/ Forside / Interesser / Andre interesser / Religion / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Religion
#NavnPoint
mblm 1770
summer 1170
ans 1142
JanneP 1010
e.p. 880
Rellom 850
Teil 728
refi 645
o.v.n. 630
10  molokyle 587
Hvad er sejr?
Fra : jørgen


Dato : 15-05-06 18:33

Hvad er bibelsk sejr og kan vi have den?



 
 
Anders Peter Johnsen (16-05-2006)
Kommentar
Fra : Anders Peter Johnsen


Dato : 16-05-06 17:23

jørgen skrev:
> Hvad er bibelsk sejr og kan vi have den?

Jeg bliver helt obligatorisk nødt til at anbefale den udmærkede tyske
teolog Martin Luthers opbyggelige skrift "De Libertate Christiana" - på
dansk bedre kendt som "Om Kristenmenneskets Frihed":

(Sakset med forhåbentlig tilladelse fra Finn B. Andersens yderst
opbyggelige side med oversatte Luthertekster http://www.lutherdansk.dk -
kapiteloverskrifterne er mine egne let reviderede gengivelser af
oversætterens kapitelanmærkninger)


DEN KRISTNE FRIHED

Paulus beskriver udførligt, hvordan en kristen er og hvordan det
forholder sig med den frihed, som Kristus har vundet og skænket os. For
at vi lettere kan forstå det, har jeg sat det op i to sætninger:

1) En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen.

2) En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.

Disse to udsagn findes klart hos Paulus i 1 Kor 9, 19: ”Skønt fri og
uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener.” Ligeledes
Rom 13, 8: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden.” Men
kærligheden er villig til at tjene og underordne sig det, den har kær.
Sådan står der også om Kristus i Gal 4, 4: ”Gud sendte sin søn, født af
en kvinde, født under loven.”

DEN KRISTNES TO MODSTRIDENDE NATURER

For at forstå disse modstridende sætninger om friheden og tjenesten, må
man huske på, at enhver kristen har to naturer, en åndelig og en
legemlig. Med henblik på sjælen kaldes den kristne et åndeligt, nyt,
indre menneske, men med henblik på kød og blod kaldes han et legemligt,
gammelt, ydre menneske.

På grund af denne forskel bliver der i Skriften sagt ting om
den kristne, som står i direkte modsætning til hinanden, som det om
friheden og tjenesten.


DET INDRE MENNNESKE

Vi vil først se på det indre, åndelige menneske for at se, hvad der
hører til, for at nogen kan være og kaldes en gudfrygtig og fri kristen.
Det er da klart, at intet ydre kan gøre et menneske gudfrygtigt, hvad
man så end kalder dette ydre. Den kristnes gudfrygtighed og frihed eller
modsat hans uretfærdighed og fangenskab er hverken af legemlig eller
ydre art. Hvad gavner det sjælen, at legemet er uden lænker, frisk og
sundt, spiser, drikker og lever, som det vil? Og på den anden side, hvad
skader det sjælen, at legemet er fanget, sygt og svagt, sulter, tørster
og lider, som det ikke gerne vil? Ingen af disse ting når ind i sjælen,
så de kan befri eller fange den, gøre den god eller ond.

Det gavner således ikke sjælen, om legemet ifører sig hellige
klæder, som præsterne og gejstligheden gør. Heller ikke om legemet er i
kirken eller på hellige steder, eller har med indviede ting at gøre. Ja,
det gavner end ikke sjælen, om man i det ydre beder, faster, valfarter
og gør alle gode gerninger, som til enhver tid kan udføres legemligt.
Det, som skal bringe og give sjælen retfærdighed og frihed, må være af
en ganske anden art. For alle de nævnte ting, gerninger og handlemåder,
kan et ondt menneske, en skinhellig og en hykler også gøre. Og af den
slags ting kommer der heller ikke andet end skinhellige folk. På den
anden side skader det ikke sjælen, om legemet bærer verdslige klæder,
opholder sig på uindviede steder, spiser, drikker, undlader
pilgrimsrejserne og bønnerne og lader alle de gerninger ugjorte, som de
ovennævnte skinhellige udfører.


GUDS ORD SOM SJÆLEFØDE

Sjælen har intet andet, hverken i Himmelen eller på jorden, hvorved den
kan leve, være gudfrygtig, fri og en kristen, end alene det hellige
evangelium, Guds ord, forkyndt om Kristus. Som Jesus siger selv i Joh
11, 25: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve,
om han end dør.” Ligeledes står der i Joh 14, 6 ”Jeg er vejen og
sandheden og livet” og i Matt 4, 4: ”Mennesket skal ikke leve af brød
alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.”

Så må vi da være forvisset om, at sjælen kan undvære alle ting
undtagen Guds ord. Uden Guds ord, er der intet, der kan hjælpe den. Men
når sjælen har Guds ord, så behøver den heller ikke noget andet. Den har
da i Ordet alt, hvad den har behov for af mad, glæde, fred, lys,
indsigt, retfærdighed, sandhed, visdom, frihed og alt godt i rigt mål.
Således læser vi i Salmernes Bog, særlig Sl. 118, 8 at der ikke er
noget, profeten råber mere efter end Guds ord. Og i Skriften anses det
for at være den strengeste straf og et udslag af Guds vrede, når han
tager sit ord fra mennesker. På den anden side gives der ingen større
nåde end den, at han sender mennesker sit ord, som der står i Salme 107,
20: ” Han sendte sit ord og helbredte dem.” Og Kristus er ikke kommet
for at have noget andet embede end at forkynde Guds ord. Også alle
apostle, biskopper, præster og hele gejstligheden er kaldet og indsat
alene for Ordets skyld, skønt det nu til dags desværre går helt
anderledes til.


EVANGELIETS BUDSKAB TIL DEN ENKELTE

Du spørger måske: hvad er det da for et ord, som giver en så stor nåde,
og hvordan skal jeg bruge det? Svaret er: Det er intet andet end den
forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet indeholder den. Den
forkyndelse skal være og er sådan, at du hører din Gud tale til dig om,
hvordan hele dit liv og alt det, du gør, intet er for Gud. Du må evigt
gå fortabt med alt, hvad der bor i dig. Og når du virkelig tror dette,
så må du fortvivle over dig selv og bekende, hvor sandt Hoseas’ ord er:
”Oh, Israel, i dig er intet andet end fordærvelse, men alene i mig er
din hjælp.”

Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv,
det vil sige bort fra din egen fordærvelse, så stiller han sin kære Søn,
Jesus Kristus, foran dig. Ved sit levende, trøstefulde ord siger han til
dig: Du skal med fast tillid overgive dig til ham og dristigt stole på
ham. Så skal alle dine synder tilgives dig og al din fordærvelse være
overvundet på grund af din tro. Du skal være retfærdig og sanddru, have
fred, gudfrygtighed, opfyldelse af alle bud og frihed i enhver
henseende. Som Paulus skriver i Rom. 1, 17: ”Den retfærdige skal leve af
tro” og i Rom. 10, 4: ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for
enhver, som tror.”


TROEN ALENE FRIGØR OG FRELSER

Derfor burde alle kristne med rette arbejde med og øve sig i én ting,
nemlig at indprente sig Ordet og Kristus i deres indre, så de til
stadighed opøver og styrker en sådan tro. Intet andet kan gøre et
menneske til en kristen. Som Kristus sagde til jøderne i Joh 6, 29, da
de spurgte ham, hvad de skulle gøre for at udføre gudvelbehagelige og
kristelige gerninger: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har
udsendt.” Han er den eneste, Gud Fader har bestemt dertil.

Derfor er troen på Kristus en umådelig skat. Troen bringer
nemlig al salighed med sig og borttager al usalighed. Som der står i
Mark 16, 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der
ikke tror, skal dømmes.” Og som Paulus siger i Rom 10, 10: ”Med hjertet
tror man til retfærdighed.” Kort sagt retfærdiggør troen så rigeligt
alle dem, der har den. Troen er nemlig opfyldelsen af alle bud, så man
ikke behøver andet for at være retfærdig og from.


LOV OG EVANGELIUM

Men hvordan går det til, at troen alene gør retfærdig og giver en så
umådelig stor rigdom uden nogen gerning? Der er jo dog i Skriften
foreskrevet så mange love, bud, gerninger, og levemåder. Her skal vi
omhyggelig give agt på og alvorligt fastholde, at alene troen uden nogen
gerninger gør retfærdig, fri og salig. Dette skal vi i det følgende se
nærmere på.



Hele Bibelen består af to ting:

1) Guds bud eller love

2) Guds løfter eller tilsagn.


LOVEN

Budene lærer og foreskriver os mange slags gerninger, men dermed er de
endnu ikke gjorte. De giver os anvisninger, men hjælper os ikke. Budene
lærer os, hvad man skal gøre, men giver ingen kraft til at gøre det.
Derfor er de kun bestemt til, at mennesket i dem skal se sin
magtesløshed over for det gode og lære at fortvivle over sig selv.
Derfor kaldes de også den gamle pagt, og de hører alle hjemme i den
gamle pagt.

Således viser budet: ”Du må ikke begære”, at vi alle sammen er
syndere, og at intet menneske formår at være uden ondt begær, hvordan
det så end bærer sig ad. Deraf lærer mennesket, ikke at stole på sig
selv, men at søge hjælp andetsteds, for at kunne være uden ondt begær.
Således bliver det bud, som vi ikke selv kan holde, opfyldt ved en
andens hjælp. På samme måde er det med alle de andre bud.

Mennesket lærer således sin afmagt at kende gennem budene. Man
mærker angsten over, hvordan man skal opfylde budet. For budet skal
opfyldes, hvis mennesket ikke skal blive fordømt. Den, der erfarer det,
er virkelig ydmyget og tilintetgjort i egne øjne. Han finder intet hos
sig selv, som han kan blive from ved.


EVANGELIET

Så kommer da det andet ord, Guds løfte og tilsagn. Det siger: Vil du
opfylde alle bud, blive dit onde begær og din synd kvit, således som
budene forlanger og kræver det? Hør så her: tro på Kristus. I ham
tilsiges dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du det, så har
du det. Tror du det ikke, så har du det ikke. For det, som ikke er
muligt for dig ved nogen lovgerning, og den slags er der mange af, skønt
de er nytteløse, det bliver let og enkelt for dig ved troen. Alt er kort
og godt sammenfattet i troen. Den, der har troen, har alt og er salig,
og den, der ikke har troen, skal intet have.

Således giver Guds tilsagn, hvad budene kræver og opfylder,
hvad loven byder. Alt er således Guds, både bud og opfyldelse. Han alene
befaler, og han alene opfylder. Derfor er Guds tilsagn den nye pagts ord
og hører også til i den nye pagt.


EVANGELIETS VIRKE I MENNESKET

Nu er disse og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredsstiftende,
frie og fulde af alt godt. Derfor bliver den, der holder fast i dem med
sand tillid, forenet med Ordet så helt og aldeles, at alle Ordets
egenskaber også bliver sjælens egne. Således bliver sjælen også hellig,
retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alt godt på grund af Guds ord
ved troen. Den troende bliver et sandt Guds barn, som Joh 1, 12 siger:
”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem,
der tror på hans navn.”

Heraf fremgår det klart, hvorfor troen formår så meget, og
hvorfor ingen gode gerninger kan sammenlignes med den. Ingen god gerning
hænger nemlig så fast ved Guds ord, som troen gør. Gerningerne kan
heller ikke være i sjælen, for dér regerer alene Ordet og troen. Som
Ordet er, således bliver også sjælen, ligesom jernet bliver rødglødende
som ild ved foreningen med ilden. Således ser vi, at en kristen har nok
i troen og ikke trænger til nogen gerning for at blive from. Men når han
ikke længere trænger til nogen gerning, så er han virkelig løst fra alle
bud og love. Og er han løst, så er han virkelig fri. Det er den kristne
frihed, nemlig troen alene, som bevirker, ikke at vi går uvirksomme
omkring eller gør onde gerninger, men at vi ikke behøver nogen gerning
for at opnå retfærdighed og frelse.


TROEN TIL GUDS ÆRE

Desuden forholder det sig sådan med troen, at den, der tror en anden,
tror ham, fordi han anser ham for at være et troværdig og sandfærdig
menneske.

Det er den største ære, man kan vise en anden, ligesom det
omvendt er den største hån, når man regner ham for at være upålidelig og
løgnagtig. Sådan er det også, når vi tror Guds ord. Så anser vi Gud for
at være sandfærdig, from og retfærdig, og dermed viser vi ham den
allerstørste ære, der kan vises ham. Da giver vi nemlig Gud ret, lader
ham have ret, da ærer vi hans navn og lader ham handle med os, som han
vil. For vi tvivler ikke på, at han er retskaffen og sandfærdig i alle
sine ord.

På den anden side kan man ikke vise Gud større vanære end den
ikke at tro ham. Dermed anser man ham nemlig for at være løgnagtig og
letsindig. Desuden fornægter man Gud med en sådan vantro og oprejses en
afgud i hjertet efter sit eget hoved, som om man vidste bedre besked end
ham.

Men når Gud ser, at vi tilskriver ham sandhed og således ærer
ham ved vores tro, så ærer Gud også os og anser os for at være fromme og
sandfærdige. Og vi er da også virkelig fromme og sandfærdige ved denne
tro. For det, at vi tilskriver Gud sandhed og retfærdighed, det er ret
og sandt og gør retfærdig og sandfærdig. Det er nemlig sandt og rigtigt
at holde Gud for sandfærdig. Det gør de mennesker ikke, som ikke tror,
skønt de piner og plager sig selv med mange gode gerninger.


DEN SALIGE ENHED MED KRISTUS

Troen virker ikke blot, at sjælen bliver ligedannet med det guddommelige
ord, fuld af nåde, fri og frelst. Troen forener også sjælen med Kristus
som en brud med sin brudgom. Ved dette ægteskab følger, at Kristus og
sjælen bliver ét legeme, som Paulus udtrykker det. Således bliver også
begges ejendom, lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad Kristus
har, det er den troende sjæls ejendom, og hvad sjælen har, det bliver
Kristi ejendom. Nu har Kristus alt godt og al frelse, som bliver sjælens
ejendom. Og sjælen har al last og synd på sig, som bliver Kristi ejendom.

Her sker der nu et saligt bytte, en glædelig omveksling.
Kristus er både Gud og menneske, han har aldrig syndet, og hans
retfærdighed er uovervindelig, evig og almægtig. Ved troen, som er
vielsesring, gør Kristus vores synd til sin egen og handler fuldstændig,
som havde han selv begået den. Så må synden opsluges og tilintetgøres i
ham, for hans uovervindelige retfærdighed er stærkere end alle synder.
Således bliver sjælen da løst og fri fra alle sine synder alene for
vielsesringens skyld, det vil sige for troens skyld, og får skænket sin
brudgoms evige retfærdighed.

Er det nu ikke et herligt bryllup, når den rige, ædle,
retfærdige brudgom, tager den elendige, foragtede, onde prostituerede
til ægte og befrier hende fra alt ondt og smykker hende med alt godt? Så
er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer hende, for de
ligger nu på Kristus, og i ham er de overvundet. Således har hun en
overvældende retfærdighed i sin brudgom, så hun nu igen kan bestå mod al
synd, selv om den stadig hænger fast ved hende. Paulus siger derom i 1
Kor 15, 57: ”Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus
Kristus!” I denne sejr er døden opslugt sammen med synden.


FØRSTE BUD SOM LOVENS UDGANGSPUNKT OG OPFYLDELSE

Her ser du atter, hvad grunden er til, at troen med rette tilskrives så
stor betydning, at den opfylder alle bud og gør retfærdig uden nogen som
helst gerning. For du ser nemlig, at det alene er den, der opfylder det
første bud, hvori det påbydes, at vi skal ære Gud. Selv om du fra top
til tå var fuld af bare gode gerninger, så var du alligevel ikke
retfærdig og gav ikke Gud nogen ære, og altså opfyldte du ikke det
første bud. Man kan ikke ære Gud uden at tilskrive ham sandhed og alt
godt, for sådan er han virkelig. Men det gør de gode gerninger ikke. Det
gør alene troen.

Derfor er troen alene menneskets retfærdighed og opfyldelsen af
alle bud. Den, der opfylder det første hovedbud, opfylder nemlig med
sikkerhed også let alle andre bud. Gerningerne er derimod døde ting, der
hverken ærer eller priser Gud, selv om de nok kan udføres og lade sig
udføre til Guds ære og lovprisning. Men her søger vi ikke det, der
udføres, nemlig gerningerne, men gerningsmanden og udøveren, der virker
dem og ærer Gud dermed. Og det er ingen anden end hjertets tro. Troen er
nemlig gudfrygtighedens kilde og hele væsen. Derfor er det en farlig,
uklar tale, når man lærer mennesker at opfylde Guds bud med gerninger.
Opfyldelsen må ske ved troen, forud for alle gerninger, og gerningerne
må følge af denne opfyldelse.


KRISTENMENNESKETS KONGE- OG PRÆSTEVÆRDIGHED VED JESUS

For yderligere at se, hvad det er, vi har i Kristus og hvor stort et
gode, en ret tro er, må man vide, at Gud i den gamle pagt forbeholdt sig
retten til alt det førstefødte. Førstefødselsretten var værdifuld. Den
medførte to store fordele i forhold til alle de andre børn i familien,
nemlig herredømmet og præsteskabet, eller kongemagten og præstedømmet.
Således var den førstefødte dreng herre over alle sine brødre og præst
eller pave i forholdet til Gud.

Det er et forbillede på Jesus Kristus, som i egentlig forstand
er Gud Faders førstefødte Søn ved jomfru Maria. Derfor er han konge og
præst. Han er det dog i åndelig forstand, fordi hans rige ikke er
jordisk og ikke består i jordiske, men i åndelige goder som sandhed,
visdom, fred, glæde og salighed. Hermed er de jordiske goder dog ikke
udelukket, for alle ting er underlagt ham både i Himmelen og på jorden
og i Helvede, skønt man ikke ser denne magt, fordi han regerer åndeligt,
usynligt.

Så består hans præstedømme da heller ikke i ydre adfærd og
klædedragt, som vi ser det hos mennesker. Det består usynligt i ånden på
den måde, at han uafbrudt står for Guds ansigt og ofrer sig selv og gør
alt, hvad en ret præst skal gøre. Han beder for os, som Paulus siger i
Rom 8, 34. Ligeledes lærer han os i hjertets indre. Begge disse ting er
en præsts egentlige og rette tjeneste, for på samme måde er det også de
jordiske, menneskelige præsters opgave at bede og lære.


KRISTENMENNESKETS KONGEMAGT

Kristus har førstefødselsretten med dens ære og værdighed, som han deler
den med alle sine kristne, så de alle gennem troen er konger og præster
med ham. Som Peter siger i 1 Pet 2, 9: ”I er et kongeligt præsteskab”,
en præstelig kongemagt.

Og sådan går det til, at en kristen ved troen hæves så højt
over alle ting, at han åndeligt bliver herre over alt. Ingen ting kan
nemlig skade hans frelse. Ja, alle ting må være ham underdanig og hjælpe
ham til salighed, som Paulus lærer i Rom. 8, 28: ”Alt virker sammen til
gode for dem, der er kaldet.” Det være sig liv, død, synd, retfærdighed,
godt og ondt, som man nu kan nævne det. Ligeledes i 1 Kor 3, 21: ”Alt
tilhører jo jer, enten det er verden eller liv eller død, enten det er
det, som nu er, eller det, som kommer.” Det betyder ikke, at vi
legemligt har magt til at besidde eller bruge alle ting sådan som
mennesker på jorden gør, for vi skal dø legemligt. Ingen kan undslippe
døden. Der er også mange andre forhold, vi er underlagt, som man ser det
hos Kristus og hans hellige.

Det herredømme, kristne har, er åndeligt og udøves under
legemlig undertrykkelse. Når det gælder min sjæl, kan jeg gøre
fremskridt, selv om også jeg mangler alt, så at selv død og lidelse må
tjene mig og være mig nyttige til salighed. Det er sandelig en høj,
ærefuld værdighed og et virkelig almægtigt herredømme, en åndelig
kongemagt, hvor intet er så godt eller så ondt, at det ikke må tjene mig
til gode, når jeg tror. Jeg behøver dog ikke disse ting, for min tro er
mig nok. Se, hvor dyrebar den kristne frihed og magt er.


KRISTENMENNESKETS PRÆSTEVÆRDIGHED

At vi er præster, er endnu større end at være konger. For præstedømmet
gør os værdige til at træde frem for Gud og bede for andre. Det at stå
for Guds ansigt og bede, tilkommer ingen andre end præsterne. Kristus
har gjort det sådan, at vi åndeligt må træde frem på andres vegne og
bede, ligesom præsterne træder legemligt frem på folkets vegne og beder.
Men den, der ikke tror på Kristus, ham tjener ingen ting til gode. Han
må trælle under alle ting og forarges over alt. Desuden er hans bøn ikke
velbehagelig og når heller ikke frem for Guds ansigt.

Hvem kan nu se til bunds i en kristens ære og højhed? Ved sin
kongemagt har han magt over alle ting, og ved sin præstegerning har han
magt over Gud, for Gud gør, hvad han beder om og vil. Som der står
skrevet i Salme 145, 19: ”Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, han
hører deres råb om hjælp.”

Denne ære opnår en kristen alene ved troen, ikke ved nogen
gerning. Deraf ser man klart, hvordan en kristen er fri i forhold til
alle ting og står over alle ting. Han behøver ingen gode gerninger for
at blive retfærdig og salig, for troen giver ham alt til overmål. Og
hvis nogen var så tåbelig at mene, at han ved en god gerning kunne blive
retfærdig, fri, salig eller kristen, da ville han miste troen og alting.
Det er som med hunden, der havde et stykke kød i munden, men samtidig
snappede efter spejlbilledet i vandet, så den derved mistede både kød og
spejlbillede.


PRÆSTEGERNINGEN

Spørger du nu: Hvad er da forskellen mellem præster og lægmænd i
kristenheden, når de alle er præster? Svar: Man har givet ordene: præst,
gejstlig og lignende en urigtig betydning ved at overføre dem fra de
mange til de få, som man nu kalder den gejstlige stand. Den hellige
Skrift angiver ingen anden forskel, end at den kalder de uddannede eller
præsteviede tjenere, trælle, husholdere, som skal prædike Kristus, troen
og den kristne frihed for andre. For selv om vi alle i lige høj grad er
præster, så kan vi dog ikke alle tjene eller forvalte eller prædike.
Sådan skriver Paulus også i 1 Kor 4, 1: ”Sådan skal man betragte os: som
Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder.”

Men nu er der af denne forvalterstilling blevet et så
verdsligt, overfladisk, prægtigt og frygteligt herredømme og magtmiddel,
at den rette verdslige magt på ingen måde kan sammenlignes med det. Man
opfører sig som om almindelige kristne er noget andet end det kristne
folk. Dermed har man fjernet enhver forståelse af, hvad den kristne
nåde, frihed og tro er og af alt, hvad vi har i Kristus, ja, af Kristus
selv. I stedet har vi fået en mængde menneskelige bud og gerninger og er
fuldstændig blevet trælle under de mest uduelige mennesker på jorden.


PRÆDIKEN AF TRO TIL TRO

Af alt dette lærer vi, at den prædiken ikke er tilstrækkelig, som blot
overfladisk beskæftiger sig med Kristi liv og gerninger som om det blot
var en historisk eller fortidig beretning. For slet ikke at tale om, når
man ganske tier om ham og prædiker om kirkelovene eller andre
menneskebud og lærdomme. Der er også mange, som prædiker og lærer om
Kristus på en sådan måde, at de kun føler medlidenhed med ham og raser
mod jøderne eller på lignende måde fører sig barnligt frem.

Kristus må og skal prædikes sådan, at troen vokser frem for dig
og mig og bevares. Denne tro fremkommer og bevares derved, at det siges
mig, hvorfor Kristus er kommet. Vi må høre, hvordan man får nytte og
gavn af ham, og hvad han har bragt og givet os. Det sker, når man på
rette måde udlægger den kristne frihed, vi har fra ham, og viser, at vi
er konger og præster, herrer over alle ting. Alt, hvad vi gør, er i Guds
øjne velbehageligt og bliver hørt, som tidligere nævnt.

Når et hjerte hører om Kristus på den måde, så mærker det en
ægte glæde, modtager trøst og bliver mildt stemt mod Kristus, så det får
kærlighed til ham. Så langt kan det aldrig komme ved love eller
gerninger. Hvem kan skade eller skræmme et sådant hjerte? Kommer synd og
død over det, så tror det, at Kristi retfærdighed er dets egen og at
synden ikke længere er dets egen, men tilhører Kristus. Så må synden
forsvinde for Kristi fromhed ved troen, som vi før hørte. Hjertet lærer
med apostelen at byde synd og død trods og sige: ”Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er
loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus
Kristus!” 1 Kor 15, 55-57.







ANDEN DEL:

DET YDRE MENNESKE

Det må være nok om det indre menneske, om dets frihed og om den
grundlæggende retfærdighed, der hverken behøver lov eller gode
gerninger. Ja, de er endog skadelige, hvis nogen vil formaste sig til at
ville retfærdiggøres ad den vej.

Nu kommer vi til den anden del, til det ydre menneske. Her skal
vi give svar til alle dem, der har taget forargelse af den foregående
tale og som plejer at sige: Ja så, når nu troen betyder alt og alene
gælder for at være tilstrækkelig til at gøre retfærdig, hvorfor er da de
gode gerninger påbudt? Så vil vi lade de gode gerninger ligge og intet
gøre. Nej, min gode mand, sådan er det ikke! Sådan ville det nok være,
hvis du udelukkende var et indre menneske og var blevet helt og holdent
åndelig. Men det sker først på den yderste dag. Her på jorden bliver det
kun til en begyndelse og en vækst, som skal fuldkommes i den næste
verden. Derfor kalder apostelen det for Åndens førstegrøde. Derfor hører
det, der blev sagt ovenfor, hjemme her: En kristen er en tjenende træl i
alle ting og underordnet enhver. Det vil sige: som fri behøver han intet
at gøre, men som tjener skal han gøre alt.


SELVDISCIPLIN SOM NÆSTEKÆRLIGT HENSYN

I det indre, hvad sjælen angår, er en kristen fuldstændig retfærdiggjort
ved troen og har alt, hvad man skal have. Blot skal samme tro og fylde
til stadighed vokse indtil det evige liv. Vi bliver dog ved med at have
et legemligt liv her på jorden, så vi skal styre vores legeme og omgås
andre mennesker. Her kommer gerningerne ind. Her må man ikke gå ledig.
Legemet må virkelig tvinges og opøves med faste, vågen, arbejde og al
slags rimelig disciplin, så det bliver lydigt imod og ligedannet med det
indre menneske og troen. Legemet må ikke hindre eller modarbejde disse,
som det har for skik, når det ikke bliver holdt i tømme. For det indre
menneske er ét med Gud, glad og lystig for Kristi skyld, som har gjort
så meget for os. Al dets glæde består i, at det til gengæld også må
tjene Gud for intet i frivillig kærlighed.

Men så finder det i sit kød en modstræbende vilje, der vil
tjene verden og gøre, hvad den har lyst til. Det vil troen ikke finde
sig i, men kaster sig af alle kræfter over den syndige vilje, for at
dæmpe og styre den. Som Paulus siger i Rom 7, 22: ”Jeg glæder mig
inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og
den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i
syndens lov.” Og i 1 Kor 9, 27: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den
til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal
blive forkastet.” Og i Gal 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har
korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”


GERNINGER SOM KONSEKVENS, IKKE SOM MIDDEL

Men disse gerninger må ikke ske med den hensigt, at mennesket derved
skulle blive retfærdigt for Gud. For troen tåler ikke denne falske
hensigt. Troen er og skal være den eneste retfærdighed for Gud.
Gerningerne skal kun gøres i den hensigt, at legemet skal blive lydigt
og renset for sine onde lyster, og at øjet kun ser på de onde lyster for
at drive dem ud. Fordi sjælen er ren ved troen og elsker Gud, ønsker
den, at alt andet også skal være rent. Først og fremmest da dets eget
legeme. Og den ønsker, at enhver sammen med den skal elske og love Gud.
Sådan går det til, at mennesket for sit eget legemes skyld ikke kan gå
uvirksomt omkring, men må gøre mange gode gerninger for at opdrage
legemet. Dog er disse gerninger ikke den egentlige skat, der gør ham
from og retfærdig for Gud. Gerninger gør han af frivillig kærlighed, for
intet, for at behage Gud. Dermed søger eller ser han heller ikke på
andet, end at disse ting behager Gud, hvis vilje han gerne vil gøre på
allerbedste måde.

Ud fra det kan enhver selv finde det mål af selvdisciplin, der
er nødvendig for at holde legemet i tømme. Man skal faste, våge og
arbejde så meget, som det er nødvendigt for at dæmpe legemets modvilje.
Men de andre, som mener, at de kan blive fromme og retfærdige ved hjælp
af gerninger, giver ikke agt på selvdisciplinen, men ser kun på de ydre
gerninger og mener, at når bare de gør mange og store gerninger, så er
sagen klaret. Imens brækker de halsen på det og ødelægger deres helbred.
Det er en stor dårskab og misforståelse af det kristne liv og troen, at
de forestiller sig at blive retfærdige uden troen ved hjælp af gerninger.

Lad os bruge nogle billeder om dette! De gerninger, der gøres af en
kristen, som ved sin tro og uforskyldt af Guds nåde alene er blevet
retfærdigt og saligt, skal man ikke regne for anderledes end de
gerninger, Adam og Eva gjorde i Paradiset. Der står i 1 Mos 2, at Gud
satte det skabte menneske i Paradiset, for at det skulle dyrke og vogte
det. Nu var Adam af Gud skabt from og god og uden synd. Han behøvede
ikke gennem sit arbejde og sin vogtergerning at blive from og retfærdig.
Men for at han ikke skulle gå ledig omkring, gav Gud ham en opgave med
at plante, dyrke og vogte Paradiset. Det var udelukkende frie gerninger,
ikke gjort for at opnå noget, men alene for at behage Gud. Adam
arbejdede ikke for at opnå fromhed, for den havde han på forhånd, og den
ville have været os alle medfødt af naturen. Sådan er det også med et
troende menneskes gerning. Ved troen er vi atter sat ind i Paradiset og
skabt på ny. Vi behøver ingen gerning for at blive fromme. Men for at
vi ikke skal gå ledigt omkring, men bruge vores legeme og bevare det, så
er der befalet os at gøre sådanne frivillige gerninger, alene for at
være Gud til behag.

Et andet eksempel er med en indviet biskop. Når han indvier
kirker, konfirmerer de unge eller udfører andre af sine embedsgerninger,
så er det ikke disse gerninger, der gør ham til biskop. Ja, hvis han
ikke forud var bispeviet, så duede disse gerninger ikke, men var de rene
narrestreger. Således er det også med en kristen, der er indviet ved
troen og gør gode gerninger. Han bliver ikke bedre på grund af dem eller
mere indviet til kristen, det kan nemlig kun den voksende tro gøre. Ja,
hvis han ikke forud troede og var kristen, så var alle hans gerninger
intet værd, de var blot naragtige og fordømmelige synder.

TRÆET OG DETS FRUGTER

Derfor er disse to udsagn sande:

1) Gode, fromme gerninger gør aldrig nogen god og from, men et godt,
fromt menneske gør gode, fromme gerninger.

2) Onde gerninger gør aldrig nogen ond, men et ondt menneske gør
onde gerninger.

Altså må personen altid være god og from forud for alle gode gerninger,
så følger gode gerninger bagefter. De gode gerninger udgår fra den
fromme, gode person. Som Kristus også siger: ”Et godt træ kan ikke bære
dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.” (Matt 7,
18). Nu er det jo klart, at det ikke er frugten, der bærer træet, og at
træet ikke vokser på frugten. Det er træerne, der bærer frugten og
frugten vokser på træerne. Ligesom træerne må være der før frugterne, og
frugterne hverken gør træerne gode eller dårlige, sådan må mennesket i
sin person på forhånd være from eller ond, før det gør gode eller onde
gerninger. Og menneskets gerninger gør det ikke til et godt eller ondt
menneske, men mennesket gør gode eller onde gerninger.

Det samme ser vi i alt håndværk. Et godt eller dårligt hus gør
ikke tømreren god eller dårlig, men en god eller dårlig tømrer laver et
godt eller dårligt hus. Det er ikke værket, som skaber mesteren, der
lavede det, men som mesteren er, sådan er hans værk.

På samme måde er det med menneskets gerninger. Sådan som vores
tro eller vantro er, sådan er også vores gerninger gode eller onde. Det
forholder sig ikke modsat, at vores tro bliver som vores gerninger er.
Lige så lidt som gerningerne skaber tro, lige så lidt skaber de fromhed.
Men ligesom troen medfører fromhed, sådan medfører den også gode gerninger.

Som altså gerningerne ikke gør nogen from, og mennesket forud
må være fromt, før det handler, sådan er det klart, at alene troen af
ren nåde ved Kristus og hans ord gør en person tilstrækkelig from og
salig. Ingen gerning, intet bud er nødvendigt til frelse for en kristen.
Han er fri i forhold til alle lovbud, og af lutter frihed og for intet
gør han alt, hvad han gør, uden at søge sin egen fordel eller frelse ved
det. Han har allerede nok og er salig ved sin tro og Guds nåde. Han gør
kun gode gerninger for at vise Gud ære derved.


TRO OG GERNINGER

Modsat gælder det for den, der er uden tro, at ingen god gerning er ham
nyttig til retfærdighed og frelse, og ingen ond gerning gør ham ond og
fordømt. Det er vantroen, som gør personen ond og træet dårligt.
Vantroen gør onde og fordømte gerninger. Derfor, når man bliver from
eller ond, begynder det ikke ved gerningerne, men ved troen, som også
vismanden siger, at al synds begyndelse er at vige fra Gud og ikke stole
på ham. Sådan lærer også Kristus, at man ikke skal begynde ved
gerningerne. Han siger: Enten er et træ godt, og så er dets frugt også
god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. Det er, som
at sige, at den, der vil have god frugt må begynde forud, ved træet, og
plante et godt træ. Sådan må den, der vil gøre gode gerninger, ikke
begynde med gerningerne, men ved personen, der skal gøre gerningerne.
Men der er intet, som kan gøre personen god undtagen troen, og intet kan
gøre personen ond undtagen vantroen.

Ganske vist er det sandt, at i menneskers øjne er det
gerningerne, som gør from eller ond, det vil sige, gerningerne viser i
det ydre, hvem der er from eller ond. Som Kristus siger i Matt 7, 20: ”I
kan altså kende dem på deres frugter.” Men dette er alt sammen ydre
skin, og det vildleder mange folk, så de skriver og lærer, hvordan man
skal gøre gode gerninger og blive from, men de tænker overhovedet aldrig
på troen. Så går den ene blinde hen og leder den anden, de plager sig
med mange gerninger og når dog aldrig den rette fromhed. Paulus skriver
om det i 2 Tim 3, 5-7: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter
dens kraft. De vil altid lære, men lærer aldrig sandheden at kende.”

Den, der nu ikke vil fare vild sammen med disse blinde, må se
længere end til gerningerne, budene eller læren om gerningerne. Han må
først og fremmest se til personen, hvordan den bliver from. Den bliver
nemlig ikke from og salig ved bud og gerninger, men ved Guds ord, det
vil sige ved hans forjættelse om nåden, og ved troen. I dette består
hans guddommelige ære, at han gør os salige, ikke ved vores gerninger,
men ved sit nådige ord, for intet, af ren og skær barmhjertighed.


GERNINGER MISFORSTÅET SOM "MIDDEL"

Af dette fremgår det klart, hvornår gode gerninger må forkastes, og
hvornår de ikke må, og hvordan man skal bedømme enhver lære, der
indskærper gode gerninger. Hvis man drager den falske konklusion og
fører den urigtige lære, at vi ved gerninger bliver fromme og salige, så
er gerningerne allerede forkerte og helt forkastelige. Så er de jo ikke
frie, og de spotter Guds nåde, som gør from og salig ved troen alene.
Dette formår gerningerne ikke, og når de alligevel tager sig for at gøre
det, da angriber de nådens værk og dens ære.

