/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Sexualitet / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
 
Top 10 brugere
Sexualitet
#NavnPoint
dova 2573
Sannie 1393
Nordsted1 1345
briani 1186
skingur 1004
ThomasG 918
ans 861
refi 860
creamygirl 831
10  piaskov 789
Parforhold og hverdag
Fra : Sott


Dato : 20-07-01 01:17

Hej med-skribenter og læsere.

Fornyligt sad jeg og skrev noget til en jeg holder af, og
reaktionen fik mig til at tænke lidt, og jeg kom frem til - at
jeg havde skrevet noget, som vist kunne puttes herind til denne
alternative "tænketank".

Jeg putter det ind nederst i dette indlæg.

Jeg skitserede simpelthen en hverdag, som den IMO faktisk godt
kunne tage sig ud - lige med den undtagelse, at jeg jo er alene
og der i mit eksempel på en hverdag indgår en mand. Så i den
forstand er det et "tænkt" eksempel, opbygget af de erfaringer
jeg har gjort mig, samt en smule tankespind fra min side.

Selv mener jeg ikke, at det ligger langt fra virkeligheden, nu da
jeg har haft tid til at tænke det igennem. Ikke sådan at forstå,
at alle dage tager sig sådan ud - det ville være frygteligt
opslidende og næsten ikke til at bære. Jeg havde en slags "der
gik et lys op for mig"-oplevelse, ved bagefter selv at gennemlæse
det skrevne.

Jeg tror, at vi mennesker er gode til at kompensere for
utilfredsstillende vilkår, ved at fantasere og drømme os bort til
en anden virkelighed. Hvor vi i det små pynter lidt på vores
oplevede virkelighed, vi retter til og fletter ind - så det
ubærlige, bliver håndterbart og muligt at leve med og i.

Vi lyver så at sige for os selv, og bruger løgnen i alle aspekter
af vores liv. Vi ser ikke vores samlever, børn, familie uden at
se gennem de briller, som også løgnen er en del af. Derfor vil
nye mennesker, der kommer ind i vore liv også opleve, at der er
forskel på hvem vi viser, vi er - og så hvem vi faktisk er - og
igen er der forskel på hvem vi faktisk er, og hvem disse nye
mennesker oplever vi er. Det er ikke et bevidst bedrag, der er
ikke tale om et valg. For valget er skjult i den løgn, vi lever i
og er en del af, og som forlængst er blevet vores virkelighed,
vores sandhed.

Hvis jeg skulle beskrive en hverdag, herhjemme... så ville jeg
ikke beskrive den som det nedenstående, ikke bevidst i hvert fald
(men jeg har gjort det her, hvor jeg egentlig satte mig for at
male fanden på væggen, og lave lidt fis med det).
Når jeg selv læser det, så forstår jeg, at sådan ser en hverdag
nok tit ud, hvis man nøgternt betragter det (og lige putter en
mand ind i billedet *S*).

Beskrivelsen er så også blottet for mange ting. Nemlig de små
søde ord, der også er, en kærlig hånd, der lige retter barnets
hår... den lille seddel det ene barn har lagt på bordet, hvorpå
der står - jeg elsker dig, mor.. Beskrivelsen er også blottet for
"hvorfor'erne"... Hvorfor går "jeg" bare, hvorfor er ungerne
uvenner osv.

Mit eksempel fik mig bl.a. til at tænke på tråden "hvis
ægteskabet skal holde".

Pludselig kan jeg godt se, hvorfor det er så svært for mig at få
et forhold til at fungere...
For hos mig vil børnene jo ikke være hans, der vil ingen
fri-weekends være (for børnene er ikke hos deres far), der vil
pladsmæssigt være utroligt trange kår (og apropo ovennævnte tråd,
vil vi befinde os i en storby), der vil være dårlig økonomi, der
vil ikke engang være et soveværelse eller en seng at sove i.

Man spørger nok ofte sig selv, hvorfor man ikke bare er ærlig
overfor andre. Men den vigtigste årsag til, at f.eks. jeg - ikke
ville vedkende mig nedenstående som værende "virkeligheden", er
at jeg ikke ser den sådan, når jeg ser den indefra. For midt i en
sådan hverdag, vokser digte frem indeni mig, som jeg om aftenen
sætter ned på papir. Og midt i madlavningen, tænker jeg på at
storebror krammede lillebror, og hjalp ham mod nogle bøller i
gården... og midt i kaos er jeg måske liderlig og fantaserer om
hed elskov, så halvdelen af "virkeligheden" ryger hen over
hovedet på mig....

Nå, hvad tænker I så om det hele, nu da jeg har delt mine tanker
med jer?

----------------

.... jeg kommer hjem fra arbejde, har handlet på vejen og hentet
den lille på fritteren... jeg rydder det værste af ungernes rod
til side, pakker varene ud, sætter ungerne i gang med lektierne
(og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang med de andre
ting) - jeg begynder på maden... træt og sur og det er en dum
dag... børnene skændes, og jeg råber med mellemrum fra køkkenet,
at de skal tale pænt til hinanden... til sidst sender jeg dem ind
på hver deres værelse, så kan de bruge deres energi på at rydde
op, når de nu ikke kan give hinanden ro til lektierne alligevel -
og maden skal jo laves, og sovsen er ved at brænde på og jeg er
hidsig, men mest af alt fyldt af afmagt og sorg, fordi nu også
denne dag ender i rod og ballade og ufred - og hvorfor kan alt
ikke bare være lyserødt og godt og hyggeligt og rart...

.... så træder manden ind ad døren, træt efter en lang dag - kaos
møder ham, jeg står i køkkenet og råber "Hold så kæft, og lad
hinanden være lidt"... og den mindste græder på sit værelse, og
synes at han da i hvert fald ikke havde været med til at skabe
balladen, og det er så hjerteskærende uretfærdigt, at min vrede
også ramte ham, da den kollektive "straf" blev uddelt... manden
sukker, og tænker - "åh, gud. Det ville have været bedre at
arbejde over, eller tage ud med en af vennerne og få en øl..." -
lige inden han halvvejs falder over et skateboard i gangen, hvor
vasketøjet fra i forgårs endnu hænger og hvor to af børnenes
jakker ligger smidt og hunden er ved at drive ham til vanvid,
fordi den står op ad benet på ham, og han kan dårligt få lov at
hænge jakken op og stille sin taske fra sig...

....og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser min
glæde over, at han nu er hjemme - og ungerne råber ikke glade,
"hej"... i stedet sidder de og surmuler på værelserne og råber
"dumme lort" til hinanden... og det tætteste han kommer en
velkomst er et træt: "Hej, vil du ikke være sød at dække bord, og
få den ældste til at gå med vufferen... maden er færdig lige om
lidt" - og ikke engang et henkastet blik kan det blive til.... og
han tænker, kan vi ikke lige tage 5 min., en time-out... så han
går ud til mig, lægger armene om mig og siger. "tag sovsen af
varmen, lad det hele hvile bare 5 min., gå med mig ud på altanen
og luk verden ud et par sekunder - så vi kan kysse hinanden og
mærke vi er her, sammen"...

....men intet bliver som manden kunne ønske... det mellemste barn,
kaster en lampe på gulvet i arrigskab, den yngste hyler endnu
højere fordi han ikke får den opmærksomhed, han kunne ønske sig,
og den ældste står og slår på sin boksepude... og jeg, jeg
snerrer: "Ikke nu, forstår du ingenting..."... og skubber ham
lidt til siden, på min vej ind til den yngste, som får besked på
at stoppe tuderiet. Videre ind til den mellemste, som får en
general-skideballe, og bliver sat til at rydde op - mens jeg går
videre til den ældstes værelse og truer med at den boksepude
bliver taget ned, hvis ikke han slapper af lige nu og her...

.... manden sukker indvendigt, får den ældste til at lufte
hunden - knægten lytter altid mere til manden, end til mig... og
inde i stuen, hvor manden rydder børnenes bøger væk... vælger han
at sætte en rolig, dejlig sang på - i forsøget på at skabe en
bedre stemning... og da han så kommer ud i køkkenet, for at hente
tallerkner... så står jeg gud-hjælpe-mig og græder ned i sovsen,
og den yngste ser til helt forkert ud i hovedet, og den mellemste
står ved skabet ind til kosten og ser spørgende på sin
mor...

....manden forsøger at trøste, vil gerne kunne holde om mig - men
jeg drejer mig væk, gemmer ansigtet halvt - og da den mellemste
spørger. "Hvad er der, mor"... så går jeg, jeg går bare... og
manden er fanget, kan ikke følge efter mig... for børnene er der
jo, og han er træt, og efterhånden også ved at være sur...
hvorfor er der intet der bare fungerer i denne håbløse familie...
manden slukker komfuret og genner den mellemste ind på værelset,
så hun kan rydde op... den yngste er holdt op med at græde, og
fortæller manden hvor uretfærdigt det hele er, og han mumler:
"Ja, ja - ryd nu bare op, så spiser vi når mor kommer tilbage"...

....Manden rydder lidt op her og der, får børnene som nu er helt
anderledes rolige, til at lave lektier... og venter... tænker på
hvor jeg mon er, og hvorfor jeg ikke er kommet tilbage - skøre
kælling... som om han ikke også er træt... til sidst giver han
børnene nogle håndmadder, maden ser alligevel ret så uspiselig
ud... og han genner ungerne i bad og i seng... mens han sætter
opvasken til side, og prøver at samle tankerne om et irriterende
problem, han ikke har kunnet så bugt med på arbejdet, men det er
svært - når jeg nu bare er udvandret... og hvornår mon jeg kommer
tilbage...

.... en times tid efter børnenes sengetid, kommer jeg hjem -
forgrædt og siger lavmælt undskyld... jeg kunne bare ikke klare
mere lige den dag... og manden er faktisk ret vred, synes ikke
jeg kunne tillade sig bare at skride fra det hele... og han har
lyst til at flippe ud på mig... og han har i hvert fald ikke lyst
til at holde om mig, som jeg står der og undskylder og ser trist
ud, og sådan ser ud til at kunne bruge ham og hans ømhed og hans
trøst og kærlighed... og så er det, at jeg ser i hans øjne, for
at finde den kærlighed, som skal give mig styrken til at stå op i
morgen og klare endnu en dag, hvor jeg i min frokostpause længes
efter ham, længes efter dage, hvor alt bare fungerer og føles
godt og rigtigt... små pauser i løbet af dagen, hvor jeg drømmer
om at kunne give ham så meget mere, at kunne kysse ham inderligt,
kærtegne ham blidt, elske ham vildt... og det lykkes alt, alt for
sjældent for mig, at gøre det jeg gerne vil - at give det jeg har
i mit hjerte...

....og manden står der, midt i kaos, træt og udmattet og irriteret
på mig... hvad er det jeg forventer af ham, han er jo kun et
menneske, og hele denne uge har været ad helvede til... og jeg
skred jo bare... og egentlig skulle han have læst op på det der,
som han tror kunne være svaret på det problem, han har sloges med
på arbejdet... og hvorfor kan han ikke bare få lov at komme hjem,
spise og sætte sig med bøgerne og lige få klaret det... bare i
dag... det er da ikke så meget forlangt... suk... og jeg står
bare der afventende... som om alt afhang af ham... hvorfor kan
jeg ikke bare klare det selv, hvad det så end er, der trykker
mig... han orker det simpelthen ikke, ikke idag...

.... og vi går i seng med en hul, stilhed mellem os... siger ikke
meget... og sådan var det vist også i går...

------------

Tusinde hilsner
Søs



 
 
 
Chokmak alias Rabias~ (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Chokmak alias Rabias~


Dato : 20-07-01 04:20

On Fri, 20 Jul 2001 02:17:04 +0200, "Sott" <sott@post.tele.dk> wrote:

Hi SøS

>Jeg tror, at vi mennesker er gode til at kompensere for
>utilfredsstillende vilkår, ved at fantasere og drømme os bort til
>en anden virkelighed. Hvor vi i det små pynter lidt på vores
>oplevede virkelighed, vi retter til og fletter ind - så det
>ubærlige, bliver håndterbart og muligt at leve med og i.

ja livet ville da være ubærligt trivilet uden evnene til at jrydere
97,2 % af tiden med lidt - ekstra go vilje

>
>Vi lyver så at sige for os selv, og bruger løgnen i alle aspekter
>af vores liv. Vi ser ikke vores samlever, børn, familie uden at
>se gennem de briller, som også løgnen er en del af.

Tjja spørgsmålet er hvad en løgn er , i mellem børn og foældre på alle
aldre f.eks 37-65 år altså ikke bare i barne årene - der tænker
handler man ikke fra fornuft & sanhed - men ud fra den erfaring der
har givet livet når det er tæt på en de bedste muligheder for at
fungere - altså det at man sluger en masse , siger et mener noget
andet - imens den anden rider stormen af og omvendt ... Det er faktisk
en rigtig ringe ide at være ærlige over for hianden i sin tale til
hianden ...


>ikke tale om et valg. For valget er skjult i den løgn, vi lever i
>og er en del af, og som forlængst er blevet vores virkelighed,
>vores sandhed.

Tjaaa vi er well alle sammen en slags vare der sælges til højest
bydene - nogen gfange kan man leve med prisen andre gange må man tage
rednings båden

>Pludselig kan jeg godt se, hvorfor det er så svært for mig at få
>et forhold til at fungere...
>For hos mig vil børnene jo ikke være hans, der vil ingen
>fri-weekends være (for børnene er ikke hos deres far), der vil
>pladsmæssigt være utroligt trange kår (og apropo ovennævnte tråd,
>vil vi befinde os i en storby), der vil være dårlig økonomi, der
>vil ikke engang være et soveværelse eller en seng at sove i.

svært men ikke umuligt - med lidt kreativ tænkning - telt & lokal
tranpost klipper kort osv bringer sgu en langt her i tilværlsen - jeg
har rejst i de her skdie 49 land eover 16 år de førsta mange år - der
sov jeg i mellem vagabonder på banegårdene rundt omkring drak sprut
med dem om aftnen .... jeg skulle bare frem vider ud og se noget selv
om jeg ikke havde rat mange penge.

>
>Man spørger nok ofte sig selv, hvorfor man ikke bare er ærlig
>overfor andre.

ja osm min HELT Albert Camus skrev i sin kretik af teateret i
sisyfosmyten - vort haleve liv er bortvendte ansigter og usagte ord -
det så jeg i mange år som noget pesimistisk - men så slog dte mig på
et tidspunks at dte jo på mange måder er der i vores mulighed som
menneske ligger - evne til at bøje af give plads - være urigemelig
have dårlige dage stille urigemelig krav fordi der er ting i en der
bare er sat forkert sammen - altså at udvikle sig og være på trods af
de fejl man nu en gang har som menneske i mellem mennesker - der hvor
at det er kærligheden er væsentligst - jeg tror kun man kan være
hudløs ærlig over for en man ikke nære nogen følser over for da grund
præmissen som menneske er utilfresstillende - men netop i denne faktor
ligger også vores stimuli at vi bevægeros fremad fordi vi forøsger at
bekæmpe de utilfredstillende grundvilkår.



>Nå, hvad tænker I så om det hele, nu da jeg har delt mine tanker
>med jer?

well som skrevet livet er grundligene rædselsfuldt MEN DET ER det som
giver os de få øjeblikke som vi lever i mellem de øjeblikke hvor som
Lou synger : u made me forget my self I thought I was someone Good
its such a perfeckt day i m glad that i spend it whit u.
( a prefeck day )
>
>----------------

>denne dag ender i rod og ballade og ufred - og hvorfor kan alt
>ikke bare være lyserødt og godt og hyggeligt og rart...

jeg har været på besøg ved enlige mødre nogen gange som ven af huset
over de sidste 10-12 år efter sådan 24-36 timer selv om jeg sover de
10 - når jeg så kommer hjem så sider jeg og høre ecco i hovedet og
møder et stort rens dyr ude i min entre der helt naturligt siger han
heder Elvis og det er OK med mig - hvor på jeg med de sidste kræfter
tæder for videon ser sæber operaer i 3 timer kolapser og sover i
mellem 12-16 timer .... det er HÅRDT!!! bare at kigge & høre på.


>mig... han orker det simpelthen ikke, ikke idag...
>
>... og vi går i seng med en hul, stilhed mellem os... siger ikke
>meget... og sådan var det vist også i går...

Ja tror fan .... hvorfor jeg også mener at det er MEGET KLOGT at tiden
har sat det sådan at førstgangs fødene kvinder er i dag genemsnitligt
29½ år dvs de ved med hvem de vil have dem og der er 2 om sagen i
stedet for at børn springer ud af ungdomelige naivitet som de en
gang gjorde og masse producere taber som mig selv - imens de "voksne"
prøvede at finde ud af hvem de var og prøvede sig selv af på kursus
med forskelige partner forskelige bo pæle en helvedes turbulæns - kald
mig en jysk bonde røw - men de 3 R ( ere er der sgu noget om ro
regelmæsighed & renlighed.... nahh jeg kunne godt leve foruden det
sideste - jeg er et svin og jeg elsker det
MvH
Bo
>
>------------
>
>Tusinde hilsner
>Søs
>


Sott (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 20-07-01 20:52

Hej Bo :0)

"Chokmak alias Rabias The dog" <chokmah777@hotmail.com skift till 999>
skrev i en meddelelse
news:3d7flt8fd647qes5ne84tfv31utb35rsuk@4ax.com...

> ja livet ville da være ubærligt trivilet uden evnene til at jrydere
> 97,2 % af tiden med lidt - ekstra go vilje

*SS*

> Tjja spørgsmålet er hvad en løgn er , i mellem børn og foældre på
alle
> aldre f.eks 37-65 år altså ikke bare i barne årene - der tænker
> handler man ikke fra fornuft & sanhed - men ud fra den erfaring der
> har givet livet når det er tæt på en de bedste muligheder for at
> fungere - altså det at man sluger en masse , siger et mener noget
> andet - imens den anden rider stormen af og omvendt ... Det er
faktisk
> en rigtig ringe ide at være ærlige over for hianden i sin tale til
> hianden ...

Jeg er enig i, at der er ting og omstændigheder, man ikke kan ærlige
omkring på et givet tidspunkt. Ud fra den betragtning, at modtageren
af denne ærlighed måske ikke kan rumme den... men så vidt det er
muligt, synes jeg, at ærlighed skal tilstræbes. Måske er det bare mit
idoliserede syn på ærlighed der her spiller ind.

> Tjaaa vi er well alle sammen en slags vare der sælges til højest
> bydene - nogen gfange kan man leve med prisen andre gange må man
tage
> rednings båden

Ja, jeg arbejder på at lære det, og acceptere tingenes tilstand - jeg
arbejder også på, at nærme mig "virkeligheden" noget mere - eller
skulle jeg nærmere definere det som, at jeg forsøger at se tingene i
et andet lys, finde nye indfaldsvinkler og derved måske i sidste ende,
kunne ændre lidt - bare i det små...

> svært men ikke umuligt - med lidt kreativ tænkning - telt & lokal
> tranpost klipper kort osv bringer sgu en langt her i tilværlsen -
jeg
> har rejst i de her skdie 49 land eover 16 år de førsta mange år -
der
> sov jeg i mellem vagabonder på banegårdene rundt omkring drak sprut
> med dem om aftnen .... jeg skulle bare frem vider ud og se noget
selv
> om jeg ikke havde rat mange penge.

Jamen Bo - jeg har jo børn, og meget, meget sjældent er jeg børnefri
blot en enkelt nat - hvor skulle jeg rejse hen og opleve kæresterier,
eller en form for forhold, der ikke udspiller sig her midt i denne -
min virkelighed?

> ja osm min HELT Albert Camus skrev i sin kretik af teateret i
> sisyfosmyten - vort haleve liv er bortvendte ansigter og usagte
ord -
> det så jeg i mange år som noget pesimistisk - men så slog dte mig

> et tidspunks at dte jo på mange måder er der i vores mulighed som
> menneske ligger - evne til at bøje af give plads - være urigemelig
> have dårlige dage stille urigemelig krav fordi der er ting i en der
> bare er sat forkert sammen - altså at udvikle sig og være på trods
af
> de fejl man nu en gang har som menneske i mellem mennesker - der
hvor
> at det er kærligheden er væsentligst - jeg tror kun man kan være
> hudløs ærlig over for en man ikke nære nogen følser over for da
grund
> præmissen som menneske er utilfresstillende - men netop i denne
faktor
> ligger også vores stimuli at vi bevægeros fremad fordi vi forøsger
at
> bekæmpe de utilfredstillende grundvilkår.

Åh Bo, det er bare så godt skrevet. Jeg kan ikke lige kommentere det.

> well som skrevet livet er grundligene rædselsfuldt MEN DET ER det
som
> giver os de få øjeblikke som vi lever i mellem de øjeblikke hvor som
> Lou synger : u made me forget my self I thought I was someone Good

> its such a perfeckt day i m glad that i spend it whit u.
> ( a prefeck day )

Og jeg lever mellem de øjeblikke, hvor roen har sænket sig og tankerne
får frit spil, og alle de gode intentioner fylder mig med håb...

> jeg har været på besøg ved enlige mødre nogen gange som ven af huset
> over de sidste 10-12 år efter sådan 24-36 timer selv om jeg sover de
> 10 - når jeg så kommer hjem så sider jeg og høre ecco i hovedet og
> møder et stort rens dyr ude i min entre der helt naturligt siger han
> heder Elvis og det er OK med mig - hvor på jeg med de sidste kræfter
> tæder for videon ser sæber operaer i 3 timer kolapser og sover i
> mellem 12-16 timer .... det er HÅRDT!!! bare at kigge & høre på.

Og dette har jeg forsøgt at forklare de mænd, der involverer sig med
mig - men det er som om, at det ikke vækker genklang, eller
forståelse - jeg tror, at man skal have været i det, for virkelig at
forstå og få det ind under huden, så man ikke pludselig føler sig
kvalt og ført bag lyset og midt i sin desillusionering - vælger at
vende det hele ryggen, omend ikke fysisk, så psykisk - så i dette
tilfælde "jeg", reelt befinder mig i et forhold med en mand, der ikke
er "tilstede" i forholdet... hvorfor ensomheden ikke træder frem for
andre, men er virkelig og faktuel for mig... det er så ødelæggende for
så mange ting... bl.a. selvværdet.

> Ja tror fan .... hvorfor jeg også mener at det er MEGET KLOGT at
tiden
> har sat det sådan at førstgangs fødene kvinder er i dag
genemsnitligt
> 29½ år dvs de ved med hvem de vil have dem og der er 2 om sagen i
> stedet for at børn springer ud af ungdomelige naivitet som de en
> gang gjorde og masse producere taber som mig selv - imens de
"voksne"
> prøvede at finde ud af hvem de var og prøvede sig selv af på kursus
> med forskelige partner forskelige bo pæle en helvedes turbulæns -
kald
> mig en jysk bonde røw - men de 3 R ( ere er der sgu noget om ro
> regelmæsighed & renlighed....

Ja, det er sikkert klogt, at mange førstegangsfødende er omkring de 30
år - men det hjælper ikke mig stort *G*
Det gør det om muligt endnu sværere... for det betyder også at mange
jævnalderende mænd, endnu ikke har fået børn og derved er
skævvridningen endnu større set i relation til mig og et evt.
forhold... suk...

> nahh jeg kunne godt leve foruden det
> sideste - jeg er et svin og jeg elsker det

*LOL*
Så ville du virkelig trives her.

Tusinde hilsner
Søs



Chokmak alias Rabias~ (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Chokmak alias Rabias~


Dato : 20-07-01 23:07

On Fri, 20 Jul 2001 21:52:16 +0200, "Sott" <sott@post.tele.dk> wrote:

Hej Søs :0)
>
>Jeg er enig i, at der er ting og omstændigheder, man ikke kan ærlige
>omkring på et givet tidspunkt. Ud fra den betragtning, at modtageren
>af denne ærlighed måske ikke kan rumme den... men så vidt det er
>muligt, synes jeg, at ærlighed skal tilstræbes. Måske er det bare mit
>idoliserede syn på ærlighed der her spiller ind.

ja selvfølig er ærlighed idialistisk talt altid det bedste men nogen
gange skal den bare have en modnings tid.

