Værdighed og tillid i ejer-lejer konflikter
Øverste del af mit hus er en ejerlejlighed ligesom den min kone og jeg
bor i nedenunder, og udlejning sker som værelser til to flinke
håndværkere, som jeg ønsker bliver boende længe.
Et par små-konflikter er jeg derfor interesseret i konstruktiv
kommentar til, -
- ikke ren jura, især etik. Med lejelov som sikkerhedsnet.
1. jeg sad i haven og hørte vindue på 1.sal smække i pga vind. Jeg
ringede og bad dem om at sætte haspe på. Intet skete i et kvarter, så
jeg låste mig ind og råbte højt at jeg ville haspe selv. De kom begge
ud i entreen, hvor jeg ventede, og de forklarede, at den ene havde
haft meditations-seance og havde derfor aflåst rummet og derfor kunne
den jeg havde talt i telefon med ikke gå ind og haspe.
Jeg svarede, at så burde han have ringet tilbage at sådan forsinkelse
skete af denne grund, og han forklarede at jeg burde have tillid til
at alt var OK. Jeg mener, at efter 4 mdrs lejemål kan jeg ikke
forlanges at have tillid - han bør ringe, og jeg må nævne mulighed for
opsigelse, hvis ikke sådan tillid vises mig og tilbagetelefonering
sker i en sådan situation..
2. som modspil siger lejer, at jeg bryder lejeloven ved at der
ikke er en vedligeholdskonto for de to værelseslejemål.
Jeg er åben for, at sådan formalitet indføres i lejekontrakten, når
jeg har læst pågældende passage i loven. Men indtil da beder jeg dem
underskrive, at de er indforstået med både besigtigelser uden varsel
vedr fællesarealer for deres værelser og at der p.t. ikke er
vedligeholdelseskonto.
De argumenterer, at jeg krænker deres værdighed
Modstræbende skriver de under.
Har underskrifterne juridisk værdi?
Kunne jeg have taklet konflikterne klogere?
-----------------
Værdighed er ære. Man har ikke krav på ære - man må optjene ære. Det
samme med tillid. Dog har jeg som ejer krav på, at der vises mig den
tillid, at mine påbud handler om at bevare og sikre mod beskadigelse,
og at ignorering af sådanne påbud kan føre til opsigelse. Der er
ikke - juridisk eller etisk - lighed mellem ejer og lejer, selvom man
i hovedsagen ønsker consensus om alle beslutninger, helt som de har en
prisværdig tradition for på Christiania.
|