---

En dom fra HR er lige offentliggjort i U2007.1835H. Den er principiel og
vedrører omsætningsgældsbreve, jf. GBL § 11, stk. 2, nr. 3 om pant i
fast ejendom.

GBL § 11, stk. 2, nr. 3 siger:
"§ 11. Reglerne i dette kapitel kommer til anvendelse på
omsætningsgældsbreve.
Stk. 2. Omsætningsgældsbreve er:

.....

3. Gældsbreve, der giver pant i fast ejendom eller registreret skib
eller luftfartøj, medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke
til ordre« eller tilsvarende forbehold. "

Sagen handler om et pantebrev, altså et gældsbrev, der efter sin ordlyd
gav pant i fast ejendom, dvs. et omsætningsgældsbrev efter nævnte
bestemmelse.

Pantebrevsdebitors hus ryger på tvangsauktion i firserne uden dækning
til pantebrevskreditor. Pantebrevet slettes fra tingbogen, jf. også
nuværende RPL § 581 (der nævnes blot i dommen at pantebrevet blev
slettet efter tvangsauktionen).

Pantebrevskreditor gør den personlige fordring gældende mod
pantebrevsdebitor, der anerkender kravet, men kan ikke betale, da han er
insolvent. Skifteretten har desuden afvist konkursbegæring, da der
mangler retlig interesse fra rekvirentens side, da skyldner ingen
aktiver har. Desuden gør pantebrevsdebitor gældende, at da pantebrevet
er et omsætningsgældsbrev, er han kun pligtig til at betale mod
udlevering af pantebrevet, jf. GBL § 21. Det er dette punkt striden står
om, da pantebrevskreditor har mistet det fysiske pantebrev, det
bestrides dog ikke at pantebrevet rent fysisk eksisterer. Mere præcist
bliver tvisten således koncentreret til at handle om, hvorvidt der er
tale om omsætningsgældsbrev, hvor betaling kun kan ske mod udlevering,
eller om det blot nu er blevet et almindeligt gældsbrev, der altid kan
kræves betalt

Byretten afgjorde sagen på den efter mening bedste måde, da de ikke
ville tage stilling til gældsbrevs spørgsmålet, eftersom skyldners
anerkendelse af gælden i skifteretten, udgjorde en selvstændig fordring,
løsrevet fra pantebrevet.

Østre landsret stadfæstede byrettens argument, men afgjorde ligeledes
sagen igennem gældsbrevsspørgsmålet og løste dette således:

"Det omhandlede pantebrev opnåede ikke dækning under tvangsauktionen i
1981. Det lægges til grund, at pantebrevet herefter ikke giver pant i
fast ejendom.
Gældsbrevet falder derfor ikke ind under ordlyden af gældsbrevslovens §
11, stk. 2, hvorfor gældsbrevslovens § 21 ikke finder anvendelse."

Højesteret kom til et andet resultat. HR tog iøvrigt åbenbart kun
stilling til gældsbrevspørgsmålet, og tog derfor ikke stilling til
byrettens argument. HR dom siger i sin helhed

"Reglerne om omsætningsgældsbreves negotiabilitet har til formål at
lette deres omsætning ved at lade retsstillingen bero på dokumentets
indhold og dets ihændehavelse. Det er i overensstemmelse hermed bestemt
i gældsbrevslovens § 21, at skyldneren kun er forpligtet til at betale
gælden mod udlevering af gældsbrevet.
Det omhandlede pantebrev giver ifølge sit indhold sikkerhed i fast
ejendom og er således udstedt som et omsætningsgældsbrev, jf.
gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3. Efter bestemmelsens ordlyd
sammenholdt med begrundelsen for reglerne om negotiabilitet finder
Højesteret, at det forhold, at panteretten senere er bortfaldet som
følge af tvangsauktionen og pantebrevet slettet af tingbogen, ikke
fratager pantebrevet dets karakter af omsætningsgældsbrev. Det bemærkes,
at en imødekommelse af Dansk Kautions standpunkt ville skabe uklarhed
bl.a. om tidspunktet for ændringen af dokumentets karakter, og at
hensynet til den kreditor, der på grund af pantebrevets bortkomst ikke
kan udlevere det, er tilgodeset ved adgangen til mortifikation.
Da D herefter kun er forpligtet til at betale gælden mod udlevering af
pantebrevet, tager Højesteret hans frifindelsespåstand til følge.
Der er ved fastsættelsen af sagens omkostninger taget hensyn til, at
retsafgiften af det omtvistede beløb for landsret og Højesteret udgør
ca. 7.000 kr."