>> rednings båden
>
>Ja, jeg arbejder på at lære det, og acceptere tingenes tilstand - jeg
>arbejder også på, at nærme mig "virkeligheden" noget mere - eller
>skulle jeg nærmere definere det som, at jeg forsøger at se tingene i
>et andet lys, finde nye indfaldsvinkler og derved måske i sidste ende,
>kunne ændre lidt - bare i det små...

ja det kommer well en dag....

>Jamen Bo - jeg har jo børn, og meget, meget sjældent er jeg børnefri
>blot en enkelt nat - hvor skulle jeg rejse hen og opleve kæresterier,
>eller en form for forhold, der ikke udspiller sig her midt i denne -
>min virkelighed?

ja det ved jeg godt ... men jeg tænkte på den måde hvor på
virkligheden kunne begynde ?


>
>> ja osm min HELT Albert Camus skrev i sin kretik af teateret i
>> sisyfosmyten - vort haleve liv er bortvendte ansigter og usagte
>ord -

>Åh Bo, det er bare så godt skrevet. Jeg kan ikke lige kommentere det.

Ohh søs jeg takker :)


>> Lou synger : u made me forget my self I thought I was someone Good
>
>> its such a perfeckt day i m glad that i spend it whit u.
>> ( a prefeck day )
>
>Og jeg lever mellem de øjeblikke, hvor roen har sænket sig og tankerne
>får frit spil, og alle de gode intentioner fylder mig med håb...

ja det er jo det der gør det hele det værd at en gang i mellem så
vender det hele og man glemmer alt og man glemmer det hele som tingen
på en eller anden måde tanekeløst et sted i mellem distaksion & akcept
falder det på plads.... en behagelig distaksion ... warhol sagde en
gang jeg kender ingen som ikke holder af at kigge igenem vinduer

>
>> jeg har været på besøg ved enlige mødre nogen gange som ven af huset
>> over de sidste 10-12 år efter sådan 24-36 timer selv om jeg sover de
>> 10 - når jeg så kommer hjem så sider jeg og høre ecco i hovedet og
>> møder et stort rens dyr ude i min entre der helt naturligt siger han
>> heder Elvis og det er OK med mig - hvor på jeg med de sidste kræfter
>> tæder for videon ser sæber operaer i 3 timer kolapser og sover i
>> mellem 12-16 timer .... det er HÅRDT!!! bare at kigge & høre på.
>
>Og dette har jeg forsøgt at forklare de mænd, der involverer sig med
>mig - men det er som om, at det ikke vækker genklang, eller
>forståelse - jeg tror, at man skal have været i det, for virkelig at
>forstå og få det ind under huden, så man ikke pludselig føler sig
>kvalt og ført bag lyset og midt i sin desillusionering - vælger at
>vende det hele ryggen, omend ikke fysisk, så psykisk -

Hmm ja jge har kun været kærster med en enlig mor ... det gik nu meget
godt det er godt nok mange år sidne 1989 - men jeg har en del
vendinder der er det ..... Puhhh det er sgu svært at sætte ord på men
når man pysisk .... well relæet slår fra ... så er det fordi man ikke
kan mere ... jeg syntes godt nok de fleste ... giver en mere plads til
at blive åndsfraværende ind hvad man selv synest rigemeligt er men man
gør jo fame hvad man kan .... øvelse gør mester og et eller andet sted
er man nok heller længer væk ind man vågner inden ilden breder sig...
men kvinder har en imponerene styrke med børn .... som mænd sgu ikke
bare har aflene ... man kan nok få det .. ja jeg ved jeg tåger her ...

>så i dette
>tilfælde "jeg", reelt befinder mig i et forhold med en mand, der ikke
>er "tilstede" i forholdet... hvorfor ensomheden ikke træder frem for
>andre, men er virkelig og faktuel for mig... det er så ødelæggende for
>så mange ting... bl.a. selvværdet.


det kan jeg godt frostå ... men nogen gange tror jeg du skal nok prøve
at tænke på at der er grænser for hvor meget man kan holde til selv om
man gerne vil .... men det har ikke noget med dig at gøre.


>> 29½ år dvs de ved med hvem de vil have dem og der er 2 om sagen i
>> stedet for at børn springer ud af ungdomelige naivitet
>
>Ja, det er sikkert klogt, at mange førstegangsfødende er omkring de 30
>år - men det hjælper ikke mig stort *G*

det var heller ikke myntet på dig ... de børn der er her uanste af
hvem der må man gøre sit bedste men .... børn af unge forældre har det
bare hårder ind dem der ikke er

>Det gør det om muligt endnu sværere... for det betyder også at mange
>jævnalderende mænd, endnu ikke har fået børn og derved er
>skævvridningen endnu større set i relation til mig og et evt.
>forhold... suk...


Tjaaaa .... men på den anden side så er dine så store at - de kan
efterhåneden en del selv .... så der ligger jo en hel ungdom foran
dig.....
>
>> nahh jeg kunne godt leve foruden det
>> sideste - jeg er et svin og jeg elsker det
>
>*LOL*
>Så ville du virkelig trives her.

nahh jeg tviler på at det kan være så uhumsk som her
levnedesmidels kontrolen ville lukke hele blokken på stedet hvis de
kom ind ... nahh så galt er det nu ikke men mine tapesterede
vinduer med kors på holder dem væk - tror jeg ?
MvH
Bo
>
>Tusinde hilsner
>Søs
>


Sott (26-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 26-07-01 00:37

Hej Bo :0)

"Chokmak alias Rabias The dog" <chokmah777@hotmail.com skift till 999>
skrev i en meddelelse

> ja selvfølig er ærlighed idialistisk talt altid det bedste men nogen
> gange skal den bare have en modnings tid.

Ja, præcis.

> >kunne ændre lidt - bare i det små...
>
> ja det kommer well en dag....

Ja, det tror jeg på - og når jeg ikke lige er grebet af
melankoli/sortsyn - så synes jeg jo også, at jeg er kommet et pænt
stykke vej allerede. Måske er det også lidt min manglende tålmodighed
der spiller ind - noget med ikke at erkende, at tingene nu engang
tager den tid - ting ta'r.

> ja det ved jeg godt ... men jeg tænkte på den måde hvor på
> virkligheden kunne begynde ?

Jeg har tænkt meget over det, gennem lang tid.
Jeg har gennem omtrent 5 år nu, haft en slags tilbud gennem kommunen
om familiepleje til børnene en weekend engang imellem (det skal bare
besluttes herfra og dernæst initieres og så kommer der en "læren
hinanden at kende periode").

Det tror jeg nu, at jeg er ved at være parat til. Jeg har ellers ikke
kunnet forsvare det overfor mig selv, bl.a. fordi børnene ved snak om
emnet, følte at jeg "bare ville sende dem væk, og ikke ville være
sammen med dem".

Men jeg må erkende, at jeg har brug for lidt tid engang imellem, til
mig selv. Til at tænke ting igennem, til at lægge de lange dage lidt
fra mig og trække vejret og finde mine fødder og mig selv. Som Puk jo
også har skrevet (måske i en anden tråd, jeg er lidt træt i hovedet nu
og her *S*)... det nytter jo heller ikke noget, at jeg kører mig selv
helt flad. Og de her dage for mig selv, har på sin vis sat det hele
lidt i relief for mig - for Gud hvor er de tiltrængte!
11 år, næsten uden tid til mig selv - det _er_ for lang tid...

Alting ville jo være anderledes, hvis børnene engang imellem skulle på
weekend hos deres far... men eftersom det ikke er sådan, så er
plejefamilie nok værd at overveje, inden jeg går ned på det manglende
overskud og de lange dage.

> Hmm ja jge har kun været kærster med en enlig mor ... det gik nu
meget
> godt det er godt nok mange år sidne 1989 - men jeg har en del
> vendinder der er det ..... Puhhh det er sgu svært at sætte ord på
men
> når man pysisk .... well relæet slår fra ... så er det fordi man
ikke
> kan mere ... jeg syntes godt nok de fleste ... giver en mere plads
til
> at blive åndsfraværende ind hvad man selv synest rigemeligt er men
man
> gør jo fame hvad man kan .... øvelse gør mester og et eller andet
sted
> er man nok heller længer væk ind man vågner inden ilden breder
sig...
> men kvinder har en imponerene styrke med børn .... som mænd sgu ikke
> bare har aflene ... man kan nok få det .. ja jeg ved jeg tåger her
....

Det har måske også noget med at gøre, at for mig er det kommet
gradvist - barn efter barn så at sige. Mens det for en ny mand i mit
liv, bliver som en bombe.

> det kan jeg godt frostå ... men nogen gange tror jeg du skal nok
prøve
> at tænke på at der er grænser for hvor meget man kan holde til selv
om
> man gerne vil .... men det har ikke noget med dig at gøre.

Jo, det har alligevel noget med mig at gøre. Jeg har ikke anerkendt
mit behov for "pusterum", for at kunne være mig... (jeg er nemlig
aldrig gået, som det jeg skrev i eksemplet - jeg går ikke, jeg bliver
og prøver, og prøver... og så græder jeg om natten, når dagene
alligevel, trods mine gode intentioner og min store vilje til at
ville, ikke fungerer).

Og der er også en sandhed i, at børnene jo ikke får noget ud af det,
hvis jeg kører mig selv helt ned. Og med udsigten til at være væk ti
timer om dagen, og stadig have alle de arbejdsopgaver herhjemme +
fuldtids-studie... uden mulighed for at "pjække" i tide og utide, som
jeg har gjort hidtil... ja, så er det vist på tide, at jeg skaber
nogle oaser til mig selv - som jeg kan få lidt overskud af, som jeg så
kan give af til børnene :0)

> Tjaaaa .... men på den anden side så er dine så store at - de kan
> efterhåneden en del selv .... så der ligger jo en hel ungdom foran
> dig.....

Det er rigtigt - babyremouladen er overstået *S*

> nahh jeg tviler på at det kan være så uhumsk som her
> levnedesmidels kontrolen ville lukke hele blokken på stedet hvis de
> kom ind ... nahh så galt er det nu ikke men mine tapesterede
> vinduer med kors på holder dem væk - tror jeg ?

*GG*

Tusinde hilsner
Søs



Chokmah Rabias The d~ (26-07-2001)
Kommentar
Fra : Chokmah Rabias The d~


Dato : 26-07-01 14:37

On Thu, 26 Jul 2001 01:36:52 +0200, "Sott" <sott@post.tele.dk> wrote:

>Hej Bo :0)

HI Søs

>
>"Chokmak alias Rabias The dog" <chokmah777@hotmail.com skift till 999>
>skrev i en meddelelse
>
>> ja selvfølig er ærlighed idialistisk talt altid det bedste men nogen
>> gange skal den bare have en modnings tid.
>
>Ja, præcis.


det skader sgu ikke med lidt go vilje i den rette sags tjenste

>> >kunne ændre lidt - bare i det små...
>>
>> ja det kommer well en dag....
>
>Ja, det tror jeg på - og når jeg ikke lige er grebet af
>melankoli/sortsyn -

jow tak i lige måde måske du kunne få din søster til at passe
børnene så ku vi jo begå selv mord sammen ???


> så synes jeg jo også, at jeg er kommet et pænt
>stykke vej allerede. Måske er det også lidt min manglende tålmodighed
>der spiller ind - noget med ikke at erkende, at tingene nu engang
>tager den tid - ting ta'r.


ja men der er nu en led tid i Limbo hvor man ikke ved om man er købt
eller solgt eller hwa fan det nu er for et tog der køre hænd over
hovdet på en som man kan høre men ikke røre eller råbe op -
hat tænkt lidt over sagen med farre for at skride lidt ud af emnet at
jeg i mine barndoms teenages år kæmppede så hårdt i mod at være fange
af mine forældre s lærenes autoritet klasse kameraternes tåbelig mode
snak tøj shit at jeg søgte en aftsand til verden - som jeg fandt ind
itl jeg endeligt fandt mig selv inde i en oste klokke - fri osm fuglen
dog uden at være i stand til at nå eller høre vereden uden for -
strandet i en forestilling uden egentlig evne til at høre klart hvad
der blev sagt - svandt hænd i en egen formodning om det hele - så jow
det kan være svært at skælne sin ideal tilstand ( frihed ) fra hvad
der egentligt bliver ens private helved

>> ja det ved jeg godt ... men jeg tænkte på den måde hvor på
>> virkligheden kunne begynde ?
>
>Jeg har tænkt meget over det, gennem lang tid.
>Jeg har gennem omtrent 5 år nu, haft en slags tilbud gennem kommunen
>om familiepleje til børnene en weekend engang imellem (det skal bare
>besluttes herfra og dernæst initieres og så kommer der en "læren
>hinanden at kende periode").


se det hjælper jo


>Det tror jeg nu, at jeg er ved at være parat til. Jeg har ellers ikke
>kunnet forsvare det overfor mig selv, bl.a. fordi børnene ved snak om
>emnet, følte at jeg "bare ville sende dem væk, og ikke ville være
>sammen med dem".


sådan tror jeg såmænd ikke ubetinget de føler det - har du talt med
dem om det ?


>Men jeg må erkende, at jeg har brug for lidt tid engang imellem, til
>mig selv. Til at tænke ting igennem, til at lægge de lange dage lidt
>fra mig og trække vejret og finde mine fødder og mig selv. Som Puk jo
>også har skrevet (måske i en anden tråd, jeg er lidt træt i hovedet nu
>og her *S*)... det nytter jo heller ikke noget, at jeg kører mig selv
>helt flad. Og de her dage for mig selv, har på sin vis sat det hele
>lidt i relief for mig - for Gud hvor er de tiltrængte!
>11 år, næsten uden tid til mig selv - det _er_ for lang tid...


Hmmm det må man sgu sige - det værste er at dte tager også tid at lære
..... ikke at det kan samstilles men jeg kan huske fra da jeg knoklede
i fiske industrien 12-16 timer om dage + 2 timers transport Ohh som
jeg glædede mig til at det var forbi de sidste 3 uger men når man
endeligt holdte så var dte osm om hjernen var vandt til at køre på
maximum overdrev - jeg fik fanme båd emyroser og gastrit af at have
fri - så det skal også læres ....


>Alting ville jo være anderledes, hvis børnene engang imellem skulle på
>weekend hos deres far... men eftersom det ikke er sådan, så er
>plejefamilie nok værd at overveje, inden jeg går ned på det manglende
>overskud og de lange dage.


strålen ide da en pleje famillie well også må ønske det sådan ?


>> Hmm ja jge har kun været kærster med en enlig mor ... det gik nu
>meget
>> godt det er godt nok mange år sidne 1989 - men jeg har en del
>> vendinder der er det ..... Puhhh det er sgu svært at sætte ord på
>men
>> når man pysisk .... well relæet slår fra ... så er det fordi man

>
>Det har måske også noget med at gøre, at for mig er det kommet
>gradvist - barn efter barn så at sige. Mens det for en ny mand i mit
>liv, bliver som en bombe.

det er sgu sikkert som en Bombe - men åndsfraværd bør i slige
situationer ikke forveksles med manglene vilje - det er bare ... det
er noget den udkårne skal lære .. for det er fanme meget også selv om
man bare er ven af huset og hjælper lidt en gang i mellem - når
behovet er der .


>

>Jo, det har alligevel noget med mig at gøre. Jeg har ikke anerkendt
>mit behov for "pusterum", for at kunne være mig...

nej det har du ikke

>Og der er også en sandhed i, at børnene jo ikke får noget ud af det,
>hvis jeg kører mig selv helt ned. Og med udsigten til at være væk ti
>timer om dagen, og stadig have alle de arbejdsopgaver herhjemme +
>fuldtids-studie... uden mulighed for at "pjække" i tide og utide, som
>jeg har gjort hidtil... ja, så er det vist på tide, at jeg skaber
>nogle oaser til mig selv - som jeg kan få lidt overskud af, som jeg så
>kan give af til børnene :0)

ja osm man ireterene nok siger lidt i folke munde man kan ikke være
til gavn for andre hvi sman ikke kan være det for sig selv.

men finder da afligevel din omsorg for dine børn beundring værdig min
egen mor ville da væsentligt heller på Kursus ind være sammen med sine
børn / mand

jeg undre mig lidt i dag over længe efter vi flyttede hjemmefra
hvorfor hun ikke tog 15 år s orlov også rejste rundt i mellem
forskelige kurser det var dog livets klimax at komme på kursus

dybest set lære jeg arldirg at forstå mennesker der heller vil på
kursus ind at elske dem der er dem nærmeste men måske der i
virkligheden ikke er nogen der er det ?


>
>> Tjaaaa .... men på den anden side så er dine så store at - de kan
>> efterhåneden en del selv .... så der ligger jo en hel ungdom foran
>> dig.....
>
>Det er rigtigt - babyremouladen er overstået *S*


ja så på den måde er tiden jo FORAN dig du er stadigt ung og kan nå
at udrette hwa fan du vil om 5 år kan du sende den isdste på efter
skole så ......

MvH
Bo

Sott (27-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 27-07-01 19:54

Hej Bo :0)

"Chokmah Rabias The d@g" <chokmah999@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:c950mtgp53g4foajf5pusa6p2rrghp12ef@4ax.com...

> jow tak i lige måde måske du kunne få din søster til at passe
> børnene så ku vi jo begå selv mord sammen ???

Så skulle jeg jo genoplives efter en dags tid eller så

Næeh, du - der er for meget jeg mangler at få prøvet af...
Jeg skal f.eks. prøve at dyrke sex med plejehjemspersonalet, når jeg
er 89 år

Nå, ja - og så vil jeg som 72 årig pensionist gå på universitetet og
studere latin - bare fordi jeg kan (hvis jeg altså ikke bliver senil
dement eller lignende).

Og jeg skal gå tur i det skotske højland, og prøve riverrafting, og
bjergvandring, og bare én gang vil jeg gerne besøge min søster i
Australien - og så vil jeg så gerne være mormor/farmor, og lave
pandekager til mine børnebørn, mens jeg fortæller skøre historier fra
deres forældres barndom, og fra min.... og jeg vil gerne have tiden
til at fordybe mig i skriveriet, og få udgivet en bog og med tiden
også en digtsamling...

åh, ja - og så vil jeg gå tur ved Vestehavet en blæsende vinteraften,
med en kæmpe-sweater på, og gå tilbage til en lille hytte og sidde med
hænderne om en kop varm te, mens jeg ser ud i mørket og danner
historier indeni (det har jeg drømt om siden jeg var barn).

Og så vil jeg gerne opleve, at se ind i min elskedes øjne efter mange
år - og genkende den kærlighed jeg selv fyldes af i hans øjne - og
vågne med hans arme omkring mig, til den sødeste morgenhygge...
uhmmm....

Og jeg vil tage et fremmed barn i hånden og følge det over gaden,
eller give barnet en femmer til slik, eller blot stryge det over håret
hvis det sidder og græder i gården - velvidende, at så gør jeg en
lille forskel i en andens verden - og det kan jeg sagtens gøre også
som 58 årig. Jeg har endda tænkt på, at blive sådan en "bedste" der
kan besøge de lokale børnehaver og vuggestuer og fortælle eventyr til
de små, med min til den tid gamle, rustne stemme...

Nej, jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig
med livet (heldigvis er jeg blevet spået til at blive 92 år *S* - at
hun så sagde, at jeg kun ville få to børn, glemmer vi lige lidt, ikk'
*GG*)

> ja men der er nu en led tid i Limbo hvor man ikke ved om man er købt
> eller solgt eller hwa fan det nu er for et tog der køre hænd over
> hovdet på en som man kan høre men ikke røre eller råbe op -
> hat tænkt lidt over sagen med farre for at skride lidt ud af emnet
at
> jeg i mine barndoms teenages år kæmppede så hårdt i mod at være
fange
> af mine forældre s lærenes autoritet klasse kameraternes tåbelig
mode
> snak tøj shit at jeg søgte en aftsand til verden - som jeg fandt ind
> itl jeg endeligt fandt mig selv inde i en oste klokke - fri osm
fuglen
> dog uden at være i stand til at nå eller høre vereden uden for -
> strandet i en forestilling uden egentlig evne til at høre klart hvad
> der blev sagt - svandt hænd i en egen formodning om det hele - så
jow
> det kan være svært at skælne sin ideal tilstand ( frihed ) fra hvad
> der egentligt bliver ens private helved

Nikker. Eller som jeg, der for at undgå smerte, lukkede mig inde i en
lignende osteklokke, hvor ingen kunne gøre mig ondt - til gengæld
kunne jeg så heller ikke elske andre og mig selv... en slags velsignet
følelsesløshed, som dog har en pris i form af overvældende ensomhed.

> se det hjælper jo

Ja - det gør så.

> sådan tror jeg såmænd ikke ubetinget de føler det - har du talt med
> dem om det ?

Ja, jeg har talt med dem om det - og de føler, at jeg vil sende dem
væk - der er dog ved at ske et skred, for den store på 12 år, føler
det ikke sådan længere... han taler også selv om f.eks. efterskole
(hvilket jeg dog slet, slet ikke bryder mig om - jeg er ikke parat til
at slippe ham så meget endnu ... men så kan jeg jo bruge et års tid
på at hjælpe ham med at finde det rigtige sted, og i mellemtiden vænne
mig til tanken, og måske skifter han undervejs mening).

> Hmmm det må man sgu sige - det værste er at dte tager også tid at
lære
> .... ikke at det kan samstilles men jeg kan huske fra da jeg
knoklede
> i fiske industrien 12-16 timer om dage + 2 timers transport Ohh som
> jeg glædede mig til at det var forbi de sidste 3 uger men når man
> endeligt holdte så var dte osm om hjernen var vandt til at køre på
> maximum overdrev - jeg fik fanme båd emyroser og gastrit af at have
> fri - så det skal også læres ....

Jeg ved et godt... jeg skal også vænne mig til det, at kunne
planlægge, at den og den weekend kan jeg gå i teatret, byen, holde
fest, rejse til Bornholm og besøge vennen osv.
Og jeg skal vænne mig til, at jeg ikke svigter børnene ved det, men
forsøger at bygge mere overskud op, som så kan komme dem til gavn, så
jeg igen orker at tage på lange, heldagsture med dem osv.

> strålen ide da en pleje famillie well også må ønske det sådan ?

Ja, det tænker jeg.

> det er sgu sikkert som en Bombe - men åndsfraværd bør i slige
> situationer ikke forveksles med manglene vilje - det er bare ... det
> er noget den udkårne skal lære .. for det er fanme meget også selv
om
> man bare er ven af huset og hjælper lidt en gang i mellem - når
> behovet er der .

Ja, det er meget. Selv jeg føler jo ofte, at jeg drukner ganske
langsomt.

> nej det har du ikke

Men det kommer nu, lidt efter lidt :0)

> ja osm man ireterene nok siger lidt i folke munde man kan ikke være
> til gavn for andre hvi sman ikke kan være det for sig selv.

*SS*

> men finder da afligevel din omsorg for dine børn beundring værdig
min
> egen mor ville da væsentligt heller på Kursus ind være sammen med
sine
> børn / mand

Jeg vil da f.eks. også vildt gerne på f.eks. forfatterkursus - men det
må vente. Nogle drømme kan ikke realisere IMO samtidig med at jeg har
børn, medmindre forudsætningerne ændres. Får jeg f.eks. til næste år
14 dages ferie, fordi børnene tager på ferie hos evt. plejefamilier -
så kunne jeg måske gøre det der. Hvis der ikke kommer noget andet, jeg
prioriterer højere forbi *S*

> jeg undre mig lidt i dag over længe efter vi flyttede hjemmefra
> hvorfor hun ikke tog 15 år s orlov også rejste rundt i mellem
> forskelige kurser det var dog livets klimax at komme på kursus
>
> dybest set lære jeg arldirg at forstå mennesker der heller vil på
> kursus ind at elske dem der er dem nærmeste men måske der i
> virkligheden ikke er nogen der er det ?

Uhh Bo, den er svær.
Jeg tror, at nogle mennesker ikke kan rumme at have andre tæt på, og
derfor fylder de deres liv med "ingenting-heder" - jeg gør det selv i
mindre grad, når jeg har svært ved at rumme noget eller nogen. Det er
et destruktivt adfærdsmønster... nogle drikker sig væk fra hverdagen,
eller junker, eller tager piller - andre flygter på kursus, eller ind
i overarbejde... der er mange udgaver af flugt fra det uhåndterbare.

Selv tror jeg, at jeg mest "forsvinder" ind i mine fantasier, mine
indre udgaver til alle de bøger jeg aldrig får skrevet - og denne
indre "forsvinden", den kan sikkert godt mærkes af mine kære - det er
nok også lidt det du mener med åndsfravær, man er ikke helt og fuldt
til stede. Det sker rimeligt tit for mig, fordi hverdagen er så
kompleks, at en lækker tanke indeni, er langt mere inciterende og
håndterbar - til gengæld må børnene så slås med, at mor ikke er helt
"på". Jeg tror så, at det bl.a. er et udslag af min manglende tid til
mig selv, og jeg vil så gerne råde bod på det nu. Så ved at børnene og
jeg er lidt fra hinanden, kan jeg være mere tilstede, når vi er
sammen, tænker jeg...

> ja så på den måde er tiden jo FORAN dig du er stadigt ung og kan nå
> at udrette hwa fan du vil om 5 år kan du sende den isdste på efter
> skole så ......

Søde Bo, hvis børnene virkelig vil på efterskole, så vil jeg ikke
forhindre det.
Men det er absolut ikke noget jeg ønsker - og jeg vil aldrig "sende"
dem på efterskole. Lige så træt af dem jeg er/kan være, lige så meget
ønsker jeg jo at være her, sammen med dem. Jeg oplever det lidt, som
jeg valgte at få dem - og den dag i dag, vælger jeg dem stadig hver
dag.

Jeg elsker dem så højt - jeg har forresten denne fantastiske gaveidé
til dem, til når jeg engang får råd, og de er blevet store.

7 små figurer der står på det samme fundament - det skal være små
figurer, gerne i guld.
Der skal være en figur for hvert af de følgende udsagn, som
repræsenterer det jeg håber, jeg formår at give dem med på vejen:
- Glæde (at latter og lykke må leve i dem)
- Tryghed (at de må få ro trods alt)
- Håb (at de aldrig må give op)
- Drømme (at deres sjæle må næres og leve)
- Frihed (at de må blive deres egne, udleve deres drømme)
- Styrke (at de må kunne rumme lykken og de udfordringer de møder med
tiltro til sig selv)
- Sammenhold (at de ved, at de aldrig er alene)

Disse figurer skal hver især holde en rød tråd, som løber igennem
deres fingre og som på midten forrest har en slags skilt, hvorpå der
skal stå kærlighed. (jeg håber, jeg har givet dem, den røde tråd af
kærlighed gennem livet).

Tusinde hilsner
Søs




Sabina Hertzum (27-07-2001)
Kommentar
Fra : Sabina Hertzum


Dato : 27-07-01 22:14

"Sott" <sott@post.tele.dk> wrote in message
news:3b61b977$0$2679$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej Bo :0)
>
> "Chokmah Rabias The d@g" <chokmah999@hotmail.com> skrev i en
> meddelelse news:c950mtgp53g4foajf5pusa6p2rrghp12ef@4ax.com...
> Jeg elsker dem så højt - jeg har forresten denne fantastiske gaveidé
> til dem, til når jeg engang får råd, og de er blevet store.
>
> 7 små figurer der står på det samme fundament - det skal være små
> figurer, gerne i guld.
> Der skal være en figur for hvert af de følgende udsagn, som
> repræsenterer det jeg håber, jeg formår at give dem med på vejen:
> - Glæde (at latter og lykke må leve i dem)
> - Tryghed (at de må få ro trods alt)
> - Håb (at de aldrig må give op)
> - Drømme (at deres sjæle må næres og leve)
> - Frihed (at de må blive deres egne, udleve deres drømme)
> - Styrke (at de må kunne rumme lykken og de udfordringer de møder med
> tiltro til sig selv)
> - Sammenhold (at de ved, at de aldrig er alene)
>
> Disse figurer skal hver især holde en rød tråd, som løber igennem
> deres fingre og som på midten forrest har en slags skilt, hvorpå der
> skal stå kærlighed. (jeg håber, jeg har givet dem, den røde tråd af
> kærlighed gennem livet).

hvor er det bare smukt og perfekt...................... jeg er helt tabt for
ord)))))))))
--
knus sabina

behind every good woman,
lies a trail of men...*SF*
læs mine artikler på www.MandeZonen.dk



Sott (27-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 27-07-01 23:20

Hej Sabina :0)

"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:4Uk87.957$lh7.103251@news010.worldonline.dk...

> hvor er det bare smukt og perfekt...................... jeg er helt
tabt for
> ord)))))))))

Takker for de søde ord *SS*

Tusinde hilsner
Søs, som skal hilse fra søsterlil og sige, at du er herlig - og hun
var vild med dine "mange farver" :0)

FUT: dk.snak.snik



Chokmah Rabias The d~ (28-07-2001)
Kommentar
Fra : Chokmah Rabias The d~


Dato : 28-07-01 02:12

On Fri, 27 Jul 2001 20:54:08 +0200, "Sott" <sott@post.tele.dk> wrote:
Hi Søs

>> jow tak i lige måde måske du kunne få din søster til at passe
>> børnene så ku vi jo begå selv mord sammen ???
>
>Så skulle jeg jo genoplives efter en dags tid eller så

Nahh du selvmord er for de definitive
ohh være well signet den der turde - det må sgu være fedt går og
kigger misundelrigt på min farfar der køre på det sidste han har kræft
fra lungerne til knæene *suk* men det er ham well undt han er sgu 81
så ham må siges og have taget sine omgange
>
>Næeh, du - der er for meget jeg mangler at få prøvet af...
>Jeg skal f.eks. prøve at dyrke sex med plejehjemspersonalet, når jeg
>er 89 år

Nå ja du er ikke ryger


>Nå, ja - og så vil jeg som 72 årig pensionist gå på universitetet og
>studere latin - bare fordi jeg kan (hvis jeg altså ikke bliver senil
>dement eller lignende).

nahh du lad mig blive hugget op til en pc også online i en ???
jeg ved dte ikke endnu ...

>Og jeg skal gå tur i det skotske højland, og prøve riverrafting, og
>bjergvandring,

stol på mig been there done that det er feder at se star treack

>og bare én gang vil jeg gerne besøge min søster i
>Australien -

SØS det gør du ikke efter Herning der er AUSTARLINE JORDEN RØVHULD nr
1 forstil dig et maridt hvor du er strandet i et ikea der arldirg
standser i mellem høj råbene kopulente endefoldige øl drikken
mennesker .... også sand og mere sand - det bedste ved austalien er
VIDO EZY første måned halv pris du kan leje video film for 2 kr - der
har ALLE STAr TRRACK next generation hele twin peaks - det var fedt -
men ellers øjj jeg for hoved pine af bare at tænke på det sted... var
der i 2 år.... off & on


> og så vil jeg så gerne være mormor/farmor, og lave
>pandekager til mine børnebørn, mens jeg fortæller skøre historier fra
>deres forældres barndom, og fra min.... og jeg vil gerne have tiden
>til at fordybe mig i skriveriet, og få udgivet en bog og med tiden
>også en digtsamling...


jA SE det er fornuftigt ...

>åh, ja - og så vil jeg gå tur ved Vestehavet en blæsende vinteraften,
>med en kæmpe-sweater på, og gå tilbage til en lille hytte og sidde med
>hænderne om en kop varm te, mens jeg ser ud i mørket og danner
>historier indeni (det har jeg drømt om siden jeg var barn).


Søs behold den drøm i hovedet det er pissssse koldt regner og det
stormer og der er afsindige bølger - store dele af min familie bor der
og de har ingen gang parabol men gudkselov isdn ... der er 8 KM til en
en kisok 4 til den nærmetse lokale transport der går 3 ganeg om dagen
og som man lige vil gå sig en tur plop du så står ma i vand til
knæenen fordi der er er søer i lyngen ???


>Og så vil jeg gerne opleve, at se ind i min elskedes øjne efter mange
>år - og genkende den kærlighed jeg selv fyldes af i hans øjne - og
>vågne med hans arme omkring mig, til den sødeste morgenhygge...
>uhmmm....

ja hvis man når der til så må jeg indrømme så er det hele lortet værd
- jeg ville godt nok være ked af at skule til austarlien men ...




>Og jeg vil tage et fremmed barn i hånden og følge det over gaden,
>eller give barnet en femmer til slik, eller blot stryge det over håret
>hvis det sidder og græder i gården - velvidende, at så gør jeg en
>lille forskel i en andens verden - og det kan jeg sagtens gøre også
>som 58 årig. Jeg har endda tænkt på, at blive sådan en "bedste" der
>kan besøge de lokale børnehaver og vuggestuer og fortælle eventyr til
>de små, med min til den tid gamle, rustne stemme...

ja ok der er min næste kærlighed nok lidt for blufærdig


>Nej, jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig
>med livet (heldigvis er jeg blevet spået til at blive 92 år *S* - at
>hun så sagde, at jeg kun ville få to børn, glemmer vi lige lidt, ikk'
>*GG*)

tænk sig at ha det sådan jeg har tænkt på dø siden jeg var 9 år - nu
er jeg 35 ½ - jeg evd sgu ikke nu virker dte lidt som et spild når
man først har overlevet forlekskole forældrene gymnasiet og endeligt
er fri - så er det lidt et spild man skulle kunne begå selvmord med
tilbage virkene kraft I FORSTER STADIET

nerj jeg er da glad for at jeg hørte Lennon Doors Lou Reed Dyllan
elsker freYa .... meen ....

>> det kan være svært at skælne sin ideal tilstand ( frihed ) fra hvad
>> der egentligt bliver ens private helved
>
>Nikker. Eller som jeg, der for at undgå smerte, lukkede mig inde i en
>lignende osteklokke, hvor ingen kunne gøre mig ondt - til gengæld
>kunne jeg så heller ikke elske andre og mig selv... en slags velsignet
>følelsesløshed, som dog har en pris i form af overvældende ensomhed.

det er jo det der er det egendomelig ved det - man møder arldirg nogen
i livet der står mere i vejen for en ind en selv ... man kan bilde sig
ind andre gør det man kan give dem magten til det men når alt kommer
til alt så gør man det sgu ved sig selv - jeg tror at man i vist
omfang er meget godt k'ørene med visheden om det - det er ligesom lidt
mindre patetisk ....
>
>> sådan tror jeg såmænd ikke ubetinget de føler det - har du talt med
>> dem om det ?
>
>Ja, jeg har talt med dem om det - og de føler, at jeg vil sende dem
>væk - der er dog ved at ske et skred, for den store på 12 år, føler
>det ikke sådan længere... han taler også selv om f.eks. efterskole
>(hvilket jeg dog slet, slet ikke bryder mig om - jeg er ikke parat til
>at slippe ham så meget endnu ... men så kan jeg jo bruge et års tid
>på at hjælpe ham med at finde det rigtige sted, og i mellemtiden vænne
>mig til tanken, og måske skifter han undervejs mening).


ja 12 er jo ikke meget men 13 er ikke umligt 15 ville være optimalt
ellers ryger han i bunden af hirakiet ... og der tror jeg ikke der er
fedt at være !!!


>
>Jeg ved et godt... jeg skal også vænne mig til det, at kunne
>planlægge, at den og den weekend kan jeg gå i teatret, byen, holde
>fest, rejse til Bornholm og besøge vennen osv.
>Og jeg skal vænne mig til, at jeg ikke svigter børnene ved det, men
>forsøger at bygge mere overskud op, som så kan komme dem til gavn, så
>jeg igen orker at tage på lange, heldagsture med dem osv.

ja men det kan virkleigt være hårdt arbejde at være fri !!!

>
>> strålen ide da en pleje famillie well også må ønske det sådan ?
>
>Ja, det tænker jeg.

jamen hvorfor skulle de jo ellers ?


>> ja osm man ireterene nok siger lidt i folke munde man kan ikke være
>> til gavn for andre hvi sman ikke kan være det for sig selv.
>
>*SS*

ajmen den er sgu noget om snakken...

>
>> men finder da afligevel din omsorg for dine børn beundring værdig
>>min
>> egen mor ville da væsentligt heller på Kursus ind være sammen med
>>sine
>> børn / mand
>
>Jeg vil da f.eks. også vildt gerne på f.eks. forfatterkursus - men det
>må vente. Nogle drømme kan ikke realisere IMO samtidig med at jeg har
>børn, medmindre forudsætningerne ændres. Får jeg f.eks. til næste år
>14 dages ferie, fordi børnene tager på ferie hos evt. plejefamilier -
>så kunne jeg måske gøre det der. Hvis der ikke kommer noget andet, jeg
>prioriterer højere forbi *S*

ja det må vi da håber


>> dybest set lære jeg arldirg at forstå mennesker der heller vil på
>> kursus ind at elske dem der er dem nærmeste men måske der i
>> virkligheden ikke er nogen der er det ?
>
>Uhh Bo, den er svær.
>Jeg tror, at nogle mennesker ikke kan rumme at have andre tæt på, og
>derfor fylder de deres liv med "ingenting-heder" - jeg gør det selv i
>mindre grad, når jeg har svært ved at rumme noget eller nogen. Det er
>et destruktivt adfærdsmønster... nogle drikker sig væk fra hverdagen,
>eller junker, eller tager piller - andre flygter på kursus, eller ind
>i overarbejde... der er mange udgaver af flugt fra det uhåndterbare.

Tjaaaaaaaaa men det er sgu da sært ......

>Selv tror jeg, at jeg mest "forsvinder" ind i mine fantasier, mine
>indre udgaver til alle de bøger jeg aldrig får skrevet - og denne
>indre "forsvinden", den kan sikkert godt mærkes af mine kære - det er
>nok også lidt det du mener med åndsfravær, man er ikke helt og fuldt
>til stede. Det sker rimeligt tit for mig, fordi hverdagen er så
>kompleks, at en lækker tanke indeni, er langt mere inciterende og
>håndterbar - til gengæld må børnene så slås med, at mor ikke er helt
>"på". Jeg tror så, at det bl.a. er et udslag af min manglende tid til
>mig selv, og jeg vil så gerne råde bod på det nu. Så ved at børnene og
>jeg er lidt fra hinanden, kan jeg være mere tilstede, når vi er
>sammen, tænker jeg...


ja men igen den der med at kunne være noget for andre - hvis man er
til gavn for isg selv well videne uden at have børn - at der kan man
ikke bare sieg nu er jeg ikke til gavn for mig selv vi ses måske en
gang - jeg tager på Kursus !!!

>> ja så på den måde er tiden jo FORAN dig du er stadigt ung og kan nå
>> at udrette hwa fan du vil om 5 år kan du sende den isdste på efter
>> skole så ......
>
>Søde Bo, hvis børnene virkelig vil på efterskole, så vil jeg ikke
>forhindre det.
>Men det er absolut ikke noget jeg ønsker - og jeg vil aldrig "sende"
>dem på efterskole. Lige så træt af dem jeg er/kan være, lige så meget
>ønsker jeg jo at være her, sammen med dem. Jeg oplever det lidt, som
>jeg valgte at få dem - og den dag i dag, vælger jeg dem stadig hver
>dag.

ja ja nu er de der jo .... også kam man jo kun gøre sit bedste og lidt
til ...

>Jeg elsker dem så højt - jeg har forresten denne fantastiske gaveidé
>til dem, til når jeg engang får råd, og de er blevet store.
>
>7 små figurer der står på det samme fundament - det skal være små
>figurer, gerne i guld.
>Der skal være en figur for hvert af de følgende udsagn, som
>repræsenterer det jeg håber, jeg formår at give dem med på vejen:
>- Glæde (at latter og lykke må leve i dem)
>- Tryghed (at de må få ro trods alt)
>- Håb (at de aldrig må give op)
>- Drømme (at deres sjæle må næres og leve)
>- Frihed (at de må blive deres egne, udleve deres drømme)
>- Styrke (at de må kunne rumme lykken og de udfordringer de møder med
>tiltro til sig selv)
>- Sammenhold (at de ved, at de aldrig er alene)

Puhh Søs al den optimisme er sgu næsten mere ind jeg kan rumme bag
mine sakastiske hukomelses løgne firt fra RW pink floyd the final cut.

>Disse figurer skal hver især holde en rød tråd, som løber igennem
>deres fingre og som på midten forrest har en slags skilt, hvorpå der
>skal stå kærlighed. (jeg håber, jeg har givet dem, den røde tråd af
>kærlighed gennem livet).

det vil jeg mene der er en chanse for en go en !!!
MvH
Bo
>Tusinde hilsner
>Søs
>
>


Sott (28-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 28-07-01 20:35

Hej Bo :0)

"Chokmah Rabias The d@g" <chokmah999@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:7ft3mt4kop2qk84rci782m6b8q4i6ebmhq@4ax.com...

> Nahh du selvmord er for de definitive

Ja, det er derfor, at det ikke er noget for mig - efter 3 børn kan jeg
ikke engang beslutte mig for sterilisation

> ohh være well signet den der turde - det må sgu være fedt går og
> kigger misundelrigt på min farfar der køre på det sidste han har
kræft
> fra lungerne til knæene *suk* men det er ham well undt han er sgu 81
> så ham må siges og have taget sine omgange

Jep - han har levet livet.

> Nå ja du er ikke ryger

Ja.. Så jeg smager bedre, føder større børn og lever længere

> nahh du lad mig blive hugget op til en pc også online i en ???
> jeg ved dte ikke endnu ...

Opfindsomhed, min ven - du skal bare finde på.

> stol på mig been there done that det er feder at se star treack

Det vil jeg tage stilling til, når jeg har prøvet det. Så kan du og
jeg sidde en isende kold vinteraften og snakke henover en kop cacao,
om hvorvidt du havde ret eller ej... Og hvis jeg skulle opdage en
ganske ny og anderledes måde at gå rundt i det skotske højland på, så
hiver jeg dig med og demonstrerer (gakkede gangarter eller lignende
*S*).

> SØS det gør du ikke efter Herning der er AUSTARLINE JORDEN RØVHULD
nr
> 1 forstil dig et maridt hvor du er strandet i et ikea der arldirg
> standser i mellem høj råbene kopulente endefoldige øl drikken
> mennesker .... også sand og mere sand - det bedste ved austalien er
> VIDO EZY første måned halv pris du kan leje video film for 2 kr -
der
> har ALLE STAr TRRACK next generation hele twin peaks - det var
fedt -
> men ellers øjj jeg for hoved pine af bare at tænke på det sted...
var
> der i 2 år.... off & on

Jamen - hvis nu jeg kan lide det Bo - du glemmer jo, at jeg er lidt
masochistisk *G*

> > og så vil jeg så gerne være mormor/farmor, og lave
> >pandekager til mine børnebørn, mens jeg fortæller skøre historier
fra
> >deres forældres barndom, og fra min.... og jeg vil gerne have tiden
> >til at fordybe mig i skriveriet, og få udgivet en bog og med tiden
> >også en digtsamling...
>
> jA SE det er fornuftigt ...

*ser glad ud*
Så kan du få en signeret første-udgave, samt en pandekage - åh, det
kunne være fedt.

> Søs behold den drøm i hovedet det er pissssse koldt regner og det
> stormer og der er afsindige bølger - store dele af min familie bor
der
> og de har ingen gang parabol men gudkselov isdn ... der er 8 KM til
en
> en kisok 4 til den nærmetse lokale transport der går 3 ganeg om
dagen
> og som man lige vil gå sig en tur plop du så står ma i vand til
> knæenen fordi der er er søer i lyngen ???

Jeg _vil_ gerne være våd og gennemkold, så jeg rigtigt kan nyde et
varmt bad og en kop te bagefter.
Ligesom jeg gerne vil have en have, hvori jeg kan stå og lade regnen
en sommernat løbe over min nøgne krop, og så vil jeg ligge i det våde
græs og mærke duften af denne våde verden, og måske elske med min
hjertens kær... uhmmm...

> >Og så vil jeg gerne opleve, at se ind i min elskedes øjne efter
mange
> >år - og genkende den kærlighed jeg selv fyldes af i hans øjne - og
> >vågne med hans arme omkring mig, til den sødeste morgenhygge...
> >uhmmm....
>
> ja hvis man når der til så må jeg indrømme så er det hele lortet
værd
> - jeg ville godt nok være ked af at skule til austarlien men ...

Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg er nødt til at komme til Australien
for at nå dertil *G*
Og ja - at nå dertil vil være hele livets rejse værd, synes jeg.
Men måske kommer det først, når jeg er 67 år *S*

> tænk sig at ha det sådan jeg har tænkt på dø siden jeg var 9 år - nu
> er jeg 35 ½ - jeg evd sgu ikke nu virker dte lidt som et spild når
> man først har overlevet forlekskole forældrene gymnasiet og endeligt
> er fri - så er det lidt et spild man skulle kunne begå selvmord med
> tilbage virkene kraft I FORSTER STADIET

Ja, efter alle de genvordigheder, ville det sgu' være et spild

> nerj jeg er da glad for at jeg hørte Lennon Doors Lou Reed Dyllan
> elsker freYa .... meen ....

Nogle gange er der dage der bare skal gå...
Og hvor _er_ FreYa henne? - jeg savner hendes skarpe vid, det er
garanteret det der frygtelige arbejde, der opsluger mennesker
overalt - jeg begynder helt at frygte min indtræden på det der
arbejdsmarkede *uf*

> det er jo det der er det egendomelig ved det - man møder arldirg
nogen
> i livet der står mere i vejen for en ind en selv ...

Det er så sandt.

> man kan bilde
sig
> ind andre gør det man kan give dem magten til det men når alt kommer
> til alt så gør man det sgu ved sig selv - jeg tror at man i vist
> omfang er meget godt k'ørene med visheden om det - det er ligesom
lidt
> mindre patetisk ....

Jeg er enig.

> ja 12 er jo ikke meget men 13 er ikke umligt 15 ville være
optimalt
> ellers ryger han i bunden af hirakiet ... og der tror jeg ikke der
er
> fedt at være !!!

Jeg synes nu, at det ville være federe, at han er her. Så kan vi tage
vores skærmydsler som de kommer og kramme når behovet er der :0)

> ja men det kan virkleigt være hårdt arbejde at være fri !!!

Jeg lærer det.

> jamen hvorfor skulle de jo ellers ?

Det var også min tanke.

> Tjaaaaaaaaa men det er sgu da sært ......

Mennesker er nogle sære størrelser.

> ja ja nu er de der jo .... også kam man jo kun gøre sit bedste og
lidt
> til ...

Netop.

> Puhh Søs al den optimisme er sgu næsten mere ind jeg kan rumme bag
> mine sakastiske hukomelses løgne firt fra RW pink floyd the final
cut.

Det går nok, du kan lære det *S*.
Det jeg husker bedst fra Pink Floyd er dette:
"Outside The Wall

All alone, or in two's
The one's who really love you
Walk up and down outside the wall
Some hand in hand
And some gathered together in bands
The bleeding hearts and the artists
Make their stand
And when they've given you their all
Some stagger and fall, after all it's not easy
Banging your heart against some mad bugger's
wall "

> det vil jeg mene der er en chanse for en go en !!!

Tak.

Tusinde hilsner
Søs



Puk (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Puk


Dato : 20-07-01 15:49

"Sott" <sott@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3b5778fe$0$290$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Søs

Dejligt med lidt hverdag egentlig........altså lidt debat om
hverdag og det helt almindelige som vi vist alle kan refere til
på den ene eller den anden måde. Nok kan det være rart at få
styr på den avancerede sex eller scoreteknikkerne og alt det
andet, men hverdagen er jo nok netop det som kommer til at fylde
allermest for de fleste af os, og så kan der jo være en vis logik
i at give den en tanke eller to. Godt oplæg *S*.

> Vi lyver så at sige for os selv, og bruger løgnen i alle
aspekter
> af vores liv. Vi ser ikke vores samlever, børn, familie uden at
> se gennem de briller, som også løgnen er en del af. Derfor vil
> nye mennesker, der kommer ind i vore liv også opleve, at der er
> forskel på hvem vi viser, vi er - og så hvem vi faktisk er - og
> igen er der forskel på hvem vi faktisk er, og hvem disse nye
> mennesker oplever vi er. Det er ikke et bevidst bedrag, der er
> ikke tale om et valg. For valget er skjult i den løgn, vi lever
i
> og er en del af, og som forlængst er blevet vores virkelighed,
> vores sandhed.

Jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener. Men jeg opfatter det
egentlig ikke som løgn (måske fordi jeg forbinder løgn med en
nærmest forsætlig handling og noget meget negativt). Jeg
opfatter det mere som om, at vi selv og vores virkelighed ser
forskellig ud alt efter hvilket humør vi er i og hvilken
situation vi er i. Det gør den for os selv og for alle andre
omkring os. Personligt kan jeg da virke nok så handlekraftig og
sprudlende på arbejde for dem omkring mig, men når jeg kommer
hjem et par timer senere være aldeles slap og uinspirerende ikke
alene for andre men også for mig selv. Begge dele er sande nok,
de er bare ikke *hele* sandheden om mig. Hele sandheden er
simpelthen for kompleks at beskæftige sig med hele tiden.
Men i bund og grund tror jeg faktisk, at vi mener det samme *S*.

> Man spørger nok ofte sig selv, hvorfor man ikke bare er ærlig
> overfor andre. Men den vigtigste årsag til, at f.eks. jeg -
ikke
> ville vedkende mig nedenstående som værende "virkeligheden", er
> at jeg ikke ser den sådan, når jeg ser den indefra.

Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men hvis du nu skal være
helt ærlig......hånden på hjertet og alt det der, er der så ikke
dage, hvor du rent faktisk føler at det overvejende er sådan som
du har beskrevet nedenfor? Altså dage hvor der ikke er digte i
dig, hvor der ikke er overskud eller hvor der i hvert fald ikke
er plads og rum til at det kan komme frem og ud?
Sådan har jeg det da (ok ikke med børn osv, men sådan nogle
lortedage er der da bestemt nogle af). Der er dage hvor jeg
absolut ikke synes der er noget som helst som er positivt og hvor
jeg bare skal have lov til at være irritabel, sur og dum. Dage
hvor jeg ganske enkelt ikke orker at hverken jeg eller andre
stiller krav til mig om, at der også skal være digte indeni. Og
problemet er jo så...........hvordan tackler man dem i
parforholdet? Hvordan bliver der plads til ens egne, ungernes og
mandens dårlige dage uden at alle eller nogen kommer til at føle
at de tager over og bliver mere reglen end undtagelsen.


> For midt i en
> sådan hverdag, vokser digte frem indeni mig, som jeg om aftenen
> sætter ned på papir. Og midt i madlavningen, tænker jeg på at
> storebror krammede lillebror, og hjalp ham mod nogle bøller i
> gården... og midt i kaos er jeg måske liderlig og fantaserer om
> hed elskov, så halvdelen af "virkeligheden" ryger hen over
> hovedet på mig....

Alle disse ting skriver du om som noget der sker indeni dig.
Godt for dig Søs. Men får du formidlet det til din partner? Er
du opmærksom nok på, at hans billede af hvad der foregår, hvilken
virkelighed i befinder jer i, vil være det han ser og hører og
det som foregår indeni *ham*?
Jeg spørger fordi min egen far er lidt af en stoneface. Forstået
sådan, at det kan være ultra svært at aflæse hans humør og
sindstilstand når man er sammen med ham. Ofte får han også sagt
ting på en mindre diplomatisk måde og disse ting sammen, gør ofte
at andre opfatter ham som mere sur eller irriteret end han reelt
er.
Det kommer jeg til at tænke på, når jeg læser det du har skrevet
om hvordan du står og råber i køkkenet mens du laver mad. Måske
virker det simpelthen mere råt, irritabelt, vredt eller noget
andet på den som lytter på........Måske især hvis det er en som
er fra et helt andet miljø og ikke engang kender til miljøets
jargon??

Nu ved jeg ikke, hvor meget af det du har skrevet som egentlig er
noget der sker hjemme ved dig (ud over altså lige, at der ikke er
nogen mand lige pt.). Men en ting slog mig lidt, så jeg kan ikke
lade være med at kommentere det:

> ...men intet bliver som manden kunne ønske... det mellemste
barn,
> kaster en lampe på gulvet i arrigskab, den yngste hyler endnu
> højere fordi han ikke får den opmærksomhed, han kunne ønske
sig,
> og den ældste står og slår på sin boksepude... og jeg, jeg
> snerrer: "Ikke nu, forstår du ingenting..."... og skubber ham
> lidt til siden, på min vej ind til den yngste, som får besked

> at stoppe tuderiet. Videre ind til den mellemste, som får en
> general-skideballe, og bliver sat til at rydde op - mens jeg
går
> videre til den ældstes værelse og truer med at den boksepude
> bliver taget ned, hvis ikke han slapper af lige nu og her...

Det er nok lidt tosset og sikkert også naiv, men her forstår jeg
ikke helt, hvorfor alle ikke samles om den boksepude og får
afreageret.
Måske står moderen og forsøger at holde roen (men slaget *er* jo
ligesom allerede tabt), måske er det uvilligheden til at
acceptere at den stille aften man drømte om hele dagen på
arbejde, altså heller ikke bliver til noget i aften, så hun
holder fast (selvom den reelt allerede *er* væk).
Men min første tanke var, at de nok alle sammen er irritable sure
og triste nok til, at den boksepude er familiens største værdi
lige på det tidspunkt. At alle kunne have god brug for at komme
af med den energi som i stedet bliver brugt til at gå og være
mellem-vissen og irriterende i flere timer.
Så nemt er det nok ikke, at droppe middagen (eller lade den
vente)........men hvorfor egentlig ikke. Hvorfor har mor ikke et
par boksehandsker og tager sig en timeout og alle som vil være
med, kan være med til at banke livet ud af boksepuden. Alt
afhængig af kondition så er de fleste vel for trætte efter 15
minutter med den pude til at orke andet end at snakke stille og
roligt sammen???


> ... og vi går i seng med en hul, stilhed mellem os... siger
ikke
> meget... og sådan var det vist også i går...

Det kan godt være, at det ment som værende humoristik, men sådan
læser jeg det slet ikke. Jeg bliver træt, opgivende og ked af
blot at læse det (og så priser jeg mig lykkelig over at det ikke
er mig).
Det er fantastisk godt beskrevet Søs

Mange hilsner
Puk




Sott (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 20-07-01 18:26

Hej Puk :0)

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:HuX57.3333$oH6.271578@news010.worldonline.dk...

> Dejligt med lidt hverdag egentlig........altså lidt debat om
> hverdag og det helt almindelige som vi vist alle kan refere til
> på den ene eller den anden måde. Nok kan det være rart at få
> styr på den avancerede sex eller scoreteknikkerne og alt det
> andet, men hverdagen er jo nok netop det som kommer til at fylde
> allermest for de fleste af os, og så kan der jo være en vis logik
> i at give den en tanke eller to. Godt oplæg *S*.

Tusinde tak for dine ord.
Tænk, jeg havde selv sådan en lidt underlig følelse omkring det her
emne, det har jeg stadig, og jeg er slet ikke klar på hvordan jeg
forholder mig bedst til det - så jeg havde blot en stor lyst til at få
nogle input...

> Jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener.

Det er jeg vildt glad for.
For jeg havde altså mine problemer med at få det trykt ud.

> Men jeg opfatter det
> egentlig ikke som løgn (måske fordi jeg forbinder løgn med en
> nærmest forsætlig handling og noget meget negativt). Jeg
> opfatter det mere som om, at vi selv og vores virkelighed ser
> forskellig ud alt efter hvilket humør vi er i og hvilken
> situation vi er i. Det gør den for os selv og for alle andre
> omkring os.

Ja, det er det jeg mener - måske ordet "løgn" ikke var så velvalgt,
men i mangel af bedre osv.

> Personligt kan jeg da virke nok så handlekraftig og
> sprudlende på arbejde for dem omkring mig, men når jeg kommer
> hjem et par timer senere være aldeles slap og uinspirerende ikke
> alene for andre men også for mig selv. Begge dele er sande nok,
> de er bare ikke *hele* sandheden om mig. Hele sandheden er
> simpelthen for kompleks at beskæftige sig med hele tiden.

Nikker...
Det bliver for komplekst og man har brug for den "ro" der ligger i at
simplificere, så det gør man IMO nærmest pr. automatik, og i
overensstemmelse med det "livssyn" (igen i mangel af bedre ord) - som
er hvad man dels har fået med sig i bagagen og dels hvad man erfarer
gennem livet.

> Men i bund og grund tror jeg faktisk, at vi mener det samme *S*.

Det tror jeg også *S*

> Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men hvis du nu skal være
> helt ærlig......hånden på hjertet og alt det der, er der så ikke
> dage, hvor du rent faktisk føler at det overvejende er sådan som
> du har beskrevet nedenfor?

Jo, det er der... du har ret.
Der er dage, hvor selv ikke Goliat kunne løfte mit humør op over
nulpunktet. Når jeg så ser på det sådan i bakspejlet, så er det netop
noget af det der bliver pyntet på osv. Men du har ret, der er
vitterligt dage, hvor verden ser præcis sådan ud - også indefra.

> Altså dage hvor der ikke er digte i
> dig, hvor der ikke er overskud eller hvor der i hvert fald ikke
> er plads og rum til at det kan komme frem og ud?

Jow - de dage findes. Jeg havde blot valgt ikke at "se" på dem, men
det er jo netop de dage, som jeg beskrev uden at være så pokkers
bevidst om det, hvorfor jeg havde denne
"der-gik-et-lys-op-for-mig"-oplevelse ved at læse det bagefter. Jeg
kan ikke ret godt lide denne oplevelse, må jeg indrømme.

> Sådan har jeg det da (ok ikke med børn osv, men sådan nogle
> lortedage er der da bestemt nogle af). Der er dage hvor jeg
> absolut ikke synes der er noget som helst som er positivt og hvor
> jeg bare skal have lov til at være irritabel, sur og dum. Dage
> hvor jeg ganske enkelt ikke orker at hverken jeg eller andre
> stiller krav til mig om, at der også skal være digte indeni. Og
> problemet er jo så...........hvordan tackler man dem i
> parforholdet?

Ja, hvordan rummer man dage som disse, uden at lade det ødelægge for
meget?
Jeg har ofte lavet fis med en mors ufattelige evne til at "glemme" alt
det sure slid, der er med graviditeter, fødsler og det at have børn...
jeg tror, at det er den samme evne til at "glemme" der træder i kraft
overfor sådanne dage. For ellers ville man jo ikke få lysten til at
prøve igen og igen og igen. Eller som i det andet eksempel - få flere
børn

> Hvordan bliver der plads til ens egne, ungernes og
> mandens dårlige dage uden at alle eller nogen kommer til at føle
> at de tager over og bliver mere reglen end undtagelsen.

Det er et rigtigt godt spørgsmål.

> Alle disse ting skriver du om som noget der sker indeni dig.
> Godt for dig Søs. Men får du formidlet det til din partner?

Nej, det er jeg sikker på, at jeg ikke gør.
Jeg er faktisk sikker på, at jeg nok virker præcis som i mit
skitserede eksempel - når først hverdagen tager over, og tingene bare
skal gøres.
Jeg tror, at min gamle kammerat engang for nogle år siden slog hovedet
på sømmet, da han sagde: "Slap af, du er ikke i hæren"... han syntes,
et jeg agerede som en sergeant. Og det er nok ikke helt løgn. Det er
effektivt, det får tingene gjort - men det er også hårdt og ufølsomt
og koldt på mange måder...
Jeg ved bare ikke, hvordan det ellers kan/skal gøres.

Ikke fordi jeg ikke har læst stolpe op og stolpe ned om teoretiske
betragtninger vedr. dette. Men når det skal omsættes i praksis, så
fungerer det såmænd (ironi: stor var overraskelsen) aldrig bare
tilnærmelsesvist efter hensigten. I samme øjeblik jeg fokusere på
andre værdier, så skrider hjemmet i svinget, og ender direkte i rod og
svineri. Det bliver ganske simpelt hen uoverskueligt, og så er det, at
jeg må bruge 11 timer på en af de få dage, hvor børnene ikke er
hjemme, for at få arbejdet mig igennem bare noget af det kaos der er
rendt af med os. (Ja, jeg brugte præcis 11 timer for ikke så længe
siden, uden en eneste pause - og det er ikke til at se i dag,
tværtimod *øv*).

> Er
> du opmærksom nok på, at hans billede af hvad der foregår, hvilken
> virkelighed i befinder jer i, vil være det han ser og hører og
> det som foregår indeni *ham*?

Nej, det har jeg nok ikke været opmærksom på, og sandsynligvis vil jeg
heller ikke være det i fremtiden. Altså ikke for at lyde
pessimistisk - men når man står med et hjem i kaos, så skal tingene
bare ordnes efter bedste evne, uden at hjemmet ligefrem brænder af -
og så er det med de dybsindige betragtninger forbeholdt de stille
aftener, hvor jeg martres af dårlig samvittighed, håbløshed,
indestængt vrede, sorg osv... (selvfølgelig også af drømme, håb,
længsler osv.)

Jeg er faktisk ret overbevist om, at hvis ikke en mand direkte
kommunikerer det der foregik/foregår i ham, så vil jeg i langt
størstedelen af tiden ikke være bevidst om hverken hans sindstilstand,
hans behov eller whatever. Jeg vil være for opslugt af mig selv og
børnene, og måske er det netop derfor jeg ynder at sige tingene så
direkte, fordi min erfaring siger mig, at ellers drukner det i
"støjen" fra en hverdag. Og de mænd jeg har været involveret med har
ikke levet med og i denne "støj", og har derfor ingen (eller ringe)
forudsætninger haft for at forstå og leve med dette. De har også haft
en ganske anden og langt mere ideologisk (og IMO upraktisk) tilgang
til sådanne "hverdage"... hvorfor de meget hurtigt er forekommet mig
inkompetente på netop dette område, med deraf følgende tab af respekt
for dem og deres meninger/holdninger.

Altså når ens barn får tæsk i gården, maden er ved at brænde på, to af
ungerne skændes inde i stuen, telefonen ringer, hunden er ved at spise
de legoklodser der ligger på gulvet, vandet løber på toilettet fordi
en eller anden ikke har slukket for det, dørtelefonen kimer og man har
brændt fingrene på komfuret fordi man ikke var koncentreret...
- så er det ikke lige øjeblikket, hvor man kommunikere iflg. hverken
pædagogisk lærebog eller Emma Gad... og så er der altså ikke noget
mere irriterende end en mand, der midt i alt dette, forsøger at
overbevise én om, at man jo bare skal slappe af og tale roligt og
foretage en velovervejet prioritering, som f.eks. kunne være lige at
stå og kysse lidt. Især i det selvsamme mand, iflg. mine erfaringer -
ikke er en del processen, men gladeligt sidde med næsen begravet i en
bog/computeren eller whatever, og selv mener han har ydet sin max.
indsats, ved at lægge tøj sammen :-/

> Jeg spørger fordi min egen far er lidt af en stoneface. Forstået
> sådan, at det kan være ultra svært at aflæse hans humør og
> sindstilstand når man er sammen med ham. Ofte får han også sagt
> ting på en mindre diplomatisk måde og disse ting sammen, gør ofte
> at andre opfatter ham som mere sur eller irriteret end han reelt
> er.

Jamen, det kan jeg godt nikke genkendende til.

> Det kommer jeg til at tænke på, når jeg læser det du har skrevet
> om hvordan du står og råber i køkkenet mens du laver mad. Måske
> virker det simpelthen mere råt, irritabelt, vredt eller noget
> andet på den som lytter på........Måske især hvis det er en som
> er fra et helt andet miljø og ikke engang kender til miljøets
> jargon??

Jeg tror, at du har fanget noget essentielt her.
Jeg tror også, at netop disse elementer tilsammen gør, at jeg kommer
til at fremstå som endog særdeles svær at komme ind til. Hvorfor det
er langt lettere for en udeforstående at opfatte mig som alt det jeg
_også_ er. Nemlig sød, omgængelig, frisk, iderig, levende,
lidenskabelig osv. osv.... men har man oplevet tilstrækkeligt mange af
disse "hverdage", kan man nok ikke længere opfatte mig sådan, så
bliver billedet af mig, råt og irritabelt og vredt og utilnærmeligt
osv... "Manden" har jo også sit helt eget behov for at simplificere,
idet kompleksiteten er svær at fastholde. Og det er nok noget nær en
umulig opgave, at se de mange positive egenskaber i f.eks. mig - midt
i disse "hverdage", og midt i en jargon, som han nok slet ikke kan
relatere til.

Nu du nævner jargon - minder det mig om en pudsig ting med min x. Han
blev simpelthen så rystet over et for mig, ganske harmløst udtryk -
"Jeg nakker dig, hvis du rør mig nu" - tror jeg nok, jeg en dag
hvæsede i et af mine "flip"... og han tog mig vist dødsensalvorligt.
Så bliver tingene altså også pludseligt meget kringlede... havde jeg
været en anden, med en anden baggrund, havde jeg nok vrisset - "lad
mig lige være"...

> Nu ved jeg ikke, hvor meget af det du har skrevet som egentlig er
> noget der sker hjemme ved dig (ud over altså lige, at der ikke er
> nogen mand lige pt.). Men en ting slog mig lidt, så jeg kan ikke
> lade være med at kommentere det:

Ved du hvad - alt jeg har skrevet, sker her/kan ske her :-/

> Det er nok lidt tosset og sikkert også naiv, men her forstår jeg
> ikke helt, hvorfor alle ikke samles om den boksepude og får
> afreageret.

Det er også en udemærket idé *G*
Bortset fra, at når bølgerne går højt, kan det være endog meget svært
at opholde sig i det samme lokale. Og så kan boksepuden ikke tåle, at
jeg slår på den, for den er lidt i stykker *LOL*

> Måske står moderen og forsøger at holde roen (men slaget *er* jo
> ligesom allerede tabt), måske er det uvilligheden til at
> acceptere at den stille aften man drømte om hele dagen på
> arbejde, altså heller ikke bliver til noget i aften, så hun
> holder fast (selvom den reelt allerede *er* væk).

Ja. Ligesom moderen (moi *S*) holder fast i flere måneder, efter at et
forhold reelt er *væk*, blot fordi det er så svært at erkende, at det
ikke lykkes.

> Men min første tanke var, at de nok alle sammen er irritable sure
> og triste nok til, at den boksepude er familiens største værdi
> lige på det tidspunkt. At alle kunne have god brug for at komme
> af med den energi som i stedet bliver brugt til at gå og være
> mellem-vissen og irriterende i flere timer.

Du har ret. Min erfaring siger mig bare, at så vidt det overhovedet er
muligt, er det bedre, at jeg holder min vrede/aggression i ave, og
evt. er mellem-vrissen og irriteret i timevis. For hvis jeg (og det er
sket nogle gange) giver los og f.eks. slår på en sofahynde, så virker
jeg skræmmende på såvel børn som partner. Nok fordi mine partnere
netop ikke har været kommet fra samme miljø, og det gør mine børn
heller ikke - så mit raseri er "ude af proportioner" og derfor meget
voldsomt for dem.

Jeg må nok lige indskyde, at sammen med den mand, jeg var i forhold
til i ca. 2½ år, indtil november sidste år - var det ikke et
påtrængende element, idet livet sammen med ham var langt mere
harmonisk og roligt, end jeg tidligere og efterfølgende har oplevet.
Måske det skyldtes hans rummelighed, og evne til ikke at indgå i et
skænderi... så jeg følte mig ikke "provokeret" til at "flippe ud"...

> Så nemt er det nok ikke, at droppe middagen (eller lade den
> vente)........men hvorfor egentlig ikke. Hvorfor har mor ikke et
> par boksehandsker og tager sig en timeout og alle som vil være
> med, kan være med til at banke livet ud af boksepuden. Alt
> afhængig af kondition så er de fleste vel for trætte efter 15
> minutter med den pude til at orke andet end at snakke stille og
> roligt sammen???

Ork, jeg kan befinde mig i en tilstand af ren raseri i laang tid, også
selvom jeg tæver livet ud af en hynde, traver op og ned ad gulvet,
evt. smadrer et bord (og diverse genstande)... og når jeg skriver det
sådan, så lyder det som om, at jeg er stolt af det - men egentlig gør
det mig så trist...

> Det kan godt være, at det ment som værende humoristik, men sådan
> læser jeg det slet ikke. Jeg bliver træt, opgivende og ked af
> blot at læse det (og så priser jeg mig lykkelig over at det ikke
> er mig).

Jeg synes heller ikke selv, at det er spor sjovt.
Og det endte heller ikke med at være det, men da jeg startede med at
skrive det, var det ment som en slags joke... og som så ofte før
ændrede det karakter undervejs.

> Det er fantastisk godt beskrevet Søs

Det er jeg glad for du skriver...

Knus
Søs



Puk (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Puk


Dato : 20-07-01 20:50

"Sott" <sott@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3b586a30$0$962$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej igen Søs

> Tusinde tak for dine ord.
> Tænk, jeg havde selv sådan en lidt underlig følelse omkring det
her
> emne, det har jeg stadig, og jeg er slet ikke klar på hvordan
jeg
> forholder mig bedst til det - så jeg havde blot en stor lyst
til at få
> nogle input...

Uhm, den er jo også svær. Jeg mener, det er jo ikke sådan en
enkeltstående og afgrænset oplevelse som man kan forberede sig på
og lære at håndtere, som eksempelvis skænderier med partneren der
altid drejer sig om de samme 3 ting og som man måske derfor kan
øve sig på at håndtere bedre. Det er "bare" hverdagsting som
dukker op næsten umærkeligt, eskalerer og som næsten hele tiden
er der, bare i større eller mindre grad.

> Ja, det er det jeg mener - måske ordet "løgn" ikke var så
velvalgt,
> men i mangel af bedre osv.

Jep jep, jeg er helt med *S*.

> Nikker...
> Det bliver for komplekst og man har brug for den "ro" der
ligger i at
> simplificere, så det gør man IMO nærmest pr. automatik, og i
> overensstemmelse med det "livssyn" (igen i mangel af bedre
ord) - som
> er hvad man dels har fået med sig i bagagen og dels hvad man
erfarer
> gennem livet.

Ja og vi gør det jo alle. Når vi bliver spurgt hvem vi er, så
fortæller vi, hvad vi laver, hvem vi er mor til, far for, kæreste
med osv. Og det i sig selv er jo en simplificering fordi helet
er så svært at forklare og rumme på en gang.
Egentlig ikke så underligt, at det kan være svært for en kæreste
at rumme ens kompleksitet, når man selv kan have det største hyr
med det. De fleste kigger sig jo om efter en kæreste som er
glad, sød, sjov etc og det er de fleste af os vel af og til.
Bare ikke altid og hele tiden og på den måde andre mener. Ikke
noget under at det er lidt svært det med partnere.

> Jow - de dage findes. Jeg havde blot valgt ikke at "se" på dem,
men
> det er jo netop de dage, som jeg beskrev uden at være så
pokkers
> bevidst om det, hvorfor jeg havde denne
> "der-gik-et-lys-op-for-mig"-oplevelse ved at læse det bagefter.
Jeg
> kan ikke ret godt lide denne oplevelse, må jeg indrømme.

Nu tager jeg udgangspunkt i mig selv, fordi jeg nødig vil lægge
noget i munden på dig, men jeg kan selv have den oplevelse af, at
det er ufedt at "finde ud af" at man faktisk af og til har det
elendigt. Og jeg tænker mig, at det måske er fordi vi så pokkers
gerne vil være en success. Og ofte på alle områder. Fantastike
mødre, ansatte/selvstændige, kærester, kvinder, piger, mænd you
name it. Jeg tror tit man stiller højere forventninger til sig
selv end andre gør og så får man lagt et eller andet pres på sig
selv som får en til at føle, at det ikke er tilladt at have en
lorte-dag. Det ødelægger ligesom hele billedet.
Måske den selvopfattelse i virkeligheden er det som spænder mest
ben, for den må jo uværgeligt føre dårlig samvittighed med sig
som fører til en slags ambivalens fordi man bliver vred over at
have dårlig samvittighed osv osv.
Jeg kender mange incl mig selv, som kan have svært ved at tillade
sig selv at fejle, indse at man også er en dum skid af og til
uden at det behøver at definere en som dum skid som et overordnet
karaktertræk.

> Ja, hvordan rummer man dage som disse, uden at lade det
ødelægge for
> meget?

Personligt tror jeg, at man tager timeout. De første par gange
det sker, tror jeg ikke det ødelægger noget permanent, det er kun
hvis det får lov til at fortsætte. Altså hvis man oplever at det
sker og så ikke bagefter (når roen atter er genetableret) tager
det op til en rolig snak om, hvad man hver især har brug for i
den situation. Hvis man har for travlt med bare at blive gode
venner igen, uden egentlig at prøve at finde ud af hvad man kan
gøre ved det, skulle det ske igen.

Med timeout mener jeg, at man hvis overhovedet muligt gør
hinanden opmærksom på, hvornår man er ved at være slidt ned og at
man har brug for timeout. Så kan man måske uden dårlig
samvittighed sige: "I aften orker jeg ikke at komme lige hjem,
jeg vil gerne arbejde over egentlig mest for at få et par stille
timer uden nogen omkring mig".
Jeg tror det er vigtigt, at man kan sige, "I dag orker jeg ikke
dig/familien" uden at det bliver forstået som "Jeg kan ikke holde
dig ud mere".
Men det er jo ikke nemt som alene-mor at gøre den slags, for hvem
skal så tage ungerne? Jeg har ikke andet bud end at tage en halv
sygedag eller omsorgsdag. Kald det bare pjæk, jeg kalder det
mental-restitution.

> Jeg har ofte lavet fis med en mors ufattelige evne til at
"glemme" alt
> det sure slid, der er med graviditeter, fødsler og det at have
børn...
> jeg tror, at det er den samme evne til at "glemme" der træder i
kraft
> overfor sådanne dage. For ellers ville man jo ikke få lysten
til at
> prøve igen og igen og igen. Eller som i det andet eksempel - få
flere
> børn

Nej men jeg tror, der skal være stærk kærlighed til stede, for at
man kan "glemme" hinandens uheldigheder i det lange løb. En mor
er jo som oftest også mere tålmodig og "glemmer" lettere, når det
er hendes egne børn det handler om, og mon ikke det er fordi, det
er en helt anden dyb kærlighed hun nærer til dem end til børn som
sådan?


> > Hvordan bliver der plads til ens egne, ungernes og
> > mandens dårlige dage uden at alle eller nogen kommer til at
føle
> > at de tager over og bliver mere reglen end undtagelsen.
>
> Det er et rigtigt godt spørgsmål.

Dårlige dage kommer man nok ikke helt af med, men mon ikke det
bliver lettere, hvis man kan minimere antallet af dem?
Forklaring følger lidt senere.

> Nej, det er jeg sikker på, at jeg ikke gør.
> Jeg er faktisk sikker på, at jeg nok virker præcis som i mit
> skitserede eksempel - når først hverdagen tager over, og
tingene bare
> skal gøres.

Har du tænkt på, hvor mange af de ting som egentlig *skal* gøres
og hvor mange som "skal gøres" fordi det er nu engang en vane du
har fået, da de engang virkede enormt vigtige? Altså at dine
prioriteter måske reelt har ændret sig i forhold til, hvad som
*skal* gøres men at du ikke har opdaget det, fordi du er lige
midt i alt det som "skal gøres".......I guder det er kringlet
*G*.

På jobbet skal jeg estimere, hvor lang tid jeg skal bruge på de
ting som *skal* gøres til en bestemt deadline og så ved siden af
de ting som er "nice-to-have". Jeg har lært at overestimere,
simpelthen fordi der altid kommer noget uforudset. Da jeg
startede var jeg langt mere idealistisk omkring hvad jeg skulle
kunne nå på en dag. Da telefonen begyndte at ringe og mailsne
væltede ind, så lærte jeg at afsætte 4 timer til noget, som jeg
uforstyrret blot skal bruge 2 timer til. Det betyder at jeg kan
tage mig af færre *skal*-ting og da der ikke er folk til at tage
dem alle sammen, så må nogen af dem ryge på "nice-to-have" og det
kunne faktisk lade sig gøre.
Måske det kan lade sig gøre med nogle ting i hjemmet også?

> Jeg tror, at min gamle kammerat engang for nogle år siden slog
hovedet
> på sømmet, da han sagde: "Slap af, du er ikke i hæren"... han
syntes,
> et jeg agerede som en sergeant. Og det er nok ikke helt løgn.
Det er
> effektivt, det får tingene gjort - men det er også hårdt og
ufølsomt
> og koldt på mange måder...
> Jeg ved bare ikke, hvordan det ellers kan/skal gøres.

Du bliver måske nok nødt til at kigge på dine idealer. Hvis det
hele ikke skal være for militantisk, så bliver du måske nødt til
at rykke rundt på hvad der *skal* gøres. Skal alle have helt
rent nyvasket tøj på hver dag eller kan man godt gå to dage i det
samme sæt tøj (for at minimere hvor tit der skal vaskes tøj)?
Skal der være varm mad til middag hver eller hver anden dag eller
kan det være hver tredje (spare tid på madlavning)? Skal der
ryddes op x-ofte? Skal der være tid til godnathistorie hver dag?
Har du prøvet at skrive det ned i kolonner med "skal", "ville
være rart" og "ligegyldigt" og så virkelig tænke dig om så du
ikke bare gør det på rygraden?
Hvis der roder på ungernes værelser, hvad så? Hvad er
konsekvensen og er det slemt eller til at leve med?
Det lyder tamt, men jeg har ikke rigtig andre bud.

> Ikke fordi jeg ikke har læst stolpe op og stolpe ned om
teoretiske
> betragtninger vedr. dette. Men når det skal omsættes i praksis,

> fungerer det såmænd (ironi: stor var overraskelsen) aldrig bare
> tilnærmelsesvist efter hensigten. I samme øjeblik jeg fokusere

> andre værdier, så skrider hjemmet i svinget, og ender direkte i
rod og
> svineri. Det bliver ganske simpelt hen uoverskueligt, og så er
det, at
> jeg må bruge 11 timer på en af de få dage, hvor børnene ikke er
> hjemme, for at få arbejdet mig igennem bare noget af det kaos
der er
> rendt af med os. (Ja, jeg brugte præcis 11 timer for ikke så
længe
> siden, uden en eneste pause - og det er ikke til at se i dag,
> tværtimod *øv*).

Hvis ideal skrider det i forhold til? Det du føler du bør, for
sådan skal man nu engang gøre når man er mor eller er det
vitterlig noget du føler for og klart ikke vil have i dit liv?

> Nej, det har jeg nok ikke været opmærksom på, og sandsynligvis
vil jeg
> heller ikke være det i fremtiden. Altså ikke for at lyde
> pessimistisk - men når man står med et hjem i kaos, så skal
tingene
> bare ordnes efter bedste evne, uden at hjemmet ligefrem brænder
af -
> og så er det med de dybsindige betragtninger forbeholdt de
stille
> aftener, hvor jeg martres af dårlig samvittighed, håbløshed,
> indestængt vrede, sorg osv... (selvfølgelig også af drømme,
håb,
> længsler osv.)

Måske det kan gøres lidt på forhånd. Altså ikke i mindste
detalje, men nævnes, så det måske alligevel ligger i baghovedet,
når så det hele ramler eller så en klokke ringer, hvis du nævner
det efter det hele er ramlet?
Men jeg giver dig ret, det er ikke nemt at være sig bevidst om
den slags, når man står midt i det. Det er vel næsten umuligt.

> Og de mænd jeg har været involveret med har
> ikke levet med og i denne "støj", og har derfor ingen (eller
ringe)
> forudsætninger haft for at forstå og leve med dette. De har
også haft
> en ganske anden og langt mere ideologisk (og IMO upraktisk)
tilgang
> til sådanne "hverdage"... hvorfor de meget hurtigt er
forekommet mig
> inkompetente på netop dette område, med deraf følgende tab af
respekt
> for dem og deres meninger/holdninger.

Med fare for at introducere mere støj.........har du overvejet at
det måske ville være sagen med en enlig far med hjemmeboende
børn? Der bliver mindre fleksibilitet og mindre tid til at være
alene, det er klart. Men måske forståelsen bliver større? Altså
jeres virkelighed vil måske ligne hinanden mere og vil kunne
genkende noget mere i hinanden? Eller en mand som ikke "flytter
ind" med det samme. Og her tænker jeg også på en kæreste som er
langt væk og måske derfor altid skal overnatte i en hel weekend
for at i kan være sammen. En som er tæt på og som måske ikke
bliver involveret lige så hurtigt i lige så meget, så han kan få
en langsom tilvænning?
Puha jeg ved det sgutte Søs for du har jo nok tænkt på alt det
her selv.

> og så er der altså ikke noget
> mere irriterende end en mand, der midt i alt dette, forsøger at
> overbevise én om, at man jo bare skal slappe af og tale roligt
og
> foretage en velovervejet prioritering, som f.eks. kunne være
lige at
> stå og kysse lidt. Især i det selvsamme mand, iflg. mine
erfaringer -
> ikke er en del processen, men gladeligt sidde med næsen
begravet i en
> bog/computeren eller whatever, og selv mener han har ydet sin
max.
> indsats, ved at lægge tøj sammen :-/

Du kræver måske også meget Søs??? Altså han skal deltage, men
han skal ikke prøve på at fortælle dig, hvordan det
skulle/kunne/burde gøres, han skal deltage og gøre som du???
Måske han netop sætter sig med næsen i bogen, fordi han ikke aner
hvordan han kan deltage og ikke føler sig godt tilpas ved at
dirigere rundt med dine børn på samme måde som du. Måske fordi
han rent faktisk ville mene det, hvis han fik brugt hårde ord,
mens din kærlighed hurtigt vil vaske dem væk igen......den
kærlighed som han umuligt kan have på samme måde?
Kunne du klare at han bare gik, når det udviklede sig til dette
"mareridtsagtige" noget? I stedet for at gemme sig i sin bog,
simpelthen gik og kom tilbage når i alle var faldet til ro?
Eller skal han deltage på dine præmisser?


> Jeg tror, at du har fanget noget essentielt her.
> Jeg tror også, at netop disse elementer tilsammen gør, at jeg
kommer
> til at fremstå som endog særdeles svær at komme ind til.
Hvorfor det
> er langt lettere for en udeforstående at opfatte mig som alt
det jeg
> _også_ er. Nemlig sød, omgængelig, frisk, iderig, levende,
> lidenskabelig osv. osv.... men har man oplevet tilstrækkeligt
mange af
> disse "hverdage", kan man nok ikke længere opfatte mig sådan,

> bliver billedet af mig, råt og irritabelt og vredt og
utilnærmeligt
> osv... "Manden" har jo også sit helt eget behov for at
simplificere,
> idet kompleksiteten er svær at fastholde. Og det er nok noget
nær en
> umulig opgave, at se de mange positive egenskaber i f.eks.
mig - midt
> i disse "hverdage", og midt i en jargon, som han nok slet ikke
kan
> relatere til.

Puha ja, jeg er helt sikker på, at det garanteret heller ikke er
nemt at komme ind midt i dit univers og forsøge at finde rundt.
Har du nogensinde overvejet at have et stopord eller et rødt
kort, som han kan give dig og lige så snart der så er ro på
gemytterne så læser du hvad der står på det røde kort du har fået
og så forklarer du? Lyder sikkert nemmere end det er.....han
skal jo også turde give dig det røde kort og indrømme, at nu er
han hægtet af og synes du er ækel at høre på. Og du skal kunne
modtage sådan et kort.

> Ved du hvad - alt jeg har skrevet, sker her/kan ske her :-/

Det er trist, men jeg har også set dig sammen med dine børn Søs,
og jeg tror faktisk godt de kan rumme en mor som ikke er fejlfri
og får hver dag til at ligne en tur i himmerige. Jeg tror endog
de kan rumme en mor som også har en djævel i sig og et par dage
som er af heleved til.

> Det er også en udemærket idé *G*
> Bortset fra, at når bølgerne går højt, kan det være endog meget
svært
> at opholde sig i det samme lokale. Og så kan boksepuden ikke
tåle, at
> jeg slår på den, for den er lidt i stykker *LOL*

*GGG*. Nu ved jeg ikke om du har noget tid til overs
overhovedet, men har du overvejet en kampsport eller sådan noget?
Altså helt seriøst en beskæftigelse af en art som du ikke gør
fordi du vil tabe dig og være smuk og alt muligt, men simpelthen
for at komme et sted, hvor du kan få afløb for dine aggressioner
og det endda er et plus at du har dem? Jeg skrev tidligere at
forklaring følger, og det jeg mente var at måske du har brug for
timeout på forhånd? At du har brug for at komme af med
aggressioner som du sammen med ungerne tøjler og ikke kan slippe
løs af hensyn til andre, men som ville gøre sig særdeles godt til
kickboxing eller regulær boksetræning. Hvis du kan få afløb for
irritation og vrede ved simpelthen at kæmpe den ud af dig selv
rent fysisk eksempelvis hver onsdag formiddag, så har du måske
mere overskud til de dårlige dage frem til næste onsdag, hvor du
så igen er i et forum, hvor din aggressivitet og vrede kan være
din fordel og hvor det er helt legalt at du klejner helt ud?

> Ja. Ligesom moderen (moi *S*) holder fast i flere måneder,
efter at et
> forhold reelt er *væk*, blot fordi det er så svært at erkende,
at det
> ikke lykkes.

Det er det, men det tror jeg det er for mange af os. Jeg tror
også vi indgår i forhold selvom vi måske inderst inde godt ved,
at det her er totalt uholdbart, men fordi vi har behov for at
lade som om bare for en tid. Men jeg tror altså også at oddsne
bliver bedre, hvis man finder sammen med en partner som har nogle
forudsætninger for at forstå.

> Du har ret. Min erfaring siger mig bare, at så vidt det
overhovedet er
> muligt, er det bedre, at jeg holder min vrede/aggression i ave,
og
> evt. er mellem-vrissen og irriteret i timevis. For hvis jeg (og
det er
> sket nogle gange) giver los og f.eks. slår på en sofahynde, så
virker
> jeg skræmmende på såvel børn som partner. Nok fordi mine
partnere
> netop ikke har været kommet fra samme miljø, og det gør mine
børn
> heller ikke - så mit raseri er "ude af proportioner" og derfor
meget
> voldsomt for dem.

Og netop derfor har du behov for et forum, hvor dine aggressioner
er legale så at sige. For det er ikke dem der er noget i vejen
med. Du har blot behov for en kontekst, hvor de ikke kommer
andre til skade, men hvor du stadig har muliged for at lukke dem
ud.

> Jeg må nok lige indskyde, at sammen med den mand, jeg var i
forhold
> til i ca. 2½ år, indtil november sidste år - var det ikke et
> påtrængende element, idet livet sammen med ham var langt mere
> harmonisk og roligt, end jeg tidligere og efterfølgende har
oplevet.
> Måske det skyldtes hans rummelighed, og evne til ikke at indgå
i et
> skænderi... så jeg følte mig ikke "provokeret" til at "flippe
ud"...

Måske........men og måske husker jeg galt.......sagde du ikke
også noget om, at du så følte at det var kedeligt? At manglen på
totale opture, som godt kan være lidt svære at få øje på uden
totale nedture, simpelthen fik dig til at kede dig og føle at
tingene var lidenskabsløse? Det er jo lidt af et dilemma
eller???

> Ork, jeg kan befinde mig i en tilstand af ren raseri i laang
tid, også
> selvom jeg tæver livet ud af en hynde, traver op og ned ad
gulvet,
> evt. smadrer et bord (og diverse genstande)... og når jeg
skriver det
> sådan, så lyder det som om, at jeg er stolt af det - men
egentlig gør
> det mig så trist...

Det kan jeg godt forstå........men hvis nu du kunne få afløb for
din vrede uden at være ødelæggende, ville det så stadig gøre dig
trist???
Jeg mente faktisk også mest at ungerne måske netop kunne falde
ned med den boksepude, og at det så måske ville være lettere for
dig at finde roen.
Det kunne også være en fin måde at lære dem, at deres vrede og
aggressivitet ikke er forkert, men at man blot skal finde en
uskadelig måde at komme af med den på.

> Jeg synes heller ikke selv, at det er spor sjovt.
> Og det endte heller ikke med at være det, men da jeg startede
med at
> skrive det, var det ment som en slags joke... og som så ofte
før
> ændrede det karakter undervejs.

Det hænder jo.
Men det er næsten for stort til at kunne overskue det hele.
Personligt ville jeg bryde det op. Du har ingen mand lige nu, så
lad ham stå uden for billedet. Jeg ville nok glemme alt om mand
og så prøve at fokusere på mig selv og ungerne og den ufred der
jo også er skide irriterende når det bare er jer.

Mange kram
Puk



Sott (20-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 20-07-01 22:54

Også hej igen til dig, Puk :0)

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:ZU%57.3681$oH6.287556@news010.worldonline.dk...

> Uhm, den er jo også svær. Jeg mener, det er jo ikke sådan en
> enkeltstående og afgrænset oplevelse som man kan forberede sig på
> og lære at håndtere, som eksempelvis skænderier med partneren der
> altid drejer sig om de samme 3 ting og som man måske derfor kan
> øve sig på at håndtere bedre. Det er "bare" hverdagsting som
> dukker op næsten umærkeligt, eskalerer og som næsten hele tiden
> er der, bare i større eller mindre grad.

Ja, netop - det er sådan en underliggende "uro", vedvarende og
påtrængende... aldrig rigtig "væk". Så muligheden for at lade op/samle
kræfter er minimal.

> Jep jep, jeg er helt med *S*.

Dejligt *S*

> Ja og vi gør det jo alle. Når vi bliver spurgt hvem vi er, så
> fortæller vi, hvad vi laver, hvem vi er mor til, far for, kæreste
> med osv. Og det i sig selv er jo en simplificering fordi helet
> er så svært at forklare og rumme på en gang.
> Egentlig ikke så underligt, at det kan være svært for en kæreste
> at rumme ens kompleksitet, når man selv kan have det største hyr
> med det. De fleste kigger sig jo om efter en kæreste som er
> glad, sød, sjov etc og det er de fleste af os vel af og til.
> Bare ikke altid og hele tiden og på den måde andre mener. Ikke
> noget under at det er lidt svært det med partnere.

Det er her dobbeltmoralen kommer ind. _Jeg_ ville rummes, selvom jeg
ikke kan rumme. Så man længes efter at få noget, som man selv ikke er
i stand til at give. Hvilket lige fik mig til at tænke på børnenes far
(et sidespring), han vil have deres kærlighed, men han har ikke noget
at give dem.

Næh, det med partnere som på mange måder er det bedste i livet, er
altså også det sværeste IMO.

> Nu tager jeg udgangspunkt i mig selv, fordi jeg nødig vil lægge
> noget i munden på dig, men jeg kan selv have den oplevelse af, at
> det er ufedt at "finde ud af" at man faktisk af og til har det
> elendigt. Og jeg tænker mig, at det måske er fordi vi så pokkers
> gerne vil være en success. Og ofte på alle områder. Fantastike
> mødre, ansatte/selvstændige, kærester, kvinder, piger, mænd you
> name it. Jeg tror tit man stiller højere forventninger til sig
> selv end andre gør og så får man lagt et eller andet pres på sig
> selv som får en til at føle, at det ikke er tilladt at have en
> lorte-dag. Det ødelægger ligesom hele billedet.

Nikker.

> Måske den selvopfattelse i virkeligheden er det som spænder mest
> ben, for den må jo uværgeligt føre dårlig samvittighed med sig
> som fører til en slags ambivalens fordi man bliver vred over at
> have dårlig samvittighed osv osv.
> Jeg kender mange incl mig selv, som kan have svært ved at tillade
> sig selv at fejle, indse at man også er en dum skid af og til
> uden at det behøver at definere en som dum skid som et overordnet
> karaktertræk.

Jamen, jeg syntes jo, at jeg havde dækket det ind (styr på det) - men
det er sgu' nok kun intellektuelt, følelsesmæssigt er det en ganske
anden sag.

> Med timeout mener jeg, at man hvis overhovedet muligt gør
> hinanden opmærksom på, hvornår man er ved at være slidt ned og at
> man har brug for timeout. Så kan man måske uden dårlig
> samvittighed sige: "I aften orker jeg ikke at komme lige hjem,
> jeg vil gerne arbejde over egentlig mest for at få et par stille
> timer uden nogen omkring mig".
> Jeg tror det er vigtigt, at man kan sige, "I dag orker jeg ikke
> dig/familien" uden at det bliver forstået som "Jeg kan ikke holde
> dig ud mere".
> Men det er jo ikke nemt som alene-mor at gøre den slags, for hvem
> skal så tage ungerne? Jeg har ikke andet bud end at tage en halv
> sygedag eller omsorgsdag. Kald det bare pjæk, jeg kalder det
> mental-restitution.

Ja, nu er jeg jo også i en periode, hvor børnene er der konstant - de
har sommerferie, og der har sågar indtil onsdag været et ekstra
feriebarn, siden 22/6-01. Men nu er de to store så taget afsted på
ferie i omkring 10 dage, og den mindste smutter på koloni på mandag,
så jeg tror nok, at jeg får 4 dage uden børn, og det ser jeg frem
til... selvom det også føles underligt, så lang tid har jeg vist ikke
haft for mig selv i mere end 11 år.

I hverdagene vil en omsorgsdag *S* - vare fra 8-9 tiden til omkring
12-13 tiden, hvor ungerne så er hjemme igen, med alle deres krav,
behov og forventninger... ihhh, mor er du hjemme, skal vi så ikke?...
og når jeg så melder ud (hvilket jeg faktisk gør) at nej, jeg vil bare
være i fred - så fører deres skuffelse til, at de skændes indbyrdes og
er kropumulige, når det kommer til deres "pligter" osv. At mor ikke
gider dette eller hint, det er som at grave en grav for sig selv, det
øger spændingerne mellem børnene. Det er heller ikke så underligt, de
befinder sig jo i et konstant underskud af opmærksomhed, omsorg osv.
eftersom jeg jo kun er én, og ikke kan give nogen af dem min fulde
opmærksomhed - og så er der konkurrenceelementet, hvert barn vil jo
gerne have mor for sig selv. Et eksempel der meget godt illustrerer
dette, er en dag på legepladsen, hvor de hver især laver deres,
råbende fra hver sin retning, at jeg skal komme hen til dem og "se,
mig - se, mig"... åh, ja det kunne være en fordel at være et 3-hovedet
uhyre til tider *S*

Desuden ligger det et stort behov hos hvert af børnene, for at jeg
kompenserer for deres manglende far, og alt det som de gerne ville
have fra ham - såsom at han ringede, når han havde lovet det. Det
medfører så et had/kærlighedsforhold til mig i perioder, hvor deres
frustrationer vælder ud på de særeste måder. Jeg smed jo deres far ud,
så det må et eller andet sted være min skyld - og jeg er her jo hver
dag, så jeg er også den de elsker så højt. Det kan til tider være ret
svært for dem at tackle, denne vrede mod mig, som de ikke føler sig
berettiget til - og som derfor ofte kommer til udtryk i "hysteriske"
anfald, hvor de bare skal råbe og skrige over ingenting og alting, og
ikke vil hverken det ene eller det andet...

