Jens Bruun wrote:
> Nappede lige denne uges største splatter-oplevelse på TV2 i går: The
> Passion Of The Christ. Bortset fra, at jeg fandt filmen amatøragtig,
Mnjah, jeg vil dog som sprogligt intersseret historiestuderende gi' Gibson
at han så vidt ellers overhovedet muligt filologisk rekonstruerbart forsøger
at lade skuespillerne sige deres replikker på noget, der meget vel måtte
kunne have være de respektive originale sprog for de områder, handlingen
måtte udspuille sig i: Jeg har endnu ikke set Apocalypto, men han skulle mig
bekendt have fastholdt dette ret krævende koncept, hvilket immervæk er en
temmelig flot bestræbelse i betragtning af at man vel bare kunne have ladet
alle snakke standard-Hollywood-engelsk og dermed slippe for meget
budgetmæssigt besvær...
> slog det mig, at man ofte ser den genopstandne Jesus afbilledet med
> tydelige sår efter naglerne, men sjældent med tegn på at være blevet
> sønderpisket som beskrevet i omtalte film.
Det kan du have så ganske ret i, og jeg har skam også selv adskillige gange
overvejet netop dette spørgsmål:
Det mærkelige er jo - hvis man altså indledningsvis forholder sig helt
ukritisk skrifttro til NTs fire kanoniske evangelier og Apostlenes
Gerninger, hvor Jesus skildres som, tja, "dennesidigt tilstedeværende" både
før og efter Korsfæstelsen og Genopstandelsen - at det beskrives adskillige
steder om den genopstandne Jesus, at stort set ingen af Hans ellers nok så
umiddelbart nært bekendte disciple og følgere overhovedet kan genkende Ham!
Umiddelbart viser Han Sig jo - såvidt det da ellers beskrives hos f.eks.
Evangelisten Johannes i kapitel 20 - helt konkret, kødeligt genopstanden for
blandt andre Maria Magdalene, som dog tilsyneladende tror at Han er den
lokale gartner ("...Hun mente, det var havemanden..."!?) samt ved et par
andre lejligheder for disciplene, både i forsamling og i mindre vejfarende
grupper, ligesom Han tilsyneladende også har et par "tilsynekomster" EFTER
Sin Himmelfart: Her skal Han - ifølge skrifterne herom - have vist Sig for
både Paulus (som dengang hed Saul og skam såmænd ifølge sine egne senere,
samvittighedsplagede selvvidnesbyrd i sine Apostelbreve var en nidkær,
antikristen farisæer-bøddel af værste anakronistisk talt karrikerede
"Gestapo"-type på vej til Damaskus for at jage og indfange flygtede kristne
på ordre fra det jødiske råd, Synedriet), ligesom Han tilsyneladende endelig
skal have åbenbaret Sig for den aldrende, eksilerede Johannes under dennes
fangeskab på den græske ø Patmos i en afsindigt kompleks og abstrakt
apokalyptisk vision, som kan læses skildret i Johannesåbenbaringen.
Det synes ( - og nu orker jeg altså snart ikke længere spilde fingerkræfter
på alle de for min personlige fagprofessionelle hæderlighed obligatoriske
forbehold som vordende historiker, da vi vel forhåbentlig lige så godt for
blot et kort øjeblik kan vedtage at vi for den rent indholdsmæssige
diskussions skyld lader alle disse bibelske skrifter stå fuldt og helt til
troende hinsides enhver tvivl om både forfatternes identitet, indholdet og
ikke mindst affattelsestidspunktet, så vi ligesom har dèt ude af Verden,
hvis du ellers er med på dèn! - ) ret åbenlyst, at det ("heldigvis"?) ikke
er een eller anden omkringvandrende sønderpisket zombie af et skingrende
skrækindjagende "spektakel", disse disciple angiveligt skal have mødt og
set, ligesom det dog på den anden side heller ikke synes at have været een
eller anden overjordisk stråleomkranset "lysengel" af en Genopstanden
Frelser med kobolthvid korsglorie let på sned, der har vist sig for
disciplene i Evangeliernes beretninger: Men hvad er det mon så for et syn,
eller rettere, i hvilken skikkelse og statur har Jesus således ifølge
kristentroens kanonisk anerkendte bibelske kildeskrifter vist Sig ved disse
lejligheder?
Det hedder sig jo nemlig ifølge en ret berømt passage i Johannesevangeliet
at disciplen Thomas (som dertil også populært tilskrives det ifølge
undertegnedes mening helt enormt spændende apokryfe (ikke-kanoniserede),
"Thomas-evangelie", som du kan læse helt gratis på dansk her:
http://www.sociology.ku.dk/hansjk/thomas-evang.htm og som desuden optræder i
den okkulte spændingsfilm "Stigmata" med Patricia Arquette fra tv-serien
"Medium" ) fik øgenavnet "Tvivleren", da han måske lettere forståeligt havde
lidt svært ved at greje situationen og derfor i sin selvfølgelige skeptiske
mistro forlangte at få lov til fysisk at berøre Jesu sårmærker: Ergo må man
altså - hvis jeg altså i forlængelse af dit eget udmærkede debatoplæg kan få
dig med til for et kort øjeblik at "lege med på" at der skulle være tale om
en konkret faktuelt gældende historisk vidnesskildring her - konstatere at
Jesus STADIG skal have haft i hvert fald disse ret så forfærdeligt
modbydelige, åbentstående sår. Alligevel beder Han dog ikke om sådan noget
oplagt noget som eventuelle forbindinger, hvilket da også burde være
unødvendigt for så vidt Han altså måtte være genopstanden fra de døde og
dermed hinsides dèn slags "biologiske bagataller", men ikke desto mindre
spørger Han altså ifølge Lukasevangeliets skildring om eet af sine genmøder
med disciplene om noget situationen så helt afsindigt abstrakt som noget at
spise!?????
Tjek endelig selv følgende, fra Bibelselskabets hjemmeside direkte og så
vidt ellers overhovedet muligt fra undertegnedes side umanipulerede,
klippeklistrede uddrag fra Lukasevangeliets kapitel 24, hvis du - med al god
og rimelig ret - måtte finde det oplagt at betvivle min umiddelbart
forekommende sikkert "totalt udsyrede" påstand:
"v36 Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til
dem: »Fred være med jer!« v37 De blev bange og forfærdede og troede, det
var en ånd, de så. v38 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og
hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? v39 Se på mine hænder og fødder -
det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg
har.« v40 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. v41
Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han
dem: »Har I noget at spise her?« v42 De gav ham et stykke stegt fisk, v43
og det tog han og spiste, mens de så det."
Dette synes jo selvklart straks rejse en vis berettiget tvivl om, hvorvidt
Han overhovedet har været rigtigt død, men ifølge selvsamme Evangelieskrift
så ER Han altså ganske få dage forinden udåndet på Korset og gravlagt af
Josef af Aramitæa, for tilsyneladende at forsvinde fra graven, hvor et par
engle ("to mænd i skinnede hvide klæder") forkynder Hans Genosptandelse for
de fremmødte pårørende...
(Nok mener jeg personligt principielt at kunne tro på de af dogmatikken
dikterede mirakler, herunder selvfølgelig Kristi kødelige Genopstandelse
inklusive, men lige netop denne passage forekommer mig dog altså alligevel
surrealistisk på et om muligt endnu højere plan, end jeg ellers måtte være
indstillet på overhovedet at kunne teoretisere troskyldigt
teologisk-abstrakt over!
)
Nu holder jeg tilfældigvis Weekendavisen, og jeg skal derfor i denne
anledning straks varmt anbefale en ganske god artikel om den ifølge
undertegnedes mening så afgjort suverænt smukkeste statue, der nogensinde er
lavet af Kristus, nemlig Bertel Thorvaldsens 3,5 meter høje marmorudhuggede
mesterværk i Københavns Vor Frue Domkirke...Artiklen er skrevet af Klaus
Wivel, og den hedder - måske meget apropos - "Gen færd" (i to ord...)
Een af de ganske få ting, jeg dog allerede før at have læst denne udmærket
oplysende artikel vidste om Thorvaldsens Kristus, er at den netop gengiver
sårmærkerne - om end ellers MEGET diskret - efter naglerne og spydstikket,
men dog tilsyneladende ikke efter hverken tornekronen eller - så vidt jeg
ved uden at have set statuen bagfra - piskningen: Den forestiller altså
dermed lige netop den GENOPSTANDE Kristus i modsætning til de overvejende
dominerende Verdenskunsthistoriske fremstillinger af Ham hhv. før og under
Korsfæstelsen.
Den er vel således "en nogenlunde kvalificeret kunstnerisk gengivelse", også
selv om man måske med Thorvaldsens i alle henseender selvklare inspiration
fra antikken i baghovedet næppe ved synet af denne ret så bemærkelsesværdigt
bredskuldrede Jesus-fremstilling (i modsætning til så mange andre til
egentlig udmarvet magerhed grænsende "slanke" Kristus-fremstillinger) kan
lade være med at tænke på, hvordan hans oldgræske forgænger og forbillede
Fidias mon egentlig måtte have udformet sin sagnsomspundne Zeus-statue i
Olympia-templet...
(Nåja, nu har de jo altså praktisk taget altid dyrket gudebilleder af
velproportionerede, fuldskæggede mænd i flere middelhavskulturer, Rom og
Grækenlands førkristne olympiske Zeus/Jupiter-kult inklusive...)
> Selv Torino-klædet viser
> kun ringe spor efter piskning.
Jeg håber skam at du allerede i forvejen er klar over, at Mel Gibson -
desværre! - ikke kun har holdt sig loyalt til Det Ny Testamente (og herunder
især Matthæusevangeliet, som han synes at vægte højt), men at han som
tilhørende en ellers udtalt ultrakonservativ katolsk fraktionsmenighed (der
så vidt jeg mener at forstå på det hele ligefrem nægter at anerkende det
seneste Vatikan-koncil, som de altså således åbenbart i ramme alvor finder
"for nymodens og grænseoverskridende popmoderne"), mærkeligt nok lader sin
Lidelseshistoriefilmatisering bygge uforholdsvis meget på den - ironisk nok
forholdsvist "nutidige"? - tyske 1800-talsnonne Anne Catherine Emmerichs
hævdede visioner af lige netop Lidelseshistorien:
http://en.wikipedia.org/wiki/Anne_Catherine_Emmerich
På den ene side finder jeg det da helt sikkert utroligt dramatologisk
spændende med skildringen af en i Det Ny Testamente ellers overhovedet slet
ikke forekommende "sidste stand-off" mellem Jesus og Satan lige umiddelbart
før den nøgternt og faghistorisk set ellers for en sjælden gangs skyld
ganske plausible tilfangeltagelse af Jesus i Getsemaneh Have for sådan ca.
1977 år og et døgn siden plus/minus nogle år, men man skal altså faktisk
helst ku' sin NT nogenlunde på rygmarven for ikke at risikere at blive ført
på latente "sen-apokryfe" vildspor uden egentligt bibelsk belæg:
Satan optræder nemlig bare slet ikke i nogen af NTs Evangelier efter hin
ellers snarere nok så berømte fristelsesscene på bjerget, som dèri henlægges
som selve overgangsfasen til Jesu egentlige prædikantvirke, efter at Han ca.
fyrre dage forinden skal være blevet døbt af sin fætter Johannes
Jordan-floden og i panik over dalende duer og stemmer fra oven flygter ud i
ørkenen, hvor Han således både skal have sultet og tørstet Sig halvt ihjel.
Nuvel, dette er bare eet eksempel, men der er MANGE andre scener i denne
ellers ganske flot udførte filmatisering, som ikke har det mindste hold i
den bibelske kildetekst: Der gøres desværre generelt rigtigt meget ud af at
lade såvel stakkels suicidive Judas som den tilfangetagne Jesus hjemsøges af
alskens djævelske dæmoner, hvilket jeg dog oprigtigt talt har enormt svært
ved at genkende fra de smukke, nytestamentlige beskrivelser, hvor Jesus
tværtimod selvforskreven som alle tiders forbilledlige
næstekærlighedspraktiserende "nødlæge uden sociale eller religiøse grænser"
HELBREDER dæmonbesatte og ditto -hjemsøgte mennesker fra lige præcis dèn
slags ulidelige uhyrligheder. Således mener jeg altså heller ikke at kunne
genfinde bibelsk belæg for at den måske ellers nok så hånligt spottende,
medkorsfæstede røver absolut skulle "straffes" ved at få hakket sine øjne ud
af ravne?
Endelig er der selvfølgelig piskningscenen med denne hinsides enhver nogen
som helst fattelig logik udprægede sadisme, hvor Jesus hudflettes med nogle
helt afsindigt modbydelige piske med skarpe barberbladsagtige jernplader,
tunge glasperler og noget der nærmest for en moderne iaggtager ligner
flækkede bunde fra de gammeldags 25 cls cola-glasflasker...
Okay, nu er jeg da så selvklart som historiestuderende ganske velafklaret
med at romerne - som jo altså f.eks. var så ærkeafsindigt hårde og
skånselsløse imod EGNE soldater at de ligefrem praktiserede skånselsløs
/decimering / (nådesløs spontan henrettelse af hver vilkårlige tiende mand,
totalt uden nogen som helst interesse for eller hensyntagen til sådan noget
som "individuel skyld", der ellers udmærket gjaldt frie borgere under
romerretten) som kollektiv straf for hele legioner, som på den ene eller
anden måde måtte have skuffet deres overordnede officerer eller hærførere i
kamp.
I dèt lys er der vel sådan set ikke ret meget at sige til at en - så vidt
jeg ellers faghistorisk kan anskue situationen fra en søgt romersk
synsvinkel - balladeforanstaltende kupmager af en lokalindfødt
provinslavadelsmand, som således umiddelbart betragtet måtte udvise
udfordrende ambitioner om på den blot mindste måde at problematisere eens
ret anstrengelseskrævende overherredømme en i forvejen ret kogende
heksekedel af en eksotisk mellem-østprovins med nogle mærkeligt stædigt
upragmatiske, ultrafundamentalistiske religiøse galninge, der vistnok lige
præcis ifølge eens strategiske efterretninger afventer en mytisk "profeteret
skikkelse" som de tilsynalende mener snarligt skal samle lokalbefolkningen
til fuldbyrdet, blodig-miltant oprør, lige bliver sat under "kærlig
behandling" som et dermed klart statueret eksempel...
Alligevel synes det tvivlsomt at Jesus i dèn grad skulle være blevet
massakreret før Han endelig havnede på korset, for det virker ganske enkelt
ret ulogisk at smadre en mand langt hinsides bevidstløshedsfremkaldende
blodtab, også hvis man kynisk set gerne vil have Ham til at kunne slæbe sit
kors til henrettelsespladsen Golgatha udenfor byen og lade Ham hænge og lide
til "pædagogisk illustrerende" skræk og advarsel for eventuelle
konspiratiske konserter og mulige magthaverfjendske medsammensvorne...
Endelig tvivler jeg altså også ganske kraftigt på at Jesus og Hans
tilhængerflok på måske op til et par hundrede egentlige, dedikerede følgere
overhovedet skulle have været betragtet som "en virkelig seriøs og akut
trussel" fra romersk side: Pontius Pilatus virker jo (hvis man altså lige
for at bryde nogle traditionelt ret ensidige opfattelser af ham som et dumt
svin skulle prøve at sætte sig forsøgvist ind i denne romerske embedsmands
situation - hvilket jeg som en måske lidt skeptisk præget og derfor sjælden
kompliment til filmen finder ganske spændende at den gør), så vidt jeg da
ellers husker evangeliernes åbenlyst mystiske "fluen på væggen"-medvidende
gengivelse af Jesu forhør, lettere hovedrystende ærgelig over at denne her
småskøre unge mand bare ikke fatter et høfligt og pragmatisk vink med en
vognstang (nu da man jo i besættelsesmagtsdiplomatiets praktiske navn ved at
de vist også lige skal til at afholde deres største årlige lokalkultiske
højtid hernede i de næstkommende dage) men tilsyneladende tværtimod ligefrem
insisterer på at blive henrettet, idet han trods enhver given mulighed for
at fortrække i live med et rap over nallerne omvendt fremturer med noget
mystisk metafysisk snak om lige præcis denne mærkelige, lokale religion, og
nogle dertilhørende illusoriske forhåbninger og forestillinger som mange af
disse indfødte altså på mærkværdig vis tager så pokkers besynderligt
alvorligt. Sikke dog en møgsituation...Hvor er vandfadet?
> Var det ham der gud (altså ham selv,
> for han var jo gud - eller "Gud, hvorfor har du forladt mig" -
> eller... ja, det er lidt svært for en udenforstående at greje, *hvem*
> der egentlig var gud i denne sammenhæng), der besluttede, at den
> genopstandne Jesus kun skulle have *nogle* af sårene på sin
> genopstandne krop, eller er der noget, jeg ikke helt har forstået?
Nej, og det forstår jeg skam godt, for det er som sagt et ret godt - og
spændende - spørgsmål.
Jeg er ganske sikker på at adskillige af de såkaldte "Kirkefædre" (som
f.eks. Augustin) har beskæftiget sig indgående med denne problematik, som
vel også mere eller mindre automatisk leder til Treenigheds-tanken:
Måske er jeg uforvarende direkte kættersk og nyhedensk, men jeg kan vel
bedst med egne ord beskrive min personlige forståelse af princippet som den
samme Guddoms fremtrædelsesformer i tre forskellige overordnede
"dimensionsplaner", som man måske med lettere teknisk tillempet terminologi
kan vælge at kalde hhv. "makrokosmos, kosmos og mikrokosmos", som domæner
for hhv. Faderen, Sønnen og Helligånden.
Tak for dit motiverende oplæg, også selv om det da måske nok er fra en anden
vinkel end "den mere kristenoverbeviste", som jeg normalt selv skriver ud
fra, for det er da altid rart at få lov til at bryde hovedet over denne
slags - desværre dog efterhånden ret sjældent? - relevante problemstillinger
herinde...
God Påske!
--
Mvh
Anders Peter Johnsen