Conny skrev:
> Jeg vil gerne vide, hvordan andre forældre takler når deres børn er
> uartige. Jeg tænker især på, hvis de slår, skubber eller stjæler legetøj
> fra andre børn.
Der er mange ting jeg og min kone ikke vil have. Fx slår vi ikke hinanden.
Vi skubber heller ikke hinanden. Hvis vores børn gør det, så får de at vide
at det vil vi ikke have. Det hjælper, hvis man som voksen er nærværende
overfor barnet. Og så prøver vi at hjælpe med at løse konflikten på en måde
vi mener er konstruktiv - fx ved at tale om problemet.
> Vi har en søn på 2½ år, som er sød, rar og meget kærlig. MEN men han har
> en meget dårlig vane med at skubbe andre børn, dette er når han gerne vil
> have legetøjet og/eller andre slår/skubber ham. Han kan også gøre det i
> frustration over at det andet barn ikke vil som han vil. Lege med noget
> andet legetøj, have det han vil give barnet eller gå med på hans værelse
> for at lege.
Som Jesper Juul sagde i TV2 for et par uger siden (ikke ordret) så er det
en gave vi mennesker har, at vi kan ønske noget og når vi så ikke får
ønsket opfyldt, så kan vi blive sure, græde, skælde ud. Og får vi ro til
det, så er frustrationen behandlet. Mange børn er ret korporlige: slår,
skubber. I enkelte tilfælde kan det være okay for de fleste forældre (min 2
1/2 årige søn slår mig somme tider på benene og armene når han bliver sur,
og det er okay), men som oftest er det ikke noget vi vil have. Så må vi
vise dem, hvordan man klarer sådan en frustration. Græde er okay med mig.
> Vi plejer at skælde ud og forklare ham, at man ikke må skubbe, problemet
> opstår bare igen og igen.
Et barn på 2 1/2 år kan ikke huske sådan noget, som en anden også påpegede.
> Til sidst beordre vi ham på værelset og beder
> ham komme igen, når han er sød.
Et barn på 2 1/2 år ved ikke, hvad det er at være "sød". Når du beder ham
om at komme tilbage når han er "sød" siger du at han er forkert. Du nedgør
ham. Og det kan et så lille barn ikke tåle.
> [...]
> Dette har bare den uheldige virkning, at hvis vi siger til ham, at der er
> noget han ikke må, så kan han finde på, at rende ind på værelset og
> stortude. Det er jo ikke meningen, at han skal gå der ind pga, at han ikke
> må få et stykke slik mere. Vi plejer så at tage fat i ham og holde ham ind
> til os og sige til ham: " Det er i orden du bliver ked af, at du ikke må
> få et stykke slik mere, men du har ikke gjort noget galt, så du behøves
> ikke rende på værelset" (altså noget i den stil) Så plejer han falde til
> ro og vi snakker om det, som man nu kan med en på 2½ år. Hvis han når at
> rende, henter vi ham eller sætter os med ham på værelset.
Det er godt at I viser ham, at det ikke er ham der er forkert nu, I har
bare sagt nej, og det er okay at han er ked af det.
> [...]
> Jeg er meget interesseret i at vide, hvordan I takler sådanne problemer,
> har I dem? Hvordan "straffer" i Jeres børn og synes I, at det hjælper.
Vi forsøger helt at undgå at straffe vores tre børn. Kommer vi til det
(fordi vi er trætte eller af andre årsager) og vi er opmærksomme på det,
siger vi undskyld.
> Grunden til vi spørger er, at vi faktisk ikke kender ret mange andre med
> børn på den alder. Den anden drengs forældre (som er familie) og så et par
> mere. Vi kunne godt tænke os, at have en dialog med andre omkring
> opdragelse. En ting er eksperterens råd end anden ting er pratisk, vi gør
> ikke dette for at bedømme andre, men kunne godt tænke os, at høre hvad
> andre gør og synes.
Ekspertudsagn fås bedst fra Jesper Juul: Dit Kompetente barn og samme
forfatter: Her er jeg, hvem er du.
Kærlig hilsen
Anders
--
anders@dinsen.net
http://dinsen.net/anders