HR siger direkte, at *panteretten* er bortfaldet, altså materielt, men
alligevel mener man GBL § 11, stk. 2, nr. 3 og negotiabilitetshensynet
tilsiger, at pantebrevet, er et omsætningsgældsbrev.

Dommen udtaler sig rimelig generelt, og må derfor siges at være et
præjudikat, der kan påberåbes i andre relationer. Det interessante er
vel, om dommen åbner mulighed for, at pantebreve kan sælges til
godtroende tredjemænd efter tvangsauktion, hvorefter den nye
auktionskøber ikke kan gøre indsigelse mod panteretten gældende, jf. GBL
§ 14, altså den indsigelse at panteretten skulle være bortfaldet
ekstingveres.

Mit spørgsmål er således til gruppen, om denne læsning er korrekt, og om
dommen ikke, set i det lys, egentlig er lidt upraktisk (eller problematisk).

---

xxxfoo wrote:
> En dom fra HR er lige offentliggjort i U2007.1835H. Den er principiel
> og vedrører omsætningsgældsbreve, jf. GBL § 11, stk. 2, nr. 3 om pant
> i fast ejendom.

Årh, gider du ikke sende mig dommen (min email skulle fremgå af indlægget),
evt. poste den her i fuld udstrækning, jeg har ikke adgang til UfR
hjemmefra. Domsreferatet kan du bare klippe væk.

/Bacher

---

Codexx wrote:

[klip]

> Årh, gider du ikke sende mig dommen (min email skulle fremgå af indlægget),
> evt. poste den her i fuld udstrækning, jeg har ikke adgang til UfR
> hjemmefra. Domsreferatet kan du bare klippe væk.

Der er stort set ikke mere i dommen end det som fremgår af mit indlæg.
HR's konklusioner er gengivet i indlægget i sin helhed. Dommen i
ugeskriftet er under 2 sider.

---

On 26 Jul., 14:37, xxxfoo <xxx...@gmail.com> wrote:
> En dom fra HR er lige offentliggjort i U2007.1835H. Den er principiel og
> vedrører omsætningsgældsbreve, jf. GBL § 11, stk. 2, nr. 3 om pant i
> fast ejendom.
>
> GBL § 11, stk. 2, nr. 3 siger:
> "§ 11. Reglerne i dette kapitel kommer til anvendelse på
> omsætningsgældsbreve.
> Stk. 2. Omsætningsgældsbreve er:
>
> ....
>
> 3. Gældsbreve, der giver pant i fast ejendom eller registreret skib
> eller luftfartøj, medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke
> til ordre« eller tilsvarende forbehold. "
>
> Sagen handler om et pantebrev, altså et gældsbrev, der efter sin ordlyd
> gav pant i fast ejendom, dvs. et omsætningsgældsbrev efter nævnte
> bestemmelse.
>
> Pantebrevsdebitors hus ryger på tvangsauktion i firserne uden dækning
> til pantebrevskreditor. Pantebrevet slettes fra tingbogen, jf. også
> nuværende RPL § 581 (der nævnes blot i dommen at pantebrevet blev
> slettet efter tvangsauktionen).

Det er faktisk ikke relevant, da panterettigheden pr. automatik
bortfalder efter en tvangsauktion hvor der ikke opnås dækning, jf.
også U 1982.748 Ø.

