/ Forside / Interesser / Rejser / Rejser & Udflugter / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Rejser & Udflugter
#NavnPoint
Nordsted1 10159
refi 6552
ans 4342
HelleBirg.. 2810
katekismus 2544
piaskov 2400
dova 2399
svendgive.. 2305
Teil 2130
10  jakjoe 1830
Bali
Fra : polle


Dato : 02-10-05 09:13

REJSEVEJLEDNING INDONESIEN
Gyldig 02-10-2005



Seneste opdatering 1.10 2005


Alle ikke-nødvendige rejser til Indonesien, herunder til Bali, frarådes. I
visse dele af landet frarådes alle rejser, jf. nedenfor.

Flere eksplosioner ramte strandområderne Kuta og Jimbaran i det sydlige Bali
den 1. oktober 2005. De indonesiske myndigheder har endnu ikke overblik over
situation, men der rapporteres om et tocifret antal døde og sårede.
Eksplosionerne fandt sted i et område, hvor der er mange vestlige turister.
Yderligere oplysninger kan findes under "Sidste nyt" på forsiden af
Udenrigsministeriets hjemmeside.

Den indonesiske præsident, Susilo Bambang Yudhoyono, udsendte mandag den 29.
august 2005 en advarsel om et forestående terrorangreb i landet. Han
opfordrede de nationale politi- og efterretningsstyrker til at være på vagt
over for et angreb, som han vurderede ville finde sted i september eller
oktober. Der var ikke yderligere oplysninger om tid eller metode for de
planlagte angreb.

Politiet i Indonesien - herunder i Jakarta - har været i forhøjet beredskab,
efter at man i maj 2005 offentliggjorde en advarsel om, at nye
selvmordsangreb kan være på vej i Jakarta eller i det øvrige Indonesien.
Advarslen indeholdt en oplistning af mulige mål for et angreb, herunder
steder, hvor mange turister er samlet, internationale skoler, ambassader,
kontorbygninger og indkøbscentre.

Terrorangrebet på Bali den 12. oktober 2002 og senere bombeattentater har
vist, at der i Indonesien er meget stor risiko for terrorangreb mod
vestlige, herunder civile, mål. Den 9. september 2004 var der et
bombeattentat ved den australske ambassade i Jakarta med mange døde og
sårede til følge.

Terrorrisikoen eksisterer fortsat i hele landet og bestyrkes af vedvarende
og troværdige rapporter om, at terrorister i Indonesien planlægger
yderligere angreb mod vestlige interesser. Største agtpågivenhed bør derfor
udvises overalt i landet, især på offentlige steder, hvor mange
vesterlændinge opholder sig. Det gælder f.eks. i og omkring butikscentre,
forretningsområder, offentlige bygninger, ambassader og konsulater, vestlige
hoteller, restauranter, diskoteker, cafeer, barer, turistattraktioner,
religiøse helligdomme, busterminaler, lufthavne og andre trafikknudepunkter.

Man bør være opmærksom på mistænkelige personer og ukendte biler, der
observeres i nærheden af virksomheder og private boliger. Danske
virksomheder bør i samarbejde med de lokale myndigheder løbende gennemgå
deres sikkerhedsforanstaltninger. Der bør udvises særlig årvågenhed omkring
internationale skoler.

Der er altid risiko for naturkatastrofer, herunder jordskælv og
vulkanudbrud, i Indonesien. I regntiden, som typisk varer fra oktober til
april, er der særlig risiko for oversvømmelser og jordskred.

Alle rejser frarådes til Aceh-provinsen i det nordlige Sumatra, hvor der er
stor risiko for væbnede sammenstød og bombeattentater. Der er fortsat
sporadiske væbnede sammenstød mellem militæret og separatister (GAM).



Jordskælvet og den efterfølgende flodbølge den 26. december 2004 forårsagede
et næsten totalt sammenbrud i infrastrukturen i Aceh-provinsen.

Organisationer, medier, virksomheder og andre, der udsender medarbejdere til
Indonesien, særligt til Aceh-provinsen, opfordres til at lade de pågældende
personer registrere midlertidigt ved ambassaden i Jakarta. Meddelelse herom
bør sendes til ambassaden og indeholde oplysninger om medarbejderens navn,
organisation, opholdssted i Indonesien, den påregnede periode for opholdet
samt kontaktoplysninger under opholdet, herunder telefonnummer og
e-mailadresser. Oplysningerne sendes til jktamb@um.dk

Endvidere frarådes alle rejser til Central Sulawesi (især området omkring
Poso). Den 28. maj 2005 fandt et terrorangreb sted i byen Tentena i det
centrale Sulawesi. Angrebet kostede mindst tyve mennesker livet og sårede
over halvtreds. Det tilrådes endvidere at udvise forsigtighed ved rejser til
det nordligste Sulawesi og til øerne beliggende herudfor på grund af trusler
om kidnapninger fra terrorgruppen Abu Sayaaf, der dog primært opererer på
Filippinerne. Også det østlige Kalimantan (Borneo) trues af Abu Sayaaf, og
i foråret 2005 har der været fremsat trusler om terror mod en række
olieraffinaderier i provinsen. I Central- og Vest-Kalimantan (Borneo) har
der været alvorlige spændinger mellem forskellige etniske og religiøse
grupper. Rejsende bør være opmærksomme på, at sådanne uroligheder atter kan
blusse op.

I lyset af de voldsomme sammenstød mellem kristne og muslimer i Ambon 2004
og den fortsatte sporadiske uro i Maluku-provinserne frarådes alle rejser
til provinserne Maluku og Nordmaluku.

Der skal indhentes forudgående tilladelse til rejser i Papua (tidligere
Irian Jaya) uden for byerne Jayapura og Biak. Der bør udvises forsigtighed i
Papua, bl.a. på grund af tilfælde af kidnapninger af og angreb på
udlændinge.

I Central- og Vest Kalimantan (Borneo) har der været alvorlige spændinger
mellem forskellige etniske og religiøse grupper. Rejsende hertil bør være
opmærksomme på, at sådanne uroligheder vil kunne blusse op igen.

Eventuelle uroligheder kan bl.a. medføre lukning af veje, havne og
lufthavne. Rejser til og fra mindre besøgte steder i Indonesien kan derfor
blive besværliggjort. I disse situationer vil udenrigstjenestens muligheder
for at assistere danskere være begrænset.

Man skal være opmærksom på, at det fra mange steder i Indonesien kan være
vanskeligt/umuligt at telefonere eller e-maile til Danmark. Det kan således
forekomme, at rejsende, der befinder sig uden for de normale
turistdestinationer, kan have vanskeligt ved at overholde en eventuelt
aftalt regelmæssig kontakt til pårørende i Danmark.

Færdsel efter mørkets frembrud bør i alle større byer kun foretages med
taxa, der er bestilt telefonisk eller hyret ved et af de større hoteller.

I øvrigt henvises til hjemmesiden for ambassaden i Jakarta



For oplysninger om risiko for sygdomme, herunder fugleinfluenza, henvises
til Statens Serum Instituts hjemmeside www.ssi.dk, hvor der også findes
oplysninger om vaccinationsklinikker m.v.

Andre landes rejsevejledninger kan findes på følgende hjemmesider:

Storbritanniens udenrigsministerium

Australiens udenrigsministerium

Canadas udenrigsministerium



 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408929
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste