Som kristen kan man komme i mange diskussioner om mange ting. Der kan være
tale om bibelens bøger, personer, teologi, og læremæssige standpunkter som
vi enten er enige eller uenige i. Men når alt kommer til alt er der kun
en`ting som gælder og som vores liv måles efter, og det er kærlighed. Det at
elske og handle i den kærlighed.
Hvad vi siger og gør må altid have kærlighed som fortegn og Gud som indhold,
for det er _Guds_ kærlighed vi opfordres til at leve i. Ikke vor egen
menneskelige "hvis det er fortjent"-kærlighed, men Guds "også når det er
ufortjent"- kærlighed. Den kærlighed der indeholder nåde og gives ufortjent
og ubetinget, den kærlighed som går dybere end nogen menneskelig kærlighed
og rækker længere end noget selvskabt.
At leve som kristen må være at leve i Guds kærlighed og leve den kærlighed
ud på andre som Gud giver os styrke og nåde til.
"Vi elsker fordi Han elskede os først", siger Johannes. Og i den kærlighed
opfordres vi til at leve, ånde og bevæge os. Den kærlighed der gav alt skal
vi give videre, også til den som ikke har fortjent den. Og måske særligt til
ham, for som Luther engang sagde, hvem har ikke mest behov for kærlighed end
den som ikke elsker og som i sine synder og sin hårdhed virker uelskelig.
Men der er noget der er stærkere end alverdens synd og som rækker længere ud
end enhver afgrund, og det er Guds kærlighed - gid at jeg må leve i den i
dag og kunne give den videre som en rosenduft til de mennesker der krydser
min sti, fordi Han elskede mig først.
jørgen.
|