Lad mig hermed - i forhåbning om at vi kan få os en ordentlig, gensidigt
inspirerende diskussion, hvor vi både ud fra et kristent livssyn kan
prøve at forholde os til Bibelen (og måske endda vidt forskellige mere
eller mindre personlige tolkninger af den) såvel som vi kan inddrage dèn
naturvidenskab, der trods alt synes at regere "den vestlige
hverdagsbevidsthed" - lægge ud med en ganske interessant artikel af Jan
Lindhardt, som er sakset fra siden
http://www.biokemi.org/biozoom/2002_4/bz_0402d.htm og som er referat af
et indlæg i Jyllandsposten:
"Bibel og videnskab
Jan Lindhardt, Biskop, Roskilde Domkirke, jal@km.dk
Kan man tro på alt, hvad der står i Biblen? Ja, det kan man, men ikke
altid som det står. Det var en erfaring som den lærde kirkefader
Augustin gjorde omkring år 370 i Milano. Hans mor var kristen og hans
far var hedning, men det var moderen der havde den stærkeste indflydelse
på ham. Augustin ville også gerne være kristen, men han syntes at der
var for mange usandsynligheder i Biblen. F.eks. når der står om Adam og
Eva at de skjulte sig i paradisets have efter at de havde spist af
kundskabens træ. Og derpå at Gud gik ned gennem haven og råbte Adam,
"hvor er du?". Var Gud virkelig en sådan havemand, og var forholdet
mellem Gud og menneske så barnligt som det her er skildret? Det kunne
Augustin med hele sin klassiske filosofiske og retoriske dannelse
umuligt forestille sig. Heldigvis traf han den store teolog og
stjerneprædikant Ambrosius i Milano og han lærte Augustin, at man skulle
læse Biblen "allegorisk", dvs. at man ikke blot skal læse på linierne,
men også mellem dem. Man må med andre ord tolke den hellige skrift,
fordi den tit siger noget andet end det, der umiddelbart står. Eller man
kan sige at man må "oversætte" den, dvs. sætte den over i et andet
sprog. På samme måde som man læser H.C. Andersens eventyr, f.eks. "Den
grimme Ælling" allegorisk, når man læser det som om det siger noget om
H.C. Andersens eget liv udfra moralen: "Først går man så grueligt meget
igennem og så bliver man berømt.
I tiden efter Augustin udviklede man den allegoriske læsemåde med stadig
større raffinement; man havde således fire forskellige måder at læse på:
en bogstavelig, som når man ved omtalen af "Jerusalem" mente byen i
Palæstina, eller den moralske tolkning, hvor man lod "Jerusalem" være et
billede på den troende sjæl, der altid søger sandheden, og en egentlig
allegorisk betydning, hvor byen stod for den hellige kirke og endelig
den mystiske eller anagogiske tolkning, hvor "Jerusalem" betegner stedet
hvor sjælene i himlen befinder sig.
Selvom senere tider ofte var kritiske overfor den middelalderlige måde
at læse på, så har en sådan allegorisk læsning i virkeligheden været
brugt lige siden, og det er stadig nødvendigt for at forene ens egen
tids viden med de bibelske indsigter. Enhver præst siger eller mener
efter at han har læst evangelieteksten op fra prædikestolen: "Denne
historie er nedskrevet for knap 2000 år siden, men den handler i
virkeligheden om os, og nu skal I høre hvordan". Det er ikke at øve vold
på Biblen, men at få stadig større indsigt i dens budskab. I vore dage
har naturvidenskaben ændret vort verdensbillede og det får naturligvis
betydning for vor læsning. Man læser nemlig ikke blot med øjnene, men
først og fremmest med sin viden. I dag ved vi f.eks. at verden ikke blev
skabt i løbet af 6 dage, hvorefter Gud hvilede på den syvende. Det er en
betagende fortælling vi har i Biblen, men ikke en naturvidenskabelig
lærebog. Der er folk i USA og også nogle enkelte danskere der er
"kreationister" (af creatio, som betyder skabelse på latin), som betyder
at de vil fastholde skabelsesberetningen helt bogstaveligt. Både at
verden blev skabt på en uge og at det skete for ca. 6000 år siden.
Vi andre ved at det er noget vrøvl for naturvidenskaben har lært os at
verden er meget ældre, 10-12 milliarder og jorden 4-5 milliarder. Jeg
har på mit skrivebord en sten som forskerne mener er ældre end jorden,
dvs. ca. 5 milliarder år gammel. Et stykke materiale der måske er blevet
til overs, da jorden blev til og som har svævet rundt i verdensrummet
indtil for en 5-6000 år siden, hvor det er faldet ned i en ørken i Chile.
Denne indsigt lader sig ikke umiddelbart forene med Biblens
skabelsesberetning og det ville være i mod al fornuft at foretrække
denne frem for den videnskabelige indsigt.
Er Biblen så usand? Nej, det er den ikke, men det er guddommelig
historie om at mennesket er skabt som naturens højdepunkt med ret og
pligt til at herske over jorden på Guds vegne og med ansvar overfor Ham
og hinanden.
Lidt senere i 1. Mosebog fortælles der om syndfloden, som oversvømmer
hele jorden undtagen Noah og hans familie og de dyr Noah tager med sig
ombord på det skib ("ark") som han får besked om at bygge. Er det en
virkelig historie? Det er der faktisk en del der tror og derfor har der
været flere ekspeditioner til mellemøstlige bjerge i håb om at finde
resterne af Noahs ark. Men igen, sådan er det helt sikker ikke gået for
sig. Igen må ethvert fornuftigt menneske sige til sig selv, at det er
ganske usandsynligt. Men det er alligevel en central beretning i en
kristen sammenhæng. Af fortællingen lærer vi nemlig at Gud kunne blive
så umanerlig vred på os at han engang besluttede at lade os gå til
grunde – ligesom dinosaurerne gjorde, da en gigantmeteor udslettede dem
for 65 millioner år siden. Men også at Han blev god igen, og at vi
derfor står på god fod med tilværelsen og dens herre. Og kommer vi i
tvivl, kan vi se op mod himmelen når det har regnet meget. Her ser vi
regnbuen, hvis ring er et tegn på at Gud har ringforlovet sig med os og
at han aldrig vil svigte os, hvad der end sker, om verden så går under.
Er det noget der kan bevises? Er det en faktisk sandhed? Nej,
naturligvis ikke, men det er en sandhed vi ikke kan undvære, hvis vi
ikke skal fortvivle over tilværelsens tilfældighed og meningsløshed. Man
tager altså ikke beretningen som en videnskabelig beskrivelse, men som
et kærlighedsbrev fra Vorherre der hermed siger at han holder af os.
Eller hvad med den opfattelse at jorden er flad og er centrum i
universet, og at der ovenover os er syv himle som koncentriske cirkler?
Det var det ptolemæiske verdensbilledes beskrivelse af verdensrummet,
som var datidens videnskabelige beskrivelse. Paulus omtaler i sit andet
korinthierbrev kap. 12,2 et "menneske i Kristus (måske ham selv), som
for fjorten år siden – om det så var i legemet eller uden for legemet,
ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel", ja
faktisk for en stund kom i Paradis. Ingen kan være i tvivl om at dette
menneske har haft en skelsættende oplevelse, ligesom vi endnu i dag
kender udtrykket at være kommet i den "syvende himmel", hvad er noget
helt særligt. Men vi tror ikke på at der er forskellige himle udenom
hinanden, som man gjorde dengang.
Jeg har slet ikke nævnt miraklerne, som siden oplysningstiden har været
meget diskuteret. Kan man helbrede en syg ved at lægge hånd på, eller
endnu mærkeligere: kan man gå på vandet? I samtiden har det ikke undret
at Jesus som så mange andre i datiden havde ry for at kunne den slags.
Det lå indenfor menneskers "virkelighed" i datiden. Men med vore dages
naturvidenskab er det straks sværere. Vor viden om naturlovene har på
mange måder begrænset vor virkelighed, fordi der er så meget som ikke er
så selvfølgeligt mere. Noget andet er så at det er folk mere og mere
ligeglade med, hvad man kan se af f.eks. TV-serien åndernes magt, og af
at næsten alle amerikanere under 40 år efter sigende tror på at
TV-serien X-files (dansk: Strengt fortroligt) handler om virkelige ting.
