---

Aldrig advaredes "stikkerne", så MORDLYST var drivkraft.

Der eksisterer fra besættelsestiden ikke én eneste beretning om at at en
tyskvenlig person blev tilskyndet til at rejse til Sverige, så man slap for
at likvidere ham.

Men der svælges i rørstrømsk empati med frihedskæmperne der myrdede, meget
mod deres vilje, for at redde kamerater.

Jeg er meget sikker på, udfra beretninger fra den tid, at en elite af
danskere ledede nogle eventyrlystne lykkeriddere der ville være anti-tyske
krigere.

Gunner Dyrberg fra Holger Danske har fortalt mig at tusinder af danskere
ønskede at "komme med i en sabotagegruppe, men ingen turde eller ville
optage dem - der var ikke nok relevante job at sætte dem til".

Fordi der skulle skabes en myte om vigtig dansk militær kamp mod
besættelsesmagten, har man gejlet op til had mod nogle ret ufarlige danskere
med svagt pro-tyske sympatier fx Leif Panduros far.

Disse har man skudt - bagfra - når de var alene - helt ufarligt.

Og man har følt sig som helte.

Men for at have psyke til så afstumpet handling, har frihedskæmperne måtte
udvælges blandt splittede, ulykkelige mennesker, der ikke kunne passe ind i
et netværk, og som derfor ofte begik selvmord efter krigen, da det
livsindhold de havde stablet op, pludselig var pist væk.

Best havde ret i, at det var latterligt at tro, at vor modstand kunne
forkorte krigen. Hvorfor så dræbe, når det ingen gavn gør?

Hvis der ønskedes effektiv frihedskamp og minimalt antal clearing-mord
modterror fra tysk side, så havde man ved mistanke om stikkeri, truet
personen til at rejse til Sverige, hvad ikke var svært. Aldrig forekom sådan
ansvarlighed og humanisme - psykopat-anklage er ikke så tosset.