Havmand <Nyhavmand@Hotmail.com> skrev i en
nyhedsmeddelelse:rGxQ6.370$va2.18964@news.get2net.dk...
>
> Sådan læser jeg det også, jeg skulle bare lige være sikker på, jeg
> ikke havde misforstået et eller andet. Min konklusion er at Jesus,
> så sig selv som jødernes frelser og ikke gojims frelser. Så mit
> reelle spørgsmål er, hvornår besluttede Jesus sig for at blive
> gojims frelser og ikke jødernes? Jeg har hørt at et sådan skifte
> skulle have fundet sted; men det må jo have været kort før, han
> blev korsfæstet, og jeg har ikke været i stand til at finde det.
Det er lidt svært, dette med Jesus og Israel / hedningerne, for det
kommer jo an på ens grundholdning mere end på Skriftens reelle
vidnesbyrd. Jeg tænker på dette, at nogle mener, at Jesus skiftede
mening undervejs, mens andre, der tror på Jesus som Gud, mener at
hedningernes frelse hele tiden har ligget ham på sinde, men at
frelsesbudet skulle gå til jøderne først, og derefter til hedningerne.
Et ofte brugt skriftssted er:
"Han svarede og sagde: »Jeg er ikke udsendt til andre end til de
fortabte får af Israels hus Matt 15,24"
....men her må vi ikke glemme, at Jesus med denne sætning taler til en
kanaanæisk kvinde, som han alligevel bagefter hjælper. Han lægger ud med
at kalde hende en hund (hedning), men vi misser pointen i denne samtale,
såfremt vi går ud fra, at Jesus giver udtryk for sin endegyldige mening
i ovennævnte sætning. Snarere ser det ud til, at han prøver hendes tro
ved afvisning, og da hun fortsætter sit pres på ham giver han efter. Det
er værd at bemærke, at:
1) Han hjælper hende, trods hendes hedenske afstamning, hvilket han ikke
ville have gjort, hvis han var overbevist om, at hans frelse / hjælp
ikke kunne opfatte hende
2) Han roser hende bagefter for hendes tro over for disciplene. Han
siger faktisk til disciplene "Se, her er en kvinde, hvis tro er større
end det største i Israel. Men hvad er det egentlig han roser? Han roser
hendes klarsyn, idet hun siger, at det ikke blot er børnene (jøderne)
der skal få lov til at spise af livets brød, men at der også skal falde
af til hundene (hedningerne).
Det fremgår vel her, at Jesus er opmærksom på hedningerne, at han derfor
ikke afviser den kanaanæiske kvinde, men tilmed roser hende for hendes
syn på børnene og hundene, men at han først og fremmest er udsendt til
Israels hus, som skal have chancen først - måske dels på grund af deres
udvælgelse og Guds omsorg for dem gennem årtusinder fra Abraham til
Messias´ komme - Det er jo trods alt dem, der fik forjættelserne.
Det ser ud til, at Jesus ikke blev færdig med Israels hus, for han
sender disciplene først og fremmest til dem:
"Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: »Gå ikke ud på
hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de
fortabte får af Israels hus! Matt 10,5-7"
Der må være en mening med, at Jesus ikke ønsker, at disciplene skal gå
til samaritanerne og hedningerne, og meningen må være, at Israel må
gøres færdig, inden dette sker. Dette siger jeg af to grunde:
1) Inden Kristi himmelfart får disciplene netop at vide, at de skal gå
til Samaria og hedningerne: "Men når Helligånden kommer over jer, skal I
få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og
Samaria, ja, indtil jordens ende.« ApG 1,8
2) Til dette kan selvfølgelig siges, at det er et udtryk for at Jesus
har ændret mening et sted undervejs. Og det kunne være rigtigt nok, hvis
det ikke var fordi, Jesus i Mat. 10.5-7 netop bød dem gøre lige det
modsatte af, hvad han selv gjorde i sin egen (tidlige gerning). Han drog
jo netop gennem Samaria - måske af nød - men ikke desto mindre, undlod
han ikke at bringe frelse til en samaritansk kvinde, og lod vækkelse gå
ud fra hende og til en hel landsby.
Dette var ret tidligt i hans tjeneste (Joh.4) og må vise, at han
allerede da havde syn for hedningernes frelse. Han kunne jo ikke tilbyde
denne kvinde "livets vand" dersom "livets vand" var forbeholdt Israels
hus.
(Her til må lægges, at Jesus i samme bud til apostlene faktisk også
siger: "Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til
et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene" Matt 10,18)
Faktisk er hele Jesu fulde tjeneste præget af, at han har hedningernes
ve og vel på sinde. Her ser ikke ud til at være et skifte i holdning
undervejs. Tænk blot på den hedenske høvedsmand (Mat.8.5) og de besatte
i gadarenernes egn (Mat.8.28) m.fl.
Trods dette ser det dog ikke ud til, at det går op for disciplene før
meget sent, at også hedningerne er indlemmede i Guds frelsesplan. Peter
ser det først, da han i et overnaturligt syn bliver bedt om at spise en
gris, og Jakob og de andre ser ikke ud til at fatte det før det store
apostelmøde, hvor en gammel messiansk profeti pludselig får mening og
liv.
Jesu første mål måtte være at grundlægge menigheden i Israel, for ifølge
profetierne var Israel udvalgt til at føre frelsen til hedningerne.
Jesus er centrum (og synes at være klar over det) for den guddommelige
reduktion/ekspansion, vi finder i frelsesplanens forløb: menneskeheden -
Israels hus - Israels rest - Èn Messias - apostlene - den jødiske
menighed - menneskeheden.
Selvfølgelig har Jesus også gennem hele sit virke kendt til de
messianske profetier, der talte om hedningernes frelse. Og mon ikke han
også - som alle andre jødiske drengebørn - har kendt sin egen
slægtstavle, hvori der mod forventning optræder to hedenske kvinder, som
en indikation på, at hedningerne også har del i ham?
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu