/ Forside / Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
Min mand er død den 10. september
Fra : Alice Trauelsen


Dato : 11-11-05 11:30

Den 10.september var en dag som altid vil stå som den sorteste dag i mit
liv, den dag jeg mistede min elskede mand. Det er så svært at skrive, men
dagen startede med at Seje (gårdkat) havde smidt en af sine killinger væk,
og gemt den, og samtidig havde hun en forfærdelig diare, det løb simpelt hen
ud af hende. Erling hoppede op på knallerten og skyndte sig afsted for at
hente medicin til Seje. Else tog den lille syge killing og gav den mad og
varmede den. Så tog hun den fra Seje. Erling kom "fræsende" ind i gården og
dyttede så vi hurtigt kunne give Seje medicinen og noget så hun kunne få
mælk. Killinger var født den 8, til trods for p-piller og hun blev
sterreliseret med det samme. Hun kunne ikke give mælk så vi gave killinger
modermælkserstatning hver anden time døgnet rundt de første par dage. Men
jeg skulle til politisk kandidat kursus og hyggede lidt med Erling, og vi
snakkede om hvordan det skulle være til jeg kom hjem i morgen. Da taxaen kom
klokken 10, sagde jeg farvel til ham, og han ville så gå ud i haven og
rodede.

Jeg kom til Odense hvor mødet var i god tid, så jeg satte min rygsæk og gik
en tur op gennem gågaden i Odense og gik og tænkte på hvor dejligt det var
at kunne gå alene, selvom jeg ikke kunne se hvor jeg gik, men bare det at
være sig selv, det var mange år siden jeg sidst havde kunnet gøre det. Det
ville jeg skrive i min dagbog og fortælle Erling når jeg kom hjem. Det har
nok været omkring dette tidspunkt at han døde. Jeg gik tilbage til mødet, og
det startede, jeg var der de første par timer, men så ringede Else og sagde
at nu havde Seje smidt alle killingerne væk og hun havde taget dem fra
hende. Og gik nu rundt med dem i en lille taskekurv, og fodrede dem. Men fem
var for meget til hun kunne klare det, så jeg ringede til hende da vi havde
pause og sagde at jeg kommer hjem. Jeg fortalte det til lederen af kurset,
der sagde det var i orden for jeg skrev jo altid at man skulle passe på
dyrene og det kunne han ikke være uenig i. Jeg gik gennem Kongens Have og
prøvede at ringe til Erling for at fortælle ham, at jeg alligevel kom hjem,
og vi skulle hygge os i aften. Men han svarede ikke. Jeg prøvede flere gange
medens jeg forsigtigt fandt stationen, men stadig ingen svar, så jeg lagde
en sjov besked på telefonsvaren. Jeg gik ind i rutebilen, og ringede han
svarede stadig ikke.

Jeg ringede til Else og bad hende gå ind og sige han skulle ringe til mig.
Det var ikke ham der ringede, det var Else, der grædende fortalte mig at hun
havde fundet ham død, og ringet 112, jeg skulle skynde mig hjem for falck,
læge og politi var på vej. Jeg skreg højt inde i rutebilen, nej, ikke Erling
ikke min Erling, han kan ikke være død, hvad skal jeg så gøre. Else sagde
Falck kom, og jeg trykkede mekanisk telefonen ud, medens jeg hulkede og
græd. Ikke Erling, ikke Erling. Der kom en ung mand hen til mig og spurgte
hvad der var galt, og hulkende fortalte jeg det. De spurgte om jeg ikke
ville have en taxa for der ville gå lang tid før jeg nåede det sted jeg
skulle af. Jo, men jeg havde kun 100 kr. med for det var hvad taxaen
kostede, det sidste stykke. De sagde jeg bare skulle ringe efter en og jeg
ringede til ham der skulle have kørt mig det sidste stykke og fortalte ham
om hvad der var sket og fik at vide hvor vi var, så han kunne samle mig op.
Kort før vi nåede stedet, kom en af passagerene med penge de havde samlet
sammen, så jeg havde til taxaen. Jeg takkede dem mange gange. Skyndte mig
hjulpet af passageren over i taxaen, der hurtigt kørte mig hjem. Jeg tænkte
det er en fejl, det er ikke rigtigt.

Men da vi kørte ind i gården vidste jeg det var sandt, jeg prøvede rystende
at tage mig sammen, og hørte lægen forklare, at Erling, min Erling,
simpelthen var død medens han spillede sit computerspil. Han fortalte også
at politiet var på vej. Else hentede en stol, så jeg kunne sidde ned. Jeg
spurgte om jeg ikke kunne have gjort noget hvis jeg var blevet hjemme. Lægen
forklarede mig, at selvom han havde været ved siden af med alt deres udstyr,
så havde de ikke kunnet redde ham. Else spurgte også om hun havde kunnet,
når hun kunne hjertemassage, men lægen sagde ingen kunne have reddet ham.
Efter nogen tid kom politiet og vi skulle begge svare på spørgsmål. Så fik
falck folkene lov til at gå ind og lægge ham på båren. Jeg blev bedt om at
gå ind i soveværelset i medens, for ikke at se de strakte ham ud, og lagde
ham på båren. Ude i gange fik jeg lov til at sige farvel. Men det var
forfærdeligt, jeg kunne fornemme han var blå i hovedet, han havde sin
briller på, og hans skæg. Jeg hulkede farvel Erling. Så kørte de ham ud i
gården og lagde ham ind i bilen, jeg græd og sagde igen farvel, da de kørte
med ham. Han skulle undersøges for at konstatere der ikke var sket en
forbrydelse. Kort tid efter kørte også politiet, vi lukkede Pippi ud af
stuen og gik over til Olde. Else fortalte hun var gået udenfor, og så han
ikke havde hentet posten, så den tog hun med, hun kiggede ind af stuevinduet
og kunne se der var han ikke. Så gik hun om for at kalde på ham, for så
vidste hun han sad ved computeren. Hun så straks gennem vinduet hvad der var
galt. Smed brevene og løb ind til Olde og fortalte hvad hun troede, så
samlede hun alt sit mod og gik herover. Her sad Pippi nede foran hans stol.
Han sad, som spillede han stadig, med hovedet hængende på skrå. Else rørte
forsigtigt ved ham, bange for han skulle falde ned af stolen. Så ringede hun
112 og bagefter til mig.

Jeg følte det som var der kommet en knude inde i mig. Så gik Else og mig en
tur med Bølle (deres nye hund) og Pippi (min og ikke mindst Erlings hund).
Bagefter var vi over og fodre. Jeg ringede til min søns kone og fortalte
hende det, hun ville sige det videre. Så gik jeg over til mig selv. Jeg
ville skifte til hverdagstøj, men det lå inde på kontoret. Her samlede jeg
alt mit mod og gik ind. Erlings kontor stol var sat over til siden, og der
var en våd plet på den. Hans computerspil spillede stadig bib båb, bib båb.
Jeg gik hen til computeren og så græd jeg Åh Erling, du spillede ikke
færdigt, og så lukkede jeg for sidste gang han spil og hans computer, medens
jeg græd og sagde farvel til ham. Inde i mit indre syn, sad han stadig og
spillede, og selv efter jeg havde lukket kunne jeg hører det bib båt. Jeg
græd hulkende medens jeg skiftede tøj. Jeg sagde til Else vi skulle have
hans stol sat udenfor, et sted hvor vi ikke lige kunne se den, indtil vi fik
mulighed for at få den fjernet. Jeg ville lave om, hele kontoret skulle
møbleres om. Vi fik også hans seng ud og vendte min om, og satte lys op. Jeg
syntes selv det var tosset, hvorfor kunne jeg ikke bare lade hans seng stå,
han ville jo komme tilbage, men så huskede jeg det igen, det gjorde han
ikke. Aldrig mere. Jeg spiste sammen med Olde og Else, men spiste kun lidt.
Knuden inde i mig ville ikke gå væk. Hvordan skal jeg kunne klarer mig uden
min elskede Erling. Jeg græd ikke udvendig men indeni gjorde det så ondt.
Jeg ville vise de andre jeg var stærk. Jeg er stærk, tænkte jeg og græd
indeni af smerte og sorg.

Nu er der gået to måneder, jeg kan stadig bryde grædende sammen, jeg tænker
hele tiden på ham, og sometider tror jeg han stadig vil være her. Jeg føler
også en forfærdelig skyldfølelse fordi jeg ikke var hjemme da han døde. Vi
var sammen i 36 år, det er meget lang tid. Vi var sammen næsten døgnet rundt
fordi vi begge fik førtidspension og havde fået i mange år. Det er så svært.
Jeg ved jeg er heldig, jeg har Olde (min Mor) og Else ved siden af mig, og
de er der altid til at hjælpe, men jeg savner ham så meget og græder af sorg
og fortvivlese og har forresten lavet hele vores, nej min, lejlighed om. At
jeg ikke ser ret meget og er syg, ja, det gør jo ikke tingene lettere.

Undskyld det blev langt, men jeg havde bare brug for at læse af og det blev
så lige her.

Mange hilsner
Alice



 
 
Frk. Clausen (12-11-2005)
Kommentar
Fra : Frk. Clausen


Dato : 12-11-05 03:17

Du skal ikk undskylde at dit indlæg blev langt. Man har brug for at komme
med af sine tanker. Uanset hvad det drejer sig om. Jeg er glad for, på dine
vegne, at du har nogen du kan snakke med for det betyder altså en hel del.

Held & lykke i fremtiden! Du skal nok klare dig selvom det hele ser sort ud!

Varme tanker fra en som selv lige har mistet en som stod mig nær!

--
/Kristina www.smukke-engel.webbyen.dk
"Alice Trauelsen" <alice.trauelsen@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:437472a8$0$177$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Den 10.september var en dag som altid vil stå som den sorteste dag i mit
> liv, den dag jeg mistede min elskede mand. Det er så svært at skrive, men
> dagen startede med at Seje (gårdkat) havde smidt en af sine killinger
væk,
> og gemt den, og samtidig havde hun en forfærdelig diare, det løb simpelt
hen
> ud af hende. Erling hoppede op på knallerten og skyndte sig afsted for at
> hente medicin til Seje. Else tog den lille syge killing og gav den mad og
> varmede den. Så tog hun den fra Seje. Erling kom "fræsende" ind i gården
og
> dyttede så vi hurtigt kunne give Seje medicinen og noget så hun kunne få
> mælk. Killinger var født den 8, til trods for p-piller og hun blev
> sterreliseret med det samme. Hun kunne ikke give mælk så vi gave killinger
> modermælkserstatning hver anden time døgnet rundt de første par dage. Men
> jeg skulle til politisk kandidat kursus og hyggede lidt med Erling, og vi
> snakkede om hvordan det skulle være til jeg kom hjem i morgen. Da taxaen
kom
> klokken 10, sagde jeg farvel til ham, og han ville så gå ud i haven og
> rodede.
>
> Jeg kom til Odense hvor mødet var i god tid, så jeg satte min rygsæk og
gik
> en tur op gennem gågaden i Odense og gik og tænkte på hvor dejligt det var
> at kunne gå alene, selvom jeg ikke kunne se hvor jeg gik, men bare det at
> være sig selv, det var mange år siden jeg sidst havde kunnet gøre det. Det
> ville jeg skrive i min dagbog og fortælle Erling når jeg kom hjem. Det har

