---

Hej,

Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
og kan man vente "for længe"?

Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?

Hvad hvis der er børn involveret?

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> Hej,
>
> Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
> og kan man vente "for længe"?
>
> Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?
>
> Hvad hvis der er børn involveret?
>
> mange hilsner
>
>
Der skal gå så lang tid som I synes. Du skal mene det er tiden og han
skal også. Og nej jeg mener ikke der kan ventes for længe. Husk det
vigtigste er den kærlighed i nærer til hinanden det næstvigtigste er
hvad i synes om hinandens familie og hvad i synes om dem.
Bjarne

---

"Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:crr4dq$b6g$4@news.cybercity.dk...

Hej,

> Der skal gå så lang tid som I synes. Du skal mene det er tiden og han
> skal også. Og nej jeg mener ikke der kan ventes for længe. Husk det
> vigtigste er den kærlighed i nærer til hinanden det næstvigtigste er
> hvad i synes om hinandens familie og hvad i synes om dem.

Hvad hvis parterne ikke er enige?

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> "Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
> news:crr4dq$b6g$4@news.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
>
>>Der skal gå så lang tid som I synes. Du skal mene det er tiden og han
>>skal også. Og nej jeg mener ikke der kan ventes for længe. Husk det
>>vigtigste er den kærlighed i nærer til hinanden det næstvigtigste er
>>hvad i synes om hinandens familie og hvad i synes om dem.
>
>
> Hvad hvis parterne ikke er enige?
>
> mange hilsner
>
>
Det kommer jo lidt an på hvor stejlt i står overfor hinanden og hvorfor.
Der vil sikkert ikke komme noget specielt godt ud af det hvis der er
én som bliver tvunget til det - ikke første gang.
MENER han det der med jer???
Hvorfor er der én af jer som ikke vil se den kommende svigermekanik?
Kan i snakke om det? - Hvis ikke så tag forholdet op til revision for så
er der garanteret så mange andre vigtige ting i heller ikke kan snakke om.
men altså det er sgu et meget spinkelt grundlag at skulle råde på
synes jeg.
Håber alligevel det kan bruges til et eller andet
Hilsen Bjarne

---

"Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:crrt6j$18ta$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> Der vil sikkert ikke komme noget specielt godt ud af det hvis der er
> én som bliver tvunget til det - ikke første gang.

> men altså det er sgu et meget spinkelt grundlag at skulle råde på
> synes jeg.

Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den ene
ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere den anden
for familien/venner mv.

Det forekom mig bare at være besynderligt, og så kom jeg til at tænke på -
om ikke man kan vente "for længe".

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> "Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
> news:crrt6j$18ta$1@news.cybercity.dk...

> Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den ene
> ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere den anden
> for familien/venner mv.

Nogen årsag?

> Det forekom mig bare at være besynderligt, og så kom jeg til at tænke på -
> om ikke man kan vente "for længe".

Det kommer igen an på omstændighederne.
Der kan jo godt være omstændigheder som gør, at man af praktiske årsager
ikke kan se hinanden.

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

Paul wrote:
> nusle nuslesen wrote:

>> Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den ene
>> ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere den anden
>> for familien/venner mv.
>
>
> Nogen årsag?

Der kan være grunde, det vil være for pinlige at fortælle sin gode ven
eller kæreste.

En mulighed er, at vedkommende aldrig ser familien og ikke har venner,
samtidig med hjemmet er for rodet og ikke indrettet til gæster. Andre
muligheder er, at vedkommende næsten aldrig er hjemme, er hjemløs eller
bor sammen med bofæller, som kæresten ikke kan forventes at kunne lide.

En femte mulighed er, at vedkommende ikke er klar til et forpligtende
forhold. En sjette mulighed er, at vedkommende lever i et andet forhold,
som kan være en familie med kone og børn.

Med venlig hilsen
Børge

---

Boerge wrote:
> Paul wrote:


>> Nogen årsag?
>
>
> Der kan være grunde, det vil være for pinlige at fortælle sin gode ven
> eller kæreste.
>
> En mulighed er, at vedkommende aldrig ser familien og ikke har venner,
> samtidig med hjemmet er for rodet og ikke indrettet til gæster. Andre
> muligheder er, at vedkommende næsten aldrig er hjemme, er hjemløs eller
> bor sammen med bofæller, som kæresten ikke kan forventes at kunne lide.
>
> En femte mulighed er, at vedkommende ikke er klar til et forpligtende
> forhold. En sjette mulighed er, at vedkommende lever i et andet forhold,
> som kan være en familie med kone og børn.

