| Ivan [7100] wrote:
 
 
 > nogen der har lidt mere eksakt opskrift?
 
 Jeg kan jo citere mit eget indlæg i en anden tråd for nylig:
 
 Men hvad med osso buco, det er jeg i hvert fald helt vildt med. Den anden
 dag købte jeg fire store skiver i Føtex til 25 kroner, så det må da siges at
 være billigt. En skive er normalt rigeligt til en person. Min "mamma" i
 Italien lærte mig to måder at lave det på, en "rød" og en "hvid". Jeg laver
 oftest den røde:
 
 Til 4 personer:
 
 4 skiver af kalveskank vendes i hvedemel med salt og peber og  brunes i lige
 dele smør og olivenolie i en stor stegegryde sammen med 2 skiver finthakket
 knoldselleri (eller 3-4 stængler hakket blegselleri), to store, finthakkede
 gulerødder og to finthakkede løg (hvis det kniber med pladsen kan kød og
 grønt brunes hver for sig).
 
 Skru helt op for varmen og tilsæt en halv flaske rødvin, som koges væk.
 Tilsæt dernæst tomat (3-4 dåser flåede eller endnu bedre en flaske (1 liter)
 mosede, 5
 stilke timian, 5 blade laubær og et bundt finthakket, bredbladet persille og
 en knivspids stærk chili (kan evt. udelades) samt salt og peber efter smag.
 
 Retten simrer i 2-4 timer (kan dårligt få for meget). Kødet skal løsne af
 sig selv fra knoglen. Bliver retten for "tyk" kan man tilsætte vand eller
 rødvin undervejs.
 
 Jeg serverer den som den er med en stor skål salat bagefter (dårlig vane fra
 min romerske tid). Men passer også udmærket med f.eks. kartofler,
 kartoffelmos eller ris til. Eller bare en god humpel brød.
 
 Den "hvide" laves ved at udelade rødvin, erstatte tomater med en flaske
 hvidvin og lidt hvidvinseddike og så tilsætte 2-3 store stilke rosmarin
 sammen med krydderurterne. Denne var mammas favorit (hun var en dårlig
 italiener, for hun var ikke meget for tomat).
 
 
 
 
 |