Det fremgår af artikel i dagspressen, at et stigende antal forbrugere (15
det sidste år) bliver afvist, når de reklamerer over fugtproblemer i
mobiltelefoner i landets telebutikker. Et eksempel er en, der har købt en
mobiltelefon som var reklameret særlig robust og god til håndværkere.
I eks. klages der til Forbrugerklagenævnet, som afviser klageren med den
begrundelse, at det ikke er en mangel at mobiltelefonen er følsom overfor
fugt. At det er "selvforskyldt fugt". Forbrugerrådet siger, at
Forbrugerklagenævnet direkte fejlfortolker købeloven, når køberen ikke har
brugt mobilen forkert. Forbrugerrådet argumenterer med, at det er en fejl
ved produktet, en konstruktionsfejl, som betryder, at den ikke kan tåle
fugt, samt at problemet først viser sig efter, at telefonen har været i brug
i et stykke tid.
Der henvises til Norge, hvor "håndsved" ikke er uhensigtsmæssigt brug af en
mobiltelefon. Derfor mener Forbrugerråder, at det ud fra formodningsreglen
er sælgeren, der skal bevise, at fugten skyldes forbrugerens uforsigtighed.
Mit spørgsmål er, hvordan kan to institutioner, der har samme juridiske
område, have så forskellige opfattelse af en relativ simpel problemstilling?
Og hvem har retten på sin side i dette eksempel.
Mvh Jarl
|