---

Hej alle.

Er min kone og jeg de eneste, der har det underligt med at
aflevere et barn på to et halvt, når han siger, at han ikke vil
afleveres?

Han er et gladt barn, der som hovedregel gerne vil ned til sin
dagplejemoder, og som regel siger han bare farvel og vinker, når han
bliver afleveret, og så kan man gå, uden at der er noget; men nogle
gange, så vil han ikke have, at man går. Han siger, at man skal gå med
ind og lege, og når man så vil gå, så græder han, og siger "nej, du må
ikke gå" og "Jeg vil med hjem". Så plejer vi (den af os, der afleverer)
at blive lidt længere, måske lege lidt med ham og ellers snakke lidt med
ham; men hans dagplejemoder (og den tidligere, og alle vikarer) siger,
at vi bare skal gå, for han holder jo op med at klage sig, når vi er
gået, eller også mener de, at han bare kører et spil med os.

Han er blevet storebroder for et halvt år siden, og har skiftet
dagplejer i mellemtiden p. gr. af noget bøvl. Men det er noget, der er
af og til. Og jeg tror ikke, at det er fordi han er uilfreds med sin
dagplejemoder.

Jeg ved godt, at han holder op med at brokke sig/græde, når vi
er gået; men føler faktisk, at det er forkert at gå fra ham, når han er
ked af det. Og jeg ved godt, at den udbredte opfattelse er, at man jo
'trækker pinen ud' ved at blive.

Der var vist en avisartikel om en, der havde undersøgt, hvordan
os, der havde været i institution for 20-30 år siden, havde følt det,
når mor og far var gået. Er der nogen, der har en præcis reference?

Og er der en mere klart formuleret politik i
vuggestuer/børnehaver desangående. Hvad med psykologer og andre, som man
kan betragte som faglige kompetencer, som man - hvis min fornemmelse er
rigtig - kan bruge til at overbevise dagplejerne om, at den opfattelse,
jeg har, er rigtig.

Det var en lang smøre. Håber, at der er nogen, som har nogle
erfaringer, vi kan bruge til noget.

Mange hilsener, Sebastian

---

Hvis barnet er ked af det så bliv da bare, men aftal et tidspunkt hvor I
går. Og så skal I gå på det tidspunkt.
Mange forældre bliver, men fortsætter også med at sige: -nej, nu må jeg
altså gå, masser af gange før de endelig går.
Det er synd for barnet med en sådan forlængelse fordi det hele tiden bliver
mindet om, at nu er det nu.
Og en af grundene til at dagplejere eller pædagoger nogle gange går ind og
gør en ende på "truslerne" ved at tage barnet op og sige: -NU går vi ud og
vinker!

Birdy


Sebastian Adorján Dyhr <sadyhr@yahoo.com> wrote in message
> Hej alle.
>
.. Han siger, at man skal gå med
> ind og lege, og når man så vil gå, så græder han, og siger "nej, du må
> ikke gå" og "Jeg vil med hjem". Så plejer vi (den af os, der afleverer)
> at blive lidt længere, måske lege lidt med ham og ellers snakke lidt med
> ham; men hans dagplejemoder (og den tidligere, og alle vikarer) siger,
> at vi bare skal gå, for han holder jo op med at klage sig, når vi er
> gået, eller også mener de, at han bare kører et spil med os.
> Mange hilsener, Sebastian

---

Hejsa
>
> Der var vist en avisartikel om en, der havde undersøgt, hvordan
>os, der havde været i institution for 20-30 år siden, havde følt det,
>når mor og far var gået. Er der nogen, der har en præcis reference?

Jeg kan huske, at der for nogle uger siden var en artikel i
Jyllands-Posten om børn der var "ekstremt følsomme", og havde
problemer med at tåle at blive afleveret i en daginstitution.
Problemet opstod for de her 20-30 år siden, da det var på det
tidspunkt det blev almindeligt med 2 udearbejdende forældre. Man havde
fundet ud af, at en del af disse følsomme børn reelt var så følsomme,
at de senere i livet udviklede psykopatiske træk, de fleste dog uden
at blive "rigtige" psykopater, de havde "bare" nogle af trækkene.
Disse følsomme børn er der jo stadig en del af, og pædagogerne kan
såmænd sagtens genkende dem, de har bare ikke tiden til at tage sig
ekstra af det pågældende barn, ligesom de prøver at berolige
forældrene med at gråden hurtigt går over (hvilket den jo også gør ved
langt de fleste børn), da forældrene i forvejen har det skidt med at
skulle gå fra barnet.
Det er den mest præcise reference jeg lige kan komme med, hvis det da
overhovedet er den artikel du tænkte på.

MVH
Gitte