Heja folkens,
Jeg har (langt om længe) fået skrevet min rejsebeskrivelse fra min tur i
rundt i Arizona på nakken af en Harley i Oktober. Nedenstående er den rå
og uforkortede version (til de, der orker at læse det hele).
Billederne kan stadig ses på <
http://tony.lorentzen.com/arizona/>
Jeg har valgt at X'e firmanavnet til firmaet, der arrangerer turene for
ikke at blive hængt ud for at lave reklame for nogen her i gruppen. Hvis
nogen vil vide hvem, der tilbyder disse ture så smid mig en mail.
Drømmen om de åbne veje
Af Tony Lorentzen
Det er en af de første dage i oktober, men alligevel tordner solen ned
over os fra en skyfri himmel. Klokken er lidt i 11 om formiddagen og
viseren på termometeret har allerede passeret 30 graders varme.
Vi står i Phoenix, Arizona - i USA – og mellem benene rumler lyden af de
næsten nye 1450 kubikcentimeter store og 350 kg. tunge Harley Davidson
motorcykler.
Motorcyklen er enorm - specielt hvis man, som jeg, er vant til en
japansk maskine hjemmefra. Den sorte lak og blanke chrom får den til at
skinne som var den akkurat trillet ned af samlebåndet på fabrikken.
Foran os ligger godt og vel 2.200 km. uudforsket landevej, som skal
forceres over de næste 7 dage. ”The open road lies ahead”, som
amerikanerne siger ...
Dagen efter ankomsten er blevet brugt til at vænne sig til klimaet, de 9
timers tidsforskel og på at lære hinanden at kende. Vi er 15 deltagere
inkl. rejseguide Kurt Sørensen – alle mænd – foruden Kurts datter,
Nynne, der skal køre med vores bagage og sørge for koldt at drikke under
turen. Aldersgennemsnittet ligger godt over 50 år, men alle er ivrige,
rejselystne og har mod på eventyret og de åbne veje. Et par stykker har
taget sønnike med – og glæder sig til en rigtig far og søn tur på nakken
af hver sin motorcykel.
Efter alle deltagere har fået udleveret hver sin motorcykel – alle nyere
Harleyer – begiver vi os endelig af sted med sangen ”Born to be Wild”
fra filmen Easy Rider i baghovedet – og vores danske flag bundet fast
til bagskærmen, så alle kan se hvem vi er og hvor vi kommer fra.
Dag 3:
Første køredag bringer os først og fremmest ud af Phoenix mod minebyen
Globe. Harleyen tøffer lystigt af sted og jeg overraskes over hvor
let-kørt den er. Efter at have hørt alle skrækhistorierne om Harleyens
problemer med at holde olietryk, at delene ryster af og de generelt
dårlige køreegenskaber må jeg indrømme at den faktisk er dejlig at køre
på. Vejene er brede, asfalten af god kvalitet og med amerikanernes
civiliserede trafikkultur er det en sand fornøjelse at læne sig tilbage
i sædet og mærke V2 motorens vibrationer og den dybe, lækre lyd mens man
giver den lidt mere gas og nyder vinden i ansigtet. Styringen er let og
selv når man holder stille og skal skubbe den rundt virker de 350 kg.
meget lettere end forventet. Der er ingen tvivl om at Harleyen er lavet
til de amerikanske landeveje; den ligger faktisk rigtigt godt på vejen.
Godt og vel 200 km. senere ankommer vi til Globe, hvor vi indkvarteres
på et hyggeligt motel. Her mødes vi af en lokal journalist, der har hørt
om de skøre danske vikingers besøg til byen. Kurt bliver interviewet og
fortæller med stor entusiasme om turen mens vi andre slukker tørsten med
et par kølige Budweisere og hyggesnakker foran motorcyklerne mens solen
går ned. Efter et velfortjent bad og et måltid mad tæt på motellet,
beslutter vi os for – godt trætte - at hoppe i kanen.
Dag 4:
En ny dag truer. Til trods for at klokken kun er lidt over otte om
morgenen brænder solen allerede godt. Efter gårsdagens varme har de
fleste droppet at køre med fuld motorcykel-udrustning – dog alle med
hjelm – til trods for, at det ikke er påkrævet ved lov i Arizona. Efter
kort tids kørsel kører vi gennem Salt River Canyon – efter sigende en
”mini” udgave af Grand Canyon. Et par stykker af os kører forud og
standser ved en holdeplads for at tage et par billeder af den
fantastiske udsigt og hinanden på hver vores motorcykel. Vi får en
hyggelig snak med en amerikansk familie, der ser vores danske flag og
begiver os derefter videre ad veje, der er så lange som øjet rækker -
gennem Apache-indianernes reservat og efter en velfortjent frokost til
den forstenede skov – Petrified Forrest – en nationalpark, der består af
et stort øde område med forstenede træer, der mest af alt minder om et
landskab fra en fjern planet. Vejene bugter sig gennem spredte klipper
med forskelligt farvede jordlag. Det er smukt så langt øjet rækker, men
absolut ikke et sted man har lyst til at køre tør for benzin. Vi
forlader parken efter 35-40 km. og kører ad motorvejen mod Holbrook – en
lille by ved Route 66 og hvor vi tilbringer natten efter den -
efterhånden obligatoriske – bøf på den lokale restaurant og eftermiddags
øl ved poolen.
Dag 5:
Efter en hurtig omgang morgenmad á dårlige vafler begiver vi os ud på
vejene med benzintankene fyldt til renden – mod Grand Canyon og turens
længste etape. De bakkede veje fører os længere og længere ud i ørkenen,
hvor man efter et par timers kørsel i ca. 45 graders varme begynder at
forstå, hvor hårdt det må have været at foretage rejser gennem disse
områder for bare 100-150 år siden. Varmen er til at klarer så længe vi
kører – og heldigvis er bagagevognen fyldt med kolde drikkevarer da vi
holder et hvil ved et Navajo indianermarked inden opkørslen mod Grand
Canyon. Her kan de spæde sprækker, hvor Colorado floden bugter sig i
bunken beses og giver en forsmag på det vi har i vente. Efter en lille
pause kører vi videre – opad – og snart kan vi følge sprækkerne i jorden
og begynde at ane hvor stort et område Grand Canyon dækker. Grand Canyon
og den nationale park, der omgiver den er på størrelse med hele Schweiz
– og først da vi lidt efter sidder med den fantastiske udsigt over
kløften og nyder frokosten forstår vi hvorfor dette er en af verdens
mest fantastiske naturområder.
Efter frokosten kører vi direkte til den nært beliggende lufthavn, hvor
vi i helikopter flyver ud over Grand Canyon og får her endnu et
fantastisk udsyn over hele kløften og Colorado floden, der bugter sig i
bunden.
Aftenen og natten tilbringer vi ca. 80 km. syd for Grand Canyon - i byen
Williams, der ligger 2.100 meter over havets overflade og et yndet mål
for jægere og campister – både fra USA og udlandet. Her er rådyr, elge,
bjergløver og bjørne.
Dag 6:
Vi vågner op til is på sæderne af Harleyerne. Brrr... De første 20 km.
er noget af en overraskelse for mange af os. Hvor vi har været vant til
24-25 graders varme fra morgenstunden må vi nu i stedet nøjes med 10-15
grader men efterhånden som vi bevæger os nedad i terrænet får vi varmen
og ved frokost kører vi igen ind på Route 66, hvor vi besøger kitch-byen
Seligman og får lidt koldt at drikke og tid til at kigge på byens få
spøjse forretninger, der mest af alt minder om et levn fra 50erne. Selv
et besøg til den lokale kiosk er en spøjs oplevelse, som jeg vil undlade
at afsløre for meget om her. Prøv det!
Vi kører videre af Route 66 mod Hoover dæmningen og undervejs stopper vi
ved den kendte Hackberry General Store, hvor der er rig mulighed for at
finde en souvenir til lillemor. Butikken, der tidligere fungerede som
handelssted er nu mest en oase for de mange, der kører ad den originale
Route 66 i stedet for at tage motorvejen.
Ved Hoover dæmningen holder vi for en kort bemærkning – og får mulighed
for at se den imponerende bygningskonstruktion, der med sine 221 meters
højde deler de to stater Arizona og Nevada og genererer strøm til en
stor del af Las Vegas og leverer og fordeler vand til en stor del af
Californien og Nevada.
Dagens sidste kilometer bliver tilbagelagt ind mod Las Vegas’ storslåede
hoteller og gader, hvor vi skal holde hviledag før vi kører videre. Det
er ikke uden misundende blikke at vi buldrer ind mod byens centrum, men
det viser sig hurtigt at være svært at køre samlet alle 14 motorcykler
pga. de mange lyskryds. Her finder vi også ud af, at Harleyerne
tydeligvis ikke er lavet til at køre i kø på; de bliver hurtigt så
varme, at vi er nødt til at slukke for dem mellem hvert lyskryds for at
undgå at blive forbrændte på indersiden at lårene. Motorcyklerne lader
dog ikke til at have de store problemer på grund af varmen. Efter
indlogeringen på hotelværelserne med spejle i loftet går vi ud og kigger
på byen, der aldrig sover. Las Vegas er i sandhed et imponerende syn –
og især om aftenen når de millioner af lys tændes.
Dag 7:
Vi bruger dagen til ren afslapning ved poolen, shopping og cruising på
Harleyen op og ned af Las Vegas Boulevard – også kaldet ”The Strip”. Las
Vegas byder på underholdning i alle dets afskygninger – og efter
middagsbuffeten tager en mindre flok ind og ser en musical forestilling
mens andre går på opdagelse blandt byens mange andre tilbud og ser
chancen for at prøve kræfter med nogle af de mange kasinoer.
Dag 8:
Vi tager afsked med Las Vegas tidligt om morgenen – nogle af os desværre
med en parkeringsbøde på 100 dollars i baglommen - og atter begiver os
ud på landevejene tilbage mod Arizona efter et kort stop i Californien.
Vi kører langs Colorado-floden ved smukke søer og frodige områder mod
den lille guldmine-by Oatman, hvis befolkning i løbet af 1915 voksede
med mere end 3.500 tilflyttere efter et stort guld-fund. I 1939
overnattede det nygifte par Clark Gable og Carol Lombard på Oatman
Hotel, hvor vi gør holdt og spiser dagens frokost - en ”Stinky Burger”,
der består af nok hvidløg til at slå et mellemstort dyr ihjel.
Efter vi har overværet det daglige cowboy-show, der udspiller sig midt i
byens gader blandt turister og de fritgående æsler udspiller der sig på
bedste westernstil en duel med pistol-attrapper. Vi kører videre mod
byen Parker og vores hotel. Undervejs kommer vi forbi Lake Havasu City,
hvor en af byens store forretningsmænd købte og genopførte den gamle
London Bridge i slutningen af 1960erne da den var blevet for stor og
tung til den stigende trafik i den engelske hovedstad. Vi ser
hovedrystende, hvordan man har sirligt har nummereret hvert enkelt sten
og sejlet dem 8000 km. for at samle dem igen. Kun i USA ser man sådan noget.
Ud til Coloradoflodens breder stopper vi for natten ved BlueWater Hotel,
der viser sig – foruden at være ganske luksuriøst - også at indeholde et
kasino fordi dets ejere er af indiansk afstamning. Lovgivningen i USA
tillader nemlig indianere at drive kasino-virksomhed udenfor staten
Nevada – som et ”plaster på såret” fordi man har taget deres land og
slået deres folk ihjel for en del år siden.
Dag 9:
Endnu en blå og skyfri himmel møder os da vi står op og trækker hjelmen
ned over hovedet. Vi lægger ud med at køre gennem Mojave-ørkenen, hvor
den ulidelige varme hurtigt overrumpler os. Heldigvis går det opad i
bjergene hen mod frokost-tid. Vi stopper i byen Prescott, der med et
dejligt mildt klima giver plads til at man kan sidde udenfor og spise en
sandwich og nyde det gode vejr. Til forskel fra Mojave-ørkenens golde og
kaktus-beklædte landskab er det tydeligt at se på vegetationen at vi nu
befinder os et godt stykke over havets overflade. Prescott ligger i
1.600 meters højde, hvilket akkurat er nok til at gøre klimaet dejlig
behageligt og området utroligt grønt og frodigt.
Efter en halv times afslapning i byens park fyrer vi igen op for
Harleyerne og kører nedad af kurvede veje, hvor vi hurtigt må sande at
Harleyens frihøjde er særdeles begrænset. Fod-hvilerne skraber mod
hurtigt jorden når nedlægningsvinklen bliver lidt for spids. Vi styrer
mod endnu en hyggelig mineby – Jerome – hvor vi spiser en is og kigger
på byens butikker og små saloons. Derefter kører vi videre mod
Cottonwood, hvor vi planen er at overnatte for sidste gang inden
hjemrejsen. Det viser sig dog desværre at hotellet har misforstået
bookingen – og har derfor ingen værelser klar til os. Vores rejseguide,
Kurt og hans datter, viser sig dog som særdeles handlekraftige og vi
kører hurtigt videre til et andet hotel, hvor vi bliver indkvarteret og
i solnedgangen for sidste gang kan nyde et par velfortjente og kølige
”afterbike”-øller, hvorefter vi i samlet flok tager på restaurant og
spiser en god afskedsmiddag.
En af deltagerne fylder 30 år – og det bliver fejret på rigtig manér med
kage og personlige hilsner fra personalet hos restauranten. Fin service.
Vi tørner ind hurtigt efter; al den friske luft sætter sine tydelige
spor og det er ikke det store problem at falde i søvn.
Dag 10:
Sidste dag går ad landevejene tilbage mod Phoenix ad lidt kedelige veje,
desværre. Vi tager afsked med Harleyerne og får betalt for de småskader,
der er blevet lavet på motorcyklerne; et enkelt smadret blinklys og en
ridset bagskærm (og nogle af os får betalt vores ærgerlige
parkeringsbøde). Derudover har ingen haft problemer med Harleyerne. De
har kort og godt kørt som en drøm.
Mens vi venter på transporten til Phoenix lufthavn og den efterfølgende
flyetur til Danmark finder vi i samlet flok en bar, hvor snakken går og
der bliver reflekteret over de seneste 10 dages hændelser over en kold
øl. Alle har vi haft en fantastisk tur – på hver vores måde – og hvor
nogle snakker om at de skal prøve en tur igen på et tidspunkt har andre
set turen som en sidste mulighed for at se en del af USA som kun få ser
– og hvor drømmen om at gøre det på en Harley har været det altafgørende.
Kurt Sørensen og XXXXXXX har tydeligvis formået at skabe en type rejse,
hvor folk kan finde sammen på en sjælden måde – uanset alder og
indkomst, men hvor den fælles interesse omkring motorcyklerne giver
anledning til mange hyggelige stunder og røverhistorier om aftenen.
Hvis man har mod på en længere tur tilbyder XXXXXXX også en Kyst til
Kyst tur på 21 dage – hvor der køres fra Orlando, Miami til San
Francisco, Californien.
--
Tony
Fazer 1000 o>'o