Efter min mening er dette ren og skær overtro, og det skal man holde sig
fra. Når det drejer sig om fænomener fra den fysiske verden, så har vi
naturvidenskaben som beskrivelse heraf. Og det mener de fleste danske
præster i folkekirken da også, et forsigtigt skøn siger omkring 95%. De
forkaster ikke naturvidenskabelige forklaringer og ønsker ikke at blive
slået i hartkorn med "kreationister"
Lader man så ikke Biblen i stikken hermed? Nej, det gør man ikke for den
kan noget som ingen naturvidenskab kan. Den kan tale om hvad der er godt
og ondt (de ti bud, kærlighedsbuddet), hvormed vort livs retning er
angivet, og den kan sige os hvem Gud er, nemlig den der trods alt bærer
over med os for sin søns skyld. Videnskaben kan beskrive én form for
virkelighed, mens Biblen kan beskrive en anden. Den første kan sige
noget om hvordan det forholder sig. Den sidste kan sige os hvad der er
de grundlæggende vilkår for vort liv, at vi er sat til at tjene andre,
og at vi derfor ikke er og aldrig kan blive hovedpersoner i vort eget
liv. Det kan man ikke finde ud af ved at se i et mikroskop eller en
stjernekikkert. Ej heller kan man ad den vej få bekræftet, hvad Jesus
sagde om sig selv: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Alligevel er
dette udsagn for kristne så selvfølgeligt og nødvendigt at man ikke
kunne drømme om at drage det i tvivl. Det kan man nemlig leve og dø på.
De to forskellige virkeligheder kan illustreres ved beskrivelsen af,
hvad der sker, når mennesker kysser hinanden. Kemisk set foregår der en
udveksling af mundvæsker samt forskellige andre fysiske og fysiologiske
reaktioner. Alt dette kan beskrives rimeligt nøjagtigt. Men det ville
være underligt at blive stående herved. Det gør digteren i hvert fald
ikke, når han siger "Der er en trolddom på din læbe, en afgrund i dit
blik" (Aarestrup). Kærnebudskabet i Biblen er at Gud kysser mennesket.
Det er ikke kemi, men kærlighed.
Offentliggjort i Jyllandsposten d. 15. oktober 2002. Gengivet efter aftale."
Jeg mener i udgangspunktet selv at Lindhart strækker sig måske lige
lovligt langt i retning af at ville tolke Bibelen ALENE ud fra
naturvidenskabelige principper - hvorved man måske begår en fejl ved at
ville sammenblande religion og naturvidenskab til een pr. definiton
decideret umulig "syntese"? - men jeg synes dog alligevel at han har fat
i et par interessante pointer og stiller interessante spørgsmål, som er
værd at tage fat på.
Hvilket vi så kan gøre ud fra hver sin vinkel, trosmæssigt funderet
eller ej..
Da vi næppe - alle skønne spildte kræfter i forening til trods - lige
"kan klare Verdenssituationen", er det for mig at se mest spændende at
folk i det mindste melder ud, hvad deres Skabelsessyn er.
Ikke bare for at vi afmåler uenigheder, men også for at vi kan tjekke,
hvor og hvor langt, vi også måtte være enige indbyrdes.
Og så prøve at argumentere derfra.
Jeg vil gerne supplere at jeg selv - måske forkert? - prøver at skelne
mellem såkaldt "videnskabelige sandheder" (som måske slet ikke er så
"videnskabelige" endda, når de har tendens til at blive lettere
spekulative?) og deciderede "TROSsandheder" (som for sit vedkommende går
langt ud over Videnskabens domæne?)
Uanset hvad, synes jeg at det er vigtigt at stille nogle helt
overordnede spørgsmål til Videnskaben ud fra en betragtning om at dèn
netop ikke alene "kan forklare alting":
1) Verdens Tilblivelse? (Big Bang synes da at være mærkeligt "spontant"?)
2) Livet? (Hvordan skulle "dødt stof" være blevet til Liv?)
3) Bevidstheden? (Hvordan kan primitivt Liv være blevet til
selverkendende bevidsthed af den slags som vi mennesker ellers praler af?)
--
Mvh
Anders Peter Johnsen