Søren Frost wrote:
> Hej,
>
> Under en gåtur ved Strandvejen langs Øresund konstaterede jeg, at
> der ved en lang række villaer langs stranden var opsat skilte med
> ordlyden : "Privat strand. Ingen adgang. Naturfredningsloven §22".
> Nogle steder var der opsat hegn, andre steder var der uhindret adgang
> (hvis man ser bort fra skiltet naturligvis).
>
> Jeg var af den opfattelse at man pr. definition altid havde adgang
> til de Danske strande, og at en sådan afspærring ikke var lovlig. Er
> det ukorrekt? Hvordan med bådbroer og lignende?
>
> Jeg har v.h.a. Google forsøgt at finde naturfredningsloven, så jeg
> kunne læse den nævnte paragraf, men jeg har ikke kunne finde noget
> brugbart. Er der et sted på nettet man kan finde sådan noget?
>
> M.v.h.
> Søren Frost
Hvis du ser på §22 stk. 2, så er der ikke adgang til stranden, hvis arealet
er udlagt som have (der skal være have helt ned til vandet), og hvis det er
sket inden 1. januar 1916, eller hvis stranden ligger på en grund ved en
erhvervsvirksomhed, og har gjort det siden 1. januar 1916.
Hvis ingen af ovenstående kriterier er opfyldt, så har du ret til adgang, og
denne adgang må ikke hindres eller vanskeliggøres .f.eks. med hegn.
Du må også bade og opholde dig kortvarigt på stranden, med mindre der ligger
en beboelsesejendom inden for 50 meter fra strandbredden.
Et kortvarigt ophold er defineret som et ophold af en "dagslængde", uanset
om det er dag eller nat.
Du kan finde "Lov om naturbeskyttelse" på
www.retsinfo.dk
§ 22. Strandbredder og andre kyststrækninger er åbne for færdsel til fods,
kortvarigt ophold og badning på arealer mellem daglig lavvandslinje og den
sammenhængende landvegetation, der ikke er domineret af salttålende planter
eller anden strandbredsvegetation. Adgang sker på eget ansvar. Det er
tilladt kortvarigt at have en båd uden motor liggende på strandbredden. I
perioden 1. april-30. september skal hunde føres i snor. Hunde skal altid
føres i snor, hvor der er græssende husdyr. I perioden 1. september-31. maj
er ridning tilladt på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis
der er lovlig adgang til stranden.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 omfatter ikke arealer, der inden den 1. januar 1916
er udlagt som have eller inddraget under en erhvervsvirksomhed, der drives
på ejendommen. Det samme gælder forsvarsanlæg og havneanlæg.
Stk. 3. Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres.
Stk. 4. På privatejede strandbredder og kyststrækninger må ophold og badning
ikke finde sted inden for 50 m fra beboelsesbygninger.
/Bo