Gætterier er altid interessante, men den virkelige årsag skal man nok
høre fra hestens egen mund.

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:BAgEd.619$pY2.612@news.get2net.dk...

Hej,

> > Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den ene
> > ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere den
anden
> > for familien/venner mv.
>
> Nogen årsag?

Jeg kender den ikke?

> > Det forekom mig bare at være besynderligt, og så kom jeg til at tænke
på -
> > om ikke man kan vente "for længe".
>
> Det kommer igen an på omstændighederne.
> Der kan jo godt være omstændigheder som gør, at man af praktiske årsager
> ikke kan se hinanden.

Gennem så lang tid? Det finder jeg nu engang en besynderligt

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nuslepige@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:41e18e05$0$168$edfadb0f@dread11.news.tele.dk

> Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den
> ene ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere
> den anden for familien/venner mv.

Og du er i tvivl om, hvorfor? Oprigtigt?

> Det forekom mig bare at være besynderligt, og så kom jeg til at tænke
> på - om ikke man kan vente "for længe".

Det kommer så sandelig an på, hvad man venter på...

--
-Jens B.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:crs564$1j8k$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> > Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den
> > ene ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere
> > den anden for familien/venner mv.
>
> Og du er i tvivl om, hvorfor? Oprigtigt?

Ja, nu ved jeg jo ikke alt. Der kan vel tænkes at være mennesker, for hvem
det måtte være helt naturligt.

> > Det forekom mig bare at være besynderligt, og så kom jeg til at tænke
> > på - om ikke man kan vente "for længe".
>
> Det kommer så sandelig an på, hvad man venter på...

Som f.eks.?

mange hilsner

---

Hej
>
>Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den ene
>ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere den anden
>for familien/venner mv.

Så skal man måske spørge sig selv (og partneren...), om ens partner
måske mener det helt så seriøst, når alt kommer til alt?

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gajb@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:41e22761.4626762@news.tele.dk...

Hej,

> Så skal man måske spørge sig selv (og partneren...), om ens partner
> måske mener det helt så seriøst, når alt kommer til alt?

Ja, det var også min tanke.

Men eftersom jeg tænker, at min mening måske er farvet af min egen måde at
anskue tingene på - så ville jeg lige høre andres mening om sagen.

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> "Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
> news:crrt6j$18ta$1@news.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
>
>> Der vil sikkert ikke komme noget specielt godt ud af det hvis der er
>>én som bliver tvunget til det - ikke første gang.
>
>
>> men altså det er sgu et meget spinkelt grundlag at skulle råde på
>>synes jeg.
>
>
> Det handler om et par som har kendt hinanden 6+ måneder, og hvor den ene
> ikke er klar til at invitere den anden hjem, endsige præsentere den anden
> for familien/venner mv.
>
> Det forekom mig bare at være besynderligt, og så kom jeg til at tænke på -
> om ikke man kan vente "for længe".
>
> mange hilsner
>
>
AAAAAHHHH ok. SS Jeg troede det var DIG det handlede om.

---

"Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:cs144m$1dff$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> AAAAAHHHH ok. SS Jeg troede det var DIG det handlede om.

Nej, jeg inviterer altid en kæreste hjem (for) hurtigt

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> "Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
> news:cs144m$1dff$1@news.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
>
>>AAAAAHHHH ok. SS Jeg troede det var DIG det handlede om.
>
>
> Nej, jeg inviterer altid en kæreste hjem (for) hurtigt
>
> mange hilsner
>
>
Synes jeg bare er iorden.... Det er rart med en kvinde som ved hvad hun
vil.

---

"Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:cs30ov$fen$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> > Nej, jeg inviterer altid en kæreste hjem (for) hurtigt

> >
> Synes jeg bare er iorden.... Det er rart med en kvinde som ved hvad hun
> vil.

Det kan vi godt brygge en længere diskussion på, det har jeg prøvet før

Mine erfaringer siger nemlig noget helt, helt andet.

