---

ET SMUKT SIND behøver aldrig tvang

Hollywoods opreklamering af antipsykiatri pr Gøgereden-filmen hvor en
ulækker pædofil-dømt blev sindsygdiagnosticeret og tvangsindlæagt på lukket
afdeling og berigede livet for de medindsatte, var pga JAckNocholson-charme
så morsom og urealistisk,

at den ikke bidrog til bedre psykiatri - men fik Oscar i 1977

I 2002 gav man Oscar til en fæl reklamefilm om en genial
kodebryder-matematiker, der ser koder overalt og har gavn af psykiatrisk
tvang.

Men når man, som filmens titel hævder, har "et smukt sind" er der vel netop
en harmoni, der gør det muligt ved egen kraft at komme på ret køl når
uvoldelig småkrise..

Kun ved alvorlig risiko for vold fra den diagnosticerede, kan tvang
undskyldes, og det var der ikke fra den lille forbitrede Princeton-nørd.

Hvis en sindssyg bedres, er det sandsynligt at det ville være sket også uden
lægelige indgreb.



Lærebøger erkender at psykofarmaka og elektrochok altid er overfladisk
symptombehandling og ikke påvirker ondets rod.



Medstuderende gør grin af matematikerens ubehjælpsomme måde at vandre
gennem campus.

Udstødelse pr latterliggørelse er nok afgørende for at kontakt med læger
bliver det mindste af to onder for visse aparte eksistenser



Kender nogen en ægte solstrålehistorie om psykiatri, så fortæl om den her.



Nørden der bliver normal/anstændig/unørdet , denne Nash, der får Nobelpris i
1994, får pludselig det år penne forærende af talrige tilfældigt nærværende
kolleger i en restaturant på Princeton.

Det ligner i filmen dyre fyldepennne - men hvem har brug for mange af dem?

Er det et særligt ritual?



I filmens afsluttende tekster påstås at Nash-matematikken har påvirket både
business mangement og biokemi. Er der eksempler på sådant?