"Kimse" <kim.svensen@hotmail.com> wrote in message
news:449ac235$0$192$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Er der nogle, som ved hvad det koster, at oprette et testamente?
Det korrekte svar må være, at det ikke nødvendigvis koster noget.
Der findes SVJH tre typer af testamenter: vidnetestamenter, notartestamenter
og nødtestamenter. Nødtestamenter glemmer vi i denne situation
(forhåbentlig) alt om.
Så er der vidnetestamenter og notartestamenter tilbage. Hvis du selv kan
skrive det, eller finde et eksempel at skrive af fra, kan du oprette et
vidnetestamente gratis. Der skal blot to habile vidner til, som ikke selv
har noget at vinde ved testamentet. Vidnetestamentet lægger du så i en
skuffe eller bankboksen, og håber på at nogen finder det når du dør.
Notartestamenter koster 300 kr i notargebyr, plus udgiften på nogle kroner
til det særlige papir der skal bruges til notarialkontorets genpart.
Derudover kan du ligesom vidnetestamentet skrive det selv, eller finde et
eksempel at skrive af fra. Man kan også købe nogle færdige formularer, bla.
her:
www.familieadvokaten.dk . Et notartestamente underskrives foran en
notar (der er en slags dommer), og der skal derfor ikke bruges nogen vidner.
(Jeg skal lige understrege, at gør-det-selv metoden, og færdigbrygget
formular metoden, kun anbefales ved helt simple testamenter. Ellers bør du
søge advokatbistand, der kan koste 5.000 kr. eller mere - bed om en fast
pris).
Den væsentlige forskel på vidnetestamentet og notartestamentet er, at du med
notartestamentet er sikker på, at testamentet kommer frem ved din død (da
notarialkontoret har en genpart og skifteretten derfor automatisk får det
når du dør), samt at det er meget svært for personer der føler sig forbigået
at anfægte testamentet, da notaren har forsynet testamentet med et notat om,
at du efter hans opfattelse var i stand til fornuftsmæssigt at råde over
dine værdier og at du forstod hvad testamentet gik ud på.
Notartestamenter er altså helt klart at foretrække, især i betragtning af
den beskedne merudgift.
/ Politico