Et er hvad man ønsker, når man sidder og tænker på en potentiel kommende
partner - noget helt andet er, når man så rent faktisk får det.

Mænd vil generelt gerne have kvinder der kender sig selv, ved hvad de vil og
som f.eks. er seksuelt udfarende.

Men en kvinde som kender sig selv, ved hvad hun vil og er seksuelt
udfarende - er det ikke kun, når det er belejligt for manden.

Så det er ikke sjovt med sådan en kvinde, når man pludselig ikke selv ved
hvad man vil, pludselig opdager, at man ikke kender sig selv (og har vi ikke
alle perioder med udvikling og forandring i os?) - og pludselig erfarer, at
kvindemennesket kan blive liderlig, også når man ikke har lyst/er for
udmattet/er for stresset eller hvad det nu kunne være.

En kvinde, der ved hvad hun vil - og "går" efter det - er så vidt jeg har
erfaret en for stor mundfuld for de fleste

Jeg har nu ingen problemer med at finde kærlighed - men enten er det ikke
den slags kærlighed jeg søger og har brug for, eller også mister "manden"
fodfæste overfor denne kvinde der ikke bare ved hvad hun vil, men også kan
klare det meste selv (ikke sådan at forstå, at jeg ønsker at klare det hele
selv - men det kan jeg nu engang).

De "nye" kønsroller, her i betydningen de "mentale kønsroller", er sandelig
ikke altid nemme at have med at gøre. Hverken for de mænd der skal være
bløde, uden at være det alligevel - eller de kvinder der skal være hårde,
uden at være det alligevel.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nuslepige@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

> Jeg har nu ingen problemer med at finde kærlighed - men enten er det
> ikke den slags kærlighed jeg søger og har brug for, eller også mister
> "manden" fodfæste overfor denne kvinde der ikke bare ved hvad hun
> vil, men også kan klare det meste selv (ikke sådan at forstå, at jeg
> ønsker at klare det hele selv - men det kan jeg nu engang).

Sjovt nok kan de fleste mennesker klare det hele selv, hvis/når de bliver
nødt til det. Du er så langt fra et unikum i dén retning.

--
-Jens B.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:cs8r6v$s8l$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> Sjovt nok kan de fleste mennesker klare det hele selv, hvis/når de bliver
> nødt til det. Du er så langt fra et unikum i dén retning.

Du har fuldstændigt ret i, at jeg ikke er et unikum - til gengæld er jeg
meget uenig i den anden betragtning.

mange hilsner

---

On Fri, 14 Jan 2005 17:15:27 +0100, "Jens Bruun"
<bruun_jens@hotmail.com> wrote:

>"nusle nuslesen" <nuslepige@hotmail.com> skrev i en meddelelse
>news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk
>
>> Jeg har nu ingen problemer med at finde kærlighed - men enten er det
>> ikke den slags kærlighed jeg søger og har brug for, eller også mister
>> "manden" fodfæste overfor denne kvinde der ikke bare ved hvad hun
>> vil, men også kan klare det meste selv (ikke sådan at forstå, at jeg
>> ønsker at klare det hele selv - men det kan jeg nu engang).
>
>Sjovt nok kan de fleste mennesker klare det hele selv, hvis/når de bliver
>nødt til det. Du er så langt fra et unikum i dén retning.

Men parterne skal jo også begge bøje af i et parforhold for at få det
til at fungere. Nogle af nutidens kvinder er måske blevet så
selvstændige at de har glemt at man også skal bøje af i et parforhold.

---

nusle nuslesen wrote:
> "Bj@rne" <Refsing@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
> news:cs30ov$fen$1@news.cybercity.dk...


> Så det er ikke sjovt med sådan en kvinde, når man pludselig ikke selv ved
> hvad man vil, pludselig opdager, at man ikke kender sig selv (og har vi ikke
> alle perioder med udvikling og forandring i os?) - og pludselig erfarer, at
> kvindemennesket kan blive liderlig, også når man ikke har lyst/er for
> udmattet/er for stresset eller hvad det nu kunne være.

Har dog endnu ikke oplevet at jeg ikke bliver liderlig af, at en kvinde
oser langt væk af liderlighed, selvom jeg selv er træt.
Det sker dog at pikken ikke er nær så liderlig som resten af mig, og så
er det jo godt man kender andre julelege... ;)

> En kvinde, der ved hvad hun vil - og "går" efter det - er så vidt jeg har
> erfaret en for stor mundfuld for de fleste

Det har du sikkert ret i. Det kan man vel konstatere når man læser lidt
med her i gruppen. ;)

> Jeg har nu ingen problemer med at finde kærlighed - men enten er det ikke
> den slags kærlighed jeg søger og har brug for, eller også mister "manden"
> fodfæste overfor denne kvinde der ikke bare ved hvad hun vil, men også kan
> klare det meste selv (ikke sådan at forstå, at jeg ønsker at klare det hele
> selv - men det kan jeg nu engang).

Tja... Tror du der findes en løsning på det?
Kan det være der findes en mand derude til dig som godt kunne følge med,
hvis du satte farten lidt ned og kunne lidt mindre selv?

> De "nye" kønsroller, her i betydningen de "mentale kønsroller", er sandelig
> ikke altid nemme at have med at gøre. Hverken for de mænd der skal være
> bløde, uden at være det alligevel - eller de kvinder der skal være hårde,
> uden at være det alligevel.

Interessant måde at bruge ordet "skal" på.
Hvem skal noget som helst?
Bestemmer man det ikke til dels selv?


--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:OiSFd.879$xQ.350@news.get2net.dk...

Hej,

> Har dog endnu ikke oplevet at jeg ikke bliver liderlig af, at en kvinde
> oser langt væk af liderlighed, selvom jeg selv er træt.

Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.

> > En kvinde, der ved hvad hun vil - og "går" efter det - er så vidt jeg
har
> > erfaret en for stor mundfuld for de fleste
>
> Det har du sikkert ret i. Det kan man vel konstatere når man læser lidt
> med her i gruppen. ;)

Jeg er glad for at læse, at mine observationer deles af andre

> Tja... Tror du der findes en løsning på det?

Selvfølgelig.

> Kan det være der findes en mand derude til dig som godt kunne følge med,
> hvis du satte farten lidt ned og kunne lidt mindre selv?

Hvorfor skulle jeg sætte farten ned og kunne mindre selv?

At jeg kan det meste selv, betyder ikke at vil gøre det meste selv - og hvis
jeg laver om på mig selv, for at "passe" til en mand - så passede han jo
ikke til mig fra begyndelsen af

> > De "nye" kønsroller, her i betydningen de "mentale kønsroller", er
sandelig
> > ikke altid nemme at have med at gøre. Hverken for de mænd der skal være
> > bløde, uden at være det alligevel - eller de kvinder der skal være
hårde,
> > uden at være det alligevel.
>
> Interessant måde at bruge ordet "skal" på.
> Hvem skal noget som helst?
> Bestemmer man det ikke til dels selv?

Man bestemmer sådan set i vid udstrækning selv - jeg ved godt, at jeg ikke
brugte ordet "skal" optimalt - men det er min opfattelse, at det er sådan
kvinder og mænd hovedsageligt ser på hinanden.

mange hilsner

---

> "Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse

>> Har dog endnu ikke oplevet at jeg ikke bliver liderlig af, at en kvinde
>> oser langt væk af liderlighed, selvom jeg selv er træt.
>

Det forudsætter sgu da, at det er en, man bryder sig om. Liderlige kvinder,
der maser sig ind på én, som man ikke er interesseret i, er en pest.

Men det med at blive maset ind på på den måde er nu nok noget, kvinder
oplever hyppigere end mænd.

Per v.

---

Per Vadmand wrote:
>>"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
>
>
>>>Har dog endnu ikke oplevet at jeg ikke bliver liderlig af, at en kvinde
>>>oser langt væk af liderlighed, selvom jeg selv er træt.
>>
>
> Det forudsætter sgu da, at det er en, man bryder sig om. Liderlige kvinder,
> der maser sig ind på én, som man ikke er interesseret i, er en pest.
>
> Men det med at blive maset ind på på den måde er nu nok noget, kvinder
> oplever hyppigere end mænd.

Nu var det mig du svarede. :)

En kvinde som "oser langt væk af liderlighed" betyder i mine øjne at jeg
finder hende sympatisk, ellers havde jeg ikke skrevet det på den måde.

Det skal lige siges, at jeg aldrig går i byen, ej heller på værtshus, så
jeg oplever generelt ikke at kvinder "maser sig på".
Men, jeg kan vældig godt lide når en kollega eller kunde virker til at
være i hopla, hvilket nogle kvinder godt kan finde ud af at lege med på
uden det ligefrem udvikler sig til noget fysisk.

Tja, det er interessant så forskellige ting man kan lægge i de samme ord
eller den samme sætning.
Man læser jo som regel ud fra sine egne erfaringer i livet.

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

nusle nuslesen wrote:
> "Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
> news:OiSFd.879$xQ.350@news.get2net.dk...
>
> Hej,

Hej,

>>Har dog endnu ikke oplevet at jeg ikke bliver liderlig af, at en kvinde
>>oser langt væk af liderlighed, selvom jeg selv er træt.
>
>
> Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.

Næ... nej! ;)
Og jeg tror skam ikke det ville blive et problem for mig.
Jeg tror ganske enkelt jeg ville prioritere mit liv anderledes end jeg
gør f.eks. sådan som jeg gør nu.
For at bruge et rigtig "grimt" ord i denne sammenhæng (jvf.
nedenstående), så tilpasser jeg mig situationen. :)
Hvis hendes fantasi er lige så vidtfavnende som min, så kan det ikke gå
helt galt... ;)

> Jeg er glad for at læse, at mine observationer deles af andre

Jamen, du er skam ikke helt tosset... ;)

>>Kan det være der findes en mand derude til dig som godt kunne følge med,
>>hvis du satte farten lidt ned og kunne lidt mindre selv?
>
>
> Hvorfor skulle jeg sætte farten ned og kunne mindre selv?
>
> At jeg kan det meste selv, betyder ikke at vil gøre det meste selv - og hvis
> jeg laver om på mig selv, for at "passe" til en mand - så passede han jo
> ikke til mig fra begyndelsen af

Du laver heller ikke om på dig selv, det kan man nemlig ikke ifølge min
overbevisning (og dog, man ændrer sig en anelse gennem livet af de
"slag" man får, og man bliver også klogere).
Det der er dit "problem" set gennem mine øjne er, at du vil have det
hele, på én gang og helst i går... og det er ganske enkelt en for høj
forventning af livet. Bare kig dig omkring på dine medsøstre, og fortæl
mig så, helt ærligt, hvor mange af dem har opnået at "få det hele, på én
gang"?
For at komme tæt på det man ønsker af et parforhold, må man nøjes -
nogle nøjes mere end andre, det må jeg indrømme - men, det er muligt at
skrue lidt ned for noget, at nedprioritere det en anelse, og så tage ham
der måske er 95% efter dit hovede.
For at komme tilbage til dit spørgsmål...
Hvorfor du skal sætte farten lidt ned og kunne lidt mindre selv?
Hva' med: Så der bliver lidt plads til ham?

>>Interessant måde at bruge ordet "skal" på.
>>Hvem skal noget som helst?
>>Bestemmer man det ikke til dels selv?
>
>
> Man bestemmer sådan set i vid udstrækning selv - jeg ved godt, at jeg ikke
> brugte ordet "skal" optimalt - men det er min opfattelse, at det er sådan
> kvinder og mænd hovedsageligt ser på hinanden.

Hvorfor glemmer du ikke bare alt om hvad "kvinder og mænd hovedsageligt"
gør og så lade være med at læse ting med de briller på? :)
Hvis du virkelig ønsker en mand i dit liv, så skal du være forberedt på
at han er lige så utraditionel som dig selv, havde du tænkt på det? Hvad
kan du så bruge "kvinder og mænd hovedsageligt" til?


--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

On Fri, 14 Jan 2005 22:08:58 +0100, Paul
<paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:

>> Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.

>For at bruge et rigtig "grimt" ord i denne sammenhæng (jvf.
>nedenstående), så tilpasser jeg mig situationen. :)
>Hvis hendes fantasi er lige så vidtfavnende som min, så kan det ikke gå
>helt galt... ;)

Du mener måske det er en utopisk tanke at en kvindes libido kan være
større end din....

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:OxWFd.944$sU3.424@news.get2net.dk...

Hej,

> > Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.
>
> Næ... nej! ;)

I rest my case

> Du laver heller ikke om på dig selv, det kan man nemlig ikke ifølge min
> overbevisning (og dog, man ændrer sig en anelse gennem livet af de
> "slag" man får, og man bliver også klogere).

Enig.

> Det der er dit "problem" set gennem mine øjne er, at du vil have det
> hele, på én gang og helst i går... og det er ganske enkelt en for høj
> forventning af livet. Bare kig dig omkring på dine medsøstre, og fortæl
> mig så, helt ærligt, hvor mange af dem har opnået at "få det hele, på én
> gang"?

Jeg tror ikke, at nogen får "det hele på en gang" - hverken medsøstre eller
jeg.

"At nøjes" har i mine ører en trist klang.

At forvente det hele på én gang forekommer mig at være urealistisk. Jeg
tror, at jeg ynder at bilde mig selv ind, at jeg er realistisk

> For at komme tæt på det man ønsker af et parforhold, må man nøjes -
> nogle nøjes mere end andre, det må jeg indrømme - men, det er muligt at
> skrue lidt ned for noget, at nedprioritere det en anelse, og så tage ham
> der måske er 95% efter dit hovede.
> For at komme tilbage til dit spørgsmål...
> Hvorfor du skal sætte farten lidt ned og kunne lidt mindre selv?
> Hva' med: Så der bliver lidt plads til ham?

Hvem siger, at der ikke er plads til ham?

Hvem siger der er for meget "fart" over mig og/eller for megen
"effektivitet"?

Jeg synes ikke, at det er sådan det forholder sig. Men jeg er ved at være
voksen, og derfor har jeg ganske naturligt erhvervet kompetencer i selve det
at leve

> Hvis du virkelig ønsker en mand i dit liv, så skal du være forberedt på
> at han er lige så utraditionel som dig selv, havde du tænkt på det? Hvad
> kan du så bruge "kvinder og mænd hovedsageligt" til?

Måske er han ikke så utraditionel som jeg - kanske han er min modsætning?

Jeg bruger ikke, og har ikke gjort det længe, disse konventionelle
opfattelser af kønnene - men jeg mødes desværre med dem.

mange hilsner

---

On Fri, 14 Jan 2005 23:29:46 +0100, "nusle nuslesen"
<nuslepige@hotmail.com> wrote:

>> > Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.
>>
>> Næ... nej! ;)
>
>I rest my case

Ja, kvinder skal jo nok også stå tidligt op for at slå mænds libido :)

---

Andropov wrote:
> On Fri, 14 Jan 2005 23:29:46 +0100, "nusle nuslesen"
> <nuslepige@hotmail.com> wrote:
>
>
>>>>Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.
>>>
>>>Næ... nej! ;)
>>
>>I rest my case
>
>
> Ja, kvinder skal jo nok også stå tidligt op for at slå mænds libido :)

Hvorfor sidder jeg nogen gange tilbage med opfattelsen af, at der bliver
talt ved siden af til den store guldmedalje?

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

On Sat, 15 Jan 2005 00:55:58 +0100, Paul
<paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:

>Andropov wrote:
>> On Fri, 14 Jan 2005 23:29:46 +0100, "nusle nuslesen"
>> <nuslepige@hotmail.com> wrote:
>>
>>
>>>>>Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.
>>>>
>>>>Næ... nej! ;)
>>>
>>>I rest my case
>>
>>
>> Ja, kvinder skal jo nok også stå tidligt op for at slå mænds libido :)
>
>Hvorfor sidder jeg nogen gange tilbage med opfattelsen af, at der bliver
>talt ved siden af til den store guldmedalje?

Du kan vel ikke på samme tid have større og mindre libido end
kvinder....

---

Andropov wrote:
> On Sat, 15 Jan 2005 00:55:58 +0100, Paul
> <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:
>
>
>>Andropov wrote:
>>
>>>On Fri, 14 Jan 2005 23:29:46 +0100, "nusle nuslesen"
>>><nuslepige@hotmail.com> wrote:
>>>
>>>
>>>
>>>>>>Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.
>>>>>
>>>>>Næ... nej! ;)
>>>>
>>>>I rest my case
>>>
>>>
>>>Ja, kvinder skal jo nok også stå tidligt op for at slå mænds libido :)
>>
>>Hvorfor sidder jeg nogen gange tilbage med opfattelsen af, at der bliver
>>talt ved siden af til den store guldmedalje?
>
>
> Du kan vel ikke på samme tid have større og mindre libido end
> kvinder....

