Hej i Gruppen: Jeg har lige siddet her til morgen og set MTV, da der
pludselig kom en ganske spændende video med en reggae-sang ved navn
"King without a crown" fra en sanger, der kalder sig Matisyahu efter
forsangeren (som oprindeligt hedder Matthew, der jo er den engelske form
af Matthæus, ligesom evangelisten/apostlen fra NT: "Matisyahu" skulle
således være en hebraisk form.)
Jeg undrede mig dog hurtigt over at denne sanger mest af alt lignede en
klassisk ortodoks/hassidisk jøde, altimens musikken altså snarere lød
som Bob Marley!
Ifølge biografien på hjemmesiden
http://www.matismusic.com/ består hans
band skam ud fra navnene at dømme angiveligt også overvejende af
amerikanske jøder, selv om de ikke direkte synes at være "et bekendende
band" og jeg kan altså eet eller andet sted ikke lade være med at smile
lidt over at Bob Marley og andre erklærede jamaicanske rastafarier vist
nok netop dyrkede en tilstræbt, men dog samtidig let abstraheret
"jødisk" selvforståelse byggende på dyrkelsen af Etioperkongen Haile
Selassie - beskrevet her
http://en.wikipedia.org/wiki/Haile_Selassie -
som rastafarierne altså angiveligt mener skulle nedstamme i direkte
ubrudt agnatisk (mandslig) linje fra en affære mellem den jødiske Kong
Salomon og Dronningen af Saba (i hvilken sammenhæng "Kærlighedens
Højsang", der jo altså er påfaldende erotisk af et judæokristent
helligskrift at være, MÅSKE også kan tolkes). Dertil kommer også
rastafariernes lidelseshistorie i kraft af vestindisk slaveri, der
sammenlignes stærkt med de jødiske eksilperioder i hhv. Ægypten og Babylon.
I hvert fald sang Bob Marley ud fra denne mytiske
rastafariselvforståelse blandt andet om "Exodus, movement of Jah'
People", og det virker på een eller anden måde derfor ret kært at "hans"
musikgenre således nu også spilles af en flok "rigtige" unge jøder med
en neo-ortodoks forsanger!
(Sandsynligvis har de med god ret fundet den ellers utroligt spændende
ortodoks-traditionelle klesmermusik lidt FOR "klarinetspillende
bedstefar-agtig" - måske også fordi den desværre med sit nostalgiske
østeuropæiske 1800-tals tilsnit bibringer lytteren kedelige historiske
associationer til forsøget på totaludryddelse af Østeuropas jødiske
kultur under Holocaust?)
Jeg synes det er ret friskt at de således i stedet vender sig til
reggaens langt mere moderne traditioner ikke blot musikalsk, men især
også lyrisk, da reggaen gennem rastafariernes identifikation med jøderne
NETOP udgør alle tiders "frirum" for måske også mere "traditionelle",
egentlige "etnisk-jødiske" trosforestillinger.
Det er for mig at se et konkret positivt eksempel på egentlig, oprigtigt
gensidigt berigende "multikulturalisme" og "globalisering" på et ganske
afsindigt højt kulturelt plan: Jeg har godt nok hørt en del rigtig tung
israelsk trancetechno skabt af nogle angiveligt langt mere
sækulariserede jøder, men jeg troede dog aldrig at jeg i mit liv skulle
opleve en - tilsyneladende! - observant/ortodoks jøde stille sig op og
synge fed reggae!
Nå, grunden til at jeg skriver alt dette i denne gruppe er altså, at
forsangerens tekster forekommer klart religiøst inspirerede. Og som
sådan muligvis værd at høre som et moderne udtryk for en måske også mere
direkte og nutidigt formuleret Jødedomsfortolkning.
(Lidt ligesom man hurtigt kan lære noget om personlige
Kristendomsfortolkninger ved at høre nogle af de erklærede "kristne"
rockbands' musik.)
Jeg har endnu ikke læst nogle af Matisyahus tekster, men det bliver
spændende at undersøge, hvorvidt i hvert fald forsangeren mon egentlig
vitterligt er så ortodoks, som hans fysiske fremtræden og ikke mindst
påklædning måtte give udtryk for i live-videoen til "King without a
crown" (som frit tilgængeligt burde kunne ses på hjemmesiden under "video".)
Spørgsmålet er vel, om der måske i virkeligheden snarere måtte være tale
om messiansk inspiration end blot tilstræbt formidling af traditionel
ortodoksjødisk tro? (Og jo, de to ting kan som bekendt være MEGET svære
at skelne fra hinanden, da messianismen jo ligesom ligger ret åbenlyst
latent i Jødedommen!)
Uanset hvad, finder jeg i hvert fald konceptet med denne kulturelle
krydskobling mellem reggaens musik- og begrebs-univers og tilsyneladende
Torah-tilstræbt Jødedom ganske enormt interessant. Det virker
umiddelbart som en yderst sympatisk konstruktion og kan endda måske også
være inspirerende alternativ for os kristne i de tilfælde hvor man altså
på den ene side bare ikke orker den ellers virkeligt højkulturelle
gregorianske munkesang eller de desværre ofte ret tamme
"kristenbekendende" bands, hvis eneste adkomst til at blive hørt
egentlig måtte være netop dette markedsførte bekendelsesgrundlag snarere
end egentlige musikalsk talenter.
Det kan vel - trods eventuelle ortodoks-dogmatiske synspunkter der
ellers måtte blive fremført i teksterne - forhåbentlig aldrig direkte
skade eens kristne sjæl at man tillader sig at lytte til noget
"alternativmoderne" jødisk lovsang til Herrens Ære, der altså ved det
umiddelbare, fascinerende førstehåndsindtryk nok mest af alt lyder som
Salmernes Bog sunget på rasta-engelsk til tungt hip-hop-influerede
reggaemelodier?
--
Mvh
Anders Peter Johnsen