> Jeg skal være i Johannesburg en uges tid sidst i august. Jeg skal arbejde,
> men der bliver nok også lidt tid til at se mig om om aftenerne og måske et
> par eftermiddage. Men hvad skal man se?
Hej Tommy,
Jeg har været to gange i Soweto i Johannesburg i løbet af det seneste 1½ år,
og ligesom Niels skriver, så er det mit indtryk, at man kan færdes sikkert
rundt i størstedelen af Sydafrika.
Johannesburg er dog et sted, hvor jeg altid ville bruge lokale til at tage
mig med rundt på sightseeing. I bydelen Sandton er det mit indtryk, at du
kan trisse omkring uden problemer, og det er sikkert også her du skal bo,
for her ligger nemlig de fleste internationale hoteller. I denne del af
hovedstaden ligger også et væld af restauranter, shopping muligheder,
bilforhandlere mv., men det er et relativt nyt - og ikke vildt interessant -
område. Historien er, at da apartheid ophørte rykkede de sorte nemlig igen
ind i Johannesburgs centrum - tidligere var de henvist til at bo i de sorte
townships, som f.eks. Soweto - og så forlod de hvide sydafrikanere bymidten,
og rykkede ude i et nyt område: Sandton.
Jeg skal ikke være den, der siger, at Johannesburg er en sikker by, bare
fordi der ikke skete os noget, de to gange vi har været der. Vi kørte rundt
i byen i en lejebil uden problemer, men jeg kender byen alt for dårligt til
at skulle give en vurdering af farligheden. Det kan dine kollegaer gøre
meget bedre. Der kører dog en sikker sightseeing bus rundt i byen, som er
sikker at tage. 'City Slicker' er en dobbeltdækker, der tager med ind i
Johannesburg centrum.
En af de ting, du ikke må snyde dig selv for, når du er i Johannesburg er et
besøg i Soweto. Det er en stor oplevelser og bør være obligatorisk pensum på
enhver Sydafrika rejse! Du får nok ikke nogen bedre chance for at forstå det
fascinerende land. Det er dog ikke noget du gør på egen hånd, så arranger
det evt. igennem hotellet, som vil skaffe en lokal mand eller kvinde fra
Soweto til at guide dig rundt i bydelen.
I nærheden af Johannesburg ligger også nogle dyreparker, som du måske kan nå
ud til, hvis du har en fridag. Det er altid en stor oplevelse!
Rigtigt god tur!
Mange hilsner
Kenneth
http://www.flyrejsen.dk/