Jeg har nu gennem efterhånden 5 år fået tilbudt plejefamilier på
weekend basis, fordi faderen ikke har børnene - hver gang jeg har
taget det op med børnene, er deres følelser omkring det, at jeg "bare"
ønsker at sende dem væk. Hvordan gør man det så? Jeg gør det ikke, jeg
tager endnu en uge, og endnu en uge, og en til... og engang imellem
flipper jeg helt ud, fordi jeg ikke kan få et lille pusterum, at samle
overskud og kræfter i - fordi jeg hver dag, hele tiden mødes med disse
behov, som jeg aldrig til fulde kan opfylde... meget frustrerende og
meget opslidende...

> Nej men jeg tror, der skal være stærk kærlighed til stede, for at
> man kan "glemme" hinandens uheldigheder i det lange løb. En mor
> er jo som oftest også mere tålmodig og "glemmer" lettere, når det
> er hendes egne børn det handler om, og mon ikke det er fordi, det
> er en helt anden dyb kærlighed hun nærer til dem end til børn som
> sådan?

Joh, det er rigtigt, sådan opfatter jeg det også. Det har så også den
bivirkning, at så meget af ens energi bliver brugt til at "glemme" i
forbindelse med børnene, så overskuddet til at vise den samme vilje
til at "glemme" i forhold til partneren er meget, meget lille - reelt
er det vel ikke eksisterende.

> Dårlige dage kommer man nok ikke helt af med, men mon ikke det
> bliver lettere, hvis man kan minimere antallet af dem?
> Forklaring følger lidt senere.

Joh, og jeg kan godt lide din forklaring

> Har du tænkt på, hvor mange af de ting som egentlig *skal* gøres
> og hvor mange som "skal gøres" fordi det er nu engang en vane du
> har fået, da de engang virkede enormt vigtige? Altså at dine
> prioriteter måske reelt har ændret sig i forhold til, hvad som
> *skal* gøres men at du ikke har opdaget det, fordi du er lige
> midt i alt det som "skal gøres".......I guder det er kringlet
> *G*.

Ja, det er skisme kringlet - minder lidt om vores debat engang for
længe siden om prioritering (hvis du husker det).

Jeg har foretaget "målindskrænkning" også på hjemmefronten. Og jeg har
ingen idealistiske forventninger om, at her skal være vildt ryddeligt
og/eller overdrevent rent eller noget i den dur.

Problemet er vist også lidt det samme som det der med, at det er dyrt
at være fattig.

Der er svært at opnå bare en vis orden (og dermed den ro, orden kan
give) i et hjem hvor næsten alting efterhånden er ødelagt af den
intense brug (og fordi det i forvejen købes brugt og slidt).

Det er svært at forklare - men her er ikke hverken ryddet op eller
rent. Jeg er ingen Ajax-reklame-type... *S*

> På jobbet skal jeg estimere, hvor lang tid jeg skal bruge på de
> ting som *skal* gøres til en bestemt deadline og så ved siden af
> de ting som er "nice-to-have". Jeg har lært at overestimere,
> simpelthen fordi der altid kommer noget uforudset. Da jeg
> startede var jeg langt mere idealistisk omkring hvad jeg skulle
> kunne nå på en dag. Da telefonen begyndte at ringe og mailsne
> væltede ind, så lærte jeg at afsætte 4 timer til noget, som jeg
> uforstyrret blot skal bruge 2 timer til. Det betyder at jeg kan
> tage mig af færre *skal*-ting og da der ikke er folk til at tage
> dem alle sammen, så må nogen af dem ryge på "nice-to-have" og det
> kunne faktisk lade sig gøre.
> Måske det kan lade sig gøre med nogle ting i hjemmet også?

Ja, det kan det godt, og det har jeg så gjort - der er mange ting, som
jeg gerne så på min "skal-gøres"-liste, som befinder sig på min
tvungne "ligegyldig"-liste, for det er simpelthen ikke muligt.

Min "nice-to-have" liste er faktisk det værste - for på den befinder
alle de ting sig, som jeg hver eneste dag mangler/slås med, og som
stort set aldrig bliver til noget. Som f.eks. en seng, den har nu i
godt og vel 10 år været på denne liste, og når jeg rejser mig fra
sofaen om morgenen, med hammer-ondt i ryggen, fordi hynder ikke er
jordens bedste soveunderlag (heller ikke skumgummimadrasser er gode,
skulle jeg hilse og sige) - så er mit frustrationsniveau ret højt

Det betyder så også, at jeg ikke kan være den mor, jeg gerne vil
være - jeg kan ikke have det hjem, jeg gerne vil have - jeg kan have
noget der er en skygge af hvad mine intentioner starter ud som. Det er
den evindelige frustration, jeg må leve med og i - nemlig følelsen af
ikke at kunne gøre _noget som helst_, i overensstemmelse med mine
ambitioner. Ikke engang et lille område i mit liv, kan udleves i
overensstemmelse hermed, det er voldsomt enerverende, og kræver
indimellem et usædvanligt højt abstraktionsniveau, for at kunne
tackle.

> Du bliver måske nok nødt til at kigge på dine idealer. Hvis det
> hele ikke skal være for militantisk, så bliver du måske nødt til
> at rykke rundt på hvad der *skal* gøres. Skal alle have helt
> rent nyvasket tøj på hver dag eller kan man godt gå to dage i det
> samme sæt tøj (for at minimere hvor tit der skal vaskes tøj)?

Ja, nu er min yngste sengevæder, så vasketøjet er sikret, uanset
hvordan jeg vender og drejer den *S* - og børn sviner deres tøj på en
helt grotesk måde, hvis de ellers er aktive og det er mine.

> Skal der være varm mad til middag hver eller hver anden dag eller
> kan det være hver tredje (spare tid på madlavning)? Skal der
> ryddes op x-ofte? Skal der være tid til godnathistorie hver dag?
> Har du prøvet at skrive det ned i kolonner med "skal", "ville
> være rart" og "ligegyldigt" og så virkelig tænke dig om så du
> ikke bare gør det på rygraden?

Ja, jeg har prøvet, det er det her med teorien... det ser så flot ud
at skrive på en liste, at jeg kun behøver at gøre rent bag komfuret 2
gange om året, og så hælder tøsen pandekagedej ned ad siden på det *G*
Jamen, det er jo sådan det er...

> Hvis der roder på ungernes værelser, hvad så? Hvad er
> konsekvensen og er det slemt eller til at leve med?
> Det lyder tamt, men jeg har ikke rigtig andre bud.

Det er jo lige det - jeg har tænkt ligesom du - især da jeg forsøgte
at følge datamatikerstudiet, som er meget tidskrævende - og
virkeligheden er/var, at det ikke kunne/kan lade sig gøre...

> Hvis ideal skrider det i forhold til? Det du føler du bør, for
> sådan skal man nu engang gøre når man er mor eller er det
> vitterlig noget du føler for og klart ikke vil have i dit liv?

Jeg synes faktisk ikke engang, at det skrider i forhold til noget. Der
bliver bare så rodet, så beskidt, så kaotisk - at jeg ikke kan holde
det ud.

> Måske det kan gøres lidt på forhånd. Altså ikke i mindste
> detalje, men nævnes, så det måske alligevel ligger i baghovedet,
> når så det hele ramler eller så en klokke ringer, hvis du nævner
> det efter det hele er ramlet?
> Men jeg giver dig ret, det er ikke nemt at være sig bevidst om
> den slags, når man står midt i det. Det er vel næsten umuligt.

Jeg har i hvert fald ingen løsning fundet.

> Med fare for at introducere mere støj.........har du overvejet at
> det måske ville være sagen med en enlig far med hjemmeboende
> børn? Der bliver mindre fleksibilitet og mindre tid til at være
> alene, det er klart. Men måske forståelsen bliver større? Altså
> jeres virkelighed vil måske ligne hinanden mere og vil kunne
> genkende noget mere i hinanden? Eller en mand som ikke "flytter
> ind" med det samme. Og her tænker jeg også på en kæreste som er
> langt væk og måske derfor altid skal overnatte i en hel weekend
> for at i kan være sammen. En som er tæt på og som måske ikke
> bliver involveret lige så hurtigt i lige så meget, så han kan få
> en langsom tilvænning?
> Puha jeg ved det sgutte Søs for du har jo nok tænkt på alt det
> her selv.

*smiler*
Ja, jeg har tænkt på det... og alle mine intentioner om at
"kontrollere" hvem jeg forelsker mig i - falder jo til gulvet, for det
er ikke noget jeg er herre over. Jeg forelsker mig jo bare. Jeg har
f.eks. lige siden min skilsmisse lovet mig selv, at jeg ikke ville
have en ryger (bare for at tage et emsempel) - for jeg synes det er
ulækkert og smager vildt grimt. Og hvad er der sket... *GG* jeg har
været kæreste med to rygere...

> Du kræver måske også meget Søs???

Ja, det gør jeg. Jeg er frygtelig på det område - "han" skal jo gerne
kunne klare mindst lige så meget som jeg, og helst mere... Det er helt
urimeligt.

> Altså han skal deltage, men
> han skal ikke prøve på at fortælle dig, hvordan det
> skulle/kunne/burde gøres, han skal deltage og gøre som du???

Nej, lige mht. det - synes jeg, at jeg er god til at lade andre gøre
tingene på deres måde, hovedsagen er at det bliver gjort. Og det er
faktisk heller ikke helt sandt... åh, nej... jeg bliver sgu' også sur,
hvis manden hænger vasketøjet så sjusket op, at man efterfølgende
bliver nødt til at stryge det, for det fører til endnu en
arbejdsopgave, der ikke er tid/overskud til - og desuden er alt vores
tøj, købt som strygefrit netop for at undgå dette (og så ejer jeg jo
forresten heller ikke et strygejern *S*).

> Måske han netop sætter sig med næsen i bogen, fordi han ikke aner
> hvordan han kan deltage og ikke føler sig godt tilpas ved at
> dirigere rundt med dine børn på samme måde som du. Måske fordi
> han rent faktisk ville mene det, hvis han fik brugt hårde ord,
> mens din kærlighed hurtigt vil vaske dem væk igen......den
> kærlighed som han umuligt kan have på samme måde?

Jeg kan godt se hvad du mener. Selv føler jeg jo, at jeg godt kan lade
manden "komme til" - men det er jo ikke sikkert, at det opleves sådan
udefra.

> Kunne du klare at han bare gik, når det udviklede sig til dette
> "mareridtsagtige" noget? I stedet for at gemme sig i sin bog,
> simpelthen gik og kom tilbage når i alle var faldet til ro?
> Eller skal han deltage på dine præmisser?

Han skal ikke deltage på mine præmisser, så ville jeg såmænd nok
opfatte ham som værende uden ryggrad.
Og jeg kunne godt klare, at han bare gik - til en vis grænse. For hvis
det var konstant og hele tiden, ville jeg ærlig talt ikke kunne se en
mening i at han var der - han ville jo så bare blive endnu et
menneske, der stillede krav til mig om opmærksomhed osv., uden at give
noget igen. Og det har jeg allerede 3 børn der gør, jeg har ikke brug
for et til.

> Puha ja, jeg er helt sikker på, at det garanteret heller ikke er
> nemt at komme ind midt i dit univers og forsøge at finde rundt.

Næ, det er sgu' nok noget nær umuligt.

> Har du nogensinde overvejet at have et stopord eller et rødt
> kort, som han kan give dig og lige så snart der så er ro på
> gemytterne så læser du hvad der står på det røde kort du har fået
> og så forklarer du? Lyder sikkert nemmere end det er.....han
> skal jo også turde give dig det røde kort og indrømme, at nu er
> han hægtet af og synes du er ækel at høre på. Og du skal kunne
> modtage sådan et kort.

Ja, jeg har så spurgt til det f.eks. om aftenen, for at få en dialog i
gang. Men det har ikke virket. Jeg har nok været for bastant og
"færdig" i mine meninger - eftersom jeg har levet og åndet i det i så
mange år.

Hmmm... lad mig komme med et eksempel:
Hvis jeg nu f.eks. kom hjem fra studiet og spurgte om ikke han kunne
tage sig af ungerne, så jeg lige kunne færdiggøre eksamensopgaven,
mens jeg har "løsningen" i hovedet - og om han ikke ville være sød at
prøve at holde en vis ro. Som jeg f.eks. ville gøre, hvis det var ham
der bad mig om det. Og han svarede ja, og efterfølgende var der ikke
andet end larm og ballade og han gjorde stort set ingenting, mumlede
lidt til dem engang imellem. Så ville jeg højest sandsynligt ende med
at råbe noget så eftertrykkeligt til ungerne, at nu skulle de fandme
lige slappe lidt af, ellers ville de ryge i seng på stedet.

Så ville "han" ikke kunne overbevise mig om, at hans måske meget
pædagogisk korrekte metoder (eller hvad ved jeg) er bedre end mine
"kæft-trit-og-retning" metoder. Og ingen af hans argumenter ville
falde i god jord - for jeg fokusere på resultatet, og resultater er at
ungerne ikke er rolige, før jeg kommer skruer bissen på. Og så har jeg
denne evne til at være fløjtende ligeglad med, at han ikke lige bryder
sig om mine metoder - hvis det er det der skaber resultaterne, og hans
forslag ikke gør - så kan han have 20 røde kort, og jeg vil ikke tage
hensyn til dem.
Det er måske ikke verdens bedste eksempel...

> Det er trist, men jeg har også set dig sammen med dine børn Søs,
> og jeg tror faktisk godt de kan rumme en mor som ikke er fejlfri
> og får hver dag til at ligne en tur i himmerige. Jeg tror endog
> de kan rumme en mor som også har en djævel i sig og et par dage
> som er af heleved til.

Det rummer de allerede - jeg er meget langt fra at være fejlfri, og
hver dag herhjemme er et lykkeligt sammensuriun af godt og skidt og så
lidt ekstra besvær.

> *GGG*. Nu ved jeg ikke om du har noget tid til overs
> overhovedet, men har du overvejet en kampsport eller sådan noget?

Ja, det har jeg faktisk - og jeg har flere gange med forskellige ting,
forsøgt at melde mig til dette eller hint. Men det er ikke muligt at
få en barnepige fast en dag om ugen, med mindre jeg betaler for det,
og jeg har ganske simpelthen ikke råd til hverken at betale barnepigen
eller for aktiviteten. Gennem de 5 år jeg har været alene, har jeg
financieret en del af vores liv ved låntagning, så jeg nu er oppe på
100.000 kr. i gæld - det er ret meget for en mor på bistandshjælp, og
det koster i afdrag. Ser jeg bort fra det, så ville jeg hellere kunne
sige ja til at min søn kunne komme til at dyrke noget af det han gerne
vil. Eller at min datter kunne gå til dans, som hun gerne vil. Eller
kunne købe regntøj til ungerne, eller... fill in the blanks.

> Altså helt seriøst en beskæftigelse af en art som du ikke gør
> fordi du vil tabe dig og være smuk og alt muligt, men simpelthen
> for at komme et sted, hvor du kan få afløb for dine aggressioner
> og det endda er et plus at du har dem? Jeg skrev tidligere at
> forklaring følger, og det jeg mente var at måske du har brug for
> timeout på forhånd? At du har brug for at komme af med
> aggressioner som du sammen med ungerne tøjler og ikke kan slippe
> løs af hensyn til andre, men som ville gøre sig særdeles godt til
> kickboxing eller regulær boksetræning. Hvis du kan få afløb for
> irritation og vrede ved simpelthen at kæmpe den ud af dig selv
> rent fysisk eksempelvis hver onsdag formiddag, så har du måske
> mere overskud til de dårlige dage frem til næste onsdag, hvor du
> så igen er i et forum, hvor din aggressivitet og vrede kan være
> din fordel og hvor det er helt legalt at du klejner helt ud?

Jeg synes, at det er en rigtig god idé - og jeg har forsøgt det, jeg
valgte så godt nok styrketræning. Men når det stort set er umuligt at
komme afsted, så går glansen ligesom af det hele, og jeg ender med at
blive trist over at have brugt penge på noget, som jeg alligevel ikke
kan udnytte, og få skyldfølelser over ikke at have købt fodboldstøvler
til knægten, når nu han reelt er vokset ud af de andre...

> Det er det, men det tror jeg det er for mange af os. Jeg tror
> også vi indgår i forhold selvom vi måske inderst inde godt ved,
> at det her er totalt uholdbart, men fordi vi har behov for at
> lade som om bare for en tid. Men jeg tror altså også at oddsne
> bliver bedre, hvis man finder sammen med en partner som har nogle
> forudsætninger for at forstå.

Du har ret. Og jeg falder så i med at have behov for, at lade som om
for en tid - med mellemrum.

> Måske........men og måske husker jeg galt.......sagde du ikke
> også noget om, at du så følte at det var kedeligt? At manglen på
> totale opture, som godt kan være lidt svære at få øje på uden
> totale nedture, simpelthen fik dig til at kede dig og føle at
> tingene var lidenskabsløse? Det er jo lidt af et dilemma
> eller???

Det er simpelthen så godt husket, og det er bare så rigtigt *S*

> Det kan jeg godt forstå........men hvis nu du kunne få afløb for
> din vrede uden at være ødelæggende, ville det så stadig gøre dig
> trist???

Jeg ville faktisk ønske, at jeg slet ikke rummede så megen vrede.

> Jeg mente faktisk også mest at ungerne måske netop kunne falde
> ned med den boksepude, og at det så måske ville være lettere for
> dig at finde roen.
> Det kunne også være en fin måde at lære dem, at deres vrede og
> aggressivitet ikke er forkert, men at man blot skal finde en
> uskadelig måde at komme af med den på.

Det prøver jeg også at lære dem, og jeg har da også med succes lært
dem, at man ikke slår - ligegyldigt hvor vred man bliver, så kan man
jo f.eks. slå på en hynde

> Det hænder jo.
> Men det er næsten for stort til at kunne overskue det hele.
> Personligt ville jeg bryde det op. Du har ingen mand lige nu, så
> lad ham stå uden for billedet. Jeg ville nok glemme alt om mand
> og så prøve at fokusere på mig selv og ungerne og den ufred der
> jo også er skide irriterende når det bare er jer.

Ja, det vil jeg så prøve - det er bare svært, når jeg et eller andet
sted, stadig er tunet ind på - hvad gik galt, hvorfor kan det ikke
fungere, hvad kan jeg gøre anderledes... osv... nå, ja - og så rummer
jeg også stadig denne uopfyldte drøm om at få lov at elske og blive
elsket, på den måde som det tager sig ud indeni mig... med alle mine
gode intentioner, min evne til at elske og give mig hen... som jeg
ikke kan udleve, fordi omstændighederne "kvæler" mig og drømmen...
apropo min "nice-to-have"-liste, og den frustration det udløser...

Søs, som håber det ikke bliver for person-orienteret, men at andre
stadig kan bruge det til noget, omend ikke andet så til at vække
eftertænksomhed.



Puk (21-07-2001)
Kommentar
Fra : Puk


Dato : 21-07-01 11:36

"Sott" <sott@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3b58a8ef$0$971$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Søs

> Det er her dobbeltmoralen kommer ind. _Jeg_ ville rummes,
selvom jeg
> ikke kan rumme. Så man længes efter at få noget, som man selv
ikke er
> i stand til at give. Hvilket lige fik mig til at tænke på
børnenes far
> (et sidespring), han vil have deres kærlighed, men han har ikke
noget
> at give dem.

Jep du vil "Das ganz molevitten" som min far ville sige *G*. Men
er der ikke også ting, som du godt kan rumme? Jeg kan dog godt
se problematikken. Hvis du skal finde en som rigtig vil kunne
forstå, så skal du måske have fat i en som har "været der selv".
Og finder du sådan en, så er der vel en hvis sandsynlighed for,
at det er de samme problematikker som han slås med.

> Jamen, jeg syntes jo, at jeg havde dækket det ind (styr på
det) - men
> det er sgu' nok kun intellektuelt, følelsesmæssigt er det en
ganske
> anden sag.

Ja det er det nemlig.

> Det er heller ikke så underligt, de
> befinder sig jo i et konstant underskud af opmærksomhed, omsorg
osv.
> eftersom jeg jo kun er én, og ikke kan give nogen af dem min
fulde
> opmærksomhed - og så er der konkurrenceelementet, hvert barn
vil jo
> gerne have mor for sig selv.

Jamen er de nu også i underskud rent omsorgsmæssigt? Du er godt
nok kun én men det er du jo så faktisk ikke ene om (ha ha). Men
det jeg mener er, at der er mange børn som vokser op med kun én
forælder, så har de måske weekend besøg hos den anden forælder og
det har dine børn så ikke. Tilgengæld har du gået i skole og er
pt. hjemme så vidt jeg har forstået. Gad vide om ikke din børn
på nogle områder faktisk får mere omsorg af dig end så mange
andre børn når at få med 2 forældre i den ene eller den anden
konstellation?
At andre måske får mindre behøver jo ikke betyde, at dine børn
får nok, det er jeg godt klar over. Men er det ikke muligt at de
konkurrer simpelthen fordi det gør børn nu engang? Eller at de
gerne vil have mere og mere, fordi børn på mange områder er lidt
mindre ublu (ikke ment negativt) end voksne der er blevet
socialiseret til at stå i kø så at sige?
Jeg har ikke børn og kan jo derfor ikke trække på egne
erfaringer, men af og til oplever jeg at forældre fokuserer
utrolig meget på det de *ikke* kan give og måske kommer til at
tillægge det for stor en betydning.....lægge det som årsag til
alt for mange ting. Eksempelvis: Min søn kom op at slås i
skolen, det er nok også fordi, jeg ikke kunne x eller gjorde y.
Men de fleste børn kommer op at slås en gang imellem fordi de er
fulde af temperament, bliver hidsige og simpelthen ikke har
evnerne til at argumentere sig ud af alting.
Jeg siger ikke det er det du gør, men af og til tænker jeg, at
forældre skal passe på ikke at gøre deres børn alt for meget til
ofre for det ene eller det andet, blot fordi det (som jeg ser
det) er lidt af en modetrend, at bringe forældrenes mangler eller
manglende handlinger op som årsag til diverse problemer senere i
livet.
Selvfølgelig har forældre en stor indflydelse, men børn har også
en formiddabel evne til at fokusere på det positive.

Lotte Heise havde det oppe for ikke så længe siden. To familier
tager til syden på ferie og de snakker sammen i flyveren/bussen
derned. De mødes igen til turen hjem. De voksne spørger til
hinandens ferie og lægger ud med alt det som var galt.....der var
for varmt, der var ingen mangomarmelade til morgenmad osv...til
sidst kommer de til at ferien faktisk har været pragtfuld.
Ungerne spørger også til hinandens ferie og de forsøger
simpelthen at overgå hinanden med fortællinger om hvor
vidunderlig deres ferie har været....til tider endog med mindre
sande historier om krokediller på hotellet i Grækenland.....men
der er ingen tvivl, de har suget alt det dejligste til sig og har
hurtigt glemt at de ikke fik deres ynglings marmelade.

Jeg tror der er meget sandhed i det, som man måske også kan prøve
at huske som forælder i dagligdagen. Ikke så det bliver en
undskyldning for med fortsæt at gøre mindre end sit bedste, men
som en påmindelse om at børn er gode til at huske det bedste.

> Desuden ligger det et stort behov hos hvert af børnene, for at
jeg
> kompenserer for deres manglende far, og alt det som de gerne
ville
> have fra ham - såsom at han ringede, når han havde lovet det.

En strøtanke......har man voksne besøgsvenner i DK ligesom i USA?
Sådan et storebror program som man kalder det blandt andet i
Texas. Sådan noget hvor en voksen mand kommer og besøger
familien og blandt andet spiller rugby med drengene. Ikke en
erstatningsfar men mere en voksen ven af det køn som familien
måske mangler.

> Jeg har nu gennem efterhånden 5 år fået tilbudt plejefamilier

> weekend basis, fordi faderen ikke har børnene - hver gang jeg
har
> taget det op med børnene, er deres følelser omkring det, at jeg
"bare"
> ønsker at sende dem væk. Hvordan gør man det så?

Måske er weekender også for meget til at starte med. Men sådan
en ven af familien som måske starter med at komme og deltage en
søndag på en tur i parken med tæpper og fodbold og sjippetorv.
Så efter man har lært hinanden at kende kunne det måske være ture
uden mor til svømmehallen, i skoven eller bare ned og gå en tur
og kigge på elektronik i butiksvinduerne.

> Joh, det er rigtigt, sådan opfatter jeg det også. Det har så
også den
> bivirkning, at så meget af ens energi bliver brugt til at
"glemme" i
> forbindelse med børnene, så overskuddet til at vise den samme
vilje
> til at "glemme" i forhold til partneren er meget, meget lille -
reelt
> er det vel ikke eksisterende.

Joo det kan jeg godt se. I virkeligheden har du vel ikke
overskud til en som også kræver noget af dig i en stor del af
tiden. Du har mere brug for at kunne stikke et sugerør i en
kæmpe tank og suge når og hvis det passer dig. Men det er måske
nok lidt utopisk i et forhold.
Når jeg læser det du skriver, så tænker jeg at du måske på mange
områder er blevet så meget mor (for det har du været nødt til) at
det er svært at få plads til og forene det med også at være Søs
(sådan helt uafhængigt af børn men bare Søs).


> Problemet er vist også lidt det samme som det der med, at det
er dyrt
> at være fattig.
> Der er svært at opnå bare en vis orden (og dermed den ro, orden
kan
> give) i et hjem hvor næsten alting efterhånden er ødelagt af
den
> intense brug (og fordi det i forvejen købes brugt og slidt).
> Det er svært at forklare - men her er ikke hverken ryddet op
eller
> rent. Jeg er ingen Ajax-reklame-type... *S*

Jeg tror godt jeg forstår.......hvis intet eller kun meget lidt
af det som er i hjemmet er det som man vitterlig rigtig ønsker
sig at det skal være, så bliver det også sværere at føle at det
er dejligt, når det er på sit bedste, for det bedste det kan
blive ligger milevidt fra det man egentlig ønskede sig. Er det
noget i den stil?

> Min "nice-to-have" liste er faktisk det værste - for på den
befinder
> alle de ting sig, som jeg hver eneste dag mangler/slås med, og
som
> stort set aldrig bliver til noget. Som f.eks. en seng, den har
nu i
> godt og vel 10 år været på denne liste, og når jeg rejser mig
fra
> sofaen om morgenen, med hammer-ondt i ryggen, fordi hynder ikke
er
> jordens bedste soveunderlag (heller ikke skumgummimadrasser er
gode,
> skulle jeg hilse og sige) - så er mit frustrationsniveau ret
højt

Så det du siger er i virkeligheden at en del af de ting som står
på din "nice-to-have" liste faktisk overvejende er "skal" ting,
når man ser på hvad manglen af dem medfører af ubehagelige
konsekvenser?

> Det betyder så også, at jeg ikke kan være den mor, jeg gerne
vil
> være - jeg kan ikke have det hjem, jeg gerne vil have - jeg kan
have
> noget der er en skygge af hvad mine intentioner starter ud som.
Det er
> den evindelige frustration, jeg må leve med og i - nemlig
følelsen af
> ikke at kunne gøre _noget som helst_, i overensstemmelse med
mine
> ambitioner. Ikke engang et lille område i mit liv, kan udleves
i
> overensstemmelse hermed, det er voldsomt enerverende, og kræver
> indimellem et usædvanligt højt abstraktionsniveau, for at kunne
> tackle.

Det kan jeg godt se, og jeg har ikke nogen umiddelbar løsning.
Der er mange ting i mit liv som jeg gerne så var anderledes, men
der er dælme også mange ting som er lige som jeg gerne vil have
dem, og hvad mere er, så kan jeg se mulighederne for at få det
stort set som jeg gerne vil have det i alle henseender i
horisonten. Voldsomt priviligeret !!

> Det er jo lige det - jeg har tænkt ligesom du - især da jeg
forsøgte
> at følge datamatikerstudiet, som er meget tidskrævende - og
> virkeligheden er/var, at det ikke kunne/kan lade sig gøre...

Det tænkte jeg nok.

> Jeg synes faktisk ikke engang, at det skrider i forhold til
noget. Der
> bliver bare så rodet, så beskidt, så kaotisk - at jeg ikke kan
holde
> det ud.

Fordi det fysiske rod kommer til at repræsentere det indre kaos
og bliver en slags påmindelse om alt det du føler du ikke når?

> *smiler*
> Ja, jeg har tænkt på det... og alle mine intentioner om at
> "kontrollere" hvem jeg forelsker mig i - falder jo til gulvet,
for det
> er ikke noget jeg er herre over. Jeg forelsker mig jo bare. Jeg
har
> f.eks. lige siden min skilsmisse lovet mig selv, at jeg ikke
ville
> have en ryger (bare for at tage et emsempel) - for jeg synes
det er
> ulækkert og smager vildt grimt. Og hvad er der sket... *GG* jeg
har
> været kæreste med to rygere...

Nej det kan jeg godt se, det er ikke nemt at kontrollere hvem man
falder for. Jeg ved heller ikke hvordan man gør. Men jeg har så
vendt rundt på hvad det er jeg gerne vil have. Det er også
nemmere fordi jeg kun er mig og kun har mig selv at tage hensyn
til. Med andre ord så forventer jeg mig stort set intet af en
eventuel partner når jeg møder ham. Jeg har defineret hvad jeg
gerne selv vil med mit liv og i stedet for at spørge og undersøge
så lader jeg det være og hvis han passer ind og ellers er en jeg
falder for så beholder jeg ham...........ellers så nyder jeg det
jeg får ud af det indtil det ikke passer mig mere. Jeg går ikke
ind til det med en forventning om at dette bliver en helt stor
kærlighed endsige et krav om at det helst skal blive det. Jeg
tager det for hvad det er lige nu og her.......men som sagt det
kan jeg måske også nemmere tillade mig end du kan.

> Nej, lige mht. det - synes jeg, at jeg er god til at lade andre
gøre
> tingene på deres måde, hovedsagen er at det bliver gjort. Og
det er
> faktisk heller ikke helt sandt... åh, nej... jeg bliver sgu'
også sur,
> hvis manden hænger vasketøjet så sjusket op, at man
efterfølgende
> bliver nødt til at stryge det, for det fører til endnu en
> arbejdsopgave, der ikke er tid/overskud til - og desuden er alt
vores
> tøj, købt som strygefrit netop for at undgå dette (og så ejer
jeg jo
> forresten heller ikke et strygejern *S*).

Men hvad nu hvis han så bare selv anskaffer et strygejern og
stryger det?
Eller hvad nu hvis han slet ikke var så integreret en del af
jeres liv at han var med til det med vasketøjet?
Jeg tænker her på at hvis du nu startede med at have en kæreste
og ikke en samboende kæreste. Måske det går for stærkt med at få
det etableret som et familieliv fordi det er det som du ønsker
dig i det lange løb?

> Jeg kan godt se hvad du mener. Selv føler jeg jo, at jeg godt
kan lade
> manden "komme til" - men det er jo ikke sikkert, at det opleves
sådan
> udefra.

Det tror jeg er overvejende sandsynligt.

> Hmmm... lad mig komme med et eksempel:
> Hvis jeg nu f.eks. kom hjem fra studiet og spurgte om ikke han
kunne
> tage sig af ungerne, så jeg lige kunne færdiggøre
eksamensopgaven,
> mens jeg har "løsningen" i hovedet - og om han ikke ville være
sød at
> prøve at holde en vis ro. Som jeg f.eks. ville gøre, hvis det
var ham
> der bad mig om det. Og han svarede ja, og efterfølgende var der
ikke
> andet end larm og ballade og han gjorde stort set ingenting,
mumlede
> lidt til dem engang imellem. Så ville jeg højest sandsynligt
ende med
> at råbe noget så eftertrykkeligt til ungerne, at nu skulle de
fandme
> lige slappe lidt af, ellers ville de ryge i seng på stedet.
>
> Så ville "han" ikke kunne overbevise mig om, at hans måske
meget
> pædagogisk korrekte metoder (eller hvad ved jeg) er bedre end
mine
> "kæft-trit-og-retning" metoder.

Nej det er klart. Men dine unger er jo også vant til dine
metoder. De reagerer på det som de er vant til at reagere på.
Hans måde at gøre tingene på vil tage tid for alle at lære, men
det behøver vel ikke betyde, at de nødvendigvis er mindre
effektive, når/hvis de bliver givet en chance gør det?

> Og ingen af hans argumenter ville
> falde i god jord - for jeg fokusere på resultatet, og
resultater er at
> ungerne ikke er rolige, før jeg kommer skruer bissen på. Og så
har jeg
> denne evne til at være fløjtende ligeglad med, at han ikke lige
bryder
> sig om mine metoder - hvis det er det der skaber resultaterne,
og hans
> forslag ikke gør - så kan han have 20 røde kort, og jeg vil
ikke tage
> hensyn til dem.
> Det er måske ikke verdens bedste eksempel...

Jamen jeg tror godt, jeg forstår hvor du vil hen. Men du beder
ham om at tage sig af ungerne for en tid og så kræver du tilmed
at han frembringer resultater på samme måde som dig efter at have
kendt dine børn i måske 3 måneder eller 2 år.....og kan han ikke
det, så kræver du at han bruger dine metoder (som måske er ham
imod) til at frembringe de resultater som du gerne vil have
frembragt. Du har haft hele deres liv til at forme de børn og
lære dem, hvad der betød "nu tier i sgu stille".......han skal
formå det samme som du på langt mindre tid og uden at kende dem
som du gør. Ikke nogen nem opgave.

> Ja, det har jeg faktisk - og jeg har flere gange med
forskellige ting,
> forsøgt at melde mig til dette eller hint. Men det er ikke
muligt at
> få en barnepige fast en dag om ugen, med mindre jeg betaler for
det,
> og jeg har ganske simpelthen ikke råd til hverken at betale
barnepigen
> eller for aktiviteten. Gennem de 5 år jeg har været alene, har
jeg
> financieret en del af vores liv ved låntagning, så jeg nu er
oppe på
> 100.000 kr. i gæld - det er ret meget for en mor på
bistandshjælp, og
> det koster i afdrag. Ser jeg bort fra det, så ville jeg hellere
kunne
> sige ja til at min søn kunne komme til at dyrke noget af det
han gerne
> vil. Eller at min datter kunne gå til dans, som hun gerne vil.
Eller
> kunne købe regntøj til ungerne, eller... fill in the blanks.

Ja jeg tænkte det jo nok. Altså at tid og penge ville være et
problem........og egentlig vel også at du måske ville prioritere
noget andet højere. Men damn it Søs du holder ikke længden hvis
du ikke får lidt olie af og til så kæden kan køre
rundt..........men der skal jo på en eller anden måde findes
olie........jeg tænker så det knager *G*.

> Jeg synes, at det er en rigtig god idé - og jeg har forsøgt
det, jeg
> valgte så godt nok styrketræning. Men når det stort set er
umuligt at
> komme afsted, så går glansen ligesom af det hele, og jeg ender
med at
> blive trist over at have brugt penge på noget, som jeg
alligevel ikke
> kan udnytte, og få skyldfølelser over ikke at have købt
fodboldstøvler
> til knægten, når nu han reelt er vokset ud af de andre...

Ja det kan jeg godt se.......det er dælme ikke nemt.

> Jeg ville faktisk ønske, at jeg slet ikke rummede så megen
vrede.

Jep men når nu det er der og ikke går væk af sig selv, så skal
det jo ud på en eller anden måde........skriver du i
muddergruppen? *G*........det var det første jeg kom til at tænke
på som ikke koster mange penge og som du allerede har adgang
til.......

> Det prøver jeg også at lære dem, og jeg har da også med succes
lært
> dem, at man ikke slår - ligegyldigt hvor vred man bliver, så
kan man
> jo f.eks. slå på en hynde

Ja men de bliver alligevel bange for din vrede siger
du......minder den måske for meget om en vrede i dem selv? Eller
er den så fremmed at den bliver skræmmende simpelthen fordi den
er så forskellig fra hvad de ellers forbinder dig med?

> Ja, det vil jeg så prøve - det er bare svært, når jeg et eller
andet
> sted, stadig er tunet ind på - hvad gik galt, hvorfor kan det
ikke
> fungere, hvad kan jeg gøre anderledes... osv... nå, ja - og så
rummer
> jeg også stadig denne uopfyldte drøm om at få lov at elske og
blive
> elsket, på den måde som det tager sig ud indeni mig... med alle
mine
> gode intentioner, min evne til at elske og give mig hen... som
jeg
> ikke kan udleve, fordi omstændighederne "kvæler" mig og
drømmen...
> apropo min "nice-to-have"-liste, og den frustration det
udløser...

Du får i hvert fald meget lidt ud af at slå dig selv oveni
hovedet med alt det som ikke fungerede, som kunne være gjort
anderledes, som du ikke forstår hvorfor ikke fungerede osv.
Dit forhold til dig selv lyder så ambivalent......måske du har
mere brug for ro i dig selv, så du ikke higer sådan efter den hos
din partner....åhhh jeg ved sgu ikke, det lyder så skide nemt når
jeg skriver det, men det er det jo slet ikke.

Knus Puk



Sott (27-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 27-07-01 19:10

Hej Puk :0)
(det er sgu' så stort det indlæg, så det har taget mig tid at tage mig
sammen til at svare)

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:tTc67.4738$Qn.339730@news000.worldonline.dk...

> Jep du vil "Das ganz molevitten" som min far ville sige *G*. Men
> er der ikke også ting, som du godt kan rumme?

Jow - jeg kan godt rumme en hel del ting. Der er bare også ting (i
situationer), jeg ikke kan rumme.

> Jeg kan dog godt
> se problematikken. Hvis du skal finde en som rigtig vil kunne
> forstå, så skal du måske have fat i en som har "været der selv".
> Og finder du sådan en, så er der vel en hvis sandsynlighed for,
> at det er de samme problematikker som han slås med.

Ja, jeg har så bare til gode at forelske mig i en der står i det
selv - igen, jeg bestemmer jo ikke, hvem jeg forelsker mig i.

> Jamen er de nu også i underskud rent omsorgsmæssigt? Du er godt
> nok kun én men det er du jo så faktisk ikke ene om (ha ha). Men
> det jeg mener er, at der er mange børn som vokser op med kun én
> forælder, så har de måske weekend besøg hos den anden forælder og
> det har dine børn så ikke. Tilgengæld har du gået i skole og er
> pt. hjemme så vidt jeg har forstået. Gad vide om ikke din børn
> på nogle områder faktisk får mere omsorg af dig end så mange
> andre børn når at få med 2 forældre i den ene eller den anden
> konstellation?

Jeg tror faktisk du har ret igen, igen.
Jeg ved jo godt, at jeg faktisk gør det godt - ellers ville de kære
små nok heller ikke være så vidunderlige *S*

Men det er stadig ikke så godt, som jeg gerne ville - altså er mit
ambitionsniveau højere end min ydeevne formår at leve op til, ret så
typisk for mit liv

> At andre måske får mindre behøver jo ikke betyde, at dine børn
> får nok, det er jeg godt klar over. Men er det ikke muligt at de
> konkurrer simpelthen fordi det gør børn nu engang? Eller at de
> gerne vil have mere og mere, fordi børn på mange områder er lidt
> mindre ublu (ikke ment negativt) end voksne der er blevet
> socialiseret til at stå i kø så at sige?

Du har ret igen - meget indsigtsfuldt skrevet.

> Jeg har ikke børn og kan jo derfor ikke trække på egne
> erfaringer, men af og til oplever jeg at forældre fokuserer
> utrolig meget på det de *ikke* kan give og måske kommer til at
> tillægge det for stor en betydning.....

Jamen, det er jo det her med så gerne at ville give sine børn himlen
selv.

[snippelip]
> Jeg tror der er meget sandhed i det, som man måske også kan prøve
> at huske som forælder i dagligdagen. Ikke så det bliver en
> undskyldning for med fortsæt at gøre mindre end sit bedste, men
> som en påmindelse om at børn er gode til at huske det bedste.

Det er rigtigt, det er bare svært at holde fast i, når man for (føles
det som) tusinde gang på en dag må sige - Nej. Til et eller andet
småtteri, som man virkelig gerne ville sige ja til. Et eller andet
sted, hænger det i mit tilfælde måske også sammen med, at jeg altid
har ønsket at _mine_ børn, ikke skulle opleve den samme følelse af
"fattigdom" ift. vennerne, som jeg oplevede. Men det gør de så, hver
eneste gang de ikke kan tage med i svømmehallen osv. osv. At der så
findes mennesker så dejlige, som min søns skolekammerats stedfar, der
lige betaler halvdelen af min søns tur med dem til Italien - det er jo
dejligt.

> En strøtanke......har man voksne besøgsvenner i DK ligesom i USA?

Ja, det har man faktisk - men der er jeg jo dækket ind af min dejlige
far og min bror, samt min tidligere kæreste :0)
Og nu tager jeg så det op med plejefamilie.

> Måske er weekender også for meget til at starte med.

Det gør man heller ikke, først lærer man hinanden at kende, og så
tager man det stille og roligt derfra.

> Men sådan
> en ven af familien som måske starter med at komme og deltage en
> søndag på en tur i parken med tæpper og fodbold og sjippetorv.
> Så efter man har lært hinanden at kende kunne det måske være ture
> uden mor til svømmehallen, i skoven eller bare ned og gå en tur
> og kigge på elektronik i butiksvinduerne.

Netop! *S*

> Joo det kan jeg godt se. I virkeligheden har du vel ikke
> overskud til en som også kræver noget af dig i en stor del af
> tiden. Du har mere brug for at kunne stikke et sugerør i en
> kæmpe tank og suge når og hvis det passer dig. Men det er måske
> nok lidt utopisk i et forhold.
> Når jeg læser det du skriver, så tænker jeg at du måske på mange
> områder er blevet så meget mor (for det har du været nødt til) at
> det er svært at få plads til og forene det med også at være Søs
> (sådan helt uafhængigt af børn men bare Søs).

Jeg synes godt, at jeg formår at være Søs - bare ikke når det hele
kører herhjemme. Lige så snart jeg er sammen med børnene, er jeg jo
først og fremmest mor - så må Søsser-delen vige lidt :0)

> Jeg tror godt jeg forstår.......hvis intet eller kun meget lidt
> af det som er i hjemmet er det som man vitterlig rigtig ønsker
> sig at det skal være, så bliver det også sværere at føle at det
> er dejligt, når det er på sit bedste, for det bedste det kan
> blive ligger milevidt fra det man egentlig ønskede sig. Er det
> noget i den stil?

Ja, det er meget rammende skrevet - det er præcis sådan det er.

> Så det du siger er i virkeligheden at en del af de ting som står
> på din "nice-to-have" liste faktisk overvejende er "skal" ting,
> når man ser på hvad manglen af dem medfører af ubehagelige
> konsekvenser?

Ja, det er det jeg siger - tag nu når knægtens fodboldstøvler går i
stykker, og det selvfølgelig skal være den måned, hvor man er nødt til
at købe vinterjakker (så vælter budgettet fuldstændigt).

> Det kan jeg godt se, og jeg har ikke nogen umiddelbar løsning.
> Der er mange ting i mit liv som jeg gerne så var anderledes, men
> der er dælme også mange ting som er lige som jeg gerne vil have
> dem, og hvad mere er, så kan jeg se mulighederne for at få det
> stort set som jeg gerne vil have det i alle henseender i
> horisonten. Voldsomt priviligeret !!

Ja, jeg synes det lyder priviligeret - men det kan ikke sammenlignes.

> Fordi det fysiske rod kommer til at repræsentere det indre kaos
> og bliver en slags påmindelse om alt det du føler du ikke når?

Nikker, sådan opleves det ofte. Og til tider går det mig så meget på,
at jeg simpelthen går i stå og ikke kan finde hverken hovede eller
hale i kaoset... så kan jeg nogen gange slet ikke komme i gang. Det er
f.eks. tit sket efter fødselsdage, og efter min ene søster har passet
børnene, for når jeg så kommer hjem (ofte dødtræt ovenpå f.eks. en
fest) - så er hele hjemmet bombet til i rod og opvask, og det selv om
jeg sørger for her er pænt, når børnene skal passes *suk*

> Nej det kan jeg godt se, det er ikke nemt at kontrollere hvem man
> falder for. Jeg ved heller ikke hvordan man gør. Men jeg har så
> vendt rundt på hvad det er jeg gerne vil have. Det er også
> nemmere fordi jeg kun er mig og kun har mig selv at tage hensyn
> til. Med andre ord så forventer jeg mig stort set intet af en
> eventuel partner når jeg møder ham. Jeg har defineret hvad jeg
> gerne selv vil med mit liv og i stedet for at spørge og undersøge
> så lader jeg det være og hvis han passer ind og ellers er en jeg
> falder for så beholder jeg ham...........ellers så nyder jeg det
> jeg får ud af det indtil det ikke passer mig mere. Jeg går ikke
> ind til det med en forventning om at dette bliver en helt stor
> kærlighed endsige et krav om at det helst skal blive det. Jeg
> tager det for hvad det er lige nu og her.......men som sagt det
> kan jeg måske også nemmere tillade mig end du kan.

Ja, det kan du - for det involvere kun dig og ham.

> Men hvad nu hvis han så bare selv anskaffer et strygejern og
> stryger det?

Fino! Bare det bliver gjort, så er det fint.

> Eller hvad nu hvis han slet ikke var så integreret en del af
> jeres liv at han var med til det med vasketøjet?

Det lyder endnu bedre - det ville være helt fint for en gangs skyld at
kunne tage den med ro (haha... som om jeg er særligt god til det...
men det kan jo løses på anden vis. Han skal jo bare komme fra Timbuktu
*S*)

> Jeg tænker her på at hvis du nu startede med at have en kæreste
> og ikke en samboende kæreste. Måske det går for stærkt med at få
> det etableret som et familieliv fordi det er det som du ønsker
> dig i det lange løb?

Det er bare ligesom blevet sådan... men at bo hver for sig vil også
være helt fint, det kunne endda lære mig nogle ting, såsom tålmodighed
:0)

> Nej det er klart. Men dine unger er jo også vant til dine
> metoder. De reagerer på det som de er vant til at reagere på.
> Hans måde at gøre tingene på vil tage tid for alle at lære, men
> det behøver vel ikke betyde, at de nødvendigvis er mindre
> effektive, når/hvis de bliver givet en chance gør det?

Ja, det skal jeg ikke gøre mig klog på!
Jeg kan bare godt lide resultater, og gerne her og nu - jeg er ikke
til at skulle vente 2/3 år på at han kan skabe ro, hvis jeg skal
aflevere en eksamensopgave samme eftermiddag. Jamen, på sådanne
områder kan jeg være ret krakilsk. Det gælder jo også omvendt - hvis
han bad mig om at skabe ro, fordi det var _virkelig_ vigtigt, så ville
jeg sgu' da tage ungerne og tage på tur nogle timer - problem solved!
(jeg synes, at jeg kan mærke en kæphest røre på sig her.)

> Jamen jeg tror godt, jeg forstår hvor du vil hen. Men du beder
> ham om at tage sig af ungerne for en tid og så kræver du tilmed
> at han frembringer resultater på samme måde som dig efter at have
> kendt dine børn i måske 3 måneder eller 2 år.....og kan han ikke
> det, så kræver du at han bruger dine metoder (som måske er ham
> imod) til at frembringe de resultater som du gerne vil have
> frembragt. Du har haft hele deres liv til at forme de børn og
> lære dem, hvad der betød "nu tier i sgu stille".......han skal
> formå det samme som du på langt mindre tid og uden at kende dem
> som du gør. Ikke nogen nem opgave.

Nej, ingen nem opgave - ligesom når man begynder at arbejde et nyt
sted. Det er resultaterne der tæller, det er ok at gøre det på
alternative måder, men det er ikke ok, hvis resultatet udebliver. Jeg
beder nu heller ikke om sligt ofte, det hænder måske med ½ års
mellemrum, og så er det fordi det er rigtigt, rigtigt vigtigt.

> Ja jeg tænkte det jo nok. Altså at tid og penge ville være et
> problem........og egentlig vel også at du måske ville prioritere
> noget andet højere. Men damn it Søs du holder ikke længden hvis
> du ikke får lidt olie af og til så kæden kan køre
> rundt..........men der skal jo på en eller anden måde findes
> olie........jeg tænker så det knager *G*.

Jeg snupper et forsøg med de der plejefamilier - så får børnene
forhåbentlig også nogle gode oplevelser der, f.eks. tivoliture og
lignende, som jeg næsten aldrig nogensinde har råd til.

> Ja det kan jeg godt se.......det er dælme ikke nemt.

Altså der er jo bare den her grænse for opfindsomheden, man kan kun
komme så og så langt, med de midler jeg har til rådighed.

> Jep men når nu det er der og ikke går væk af sig selv, så skal
> det jo ud på en eller anden måde........skriver du i
> muddergruppen? *G*........det var det første jeg kom til at tænke
> på som ikke koster mange penge og som du allerede har adgang
> til.......

Nej, det gør jeg ikke - men jeg er begyndt at læse den, det er ret
sjovt :0)

> Ja men de bliver alligevel bange for din vrede siger
> du......minder den måske for meget om en vrede i dem selv? Eller
> er den så fremmed at den bliver skræmmende simpelthen fordi den
> er så forskellig fra hvad de ellers forbinder dig med?

Altså det drejer sig nok om, at der er forskel på om jeg er vred, og
så om jeg er virkelig rasende - det er når jeg rigtigt raser og mest
af alt minder om en atomkrig, at det skræmmer - det er heldigvis ikke
så tit.

> Du får i hvert fald meget lidt ud af at slå dig selv oveni
> hovedet med alt det som ikke fungerede, som kunne være gjort
> anderledes, som du ikke forstår hvorfor ikke fungerede osv.
> Dit forhold til dig selv lyder så ambivalent......måske du har
> mere brug for ro i dig selv, så du ikke higer sådan efter den hos
> din partner....åhhh jeg ved sgu ikke, det lyder så skide nemt når
> jeg skriver det, men det er det jo slet ikke.

Ja, hvordan skaber man ro i sit liv og i sig selv - når man aldrig har
haft det i sit liv eller i sig selv?
Det bliver noget af en opgave *S*
Jeg har nok alligevel ønsket at springe over hvor gærdet er lavest -
ved at håbe en mand kunne komme med den viden og skabe det - som jeg
ingen forudsætninger har for at gøre, endsige kende til.

Og måske ønsker jeg slet ikke ro i mig selv, måske trives jeg med mine
flyvske tanker, vilde drømme og kaotiske dage - måske er det bare det
der dogme med at børn har behov for ro og stabilitet, der rider mig
som en mare. Jeg ved det skisme ikke, de her dage uden børnene -
trivedes jeg da helt fint med manglende planlægning og impulsiviteten
og rodet...

Jeg er altså ikke en rolig person, jeg har lyst til så meget, at jeg
efterhånden er ret sikker på, at jeg ikke når det i dette liv :0)

Tusinde hilsner
Søs



Puk (29-07-2001)
Kommentar
Fra : Puk


Dato : 29-07-01 13:07

"Sott" <sott@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3b61b976$0$2679$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Søs

> (det er sgu' så stort det indlæg, så det har taget mig tid at
tage mig
> sammen til at svare)

Jamen nu snipper jeg også hæmningsløst i det *G*

> Ja, jeg har så bare til gode at forelske mig i en der står i
det
> selv - igen, jeg bestemmer jo ikke, hvem jeg forelsker mig i.

Nej det gør jeg heller ikke. Hvis jeg gjorde, så havde jeg for
længst forelsket mig *S*.

> Men det er stadig ikke så godt, som jeg gerne ville - altså er
mit
> ambitionsniveau højere end min ydeevne formår at leve op til,
ret så
> typisk for mit liv

Vær du glad for det Søs. Jeg tror ikke, der er noget mere
dræbende for et menneske end at have opnået alt hvad de ønsker at
opnå, kunne alt hvad de ønsker at kunne og måtte alt hvad de
ønsker at komme til.

> Jamen, det er jo det her med så gerne at ville give sine børn
himlen
> selv.

Og hvad skulle dine børn så ønske sig resten af deres
forhåbentligt lange liv?
Du værdsætter jo selv dine drømme, håb og forventninger enormt
højt. Af og til går du i sort (det gør vi alle sammen), men en
stor del af tiden er det jo netop kampen med dig selv som får dig
til at føle dig levende, stærk og søgende. Det er ikke fordi,
jeg vil sige, at dine traumer fra barndommen er en ubetinget gave
fra himlen, men jeg tror faktisk, at vi alle sammen har brug for
noget at arbejde med i vores liv for at føle at det har en værdi.
Har vi det ikke i form af ting der er gået skævt, så skaber vi
dem selv......de bliver bare trivielle fordi de kommer til at
handle om at have råd til den ene eller den anden mærkevare.

> Det er rigtigt, det er bare svært at holde fast i, når man for
(føles
> det som) tusinde gang på en dag må sige - Nej. Til et eller
andet
> småtteri, som man virkelig gerne ville sige ja til.

Men du siger det selv Søs: "småtteri". Det dine børn virkelig
har brug for fra dig, det får de hver evig eneste dag. At de så
stadig gerne vil have klistermærker, nyt legetøj og pæne kjoler
det er vist meget naturligt. Vi vil alle sammen gerne have mere
og mere......det er bare forskelligt, hvad vi gerne vil have mere
af. *S*

> Et eller andet
> sted, hænger det i mit tilfælde måske også sammen med, at jeg
altid
> har ønsket at _mine_ børn, ikke skulle opleve den samme følelse
af
> "fattigdom" ift. vennerne, som jeg oplevede. Men det gør de så,
hver
> eneste gang de ikke kan tage med i svømmehallen osv. osv. At
der så
> findes mennesker så dejlige, som min søns skolekammerats
stedfar, der
> lige betaler halvdelen af min søns tur med dem til Italien -
det er jo
> dejligt.

Helt enig. Men selv uden tur til Italien eller nye
fodboldstøvler, så tror jeg faktisk at den søn får sine basale og
vigtigste behov opfyldt, også selvom han måske end ikke selv er
klar over det lige nu og her (som når han stamper i gulvet og
bare gerne vil have det som alle de andre får) *S*.

> Og nu tager jeg så det op med plejefamilie.

Godt for både dig og ungerne Søs. Alt nyt er skræmmende lige
først, men hvor er jeg dog personligt glad for at jeg af og til
gør noget som jeg måske er lidt bange for. Det har jeg fået
mange rigtig gode ting ud af *S*.

> Jeg synes godt, at jeg formår at være Søs - bare ikke når det
hele
> kører herhjemme. Lige så snart jeg er sammen med børnene, er
jeg jo
> først og fremmest mor - så må Søsser-delen vige lidt :0)

Jep men netop i forholdet til en mand er det jo ret vigtigt, at
der også er plads til Søsser-delen......måske også når du er mor.
Du må ikke forsvinde helt som Søs, når du er sammen med ungerne,
hvis du også er sammen med ungerne sammen med ham, det tror jeg
simpelthen vil gøre det alt for svært for ham at betragte dig og
holde dig i hu som Søs og ikke blot som den store altfavnende
moder.
Det er vel ikke så anderledes end det vi var inde på omkring
accept af infantilisme. Både du og jeg var inde på, at en mand
som var infantilist ville være svær at forholde sig til som den
store stærke hulemand vi gerne vil have i soveværelset. Mon ikke
også den store altfavnende moder kan blive svær at forholde sig
til, som den æggende elskerinde? Ikke sådan at forstå, at din
moderlighed vil få det til at gå i stå i soveværelset, men måske
gøre det svært for ham at opfatte dig som KVINDEN, når du hele
tiden viser ham MODEREN?

> Ja, det er meget rammende skrevet - det er præcis sådan det er.

Jeg kender det selv Søs, det er derfor *G*. For mig er det bare
i en anden målestok *S*.

> Ja, det er det jeg siger - tag nu når knægtens fodboldstøvler
går i
> stykker, og det selvfølgelig skal være den måned, hvor man er
nødt til
> at købe vinterjakker (så vælter budgettet fuldstændigt).

Er der udsigt til at det bliver bedre, nu hvor jeg har forstået,
at du skal ud på arbejdsmarkedet?

> Ja, jeg synes det lyder priviligeret - men det kan ikke
sammenlignes.

Nej det er jo lige det *S*.

> Ja, det kan du - for det involvere kun dig og ham.

Lige præcis, og selvom jeg selvfølgelig skal tage nogle hensyn
til min partner, så har jeg efterhånden fundet ud af, at der
altså ingen garantier er..........og jeg kan ikke stille nogen
for mine følelser heller. Så hvor jeg før gjorde en del ud af at
afklare intentioner osv så har jeg ladet det ligge nu. Hvis han
føler et behov for at afklare med mig, hvad jeg vil med ham i det
lange løb, så må han altså selv sige til, ligesom jeg gør det i
det omfang jeg har brug for det.

> Det er bare ligesom blevet sådan... men at bo hver for sig vil
også
> være helt fint, det kunne endda lære mig nogle ting, såsom
tålmodighed
> :0)

Ja jeg ved godt, at det hurtigt bare bliver sådan. Men måske det
er en god idé at holde igen, selvom du måske umiddelbart har lyst
til at sige ja. Ikke lade sig selv forhaste tingene. Så er der
måske også større chance for at man går ind til det med en del
mere realisme.

> Ja, det skal jeg ikke gøre mig klog på!
> Jeg kan bare godt lide resultater, og gerne her og nu - jeg er
ikke
> til at skulle vente 2/3 år på at han kan skabe ro, hvis jeg
skal
> aflevere en eksamensopgave samme eftermiddag. Jamen, på sådanne
> områder kan jeg være ret krakilsk. Det gælder jo også omvendt -
hvis
> han bad mig om at skabe ro, fordi det var _virkelig_ vigtigt,
så ville
> jeg sgu' da tage ungerne og tage på tur nogle timer - problem
solved!
> (jeg synes, at jeg kan mærke en kæphest røre på sig her.)

Det er klart en løsning. Men hvis han nu ikke selv har børn, så
er han måske heller ikke trænet i, hvad der egentlig skal til.
Så du kunne jo foreslå det. Istedet for at spørge om han vil
tage sig af dem så spørge om han vil forføje sig sammen med dem.
Men igen, jeg har ingen børn og har aldrig selv stået i
situationen så det er så skide let for mig at komme med "gode"
ideer. *G*

> Nej, ingen nem opgave - ligesom når man begynder at arbejde et
nyt
> sted. Det er resultaterne der tæller, det er ok at gøre det på
> alternative måder, men det er ikke ok, hvis resultatet
udebliver. Jeg
> beder nu heller ikke om sligt ofte, det hænder måske med ½ års
> mellemrum, og så er det fordi det er rigtigt, rigtigt vigtigt.

Jeg bryder mig ikke om sammenligningen med et nyt job. Det er
det jo slet ikke og jeg tror bestemt ikke det hjælper på
parforholdet hvis man skal opfatte hinandens unger som et nyt
job.

> Jeg snupper et forsøg med de der plejefamilier - så får børnene
> forhåbentlig også nogle gode oplevelser der, f.eks. tivoliture
og
> lignende, som jeg næsten aldrig nogensinde har råd til.

Jeg synes det lyder som en god idé Søs.

> Ja, hvordan skaber man ro i sit liv og i sig selv - når man
aldrig har
> haft det i sit liv eller i sig selv?

Jeg aner det ikke Søs. Sammenlignet med dig, har jeg haft det
uendelig nemt. Jeg ved bare at den uro, jeg følte indeni mig,
det kaos som jeg til tider kunne føle det var forsvandt da jeg
for over et år siden var på en cykeltur med mig selv. Jeg kan
ikke forklare det, for jeg gjorde jo netop ingenting. Ikke noget
som jeg var bevidst om. Men den glæde og positivitet som vældede
op i mig, som jeg kørte der i solskinnet, den er ikke forsvundet
siden. Jo jeg har stadig dårlige dage af og til, men slet ikke
på en måde som før der tager over.
Det kan bedst sammenlignes med sådan som jeg har det efter
eksempelvis at have haft rigtig ondt i maven. Lige bagefter så
føles normalt simpelthen så himmelsk. Sådan føltes det også den
dag for over et år siden.....men den himmelske følelse ved det
normale er så bare ikke gået væk igen, som den gør efter
mavepinen og man næste dag har glemt en stor del af de voldsomme
smerter. Den er der hele tiden. Den føles egentlig ikke som ro
men mere som en enorm uendelig kilde af glæde der lige så stille
siver ud i mig hver eneste dag hele tiden. Jeg bliver stadig
vred og ked af det og alt muligt andet, men hele tiden ligger det
her lige underneden og gør at jeg ikke falder i sorte huller af
dages varighed eller føler mig opgivende overfor noget i ret lang
tid af gangen.

> Jeg er altså ikke en rolig person, jeg har lyst til så meget,
at jeg
> efterhånden er ret sikker på, at jeg ikke når det i dette liv
:0)

Ro er måske heller ikke det rette ord for det. *S*

Knus
Puk




Sott (29-07-2001)
Kommentar
Fra : Sott


Dato : 29-07-01 16:31

Hej Puk :0)

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:FZS87.1314$V53.181918@news000.worldonline.dk...

> Jamen nu snipper jeg også hæmningsløst i det *G*

Du er velkommen :0)

> Nej det gør jeg heller ikke. Hvis jeg gjorde, så havde jeg for
> længst forelsket mig *S*.

Åh, jeg har så let ved at forelske mig *S*

> Vær du glad for det Søs. Jeg tror ikke, der er noget mere
> dræbende for et menneske end at have opnået alt hvad de ønsker at
> opnå, kunne alt hvad de ønsker at kunne og måtte alt hvad de
> ønsker at komme til.

Du har sikkert ret - og skulle jeg opnå det jeg gerne vil, så er jeg
alligevel ikke meget mere end et splitsekund om at udvikle en ny drøm,
som sætter et nyt mål - and off she goes

> Og hvad skulle dine børn så ønske sig resten af deres
> forhåbentligt lange liv?

Det havde jeg ikke lige overvejet.

> Du værdsætter jo selv dine drømme, håb og forventninger enormt
> højt. Af og til går du i sort (det gør vi alle sammen), men en
> stor del af tiden er det jo netop kampen med dig selv som får dig
> til at føle dig levende, stærk og søgende. Det er ikke fordi,
> jeg vil sige, at dine traumer fra barndommen er en ubetinget gave
> fra himlen, men jeg tror faktisk, at vi alle sammen har brug for
> noget at arbejde med i vores liv for at føle at det har en værdi.
> Har vi det ikke i form af ting der er gået skævt, så skaber vi
> dem selv......de bliver bare trivielle fordi de kommer til at
> handle om at have råd til den ene eller den anden mærkevare.

*SS*
Det er jo rigtigt - jeg elsker følelsen af en udfordring, så jeg
rigtig må lægge mig i selen, og tage fat og kæmpe for det. Det føles
meget bedre, end når tingene ligesom "bare" kommer til mig.

> Men du siger det selv Søs: "småtteri". Det dine børn virkelig
> har brug for fra dig, det får de hver evig eneste dag. At de så
> stadig gerne vil have klistermærker, nyt legetøj og pæne kjoler
> det er vist meget naturligt. Vi vil alle sammen gerne have mere
> og mere......det er bare forskelligt, hvad vi gerne vil have mere
> af. *S*

Du har ret.

> Helt enig. Men selv uden tur til Italien eller nye
> fodboldstøvler, så tror jeg faktisk at den søn får sine basale og
> vigtigste behov opfyldt, også selvom han måske end ikke selv er
> klar over det lige nu og her (som når han stamper i gulvet og
> bare gerne vil have det som alle de andre får) *S*.

Ja, sådan som han har travlt med sin selvstændighed og sine drømme om
at studere i USA'nia så har du nok ret, for han har en sjælden
beslutsomhed og tiltro til projektet - jeg er drøn stolt af ham. Det
er lige så mit moderhjerte krymper sig... gips... han vil rejse så
langt væk - *uff*.

> Godt for både dig og ungerne Søs. Alt nyt er skræmmende lige
> først, men hvor er jeg dog personligt glad for at jeg af og til
> gør noget som jeg måske er lidt bange for. Det har jeg fået
> mange rigtig gode ting ud af *S*.

Jeg er glad for, at du skriver det. For jeg er faktisk hunderæd for
det - det er noget med at frygte at træffe en forkert beslutning. Nu
har jeg så efterhånden fået talt det igennem med dem alle tre, og det
ser ud til - at de hver især synes det er en god idé med deres egen
plejefamilie, sådan at de også får et frirum fra hinanden. Det sidder
jeg så og tænker over, ikke noget med at de "holder fast i hinanden" -
næehhh... de er faktisk parate til det nu, og det alene og hver for
sig. Det er da ret stærkt gået. Det er også ved at være 1½ år siden
jeg tog det op med dem sidst.

Nogen gange tager de fusen på mig - og jeg "glemmer" i dagene der går,
hvor selvstændige de faktisk er. Jeg kan blive helt euforisk, når det
så slår igennem som i dag - hvor jeg har talt med datteren om det (hun
kom hjem for nogle timer siden fra Jylland). Stærke unger... og så er
de mine... hvor er det vildt.

> Jep men netop i forholdet til en mand er det jo ret vigtigt, at
> der også er plads til Søsser-delen......måske også når du er mor.
> Du må ikke forsvinde helt som Søs, når du er sammen med ungerne,
> hvis du også er sammen med ungerne sammen med ham, det tror jeg
> simpelthen vil gøre det alt for svært for ham at betragte dig og
> holde dig i hu som Søs og ikke blot som den store altfavnende
> moder.
> Det er vel ikke så anderledes end det vi var inde på omkring
> accept af infantilisme. Både du og jeg var inde på, at en mand
> som var infantilist ville være svær at forholde sig til som den
> store stærke hulemand vi gerne vil have i soveværelset. Mon ikke
> også den store altfavnende moder kan blive svær at forholde sig
> til, som den æggende elskerinde? Ikke sådan at forstå, at din
> moderlighed vil få det til at gå i stå i soveværelset, men måske
> gøre det svært for ham at opfatte dig som KVINDEN, når du hele
> tiden viser ham MODEREN?

Yarddkkk... åh, nej - sådan havde jeg ikke set på det.
Det skal jeg sørme lige vende i hovedet et par gange, inden jeg kan
melde tilbage på en ordentlig måde - der ligger noget her, som jeg
skal have rigtigt fat i.

> Er der udsigt til at det bliver bedre, nu hvor jeg har forstået,
> at du skal ud på arbejdsmarkedet?

Jeg ved det ikke med sikkerhed, der er mange elementer i det. Jeg
forventer at finde ud af det i løbet af de kommende to måneder.
Det er noget med, at jeg brutto stiger ca. 4000,- kr. fra det jeg får
nu. Og det lyder jo af meget. Men så skal mit fradrag nok ændres, og
jeg skal måske til at betale til institutionen - hvor jeg nu har
friplads til den mindste. Og jeg ved heller ikke om boligydelsen
falder... så det er lidt svært at svare på, hvordan det reelt kommer
til at se ud. Jeg skal lige have et dokument, hvorpå min nye "indtægt"
fremgår, så jeg kan få tallene rette hos diverse instanser - og så må
jeg se. Noget bliver jo også "slugt" i transport, og evt. fagforening
(aner ikke om jeg skal ind i sådan en)...

> Lige præcis, og selvom jeg selvfølgelig skal tage nogle hensyn
> til min partner, så har jeg efterhånden fundet ud af, at der
> altså ingen garantier er..........og jeg kan ikke stille nogen
> for mine følelser heller. Så hvor jeg før gjorde en del ud af at
> afklare intentioner osv så har jeg ladet det ligge nu. Hvis han
> føler et behov for at afklare med mig, hvad jeg vil med ham i det
> lange løb, så må han altså selv sige til, ligesom jeg gør det i
> det omfang jeg har brug for det.

Nikker...

> Ja jeg ved godt, at det hurtigt bare bliver sådan. Men måske det
> er en god idé at holde igen, selvom du måske umiddelbart har lyst
> til at sige ja. Ikke lade sig selv forhaste tingene. Så er der
> måske også større chance for at man går ind til det med en del
> mere realisme.

Jeg er sgu' selv en slemt utålmodig sjæl - så her ligger bestemt noget
jeg vil have godt af at lære.

> Det er klart en løsning. Men hvis han nu ikke selv har børn, så
> er han måske heller ikke trænet i, hvad der egentlig skal til.
> Så du kunne jo foreslå det. Istedet for at spørge om han vil
> tage sig af dem så spørge om han vil forføje sig sammen med dem.
> Men igen, jeg har ingen børn og har aldrig selv stået i
> situationen så det er så skide let for mig at komme med "gode"
> ideer. *G*

Ja, det kunne jo snildt være et spørgsmål om formulering, det vil jeg
forsøge at komme i hu, dersom scenariet skulle gentage sig.

> Jeg bryder mig ikke om sammenligningen med et nyt job. Det er
> det jo slet ikke og jeg tror bestemt ikke det hjælper på
> parforholdet hvis man skal opfatte hinandens unger som et nyt
> job.

Det har du ret i - jeg er altså også lidt kynisk anlagt.
Det skal bare virke - slut, færdig - ikke alt det der føleri og
sødsuppe...
Jeg stiller jo det samme krav til mig selv, kan jeg se noget ikke
virker, så behøver jeg altså ikke en til at fortælle mig det, jeg kan
sagtens selv komme videre derfra - og enten finder jeg ret hurtigt en
anden løsningsmodel, der rent faktisk virker - eller også spørger
jeg.... og det gælder også mht. børn...

> Jeg synes det lyder som en god idé Søs.

Ja, jeg er også ved at være helt hooked på den. Glæder mig til i
morgen, når jeg kan ringe til min sagsbehandler - hun vælter da ned af
stolen *S*

> Jeg aner det ikke Søs. Sammenlignet med dig, har jeg haft det
> uendelig nemt. Jeg ved bare at den uro, jeg følte indeni mig,
> det kaos som jeg til tider kunne føle det var forsvandt da jeg
> for over et år siden var på en cykeltur med mig selv. Jeg kan
> ikke forklare det, for jeg gjorde jo netop ingenting. Ikke noget
> som jeg var bevidst om. Men den glæde og positivitet som vældede
> op i mig, som jeg kørte der i solskinnet, den er ikke forsvundet
> siden. Jo jeg har stadig dårlige dage af og til, men slet ikke
> på en måde som før der tager over.

Åh - jeg ved ikke, hvad jeg skal "sige" til det...

> Det kan bedst sammenlignes med sådan som jeg har det efter
> eksempelvis at have haft rigtig ondt i maven. Lige bagefter så
> føles normalt simpelthen så himmelsk. Sådan føltes det også den
> dag for over et år siden.....men den himmelske følelse ved det
> normale er så bare ikke gået væk igen, som den gør efter
> mavepinen og man næste dag har glemt en stor del af de voldsomme
> smerter. Den er der hele tiden. Den føles egentlig ikke som ro
> men mere som en enorm uendelig kilde af glæde der lige så stille
> siver ud i mig hver eneste dag hele tiden. Jeg bliver stadig
> vred og ked af det og alt muligt andet, men hele tiden ligger det
> her lige underneden og gør at jeg ikke falder i sorte huller af
> dages varighed eller føler mig opgivende overfor noget i ret lang
> tid af gangen.

Ja, det oplever jeg så kun i mindre portioner, jævnt fordelt gennem
dagen :0)
Altså denne kilde af glæde - det er ikke en konstant størrelse for
mig.

> Ro er måske heller ikke det rette ord for det. *S*

Næeh... jeg er også ude i noget i hele denne tråd, som jeg har svært
ved at få greb om, og endnu sværere ved at sætte ord på :0)

Tusinde hilsner
Søs



Søg
Reklame
 
Statistik
Spørgsmål : 177560
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408943
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste