Simpson er antisocialistisk, antiformynderisk, protobaksrygning - uanset om
de ryger i tegnefilmen
Genialt. Tiltrængt.
Selv tryghedsharkomanavisen lader en klog Vinterberg anmelde positivt - ham
har jeg hjernevasket til FRIHED da vi var spejdere sammen.
»D'oh!« The Simpsons fylder 20
Tv-serien om 'The Simpsons' har på næsten 20 år og med over 400 episoder
ændret tegnefilmens og familie-sitcom'ens plads i den amerikanske hverdag,
som serien parodierer godmodigt, men ikke tandløst. Nu kommer omsider
spillefilmen om Marge og Homer Simpson, deres børn og deres by, Springfield.
Af Søren Vinterberg
Doughnut er hans yndlingsspise, og det oftest citerede af hans bevingede ord
er »d'oh!«. Og pyt med, om du ikke vidste det før, for nu kommer du til det.
På fredag inviterer nemlig også danske biografer indenfor i den lille
amerikanske flække, hvor livet udfolder sig omkring manden med det bløde
punkt for det nationalbagværk, der ligner en vaniljekrans med
storhedsvanvid, som vil puste sig op til at være en berliner.
Springfield hedder byen, manden og hans familie er The Simpsons - og man
skal faktisk være lidt heldig for slet ikke at have hørt om dem. Det
mærkeligste ved 'The Simpsons Movie' med premieren på fredag er nemlig, at
spillefilmen først er kommet nu - hvor tv-serien er på vej ind i sin 20.
sæson og for længst er blevet både kult og milliardsucces. Og efter fleres
mening har lagt sin glansperiode bag sig.
Historien om 'The Simpsons' er nemlig den gode gamle, om en parodi på
mainstreamkulturen - som selv gik hen og blev mainstream.
Ud af ghettoen
»Et alternativ til alt det mainstream trash« var, hvad tegneren Matt
Groening ville udvikle, da han lavede sin tegnefilmparodi på de
familie-sitcoms, som USA's fjernsynskanaler flød over med i primetime dér
sidst i 1980'erne.
Starten var nogle indslag i 'The Tracey Ullman Show', den britiske
sangerinde og komikers højpopulære amerikanske tv-show fra 1987 og frem.
Egentlig ville Groening have lavet en tegnefilmversion af sin trykte
tegneserie 'Life in Hell', men opgav at bjerge alle rettighederne til
figurerne tilbage (serien blev syndikeret og gik bl.a. i det danske dagblad
Information først i 1990'erne) - og skitserede i stedet en familie, der
lignede hans egen en hel del:
Homer Simpson og hans kone, Marge, deler navne med tegnerens egne forældre,
døtrene Lisa og Maggie er også opkaldt efter tegnerens egen familie, og hans
eget alter ego i familien er den tiårige søn Bart - altså ikke en Matt, men
dog en ægte 'brat', en fræk lille rod. Showets producer, James L. Brooks, så
potentialet, og i 1989 var figurskitserne pudset af og en selvstændig
tv-series første episoder klar.
Over generationskløften
Med sin enkle streg og spekulationsfri livserfaring egnede serien sig til at
bygge bro mellem adskilte lejre: tale til voksne, selv om tegnefilm indtil
da kun blev anset for 'børnetimestof' i tv - og samtidig appellere direkte
til børnenes sans for gode gags. Måske omtrent ligesom tegneserien 'Radiserne'
i 1950'erne gennembrød børnekulturghettoens mur ind til de voksne læseres
verden.
'The Simpsons' blev en øjeblikkelig succes med over 13 millioner seere fra
starten - den første tegnefilm-sitcom med amerikansk primetime-sendetid
siden 'The Flintstones' i 1960'erne. Og dermed anbragt lige over for de
komedieserier, Groening selv ville være et alternativ til: fra 'Family Ties'
('Blomsterbørns børn') over 'Cosby' til 'Roseanne' m.m.fl.
»Eat my shorts«
'The Simpsons' er nemlig uløseligt knyttet sammen med den tv-kultur, den
også selv vil parodiere. Serien er parasit og udbryder i én paradoksal
bevægelse.
Homer Simpsons måde at spise på (hvis man kan kalde den bevidstløse
indskovling sådan), opdrage børn på (hvis man kan kalde hans afmægtige
udbrud sådan), elske sin kone på (hvis man kan kalde hans modstræbende
tilbagevenden fra diverse drømmeeskapader sådan), passe sit arbejde som
sikkerhedskontrollant på byens atomkraftværk (hvis dét er at passe det?) og
måden at udføre de fleste andre livsfunktioner på er en forstørrelse af og
dermed parodi på de svagheder, familiemedlemmerne i live-sitcoms bakser med.
Hverdagen foran tossen
Den faste åbningssekvens - lynglimt af familiens medlemmer på vej hjem fra
arbejde, skole, indkøb (med små ændringer for hver episode), indtil de i ét
sus og til Danny Elfmans musikalske tema sidder på rad og række i sofaen
foran tossen (som vi selv sidder foran) - dét ene minut lukker os ind til
alskens temaer fra den hverdag, enhver amerikaner kender.
Lige fra de mindste, som flenskaldede Homers kortvarige karrieresucces
takket være et mirakelhårmiddel, og til de største, som den episode, hvor
han får 24 timer at leve i (efter at have spist japansk kuglefisk) - og
gennemfører sin liste med »last things to do«.
Den liste inkluderer både »tal med børnene«, »elsk med Marge«, »pils med
gutterne« og »giv chefen besked«. Det sidste når han nu kun i form af et
tilråb ud ad bilvinduet, idet han suser forbi atomkraftværkets sure, griske,
kyniske chef og endelig får luft for års ydmygelser: »Eat my shorts!«. Denne
klamme opfordring til at æde underbukser er en fornærmelse, Homer har lært
af sin hæmningsløse søn, Bart.
Sex i Springfield
Alle sider af amerikansk kultur har efterhånden været i Simpsons rampelys:
countrymusikken, da Homer blev for sangerinden Lurleen, hvad 'obersten' var
for Elvis; konkurrenceliderlighed fra de første skoleklasser, da Lisa fik en
rival som klassens kvikkeste pige; trafikkøer - hvor Marge flippede totalt
ud og måtte på rekreationsanstalt; skattevæsenet; butikstyverier; og så
selvfølgelig sex.
Både Homer og Bart, den skarnsknægt, reagerer ret forudsigeligt på kvindelig
ynde, som f.eks. opdagelsen af en stripbule bag en af byens ærværdige
palæfacader. Homer til Bart: »Kvinder er som ... øh, som øl. De lugter godt,
ser godt ud - og én er ikke nok«.
Men Marges reaktion er lige så forudsigelig i en by af Springfields
størrelse og beliggenhed, hvor hun bliver talsmand for anstændigheden: »Her
i byen vil vulgaritet og sjofle vitser aldrig blive lige så populært som
selvfornægtelse!«.
Bush og the Simpsons
Episodens forløb bekræftede ikke just hendes tapre påstand, så det var ikke
grebet ud af luften, da den nuværende præsident Bushs far i sin tid i Det
Hvide Hus sagde, at »Vi vil styrke den amerikanske familie, så den ligner
the Waltons mere og the Simpsons mindre« ('The Waltons' var en af 1970'ernes
sentimentale familieserier, baseret på en roman og en 1963-film om hårdt
landboliv under 30'ernes depression).
Både i tegnefilmens erobring af voksentemaer og voksent publikum og i
udfordringerne til det moralske og efterhånden alt andet end tavse flertal i
USA banede 'The Simpsons' vej for en stribe andre animerede tv-serier som 'South
Park', 'Beavis and Butthead', 'King of the Hill' m.fl.
Magelig førsteplads
Men da serien for nylig rundede sin episode nr. 400 - det højeste antal for
nogen amerikansk tegnefilmserie - var det samtidig med en markering af
tilhørsforholdet til selv samme mainstreamkultur: Episoden var en venlig
parodi på thrillerserien '24 timer', med Kiefer Sutherland som guest star -
venligst udlånt af de to seriers fælles arbejdsgiver, Fox Film.
'The Simpsons' er nu også en god forretning for ophavsmændene selv. Matt
Groening kontrollerer selv al merchandising af T-shirts, tekrus, videospil
og andre spil såsom særlige Simpsons-udgaver af bl.a. Matador, Scrabble og
Jeopardy. Serien har 23 gange modtaget en af den internationale tv-branches
Emmy'er, den har sin egen flise med stjerne på Hollywoods 'walk of fame' -
og Homer Simpson er blevet kåret som nr. 1 af verdens 100 største
tv-skikkelser, i en afstemning på britiske Channel 4 i 2001.
Springfield fundet
I forbindelse med spillefilmens premiere er det endelig også lykkedes at
lokalisere Springfield. Groening selv hævder selvfølgelig, at der ikke er
ét, men mange forbilleder for flækken - heriblandt træk af hans egen
barndoms Portland - og bynavnet forekommer i hen ved halvdelen af USA's
stater. Men ved en lodtrækning blev det afgjort, hvilken af alle disse
Springfields der skulle lægge by til urpremieren på 'The Simpsons Movie'
forleden dag.
Vinderen blev Springfield i Vermont - så det er dér, man nu skal rejse hen,
hvis man vil føle sig som Homer selv. Man kan jo f.eks. bestille en
doughnut, tage en bid - og bryde ud i et irriteret, flovt eller bare
skuffet »d'oh!«.
|