> nok været omkring dette tidspunkt at han døde. Jeg gik tilbage til mødet,
og
> det startede, jeg var der de første par timer, men så ringede Else og
sagde
> at nu havde Seje smidt alle killingerne væk og hun havde taget dem fra
> hende. Og gik nu rundt med dem i en lille taskekurv, og fodrede dem. Men
fem
> var for meget til hun kunne klare det, så jeg ringede til hende da vi
havde
> pause og sagde at jeg kommer hjem. Jeg fortalte det til lederen af kurset,
> der sagde det var i orden for jeg skrev jo altid at man skulle passe på
> dyrene og det kunne han ikke være uenig i. Jeg gik gennem Kongens Have og
> prøvede at ringe til Erling for at fortælle ham, at jeg alligevel kom
hjem,
> og vi skulle hygge os i aften. Men han svarede ikke. Jeg prøvede flere
gange
> medens jeg forsigtigt fandt stationen, men stadig ingen svar, så jeg lagde
> en sjov besked på telefonsvaren. Jeg gik ind i rutebilen, og ringede han
> svarede stadig ikke.
>
> Jeg ringede til Else og bad hende gå ind og sige han skulle ringe til mig.
> Det var ikke ham der ringede, det var Else, der grædende fortalte mig at
hun
> havde fundet ham død, og ringet 112, jeg skulle skynde mig hjem for falck,
> læge og politi var på vej. Jeg skreg højt inde i rutebilen, nej, ikke
Erling
> ikke min Erling, han kan ikke være død, hvad skal jeg så gøre. Else sagde
> Falck kom, og jeg trykkede mekanisk telefonen ud, medens jeg hulkede og
> græd. Ikke Erling, ikke Erling. Der kom en ung mand hen til mig og spurgte
> hvad der var galt, og hulkende fortalte jeg det. De spurgte om jeg ikke
> ville have en taxa for der ville gå lang tid før jeg nåede det sted jeg
> skulle af. Jo, men jeg havde kun 100 kr. med for det var hvad taxaen
> kostede, det sidste stykke. De sagde jeg bare skulle ringe efter en og jeg
> ringede til ham der skulle have kørt mig det sidste stykke og fortalte ham
> om hvad der var sket og fik at vide hvor vi var, så han kunne samle mig
op.
> Kort før vi nåede stedet, kom en af passagerene med penge de havde samlet
> sammen, så jeg havde til taxaen. Jeg takkede dem mange gange. Skyndte mig
> hjulpet af passageren over i taxaen, der hurtigt kørte mig hjem. Jeg
tænkte
> det er en fejl, det er ikke rigtigt.
>
> Men da vi kørte ind i gården vidste jeg det var sandt, jeg prøvede
rystende
> at tage mig sammen, og hørte lægen forklare, at Erling, min Erling,
> simpelthen var død medens han spillede sit computerspil. Han fortalte også
> at politiet var på vej. Else hentede en stol, så jeg kunne sidde ned. Jeg
> spurgte om jeg ikke kunne have gjort noget hvis jeg var blevet hjemme.
Lægen
> forklarede mig, at selvom han havde været ved siden af med alt deres
udstyr,
> så havde de ikke kunnet redde ham. Else spurgte også om hun havde kunnet,
> når hun kunne hjertemassage, men lægen sagde ingen kunne have reddet ham.
> Efter nogen tid kom politiet og vi skulle begge svare på spørgsmål. Så fik
> falck folkene lov til at gå ind og lægge ham på båren. Jeg blev bedt om at
> gå ind i soveværelset i medens, for ikke at se de strakte ham ud, og lagde
> ham på båren. Ude i gange fik jeg lov til at sige farvel. Men det var
> forfærdeligt, jeg kunne fornemme han var blå i hovedet, han havde sin
> briller på, og hans skæg. Jeg hulkede farvel Erling. Så kørte de ham ud i
> gården og lagde ham ind i bilen, jeg græd og sagde igen farvel, da de
kørte
> med ham. Han skulle undersøges for at konstatere der ikke var sket en
> forbrydelse. Kort tid efter kørte også politiet, vi lukkede Pippi ud af
> stuen og gik over til Olde. Else fortalte hun var gået udenfor, og så han
> ikke havde hentet posten, så den tog hun med, hun kiggede ind af
stuevinduet
> og kunne se der var han ikke. Så gik hun om for at kalde på ham, for så
> vidste hun han sad ved computeren. Hun så straks gennem vinduet hvad der
var
> galt. Smed brevene og løb ind til Olde og fortalte hvad hun troede, så
> samlede hun alt sit mod og gik herover. Her sad Pippi nede foran hans
stol.
> Han sad, som spillede han stadig, med hovedet hængende på skrå. Else rørte
> forsigtigt ved ham, bange for han skulle falde ned af stolen. Så ringede
hun
> 112 og bagefter til mig.
>
> Jeg følte det som var der kommet en knude inde i mig. Så gik Else og mig
en
> tur med Bølle (deres nye hund) og Pippi (min og ikke mindst Erlings hund).
> Bagefter var vi over og fodre. Jeg ringede til min søns kone og fortalte
> hende det, hun ville sige det videre. Så gik jeg over til mig selv. Jeg
> ville skifte til hverdagstøj, men det lå inde på kontoret. Her samlede jeg
> alt mit mod og gik ind. Erlings kontor stol var sat over til siden, og der
> var en våd plet på den. Hans computerspil spillede stadig bib båb, bib
båb.
> Jeg gik hen til computeren og så græd jeg Åh Erling, du spillede ikke
> færdigt, og så lukkede jeg for sidste gang han spil og hans computer,
medens
> jeg græd og sagde farvel til ham. Inde i mit indre syn, sad han stadig og
> spillede, og selv efter jeg havde lukket kunne jeg hører det bib båt. Jeg
> græd hulkende medens jeg skiftede tøj. Jeg sagde til Else vi skulle have
> hans stol sat udenfor, et sted hvor vi ikke lige kunne se den, indtil vi
fik
> mulighed for at få den fjernet. Jeg ville lave om, hele kontoret skulle
> møbleres om. Vi fik også hans seng ud og vendte min om, og satte lys op.
Jeg
> syntes selv det var tosset, hvorfor kunne jeg ikke bare lade hans seng
stå,
> han ville jo komme tilbage, men så huskede jeg det igen, det gjorde han
> ikke. Aldrig mere. Jeg spiste sammen med Olde og Else, men spiste kun
lidt.
> Knuden inde i mig ville ikke gå væk. Hvordan skal jeg kunne klarer mig
uden
> min elskede Erling. Jeg græd ikke udvendig men indeni gjorde det så ondt.
> Jeg ville vise de andre jeg var stærk. Jeg er stærk, tænkte jeg og græd
> indeni af smerte og sorg.
>
> Nu er der gået to måneder, jeg kan stadig bryde grædende sammen, jeg
tænker
> hele tiden på ham, og sometider tror jeg han stadig vil være her. Jeg
føler
> også en forfærdelig skyldfølelse fordi jeg ikke var hjemme da han døde. Vi
> var sammen i 36 år, det er meget lang tid. Vi var sammen næsten døgnet
rundt
> fordi vi begge fik førtidspension og havde fået i mange år. Det er så
svært.
> Jeg ved jeg er heldig, jeg har Olde (min Mor) og Else ved siden af mig, og
> de er der altid til at hjælpe, men jeg savner ham så meget og græder af
sorg
> og fortvivlese og har forresten lavet hele vores, nej min, lejlighed om.
At
> jeg ikke ser ret meget og er syg, ja, det gør jo ikke tingene lettere.
>
> Undskyld det blev langt, men jeg havde bare brug for at læse af og det
blev
> så lige her.
>
> Mange hilsner
> Alice
>
>



Lise Lotte Soerensen (13-11-2005)
Kommentar
Fra : Lise Lotte Soerensen


Dato : 13-11-05 19:15

hej alice
jeg sender mine dybelse medfølelse til dig
har selv for snart 1 år siden mistede min mand

kondolere

knus lise lotte bøgebo
"Alice Trauelsen" <alice.trauelsen@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:437472a8$0$177$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Den 10.september var en dag som altid vil stå som den sorteste dag i mit
> liv, den dag jeg mistede min elskede mand. Det er så svært at skrive, men
> dagen startede med at Seje (gårdkat) havde smidt en af sine killinger
> væk, og gemt den, og samtidig havde hun en forfærdelig diare, det løb
> simpelt hen ud af hende. Erling hoppede op på knallerten og skyndte sig
> afsted for at hente medicin til Seje. Else tog den lille syge killing og
> gav den mad og varmede den. Så tog hun den fra Seje. Erling kom "fræsende"
> ind i gården og dyttede så vi hurtigt kunne give Seje medicinen og noget
> så hun kunne få mælk. Killinger var født den 8, til trods for p-piller og
> hun blev sterreliseret med det samme. Hun kunne ikke give mælk så vi gave
> killinger modermælkserstatning hver anden time døgnet rundt de første par
> dage. Men jeg skulle til politisk kandidat kursus og hyggede lidt med
> Erling, og vi snakkede om hvordan det skulle være til jeg kom hjem i
> morgen. Da taxaen kom klokken 10, sagde jeg farvel til ham, og han ville
> så gå ud i haven og rodede.
>
> Jeg kom til Odense hvor mødet var i god tid, så jeg satte min rygsæk og
> gik en tur op gennem gågaden i Odense og gik og tænkte på hvor dejligt det
> var at kunne gå alene, selvom jeg ikke kunne se hvor jeg gik, men bare det
> at være sig selv, det var mange år siden jeg sidst havde kunnet gøre det.
> Det ville jeg skrive i min dagbog og fortælle Erling når jeg kom hjem. Det
> har nok været omkring dette tidspunkt at han døde. Jeg gik tilbage til
> mødet, og det startede, jeg var der de første par timer, men så ringede
> Else og sagde at nu havde Seje smidt alle killingerne væk og hun havde
> taget dem fra hende. Og gik nu rundt med dem i en lille taskekurv, og
> fodrede dem. Men fem var for meget til hun kunne klare det, så jeg ringede
> til hende da vi havde pause og sagde at jeg kommer hjem. Jeg fortalte det
> til lederen af kurset, der sagde det var i orden for jeg skrev jo altid at
> man skulle passe på dyrene og det kunne han ikke være uenig i. Jeg gik
> gennem Kongens Have og prøvede at ringe til Erling for at fortælle ham, at
> jeg alligevel kom hjem, og vi skulle hygge os i aften. Men han svarede
> ikke. Jeg prøvede flere gange medens jeg forsigtigt fandt stationen, men
> stadig ingen svar, så jeg lagde en sjov besked på telefonsvaren. Jeg gik
> ind i rutebilen, og ringede han svarede stadig ikke.
>
> Jeg ringede til Else og bad hende gå ind og sige han skulle ringe til mig.
> Det var ikke ham der ringede, det var Else, der grædende fortalte mig at
> hun havde fundet ham død, og ringet 112, jeg skulle skynde mig hjem for
> falck, læge og politi var på vej. Jeg skreg højt inde i rutebilen, nej,
> ikke Erling ikke min Erling, han kan ikke være død, hvad skal jeg så gøre.
> Else sagde Falck kom, og jeg trykkede mekanisk telefonen ud, medens jeg
> hulkede og græd. Ikke Erling, ikke Erling. Der kom en ung mand hen til mig
> og spurgte hvad der var galt, og hulkende fortalte jeg det. De spurgte om
> jeg ikke ville have en taxa for der ville gå lang tid før jeg nåede det
> sted jeg skulle af. Jo, men jeg havde kun 100 kr. med for det var hvad
> taxaen kostede, det sidste stykke. De sagde jeg bare skulle ringe efter en
> og jeg ringede til ham der skulle have kørt mig det sidste stykke og
> fortalte ham om hvad der var sket og fik at vide hvor vi var, så han kunne
> samle mig op. Kort før vi nåede stedet, kom en af passagerene med penge de
> havde samlet sammen, så jeg havde til taxaen. Jeg takkede dem mange gange.
> Skyndte mig hjulpet af passageren over i taxaen, der hurtigt kørte mig
> hjem. Jeg tænkte det er en fejl, det er ikke rigtigt.
>
> Men da vi kørte ind i gården vidste jeg det var sandt, jeg prøvede
> rystende at tage mig sammen, og hørte lægen forklare, at Erling, min
> Erling, simpelthen var død medens han spillede sit computerspil. Han
> fortalte også at politiet var på vej. Else hentede en stol, så jeg kunne
> sidde ned. Jeg spurgte om jeg ikke kunne have gjort noget hvis jeg var
> blevet hjemme. Lægen forklarede mig, at selvom han havde været ved siden
> af med alt deres udstyr, så havde de ikke kunnet redde ham. Else spurgte
> også om hun havde kunnet, når hun kunne hjertemassage, men lægen sagde
> ingen kunne have reddet ham. Efter nogen tid kom politiet og vi skulle
> begge svare på spørgsmål. Så fik falck folkene lov til at gå ind og lægge
> ham på båren. Jeg blev bedt om at gå ind i soveværelset i medens, for ikke
> at se de strakte ham ud, og lagde ham på båren. Ude i gange fik jeg lov
> til at sige farvel. Men det var forfærdeligt, jeg kunne fornemme han var
> blå i hovedet, han havde sin briller på, og hans skæg. Jeg hulkede farvel
> Erling. Så kørte de ham ud i gården og lagde ham ind i bilen, jeg græd og
> sagde igen farvel, da de kørte med ham. Han skulle undersøges for at
> konstatere der ikke var sket en forbrydelse. Kort tid efter kørte også
> politiet, vi lukkede Pippi ud af stuen og gik over til Olde. Else fortalte
> hun var gået udenfor, og så han ikke havde hentet posten, så den tog hun
> med, hun kiggede ind af stuevinduet og kunne se der var han ikke. Så gik
> hun om for at kalde på ham, for så vidste hun han sad ved computeren. Hun
> så straks gennem vinduet hvad der var galt. Smed brevene og løb ind til
> Olde og fortalte hvad hun troede, så samlede hun alt sit mod og gik
> herover. Her sad Pippi nede foran hans stol. Han sad, som spillede han
> stadig, med hovedet hængende på skrå. Else rørte forsigtigt ved ham, bange
> for han skulle falde ned af stolen. Så ringede hun 112 og bagefter til
> mig.
>
> Jeg følte det som var der kommet en knude inde i mig. Så gik Else og mig
> en tur med Bølle (deres nye hund) og Pippi (min og ikke mindst Erlings
> hund). Bagefter var vi over og fodre. Jeg ringede til min søns kone og
> fortalte hende det, hun ville sige det videre. Så gik jeg over til mig
> selv. Jeg ville skifte til hverdagstøj, men det lå inde på kontoret. Her
> samlede jeg alt mit mod og gik ind. Erlings kontor stol var sat over til
> siden, og der var en våd plet på den. Hans computerspil spillede stadig
> bib båb, bib båb. Jeg gik hen til computeren og så græd jeg Åh Erling, du
> spillede ikke færdigt, og så lukkede jeg for sidste gang han spil og hans
> computer, medens jeg græd og sagde farvel til ham. Inde i mit indre syn,
> sad han stadig og spillede, og selv efter jeg havde lukket kunne jeg hører
> det bib båt. Jeg græd hulkende medens jeg skiftede tøj. Jeg sagde til Else
> vi skulle have hans stol sat udenfor, et sted hvor vi ikke lige kunne se
> den, indtil vi fik mulighed for at få den fjernet. Jeg ville lave om, hele
> kontoret skulle møbleres om. Vi fik også hans seng ud og vendte min om, og
> satte lys op. Jeg syntes selv det var tosset, hvorfor kunne jeg ikke bare
> lade hans seng stå, han ville jo komme tilbage, men så huskede jeg det
> igen, det gjorde han ikke. Aldrig mere. Jeg spiste sammen med Olde og
> Else, men spiste kun lidt. Knuden inde i mig ville ikke gå væk. Hvordan
> skal jeg kunne klarer mig uden min elskede Erling. Jeg græd ikke udvendig
> men indeni gjorde det så ondt. Jeg ville vise de andre jeg var stærk. Jeg
> er stærk, tænkte jeg og græd indeni af smerte og sorg.
>
> Nu er der gået to måneder, jeg kan stadig bryde grædende sammen, jeg
> tænker hele tiden på ham, og sometider tror jeg han stadig vil være her.
> Jeg føler også en forfærdelig skyldfølelse fordi jeg ikke var hjemme da
> han døde. Vi var sammen i 36 år, det er meget lang tid. Vi var sammen
> næsten døgnet rundt fordi vi begge fik førtidspension og havde fået i
> mange år. Det er så svært. Jeg ved jeg er heldig, jeg har Olde (min Mor)
> og Else ved siden af mig, og de er der altid til at hjælpe, men jeg savner
> ham så meget og græder af sorg og fortvivlese og har forresten lavet hele
> vores, nej min, lejlighed om. At jeg ikke ser ret meget og er syg, ja, det
> gør jo ikke tingene lettere.
>
> Undskyld det blev langt, men jeg havde bare brug for at læse af og det
> blev så lige her.
>
> Mange hilsner
> Alice
>
>



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408914
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste