Om at lege konstruktivt med sproget>Re: Vidals virkelighedsflugtQ
> At bruge så meget tid og anslag på noget så kedeligt normalt og uskadeligt
> som "manden i døren" er ved at udvikle sig til!
> Find snart på andet.
På TV2 slutter netop nu en TV-serie, som jeg har set mange brudstykker af
(men ikke kender titlen på) hvor en flot, høj, ung helt Billy har en
beundrende, rødhåret, smuk kæreste, Alison, der håner ham mildt, fordi han
er legesyg og drillende, og en anelse "for meget" i sin kamp mod
borgerskabets hykleri og korruption.
Man fornemmer, at han går til grænsen af hvad hun kan klare af unormalitet -
ligesom Columbus og Vasco da Gama gjorde da de på hver sin farlige måde
søgte en ny vej over verdenshavene. Og hun opdrager ham til ikke at gå for
vidt, ved at antyde lidt bornerthed og anstand, så han tøjles og ikke kaster
skam på hende, overfor hendes veninder..
"Det evigt kvindelige drager os opad" er slutreplik og pointe i Goethes
"Faust". Kvinder ønsker en helt der flytter menneskehedens grænser - men
ikke en landsbytosse, der gør kvinden og hendes børn til grin. Balancen er
hårfin - og svær når man ikke har historiens og bagklogskabens nemme
facitliste. Sejrherrerne skriver historien - winner takes all.
Næsten alle mænd , der ikke er bøsser, ønsker en kvinde der ser op til dem,
men samtidig er lidt "deres mor", og holder dem på plads. At dyrke spillet
mellem "forbuden frugt smager bedst" og samfundets strafsanktioner er en
knap så almindelig balance-gang. Mine forældres 50'erhjem på Frederiksberg ,
da jeg var 4-14 år og mine normer dannedes , var såre normalt udadtil.
Men min far var af professorslægt og ville være Edisonsk opfinder og pioner
i småt og stort, og min mor har kæmpet små og store slag (har jeg siden
erfaret og fået bekræftet ved at tænke tilbage på de små skænderier, som de
ikke fik skjult for os 3 børn) og hans nøgenhed i hjemmet, bed min mor i
sig, for tilgæld at kunne gøre ham tøffelhelt vedr daglige morgenbrusebade,
hvilket hun måske troede bidrog til, at han ikke blev fyret fra Radiometer
(eller rettere ikke blev fyret før 2 år før pensionsalderen, hvor statens
dagpengesystem var så ødselt at det ikke betød stor indtægtsnedgang).
Min bror, Per, skriver i den første af sine 4 bøger om sin Camus'ske foragt
for, at min far fandt sig i denne fyring - og sin foragt for at jeg
åbenlyst blev Fremskridtsmand.
Alt dette lyder selvoptaget, men der er en pointe om politik og
selvrealisering, som rækker ud i min dømmesyge mod de gruppepres-styrede
autonome, og min respekt for folk, der virkelig flytter samfundet - hvor
Glistrup, Goethe, Grundtvig, Edison er blandt mine helt store idoler, og min
far er en .sød lille tøffelhelt og wannabe.
Fremskridtspartiet, som jeg har været extremt aktiv i fra jeg kom hjem fra
ulandene og til efter det udslettedes endeligt ved valget i 2001, var stort
i provinsen, og prægedes her af gårdejere med snævertsynet fobi mod bøsser
og narkomaner - Glistrup måtte her være tøffelhelt og dæmpe sin extreme
tolerance og liberalisme, og hans anti-NATO og anti-militær holdning kom
aldrig i partiprogrammet. Han mente som Søren Pind, at narkomaner bør hetzes
mildt imod af staten, når de er extremt kriminelt farlige, ellers ikke -
ellers bør de have lov at være deres egen ulykkes smed. Han havde politisk
pragmatisme og tæft, og hans nedtur som stemmemagnet modsvares af optur som
opinionsdanner PÅ LAANGT SIGT - han ville og vil egentlig hellere være en PH
og Brandes end en Stauning og Bramsnæs, for nu at nævne hans to
yndlingspolitikere. Han ville og vil sætte sig spor i folks holdninger, og
dermed skabelse af Pia Kjærsgaard partiets forrygende succes. Han ville
gerne have haft sin gang på Christiansborg i mere end 17 år, for han befandt
sig som fisk i vandet der blandt intellektuelle ligemænd (for nu at smigre
Christiansborgklubben lidt) - jeg har haft job på Rigsarkivet med at ordne
hans enorme politiske arkiv, og jeg ved at hans tysk-agtige grundighed og
systematik var enorm og var planlagt udfra håb om MF-status til døden, men
det skulle ikke være så. Han satsede på at være som sine helte i Henrik
Ibsens dramaer og af sine over hundrede stillede lovforslag og tusinder af
stemmeafgivninger på tinge er der kun een, han har fortrudt.
Tilbage til sproget - og først en lavstatus-person i hans følge, Kenn
Rosenkvist, som jeg i foråret var på turistrejse til Ruhr-området sammen
med.
Denne smukke, slanke yngling fra Den Danske Forening har haft artikel i
"Danskeren" om at være nudist på danske badestrande, så grænsesøgende at man
får tæv af muslimbander - grove episoder som Ekstrabladet har dækket, og som
førte til triumferende sejr , da myndighedernes lukning af nøgen-afsnit på
Bellevue-stranden blev omstødt og igen kan naturister mødes til sol og
saltvand og udleve nudisme i dagtimerne på den nordlige del af
Klampenborg-stranden (eller måske det er nærmere Hellerup. Jeg har set foto
af skilt som blev sat op af kommunen om at nøgenhed nu var forbudt, og som
er blevet fjernet efter folkesligt stærkt pres).
Den uvoldelige Kenn er gået så vidt i sin individualistiske væren sig selv -
helt uden min provokerelyst - at han er blevet tvangsindlagt på psykiatrisk
afdeling af vort rådne system. Vort politi er snerpet, antiracistisk og
fascistisk, og visse psykiatere er ynkværdige medløbere, for derved at få
patientmateriale og jobskabelse. Er man akademiker som jeg, holder man sig
let væk fra frihedsberøvelse, men Kenn er ung og på bistand.- og et
ufrivilligt mobningsoffer, hvorimod jeg kun opsøger faren og tiltrækker
ilden, når særlig lejlighed byder sig.
Jeg har for travlt med at skrive en bog og te mig tosset i
indternet-diskussionsgrupper til, at jeg ville gide rejse til nudist-møder -
min sjældne og dovne afkædthed er som min fars begrænset til hjem og højt
tilvokset og afskærmet have(i Nærum byggede han en dyb solgryde) , og når
jeg har haft lejere har jeg præciseret, at hvis de har kvababelser, så
dropper jeg min dovenskab (som er primære motivation, ligesom for min far) .
Moderne unge mennesker vil ikke være bornerte og snerpede, så ingen har bedt
mig om at hæmme mig.Men mange har været misundelige på mit mod, og har måske
flyttet før end ellers, fordi noget ubevidst irriterede)
Selvom jeg ikke har de tyske og franske nudist og naturalist lejres
religiøse islæt og frelsthed, så leger jeg med at bruge ordet "nudist" om
mine aldrig blufærdighedskrækende vaner.
Politikens "Hvad siger loven"(som mine forældre heldigvis havde i reolen)
havde en vittighedstegning af en gammel dame der står op på en stige, for at
se ind i en nabohave, hvor to unge boller, så hun kan ringe til politiet og
føle sig krænket, og jura-forfatteren præciserer, at hun kan IKKE kaldes
blufærdighedskrænket i dansk lovs forstand (i 1951-1968 hvor denne udgave af
bogen solgtes - og endnu mindre idag)..
Når Vidal på dk.politik lader sig provokere af mine slet-ikke-selvoptagne
men principielle beretninger, og misinformerer, så er han faldet i en fælde
og blevet lokket af min leg med sproget til at tro, at jeg har nærmet mig
lovbrud. Det har jeg kun vedr fædrelandskærlige racistiske skriverier og
udtalelser til interviewende journalister og fra Z-landsmødets TV-dækkede
talerstol (§266b i straffeloven).
Jeg går i Georg Brandes fodspor mht at være debatskabende og grænsesøgende
(dog ikke så extremt som han gjorde, da han udløste sædelighedsfejden i
1880erne) , og jeg lokker folk som Vidal til at tro, at de har en sag imod
mig, for derved at styre dialog-pingpong, så jeg får mine synspunkter frem.
Det ser jeg som konstruktiv leg med sproget, og måske hvis jeg er heldig ,
et bidrag til at gøre ordenes betydning dynamisk, så præcision og humor
fremmes , samt liberalisere fremtidens lovgivning.
|