Forleden lancerede SF så en genial plan om, at støjsvage dæk skal
favoriseres således, at støjende dæk skal belægges med afgift ("Vi skal have
en afgiftsmodel, der betyder, at støjsvage dæk er markant billigere end dem,
der støjer (...)" (
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=772326/).
Forslaget viser jo med al tydelighed, at politikere i tide og utide
præsenterer forslag, der er uhyre ugennemtænkte og tit deciderede tåbelige.
SFeren Steen Gade står bag forslaget, men han er åbenbart uden viden omkring
de mange kompromisser, der indgås ved fremstilling af dæk: Kigger man på
f.eks. ADACs/FDMs test af dæk, betragtes - udover dækstøj (som vægtes 10%) -
vejgreb på tør hhv. våd vej (vægtes hhv. 20% og 35%; af stor betydning for
bilens evne til at stå fast! Tankevækkende, at disse to forhold tilsammen
vægtes 5.5 gange så meget som dækstøj!), rullemodstand (vægtes 10%; af
betydning for bilens brændstofforbrug - og dermed forurening!) samt
slidstyrke (vægtes 20%; af betydning for, hvor tit dækkene skal skiftes - og
dermed også af betydning for den forurening og det ressourceforbrug,
fremstillingen af dæk medfører!).
Forslaget er således et klassisk en-øjet, ugennemtænkt, sort/hvidt forslag,
hvor der
udelukkende kigges på ét forhold, mens en række andre (og i dette tilfælde
meget vigtige) forhold komplet ignoreres.
Lad os nu antage, at en eller anden dæk-producent (måske beliggende i
fjernøsten - lad os for sjov kalde det Zhangstone) øjnede en chance for at
øge markedsandel i lille Danmark, og fremstillede det totalt lydløse dæk
(som jo så ville være afgiftsfritaget, i modsætning til diverse "støjende"
dæk fra Michelin, Goodyear osv osv). Jeg er sikker på, at et sådant dæk
ville komme til at sidde på mange biler, idet mange i forvejen voldsomt
afgiftstyngede bilister jo desværre føler sig tvunget ud i at spare, hvor
spares kan. Nu viser det sig bare desværre, at Zhangstone dæk totalt mister
vejgrebet, blot der ligger 0.1 mm vand på vejbanen - resultat: skader på
både biler og personer pga. de ulykker, der uvægerligt vil indtræffe. Er det
virkelig værd at ofre bare ét menneskeliv for at sænke dækstøjen et par dB??
Ydermere viser det sig, at Zhangstone-dæk desværre har en rullemodstand, der
er ekstremt høj (man har måttet blande en masse silikat i gummiblandingen
for at gøre den ultra-støjsvag...?!) - så brændstofforbruget for de, der
forståeligt forsøger at sno sig udenom afgifterne på de støjende dæk, stiger
med 5%. CO2 udledningen stiger jo derfor ligeledes (ups! Den havde de
"miljøbevidste" politikere vist ikke lige overvejet!).
Pga. nævnte høje silikatindhold(?) for Zhangstone-dækkene holder de desværre
kun halvt så længe som gennemsnitsdæk - dvs. miljøet (og pengepungen) skal
nu belastes af, at der skal fremstilles langt flere dæk for at dække det
samme antal kørte kilometre.
Desværre lod vores miljøminister sig umiddelbart besnære af SFs forslag -
man må så blot håbe, at hun har nogle kompetente embedsmænd, der kan "regne
den ud" for hende efter ferien, så den slags tåbeligheder aldrig bliver ført
ud i livet...
Til SF kan man vist blot sige: Det er en OM'er!!! Stil i stedet nogle
forslag, der f.eks. favoriserer sikre dæk (præmiér f.eks. bilister, der
vælger at køre med vinterdæk - for nu at tage én af mine egne kæpheste -
eller sænk afgiften på de biler, der scorer højest i NCAP, for blot at nævne
et par forslag, som nok kunne redde et menneskeliv eller to på vejene om
året) - og lad dog være med at vejre morgenluft og gå efter nogle billige
stemmer fra folk, der er så uheldige at føle sig generet af trafikstøj. Nå
jo, man kunne jo også vælge at forske mere i støjsvag vejbelægning - men den
er åbenbart for dyr...?!
Nå, jeg trængte lige til at få luft og få dulmet min "politikerlede".
Fortsat god og trafiksikker sommer derude!
--
Venlig hilsen
Bo Velschow
3540 Lynge
Ved svar til mail-adresse: Erstat "invalid" med korrekt landekode for
Danmark