> Pantebrevskreditor gør den personlige fordring gældende mod
> pantebrevsdebitor, der anerkender kravet, men kan ikke betale, da han er
> insolvent. Skifteretten har desuden afvist konkursbegæring, da der
> mangler retlig interesse fra rekvirentens side, da skyldner ingen
> aktiver har. Desuden gør pantebrevsdebitor gældende, at da pantebrevet
> er et omsætningsgældsbrev, er han kun pligtig til at betale mod
> udlevering af pantebrevet, jf. GBL § 21. Det er dette punkt striden står
> om, da pantebrevskreditor har mistet det fysiske pantebrev, det
> bestrides dog ikke at pantebrevet rent fysisk eksisterer. Mere præcist
> bliver tvisten således koncentreret til at handle om, hvorvidt der er
> tale om omsætningsgældsbrev, hvor betaling kun kan ske mod udlevering,
> eller om det blot nu er blevet et almindeligt gældsbrev, der altid kan
> kræves betalt
>
> Byretten afgjorde sagen på den efter mening bedste måde, da de ikke
> ville tage stilling til gældsbrevs spørgsmålet, eftersom skyldners
> anerkendelse af gælden i skifteretten, udgjorde en selvstændig fordring,
> løsrevet fra pantebrevet.

Mangler der et "min" i ovenstående?

Måske fatter jeg ikke en skid, men vil byrettens løsning ikke medføre
at skyldner risikerer at skulle betale beløbet igen, såfremt en 3.
mand dukker op med pantebrevet (som jo så kun er et
omsætningsgældsbrev) ? Det forekommer mig ikke rigtigt, at skyldners
anerkendelse af, at der eksister et pantebrev, er det samme som at
"Dansk Kaution" skulle opnå en ny fordring.

> Østre landsret stadfæstede byrettens argument, men afgjorde ligeledes
> sagen igennem gældsbrevsspørgsmålet og løste dette således:
>
> "Det omhandlede pantebrev opnåede ikke dækning under tvangsauktionen i
> 1981. Det lægges til grund, at pantebrevet herefter ikke giver pant i
> fast ejendom.
> Gældsbrevet falder derfor ikke ind under ordlyden af gældsbrevslovens §
> 11, stk. 2, hvorfor gældsbrevslovens § 21 ikke finder anvendelse."

hmm.

> Højesteret kom til et andet resultat. HR tog iøvrigt åbenbart kun
> stilling til gældsbrevspørgsmålet, og tog derfor ikke stilling til
> byrettens argument. HR dom siger i sin helhed
>
> "Reglerne om omsætningsgældsbreves negotiabilitet har til formål at
> lette deres omsætning ved at lade retsstillingen bero på dokumentets
> indhold og dets ihændehavelse. Det er i overensstemmelse hermed bestemt
> i gældsbrevslovens § 21, at skyldneren kun er forpligtet til at betale
> gælden mod udlevering af gældsbrevet.
> Det omhandlede pantebrev giver ifølge sit indhold sikkerhed i fast
> ejendom og er således udstedt som et omsætningsgældsbrev, jf.
> gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3. Efter bestemmelsens ordlyd
> sammenholdt med begrundelsen for reglerne om negotiabilitet finder
> Højesteret, at det forhold, at panteretten senere er bortfaldet som
> følge af tvangsauktionen og pantebrevet slettet af tingbogen, ikke
> fratager pantebrevet dets karakter af omsætningsgældsbrev. Det bemærkes,
> at en imødekommelse af Dansk Kautions standpunkt ville skabe uklarhed
> bl.a. om tidspunktet for ændringen af dokumentets karakter, og at
> hensynet til den kreditor, der på grund af pantebrevets bortkomst ikke
> kan udlevere det, er tilgodeset ved adgangen til mortifikation.
> Da D herefter kun er forpligtet til at betale gælden mod udlevering af
> pantebrevet, tager Højesteret hans frifindelsespåstand til følge.
> Der er ved fastsættelsen af sagens omkostninger taget hensyn til, at
> retsafgiften af det omtvistede beløb for landsret og Højesteret udgør
> ca. 7.000 kr."
>
> HR siger direkte, at *panteretten* er bortfaldet, altså materielt,

Klart.

> men
> alligevel mener man GBL § 11, stk. 2, nr. 3 og negotiabilitetshensynet
> tilsiger, at pantebrevet, er et omsætningsgældsbrev.
> Dommen udtaler sig rimelig generelt, og må derfor siges at være et
> præjudikat, der kan påberåbes i andre relationer. Det interessante er
> vel, om dommen åbner mulighed for, at pantebreve kan sælges til
> godtroende tredjemænd efter tvangsauktion, hvorefter den nye
> auktionskøber ikke kan gøre indsigelse mod panteretten gældende, jf.. GBL
> § 14, altså den indsigelse at panteretten skulle være bortfaldet
> ekstingveres.
>
> Mit spørgsmål er således til gruppen, om denne læsning er korrekt, og om
> dommen ikke, set i det lys, egentlig er lidt upraktisk (eller problematisk).

Altså du mener at "Dansk Kaution" sælger pantebrevet efter
tvangsauktionen til en 3. mand i god tro som ikke oplyses om at
panteretten er bortfaldet. 3. mand bør vel i sådanne tilfælde
undersøge tingbogen for den ejendom der skulle være omfattet af
pantet. Men 3. mand bevarer da sine mangelsindsigelser overfor "Dansk
Kaution", og må så gå i flæsket på dem?

/Bacher

---

Codexx wrote:

> Det er faktisk ikke relevant, da panterettigheden pr. automatik
> bortfalder efter en tvangsauktion hvor der ikke opnås dækning, jf.
> også U 1982.748 Ø.

Det er rigtigt at aflysning vel er irrelevant, hvis der ingen ret er
materielt. Men henvisningen til RPL § 581 var ment som indirekte hjemmel
for eller illustration af, at panteretten bortfalder ved tvangsauktion,
da det ellers ville være ulogisk at tvangslette pantebrevet.

> Mangler der et "min" i ovenstående?

ja.

> Måske fatter jeg ikke en skid, men vil byrettens løsning ikke medføre
> at skyldner risikerer at skulle betale beløbet igen, såfremt en 3.
> mand dukker op med pantebrevet (som jo så kun er et
> omsætningsgældsbrev) ? Det forekommer mig ikke rigtigt, at skyldners
> anerkendelse af, at der eksister et pantebrev, er det samme som at
> "Dansk Kaution" skulle opnå en ny fordring.

Det er rigtigt, hvis du forudsætter løsningen at pantebrevet er et
omsætningsgældsbrev. Okay, dette spørgsmål må således afgøres først, og
hvis svaret er negativt (i hvilket det jo så ikke var ift. HR) så er det
ekstra tilsagn jo egentlig ligegyldigt, da pantebrevet fortsætter som en
simpel gældsbrev.

Men jeg er nu ikke helt sikker på, at det ikke er muligt, "aftale" sig
af GBL § 21, ved at give et nyt tilsagn. Det virker dog ikke som om
sagen blev procederet på dette punkt, og byretten flygter nok rettere
fra problemet. Jeg tager mine ord i mig.

> Altså du mener at "Dansk Kaution" sælger pantebrevet efter
> tvangsauktionen til en 3. mand i god tro som ikke oplyses om at
> panteretten er bortfaldet.

Nej ikke Dansk Kaution som sådan. Spørgsmålet handlede generelt om de
muligheder dommen åbner op for. Men ja, et pantebrev, der på sit ansigt
ligner ethvert andet, sælges til godtroende tredjemand.

> 3. mand bør vel i sådanne tilfælde undersøge tingbogen for den
> ejendom der skulle være omfattet af pantet.

Det ville så være første gang man har statureret undersøgelsespligt af
tingbogen ved køb og salg af pantebreve og GBL § 14. Netop TL § 2
indikere vel, at man ikke behøver at tjekke tingbogen ved køb og salg af
pantebreve.

> Men 3. mand bevarer da sine mangelsindsigelser overfor "Dansk
> Kaution", og må så gå i flæsket på dem?

Ja ja selvfølgelig, men hele den dynamiske tingsret om eks./vind. bygger
på ideen om, at der aldrig er noget at hente hos mellemledet. Jeg tror
ikke at Dansk Kaution som sådan har solgt brevet. Mit spørgsmål er, om
dommen ikke åbner en breche i netop den regel, at udækkede
panterettigheder ophører ved tvangsauktion. Det gør den vel, hvis et på
en tvangsauktion udækket pantebrev efterfølgende sælges til godtroende
tredjemand, jf. GBL § 14.

---

Hvordan er det nu, er den der "Lov om ændring af lov om tinglysning
og forskellige andre love" (digital tinglysning) trådt i kraft ?

Så er intet jo som det gamle (snøft hulk)...

/Bacher

---

Codexx wrote:
> Hvordan er det nu, er den der "Lov om ændring af lov om tinglysning
> og forskellige andre love" (digital tinglysning) trådt i kraft ?
>
> Så er intet jo som det gamle (snøft hulk)...

digital tinglysning ændrer ikke de grundlæggende principper vedr. den
dynamiske tingsret.

Hvis man læser Karnovs note til TL § 2, så står der iøvrigt, erhververen
af et utinglyst pantebrev er beskyttet efter GBL's regler, hvilket ville
være temmligt intetsigende, hvis det forhold at pantebrevet var
utinglyst kunne bringe erhvereren i ond tro ift. eksempelvis GBL § 14.

Det er altså en mærkelig konstruktion HR har fundet på. Pantebrevet er
et omsætningsgældsbrev uden material panteret. Men
omsættelighedshensynet i GBL § 14 f.eks. siger jo, at godtroende
erhverver får den ret, der fremgår af pantebrevet, og pantebrevet
angiver jo netop, at der er pant i fast ejendom. Det er derfor
nærliggende at konkludere, at panteretten kan genopstå ved
videreoverdragelse til godtroende 3 mand, selvom det blev aflyst som
udækket på en tvangsauktion.

---

xxxfoo wrote:
> Det er altså en mærkelig konstruktion HR har fundet på. Pantebrevet er
> et omsætningsgældsbrev uden material panteret. Men
> omsættelighedshensynet i GBL § 14 f.eks. siger jo, at godtroende
> erhverver får den ret, der fremgår af pantebrevet, og pantebrevet
> angiver jo netop, at der er pant i fast ejendom. Det er derfor
> nærliggende at konkludere, at panteretten kan genopstå ved
> videreoverdragelse til godtroende 3 mand, selvom det blev aflyst som
> udækket på en tvangsauktion.

Jeg nægter at tro domstolene vil nå til den konklusion, selvom jeg sagtens
kan se din pointe. Hvad hvis man anførte at reglerne om tvangsauktion, som
en art lex specialis gik forud for ekstinktionsreglerne, som udmyntet i GBL
§ 14?

/Bacher

---

Codexx wrote:

> Jeg nægter at tro domstolene vil nå til den konklusion, selvom jeg sagtens
> kan se din pointe. Hvad hvis man anførte at reglerne om tvangsauktion, som
> en art lex specialis gik forud for ekstinktionsreglerne, som udmyntet i GBL
> § 14?

Men alle disse mærkelige krumspring kunne være undgået ved, simpelthen
at sige, at der ikke er tale omsætningsgældsbrev, da pantebrevet ikke
længere materielt giver panteret i fast ejendom. Det der gør forholdet
endnu mere bizart er, at kreditor ved mortifikationsdom, kan gøre
omsætningsgældsbrevet til en personlig fordring istedet, hvis det
fysiske (rørlige) omsætningsgældsbrev er forsvundet. Dvs. man kan ikke
engang have mistanke om, at HR valgte omsætningsgældsbrevsløsningen for
at afskære kreditors krav ud fra reale grunde. Det er altså helt
principielt nu slået fast, at pantebreve er omsætningsgældsbreve, når
blot de efter deres ordlyd giver pant i fast ejendom, uanset om
pantebrevet rent materielt giver panteret i fast ejendom.