VELKOMMEN TIL BACKHOME.DK
"BackHome.dk" er i ordets bogstaveligste forstand en "HJEMME-side" for
udenlandsdanskere. Som du uden tvivl kan se, indeholder den en masse
dejlige, skæve billeder fra vores fædreland, som primært er beregnet
til de tusinder af danskere, der har deres bopæl uden for Danmarks
grænser. Mennesker som synes, det er sjovt at betragte det Danmark de
kendte engang og det Danmark, som hver dag udvikler sig.
Lille Danmark har rundt regnet 250.000 ambassadører fordelt ude over
hele verden. På "BackHome.dk" glæder vi os til at kunne betjene så
mange aktive danskere.
Vi regner med altid at kunne tilbyde ca. 1000 arkiv-billeder på vores
hjemmeside. Hjemmesiden ændrer sig hele tiden, og hvis den bliver en
succes, vil vi lægge yderligere 1000 billeder ud. Man vil kunne
downloade alle billederne gratis fra hjemmesiden til eget dvs. privat
og ikke kommerciel brug. Vi vil være glad for, hvis du skriver
hjemmesidens navn på alt online og trykt materiale.
I disse internet-tider kan udenlandsdanskere få masser af hjælp og
links på nettet for at bevare deres forbindelse til Danmark. Nogle af
disse relevante links vil du kunne finde på vores hjemmeside. Men vi
understreger, at vores hjemmeside mest beskæftiger sig med den
følelsesmæssige side ved at være væk hjemmefra. Hvorledes kan man som
udenlandsdansker forklare venner, familie og forretningsforbindelser
om sit fædreland? Vi håber, at vi med "BackHome.dk" kan være med til
at give en beskrivelse i billeder af det land, som du er langt væk fra
- til glæde for dine venner og dig selv. I sidste ende håber vi ikke
blot at have bragt billeder, der beskriver dagligdagen, men også de
skiftende årstider, særlige begivenheder og den konstante udvikling,
som kendetegner dagens Danmark.
|