det bør være eneste kriterier for
sygdom.

At Schumann mm valgte selvmord - og at den neurologisk syge Nietzsche
1889-1900 valgte 11 års lykkelig kørestols isolation - havde at gøre med at
det gode liv med intense stigende superpræstationer var uundgåelig slut og
der var ikke ny indfald at lette hjertet for - kun nedtur lå forude, så
hvorfor stå i vejen for artsfæller?