Derfor forkaster vi de gode gerninger, ikke for deres egen
skyld, men på grund af denne urette tilføjelse og falske, forkerte
opfattelse, som får dem til at se gode ud, skønt de ikke er gode. De
bedrager sig selv og alle andre, akkurat som de glubske ulve i fåreklæder.

Men denne urette tilføjelse til og forkerte opfattelse af
gerningerne er ikke til at overvinde, hvor troen mangler. Den må blive i
disse gerningsretfærdige, indtil troen kommer og gør det af med den.
Menneskets natur kan ikke i egen kraft uddrive den, ja, den kan end ikke
erkende den, idet den anser den for noget kostbart og saligt. Derfor
forføres da også så mange ved den.

Selv om det altså er rigtigt at skrive og prædike om anger,
skriftemål og det at gøre fyldest, så er det, når man ikke går videre
til troen, faktisk en helt igennem djævelsk og forførerisk lære. Man må
ikke kun prædike den ene slags Guds ord, men dem begge. Budene skal man
prædike for at forskrække syndere og afsløre deres synd, så de angrer og
omvender sig. Men derved må det ikke blive. Man skal også prædike det
andet ord, uden hvilket budene, angeren og alt det andet ingen nytte er
til. Endnu findes der vel prædikanter, der prædiker anger over synden og
nåde, men de understreger ikke Guds bud og løfter på en sådan måde, at
man lærer hvoraf og hvordan angeren og nåden kommer. Angeren
fremspringer af budene, troen af Guds løfter. Det menneske, der ved
frygten for Guds bud er blevet ydmyget og er kommet til selverkendelse,
bliver altså ved troen på Guds ord retfærdiggjort og oprejst.


NÆSTEKÆRLIGHEDEN SOM PLIGT

Det, som er sagt indtil nu, gælder om gerninger i al almindelighed og om
det, som en kristen skal gøre mod sit eget legeme. Vi skal nu tale om
andre gerninger, nemlig dem, man skal gøre imod andre mennesker. For
mennesket lever jo ikke blot i sit eget legeme, men også blandt andre
mennesker på jorden. Man kan derfor ikke være uden gerninger over for
dem, for man må jo tale med dem og have med dem at gøre, selv om det,
man gør, ikke er nødvendig til retfærdighed og frelse. Formålet med alle
disse ting skal alene være, at han vil tjene og gavne andre. Han skal
ikke have øje for andet end hvad næsten har brug for. Sådan er et ægte
kristenliv.

Her går troen i gang med liv og lyst, som Paulus lærer i Gal 5,
6. Også filipperne underviser han sådan. Efter at have mindet dem om, at
de ved deres tro på Kristus har al nåde og alt, hvad de trænger til,
lærer han dem videre og siger i Fil 2, 1-4: ”Hvis da trøst i Kristus
betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis
inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at
have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét
sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i
ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres
eget, men tænk alle også på de andres vel.” Se, her har Paulus givet en
klar fremstilling af, hvad et kristenliv består i, nemlig at alle
gerninger skal være rettede mod næstens behov. Fordi enhver for sit eget
vedkommende har nok i troen, skal alle gerninger og livet i øvrigt
bruges til at tjene næsten med i frivillig kærlighed.

Paulus bruger her Kristus som forbillede og siger i Fil 2, 5-8:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Selv om
han havde Guds skikkelse, og selv havde nok, så det ikke var nødvendigt,
at han blev from og salig, så gav han afkald på alt det og tog en
tjeners skikkelse på. I alt, hvad han gjorde og led, havde han kun vort
bedste for øje. Selv om han var fri, blev han altså et tjener for vores
skyld.


"SÅLEDES SOM JEG HAR GIVET JER..."

Sådan skal en kristen ligesom Kristus, sit hoved, helt og fuldt lade sig
nøje med sin tro og stadig vokse i den. Den er hans liv, hans
retfærdighed og salighed. Den giver ham alt, hvad Kristus og Gud har,
som tidligere sagt. Som Paulus siger i Gal 2, 20: ”Mit liv her på jorden
lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for
mig.” Og selv om en kristen nu er fuldstændig fri, så skal han alligevel
villig gøre sig til tjener for at hjælpe sin næste. Han skal omgås ham
og handle mod ham, som Gud har handlet med ham i Kristus. Og han skal
gøre det alt sammen for intet, uden at søge andet ved det end Guds velbehag.

En kristen skal tænke som så: Nuvel, min Gud har i og med
Kristus givet mig uværdige og fordømte menneske al fromheds og saligheds
fulde rigdom, helt ufortjent, af ren og skær barmhjertighed. Fremover
behøver jeg ikke andet end at tro, at sådan er det. Så vil jeg da også
fri, glad og for intet gøre, hvad der behager ham. Jeg vil være en
Kristus mod min næste, som Kristus er blevet det for mig. Jeg vil ikke
gøre andet, end hvad jeg ser, han trænger til, har gavn af og hvad der
tjener ham til salighed. Dette vil jeg gøre, fordi jeg ved min tro har
tilstrækkeligt af alting i Kristus.

Se, således udspringer kærligheden og glæde over Gud af troen.
Og af kærligheden udspringer et frit, villigt, glad liv i uselvisk
tjeneste for næsten. På samme måde som vor næste lider nød og trænger
til vore gerninger, som vi jo ikke selv har brug for, således har vi
over for Gud været i nød og trængt til hans nåde. Ligesom Gud gennem
Kristus har hjulpet os gratis, således skal vi derfor også med vort
legeme og dets gerninger ikke gøre andet end at hjælpe næsten.

Vi ser således, hvor højt og ædelt liv et kristenliv er. Men
det er desværre nu ikke blot i forfald i hele verden, det kendes og
prædikes heller ikke mere.


HENSYNET TIL NÆSTEN

Vi læser i Luk. 2, at jomfru Maria gik op til templet efter de seks uger
og lod sig rense i overensstemmelse med loven. Hun handlede ganske som
alle andre kvinder, skønt hun ikke som de var uren og således ikke havde
pligt til at lade sig rense, ja, ikke behøvede denne renselse. Men hun
handlede af frivillig kærlighed for ikke at vise de andre kvinder
foragt, men dele kår med dem. På samme måde lod Paulus Timotheus
omskære, ikke fordi det var nødvendigt, men for ikke at give de jøder,
der var svage i troen, anledning til onde tanker. Omvendt ville han ikke
lade Titus omskære, da man ville tvinge ham dertil og hævdede, at det
var nødvendigt til salighed (ApG 16, 2; Gal 2, 3).

