Morten skrev:
> Jeg ville gerne bruge den type olie som feder mindst.
I praksis får man lige meget energi fra alle spiseolier, nemlig 38 kJ/g
(9 kcal/g), så alle olier feder lige meget. Visse fedtstoffer, fx fra
smørfisken, er dog ufordøjeligt og bidrager ikke i væsentlig grad til
energiregnskabet, men af gode grund har man ikke lyst til at indtage
større mængder af sådanne fedtstoffer.
> Jeg har hørt at man skal gå efter de "Flerudmættede fedtsyrere" men
> der er også engivet enkeltudmættede fedtsyrere og mættede fedtsyrer,
> så jeg har svært ved at regne ud hvilken der er den sundeste...
Den almindelige skole for tiden går vist ud på at begrænset indtaget af
mættede fedtsyrer mest muligt, samt at have en fornuftig balance mellem
enkeltumættede og flerumættede fedtsyrer.
Mættede fedtsyrer findes fortrinsvist i dyrisk fedt.
Enkeltumættede fedtsyrer anses for at være gavnlige, og findes især i
oliven-, raps- og sesamolier (hhv. 68%, 58% og 42%).
Flerumættede fedtsyrer findes i fisk (langkædede fedtsyrer) og i de fleste
planteolier (kortkædede). Planteolier med et højt indhold af flerumættede
fedtsyrer er fx valnødde-, tidsel- og solsikkeolier. Visse flerumættede
fedtsyrer, fx omega-3-fedtsyrer, kan kroppen ikke selv producere, men må
indtages med kosten.
For at begrænse indtaget af pesticider m.m., kan det svare sig først og
fremmest at benytte koldtpressede (= der er ikke brugt organiske
opløsningsmidler til extrahering), økologiske (= der er ikke anvendt
pesticider) planteolier (= planter er relavtivt lavt placeret i føde-
kæden, og giftstoffer har ikke ophobet sig i samme grad som i dyrisk
fedt) med et højt indhold af enkeltumættede fedtsyrer (dvs. oliven-,
raps- og sesamolier) til madlavningen. Til dressinger m.m., hvor der
kun medgår mindre mængder olie, må det vist være smagen der bestemmer
hvilken olie man bruger.
Ønsker man at øge sit indtag af omega-3-fedtsyrer, kan man med fordel
skæve til hørfrøolie (personligt foretrækker jeg nu kværnede hørfrø)
og rapsolie. Begge vil være sundere - og ikke mindst billigere - end
fiskeoliekapsler.
> Kan man f.eks. sige at 2 enkeltudmættede feder lige så meget som 1
> mættet, og 2 flerudmættede feder det samme som 1 enkeltudmættet?
På ingen måde. Når man taler om at fedtsyrer er mættede eller umættede,
henviser det til den kemiske struktur. Mættede fedtsyrer har ingen
dobbeltbindinger i kulstofkæden, enkeltumættede har en enkelt dobbelt-
binding, og flerumættede har to eller flere dobbeltbindinger. Antallet
og placeringen af evt. dobbeltbindinger har betydning for bl.a. fedtsyrens
smeltepunkt - således er dyrisk fedt gerne stift ved både stue- og
legemstemperatur. En olie som fx olivenolie, der har et højt indhold af
enkeltumættede fedtsyrer, kan størkne i køleskabet, mens en olie med højt
indhold af umættede fedtsyrer - fx tidselolie - ikke størkner i køle-
skabet. Alle [spiselige] fedstoffer og olier indeholder dog nogenlunde
samme mængde energi, og feder derfor lige meget.
Mvh,
--
Klaus Alexander Seistrup
Magnetic Ink, Copenhagen, Denmark
http://magnetic-ink.dk/