Martin Jørgensen skrev:
> "Codexx" <jensbacher@hotmail.com> writes:
>
> >
> > Så alene af den grund har du ikke ret til at fastholde købet.
>
> Det er jeg nu overbevist om at man kan diskutere...
Jeps, sagen er ikke helt klar.
> SVJH har vi tidligere diskuteret problemstillingen: Butikkers websites:
> Opfordring til at gøre tilbud eller tilbud? Og SVJH, (ret mig hvis jeg
> tager fejl), men: Annoncer til dagsomdeling til en meget bred kreds er
> ikke et bindende tilbud for butikken og derfor gælder at det er en
> opfordring. Web-butikkers annoncering er et bindende tilbud og ikke en
> opfordring fordi den henvender sig til en lille/mindre kreds, ligesom en
> sælger der giver dig et tilbud i butikken.
Sælges der direkte fra websiden er det et tilbud i AFTL forstand,
korrekt.
> Så det nummer med ordrebekræftelsen, det mindes jeg at huske, at man
> ihvertfald kan diskutere af denne årsag... Der er tale om at kunden
> enten accepterer et bindende tilbud fra butikkens side af, eller giver
> butikken et tilbud. Men web-butikkerne laver det nummer, for at bilde
> nogen kunder ind at det de skriver på deres hjemmeside, skal man ikke
> nødvendigvis regne med (de vil ikke forpligte sig af deres tilbud). Det
> er ret udbredt...
Ja, men det er jo også ganske fornuftigt set fra forretningens
synspunkt.
Husk at det "tilbud" som butikken fremsætter består af mere end selve
prisen på produktet. Det består også af de vilkår som køber har
accepteret i forbindelse med handlen, herunder leveringsklausuler,
kvalitet, evt. garantier osv. Præcis ligesom når man modtager et
tilbud på skrift fra en forhandler.
> > Hvis vi antager at du IKKE havde accepteret forretningsbetingelserne,
> > er det Aftaleovens § 32 der skal drøftes:
>
> Øhm.. Forretningsbetingelserne gør vel sådan set ingen forskel. Jeg tror
> du går galt i byen med de forretningsbetingelser. Se AFTL §1 (tilbud er
> bindende for afgiveren).
Jeg kender godt AFTL
Prøv eksempelvis at se AFTL § 9.
Mads Bryde Andersen skriver følgende, efter at have konkluderet at der
er tale om tilbud:
"Hvis dette resultat antages, opstår herefter spørgsmålet, om den
erhvervsdrivende vil kunne klausulere sit "tilbud" således, at det i
juridisk henseende netop ikke skal betragtes som et bindende tilbud,
men alene som en opfordring til at gøre tilbud - f.eks. gennem
klausuler herom eller om, at ydelsen kun kan leveres "så længe lager
haves" el.lign. Som udgangspunkt må svaret på dette spørgsmål være
ja. Ifølge § 1 i de nordiske aftalelove er det klart, at reglerne om
aftalers indgåelse i lovenes kapitel 1 kun kommer til anvendelse, for
så vidt ikke andet følger af tilbudet (eller svaret herpå) eller af
handelsbrug eller anden sædvane. "
Nogle kloge advokater fra Kromann-Reumert har også diskuteret emnet:
http://www.kromannreumert.com/cms/site.asp?p=504&cardId=60
> > "§ 32. Den, der har afgivet en viljeserklæring, som ved fejlskrift
> > eller anden fejltagelse fra hans side har fået et andet indhold end
> > tilsigtet, er ikke bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til hvem
> > erklæringen er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en
> > fejltagelse."
> >
> > Altså, hvis prisen på produktet var "urealistisk" lav er forretningen
> > ikke bundet, idet du så burde have indset der var tale om en fejl.
>
> Den § gælder selvfølgeligt altid, uanset om tilbuddet kun er en
> opfordring eller et "tilbud" efter AFTL, som er bindende jvf. AFTL
> §1. Det er sådan set ligegyldigt med de forretningsbetingelser, IMO.
Det er overhovedet ikke ligegyldigt. Antages det
forretningsbetingelserne er gyldigt vedtaget, er de en del af aftalen
og dermed kan forretningen også påberåbe sig indholdet. Dermed
slipper man for den god/ond tro vurdering som ligger i AFTL § 32 stk
1.
> Frit fra hukommelsen: Der findes jo den berømte sag om nogen gutter der
> ser et fjernsyn i en tv-forretning. Tager et billede af
> tilbuddet. Kræver TV'et til tilbuddets pris (den er lav og
> fejlagtig). Butikken nægter at sælge til den annoncerede pris,
> pga. fejl. Sagen tabes i retten, fordi de er i "ond tro" - da de har
> taget et billede. Det er vel netop §32...
Ja, netop. HR fastslår først at prisskilte i en forretning som
udgangspunkt er "tilbud", men fandt derefter at sagsøger var i ond
tro, idet de havde skyndt sig at tage et billede som dokumentation.
Sagsøger var i øvrigt jurastuderende, hvilket bekræfter min tese om
at jurastuderende skulle have forbud mod at anlægge civile sager i
studietiden
/Bacher