I forbindelse med betaling af skat siger Kristus selv til Peter
i Matt 17, at kongebørn er fri for at betale skat. Alligevel fortsætter
han i vers 27: ”Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen,
kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner
dens gab, vil du finde en mønt. Tag den og giv dem den for mig og dig.”
Det er et fint eksempel på denne lære, at Kristus kalder sig og sine for
frie kongebørn, der ikke har pligtig til at gøre disse ting, men som dog
frivilligt underkaster sig, gør sig til tjenere og betaler skat.

Lige så lidt som denne gerning var nødvendig for Kristus til
fromhed og salighed, lige så lidt er alle de andre af hans og de
kristnes gerninger nødvendige til frelse. De er alle sammen frie
tjenester til bedste og bedring for andre mennesker. Sådan skulle også
alle præsters, klostres og foreningers gerninger være. Enhver skulle
gøre sin stands eller ordens gerning alene for at føje de andre, for at
styre sit eget legeme og for at være et eksempel for andre til også at
handle sådan. De andre trænger jo også til at beherske deres legeme. Man
må dog altid tage sig i agt for den forestilling, at man kan blive from
og salig på den måde, for det kan alene troen udrette.

På samme måde befaler Paulus også i Rom. 13, 1 og Tit. 3, 1 at
kristne skal underordne sig den verdslige magt. Ikke for at de skal
blive fromme ved det, men for at de derved frivilligt skal tjene de
andre og øvrigheden og føje sig efter deres vilje af kærlighed og
frihed. Den, der har en sådan indsigt, kan med lethed finde sig til
rette med pavens, bispernes, klostrenes, stiftelsernes, fyrsternes og
herrernes utallige bud og love. Visse gale embedsmænd er optaget af
disse ting, som var de nødvendige til salighed, og de kalder dem med
urette kirkens bud. Men en fri kristen siger som så: Jeg vil faste, bede
og gøre dette og hint, som er påbudt, ikke fordi jeg behøver det eller
for derved at blive from og kristen. Men jeg vil gøre og lide det for at
være paven, biskoppen, menigheden eller min broder eller herre til
behag, til eksempel og tjeneste. Sådan har jo Kristus til bedste for mig
gjort og lidt langt større ting, som var langt mindre nødvendige for
ham. Og skønt det er urigtigt af tyrannerne at kræve sådanne ting, så
skader det mig dog ikke så længe, det ikke er imod Gud.


MÅLESTOKKEN

Ud fra dette kan enhver dømme og skelne sikkert mellem alle gerninger og
bud og også mellem de blinde og gale og de retsindige kirkelige
embedsmænd. For en hvilken som helst gerning, der ikke sigter mod at
tjene næsten eller være ham til behag, er ikke en god, kristen gerning.
Deraf kommer min bekymring for, at kun få stiftelser, kirker, klostre,
altre, messer og testamenter kan siges at være kristelige. Hertil hører
også faster og bønner, som særlig afholdes for visse helgener. Jeg
frygter nemlig, at den enkelte i det alt sammen kun søger sit eget i den
hensigt at sone sin synd og blive salig. Alt dette stammer fra uvidenhed
om troen og den kristne frihed. Og visse blinde biskopper driver folk
til den slags, mens de roser dette væsen, smykker det med aflad og ikke
mere underviser i troen.

Men jeg råder dig til, at vil du stifte en forening, bede eller
faste, så gør det ikke i den mening, at du vil gøre dig selv noget godt.
Du skal frit give det ud, så andre mennesker kan nyde godt af det. Gør
det til gavn for dem, så er du en ret kristen. Hvad skal du med gods og
gode gerninger, som du ikke har brug for til at beherske og forsørge dit
eget legeme? Du har jo nok i troen, deri har Gud givet dig alle ting.


"HUL IGENNEM!"

Se, på denne måde skal Guds gaver strømme fra den ene til den anden og
være fælles. Enhver skal tage sig af sin næste, som gjaldt det ham selv.
Fra Kristus strømmer gaverne til os, han, som i sit liv tog sig af os på
en måde, som var han det, vi er. Fra os skal de strømme til dem, der har
brug for dem. Og det i en sådan grad, at jeg må stille også min tro og
min retfærdighed frem for Gud for min næste for at dække hans synd, tage
den på mig og handle, som var de mine egne. Det er netop dette, Kristus
har gjort for os alle. Se, dette er kærlighedens væsen, hvor den ellers
er sand. Og kærligheden er sand, hvor troen er sand. Derfor tillægger
den hellige apostel i 1 Kor 13 kærligheden det særlige, at den ikke
søger sit eget, men hvad der gavner næsten.

Af alt dette følger den konklusion, at en kristen ikke lever i
sig selv, men i Kristus og i sin næste. I Kristus lever han ved troen, i
næsten ved kærligheden. Ved troen føres han op over sig selv til Gud,
fra Gud føres han igen ved kærligheden ned under sig selv, og dog bliver
han altid i Gud og i den guddommelige kærlighed. Sådan siger Kristus det
i Joh 1, 51: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned
over Menneskesønnen.” Se, det er den rette åndelige, kristne frihed, som
gør hjertet fri fra alle synder, love og bud. Denne frihed er så højt
hævet over enhver anden frihed, som himlen er over jorden.

Gud give os ret at forstå og bevare den.

Amen!




Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, minder dette skrift
såvel i indhold som disposition overordentligt meget om Romerbrevet,
hvilket næppe er tilfældigt: Det er nok dèt bibelske skrift, som Luther
fandt sin mest afgørende inspiration ved, da han som nærmest neurotisk
selvanklagende perfektionistisk munk, plaget af bevidstheden om sin egen
menneskelige utilstrækkelighed, "genopdagede" kap 1, v. 16 og 17, som
hele hans reformatoriske teologi synes at tage udgangspunkt i....

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177500
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408518
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste