En stor vestjysk havefest. Sådan kan "Esbjerg Rock Festival" bedst
beskrives.
Kæresten og undertegnede ankom da Rocazino var i gang, og trods en
smule køtid ved indgangen nåede vi at se en del hits, herunder "Ridder
Lykke", "All My Love" og "Alle for En", samt 2-3 numre. Bandet syntes
meget oplagt, og leverede en præstation de sagtens kunne være bekendt.
De kæmpede en brav kamp mod de sidste regndråber og mod et publikum,
jeg ikke tidligere har oplevet magen til.
Når man, som kæresten og jeg, vælger at tage turen København-Esbjerg
for at høre musik, så møder man op fordi... man gerne vil høre musik.
På dette område skildte vi os markant ud fra hovedparten af publikum i
Vognsbølparken denne dag.
Publikum til Rocazino koncerten bestod af en håndfuld rækker med meget
engagerede fans lige foran scenen, efterfuldt af en håndfuld rækker
med småt-engagerede publikummer. På resten af arealet mellem
scenekanten og "lydtårnet" havde publikum slået sig ned i deres
medbragte campingstole i enhver afskygning, og spredt imellem
campingstolene stod der små grupper og talte sammen og vind, vejr og
hvad der ellers foregår i Esbjerg.
Vi tænkte at det hovedsageligt uengagerede publikum, de mange
campingstole på koncertplænen og den store mængde samtale om alt andet
en musikken ville forsvinde efterhånden som der kom flere til. Vi tog
fejl.
Det næste band, T'Pau, har jeg ikke noget særligt forhold til. Der var
dukket lidt flere folk op, men her var endnu flere uengagerede.
Mængden af campingstole foran scenen tog til.
Derefter kom Midge Ure til. Jeg havde virkeligt set frem til hans
optræden, og han leverede en habil performance. Han lagde ud med et
orkester, og spillede Hymn og Fade to Grey hvilket fik en forholdsvis
stor del af publikum på tæerne. Derefter spillede han 2-3 semi-
akustiske numre uden orkester, hvilket lagde en ret kraftig dæmper på
gemytterne. Folk var ikke "hardcore Midge Ure" fans, og det var ret
tydeligt. Han sluttede af sammen med orkestret igen og vi fik
naturligvis Vienna og No Regrets mv. De akustiske numre var noget
fejlplacerede, imho, til denne form for koncert, men på den anden side
viste han at han optrådte for sin egen, og ikke for et brovtende
publikums, skyld.
Desværre syntes lyden at være noget dårligt mixet, bass og trommer
havde alt for meget "power" i forhold til hans vokal. Derudover var
det svært ved de akustiske numre at "holde fokus", når der ofte kom
høje udbrud af "GUUUUUUUD! ER DU HER?!?! AAAARJ, JEG VIDSTE IKKE AT I
SKULLE HERUD!! EEEEEJ, HVOR SJOVT!!!" og lignende i publikumsrækkerne
(råbt af stærkt berusede kvindfolk).
Belinda Carlisle gik på og leverede, sammen med husorkestret, en række
af hendes mest kendte numre. Hun leverede hvad der var forventet og
fik en smule opbakning fra publikum løbende på de mest kendte numre.
Derefter gik Paul Young på, hvor vi dog fortrak for at få lidt at
spise.
Koncertområdet var ret stort, og rundt omkring det var der placeret
boder til øl og vand, mad, merchandice (sp?) og drinks. Derudover var
der et helt separat område med "Eldorado Teltet" hvor Dan Rachlin,
Joakim Hediger og venner spillede 80erne musik. I samme område var
estableret de sædvanlige festivalboder (body tattoos, solbriller, etc)
og diverse madboder. Pladsen var fint disponeret, i mine øjne, og der
var ikke megen masen og skubben. Generelt synes jeg at festivalen
virkede velarrangeret og veldrevet.
Vi forlod festivalområdet kortvarigt, og gik forbi
parkeringspladserne. Godt og vel hver anden bil var lavet om til en
mini-fest med folk der nød billige tyske dåseøl, grillede pølser fra
medbragt engangsgrill og ellers blot nød livet. Prisen på
festivalpladsen var 35 kroner for en fadøl, 60 kroner for 1,5 liter øl
og 20 kroner for en pølse med brød - hvilket jeg egentligt fandt
billigt.
Vi kom tilbage da Alphaville skulle på. Dette var også en koncert jeg
så meget frem til. Musikken her var markant bedre mixet, og vi kunne
holde ud at gå "tæt på". Vi stod cirka 10 meter fra scenen, omgivet af
campingstole og folk der talte om hvem der skulle hente den næste
kande øl. De fleste publikummer (incl. undertegnede) ventede på de
kendte numre fra "Forever Young"-albummet, men Alphaville fokuserede
på en del nyere materiale. De spillede en noget "skæv" version af "A
Victory of Love" og lidt flere "ukendte" numre før til sidst hvor The
Jet Set, en alternativ Big in Japan og en Forever Young med fællessang
skabte en form for forløsning.
Der var som sådan ikke noget at udsætte på deres optræden, de brændte
for sagen, og nød åbenlyst at optræde. Men der var for få "ørehængere"
til at få engageret publikum for alvor.
Vi overvejede at blive til de sidste to bands, OneTwo og Nena, men
valgte istedet at vende snuden hjemad. Vi følte ikke rigtigt noget
specielt forhold til de to bands, og tvivlede på at de to bands ville
kunne engagere publikum mere end de foregående.
Denne anmeldelse har muligvis fokuseret for meget på publikum i
forhold til musikken. På det område matcher anmeldelsen de fleste der
gik til festivallen i går: De kom for publikummets og ikke musikkens
skyld. Samlet set virkede festivallen som en stor vestjysk havefest,
hvor familiens sorte får fra bodegaen også måtte deltage. En sand
koncertoplevelse blev det kun i korte, og alt for små bidder.
Mvh,
Anders
Eksil-sønderjyde
|