Kaldet til at sejre.
Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men
jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet
af Kristus Jesus. Fil.3,12.
Apostlen Paulus, var før hans omvendelse, en mand der levede under strenge
krav til moral og livsførelse. Han var oplært i den Jødiske lov, kendte
skrifterne, udfra Moses og profeterne og tilhørte færisærenes parti, der så
sig selv som særligt udvalgte af Gud, til at undervise andre.
Da de kristne voksede i antal og bredte sig i landet, udsendte
Ypperstepræsten, Paulus, med myndighed til at fængsle enhver der bekendte
sig til denne nye bevægelse i Israel, også kaldet, Vejen. Men på vej mod
Damaskus mødte han Jesus, som Herre og Frelser. Dette møde forvandlede ham,
Paulus blev født på ny og fyldt af den Hellige Ånd, lod han sig døbe i vand.
Han så nu Guds Ord, i et helt nyt lys, et skæl var faldet fra hans øjne og
forvandlet, hans sind. Dette medførte at han straks begyndte at prædike om
Jesus, at han er Guds Søn og Frelser. Loven som han tidligere var parat til
at slå ihjel for, havde han misforstået og den sejrskrans han mente var
hans, visnet.
Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi,
se, noget nyt er blevet til! 2Kor.5,17.
Farisærenes farisær, forfølgeren af Jesu diciple, den højt uddannede
lovlære, var død. Paulus begyndte et helt nyt liv, bygget på, visdom og
åbenbaring, virket i den Hellige Ånds kraft. Han blev kaldet og udsendt som
Apostel, blandt heddingene og modtog, fra Herren, et helt nyt evangelium. Af
bare nåde, frelses enhver der tror og modtager, Jesus Kristus. Ved tro af
bare nåde, var hans budskab. Før forkyndte han lov (gerninger), nu sagde
han, Tro (nåde over nåde).
Og jeg beder om, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give
jer visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham, Ef.1,17.
Budskabet, Paulus forkyndte, var som sagt at et menneske frelses ved tro
alene og det af bare nåde. Troen på den korsfæstede, begravede og opstandne,
Jesus Kristus, får med Paulus en dybere betydning, som fortæller os at da
Jesus døde, Døde alle mennesker med ham.
Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: Én er død
i alles sted, altså er alle døde; 2Kor.5,14.
Så uanset om vi tror eller ej, er vi døde. Men tror vi, stopper det ikke
her, for så er vi også levendegjort. Dette symboliseres og stadfæstes
ved dåben i vand.
Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev
opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt
nyt liv. Rom.6,4.
Tror vi, er vi som døde med Kristus også opstået med ham, til et helt nyt
liv. Palus beskriver og underviser om dette liv, gennem alle hans breve og
fortæller at en hemmelighed er ham Åbenbaret.
Den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu
er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken
rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig
Kristus i jer, herlighedens håb. Kol.1,26-27.
Paulus forkynder altså en hemmelighed, der har været skjult for verden,
indtil den ved ham, skulle forkyndes. Denne hemmelighed er at Kristus, ved
tro, tager bolig i mennesker, når vi fødes på ny. opstandelseslivet er
altså Jesu liv i os, formidlet ved Helligånden. Mange tror at dette betyder
et individuelt liv i Guds kraft og sammenkæder automatisk Jesu forkyndelse
i de fire evangelier, med læren fra Paulus. Således at Jesus, med hele sin
fylde og kraft, har taget bolig i kristne, der er født på ny og døbt i vand
og ånd. Denne sammenkædning bør ikke ske pr automatik, for Paulus taler ikke
om et individuelt liv, hvor vi som Jesus kopier, skal vandre rundt på jorden
og gøre alt det han gjorde, tværtimod. For med evangeliet til heddingene,
tales der om Kristi Legeme.
Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. Og Gud har i kirken
for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for
det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til
at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale. Er
mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre
undergerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger?
Kan alle udlægge? Men stræb efter de nådegaver, der er de største! Og jeg
vil nu vise jer en endnu ypperligere vej. 1Kor.12,27-31.
Opstandelseslivet er et liv som lem, på Kristi Legeme, hvor alle har deres
plads og funktion. Den fylde og kraft som beskrives i evangelierne, er altså
ikke overdraget til den enkelte, men er der hvor den altid har været, nemlig
i Kristus. Som lem på hans legeme har vi del i hans død, opsandelse, kraft
og fylde. Ja, som lem på Kristi legeme, har vi del i Kristi sejr. Denne
sejr, har sit fundament i korset og kun der. Vi der tror og lever, gør det i
kraft af dette faktum. Paulus underviser om betydningen af Jesu sejr og
vores stilling i denne sejr. Han kendte selv dette sejrende liv, for i hans
vandring og virke for Jesus, havde han erfaret sandheden og kraften, i det
fuldbragte værk på Golgata.
Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus og ved os alle
vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft! 2Kor.2,14.
Altid sejr, uanset omstændigheder, levede Paulus på sejrens vej, som han
vidste Jesus havde banet og fuldendt. En vej vi med sikkerhed kan betræde,
for udfaldet er givet os på forhånd og vil altid føre os sejrende igennem.
Dette er en troens og efterfølgelsens vej, hvor vi med vort blik fast rettet
på Jesus(ordet) og vores liv forankret i korset, kan gå efter Jesus, Paulus,
Peter, Johannes, osv. I sine breve, deler Paulus sine egne erfaringer med os
og vi kan, som han gjorde, stole fuldt og fast på Herrens Ord.
Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem,
som efter hans beslutning er kaldede. Thi dem, han forud har kendt, dem har
han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være
den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, han har forudbestemt, dem har
han også kaldet; og dem han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og
dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort. Hvad skal vi da
sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke
sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne
andet end skænke os alt med ham? Rom.8,28-32.
Mvh
Erik Dalgas
--
erik.dalgas@mail.dk
|