Nej, ikke som du stiller det op.
Libido er ikke nogen statisk størrelse, den svinger alt efter om folk er
stressede, trætte, bekymrede, i sorg eller for den sags skyld helt
ubekymrede.
Desuden, så behøver man jo ikke at have parallelt løbende libido. Det
kan tænkes at kvinden har en større libido end manden i perioder, altså
ikke nødvendigvis konstant større libido.

Det er det jeg hader ved denne slags punchline retorik, hvor man kan
lægge flere betydninger i de samme ord.

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

On Sat, 15 Jan 2005 01:37:41 +0100, Paul
<paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:

>> Du kan vel ikke på samme tid have større og mindre libido end
>> kvinder....

>Nej, ikke som du stiller det op.
>Libido er ikke nogen statisk størrelse, den svinger alt efter om folk er
>stressede, trætte, bekymrede, i sorg eller for den sags skyld helt
>ubekymrede.

Hvor mange kvinder procentvis hører til "one of the boys" og kan få
skedeorgasme som Hanne Vibeke Holst siger.

---

Andropov wrote:
> On Sat, 15 Jan 2005 01:37:41 +0100, Paul
> <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:
>
>
>>>Du kan vel ikke på samme tid have større og mindre libido end
>>>kvinder....
>
>
>>Nej, ikke som du stiller det op.
>>Libido er ikke nogen statisk størrelse, den svinger alt efter om folk er
>>stressede, trætte, bekymrede, i sorg eller for den sags skyld helt
>>ubekymrede.
>
>
> Hvor mange kvinder procentvis hører til "one of the boys" og kan få
> skedeorgasme som Hanne Vibeke Holst siger.

Hvad har det med sagen at gøre?

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

On Sat, 15 Jan 2005 11:54:47 +0100, Paul
<paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:

>Andropov wrote:
>> On Sat, 15 Jan 2005 01:37:41 +0100, Paul
>> <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:
>>
>>
>>>>Du kan vel ikke på samme tid have større og mindre libido end
>>>>kvinder....
>>
>>
>>>Nej, ikke som du stiller det op.
>>>Libido er ikke nogen statisk størrelse, den svinger alt efter om folk er
>>>stressede, trætte, bekymrede, i sorg eller for den sags skyld helt
>>>ubekymrede.
>>
>>
>> Hvor mange kvinder procentvis hører til "one of the boys" og kan få
>> skedeorgasme som Hanne Vibeke Holst siger.
>
>Hvad har det med sagen at gøre?

Nu vi snakker om libido kunne man måske også lige diskutere
skedeorgasme.

---

"Andropov" <nospam@andropov.dk> skrev i en meddelelse
news:osvhu0t0fp4f79fne47eif6ub1mmcc0bqk@4ax.com

> Nu vi snakker om libido kunne man måske også lige diskutere
> skedeorgasme.

Jamen det kunne man da. Sidder du med svaberen i hånden i håbet om, at emnet
"skedeorgasme" nu bliver taget op?

--
-Jens B.

---

On Sat, 15 Jan 2005 13:22:23 +0100, "Jens Bruun"
<bruun_jens@hotmail.com> wrote:

>"Andropov" <nospam@andropov.dk> skrev i en meddelelse
>news:osvhu0t0fp4f79fne47eif6ub1mmcc0bqk@4ax.com
>
>> Nu vi snakker om libido kunne man måske også lige diskutere
>> skedeorgasme.
>
>Jamen det kunne man da. Sidder du med svaberen i hånden i håbet om, at emnet
>"skedeorgasme" nu bliver taget op?

Må vi bede om kammertonen nu hvor jeg stiller et dybt seriøst
spørgsmål og ikke teenagesnak.

---

nusle nuslesen wrote:
> "Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
> news:OxWFd.944$sU3.424@news.get2net.dk...
>
> Hej,
>
>
>>>Du har måske endnu ikke oplevet en kvinde med en libido større end din.
>>
>>Næ... nej! ;)
>
>
> I rest my case

Hvilket sådan rent faktisk lige betyder hvad?

> Jeg tror ikke, at nogen får "det hele på en gang" - hverken medsøstre eller
> jeg.
>
> "At nøjes" har i mine ører en trist klang.

Fact of life.
Man nøjes med at leve det alene, selvom man nu gerne vil dele det med en
anden, eller man nøjes med at dele det med en anden, men egentlig helst
var den anden foruden. Man nøjes med at dele livet med den perfekte -
indtil vedkommende en dag ikke længere er perfekt og man igen nøjes med
at leve livet alene i søgen efter en anden, som er perfekt, til at dele
livet med. Etc.

Åh ja, i virkeligheden nøjes vi jo altid med alt.
So, why not cut the bullshit... og så se det i øjnene!

> At forvente det hele på én gang forekommer mig at være urealistisk. Jeg
> tror, at jeg ynder at bilde mig selv ind, at jeg er realistisk

Så du kan altså godt nøjes?

>>For at komme tæt på det man ønsker af et parforhold, må man nøjes -
>>nogle nøjes mere end andre, det må jeg indrømme - men, det er muligt at
>>skrue lidt ned for noget, at nedprioritere det en anelse, og så tage ham
>>der måske er 95% efter dit hovede.
>>For at komme tilbage til dit spørgsmål...
>>Hvorfor du skal sætte farten lidt ned og kunne lidt mindre selv?
>>Hva' med: Så der bliver lidt plads til ham?
>
>
> Hvem siger, at der ikke er plads til ham?

> Hvem siger der er for meget "fart" over mig og/eller for megen
> "effektivitet"?

Kan jo kun henvise til dine egne erfaringer med mænd omtalt i et
tidligere indlæg:

"En kvinde, der ved hvad hun vil - og "går" efter det - er så vidt jeg har
erfaret en for stor mundfuld for de fleste "

news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

> Jeg synes ikke, at det er sådan det forholder sig. Men jeg er ved at være
> voksen, og derfor har jeg ganske naturligt erhvervet kompetencer i selve det
> at leve

Tja, du har bl.a. erhvervet kompetencer i at være single. At være single
kan, hvis man ellers forstår hvordan, give kompetencer udi elskov á la
carte. Problemet er bare at man yderst sjældent kan kombinere single
tilværelsens á la carte seksualitet med et forpligtende parforhold. Det
vil sige, det kan man godt, hvis man på forhånd indser, at parforholdet
har en sidste salgsdato, som uvægerligt vil overskrides, og man mens
parforholdet står på vil glide væk fra sin partner, da man erhverver sig
flere kompetencer udi selve det at leve.

Man kan jo også nøjes med at finde en partner og så forsøge at tilpasse
sig hinanden for livet, hvilket betyder at man må ofre nogle muligheder
for at udvikle sine kompetencer for at satse på forholdet.

Eller, vil man gerne have det hele på én gang?
Den ultimative mand, som både tilfredsstiller kvindens store libido,
kvindens trang til at erhverve kompetencer udi livet samt de øvrige af
kvindens mål i livet, for ikke helt at glemme hans egne forventninger
til livet.

>>Hvis du virkelig ønsker en mand i dit liv, så skal du være forberedt på
>>at han er lige så utraditionel som dig selv, havde du tænkt på det? Hvad
>>kan du så bruge "kvinder og mænd hovedsageligt" til?
>
>
> Måske er han ikke så utraditionel som jeg - kanske han er min modsætning?

Tja, det ved man jo aldrig. ;)

> Jeg bruger ikke, og har ikke gjort det længe, disse konventionelle
> opfattelser af kønnene - men jeg mødes desværre med dem.

Hvilket er noget sludder.
Du brugte disse konventionelle opfattelser af kønnene lige hér:

"Man bestemmer sådan set i vid udstrækning selv - jeg ved godt, at jeg ikke
brugte ordet "skal" optimalt - men det er min opfattelse, at det er sådan
kvinder og mænd hovedsageligt ser på hinanden."

Ergo, det er din opfattelse, dvs. din forventning, at mænd ser sådan på dig.
Du undtager nemlig ikke dig selv i ovenstående citat.

news:41e7fb3d$0$213$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:PvZFd.975$Zu2.550@news.get2net.dk...

Hej,

> Hvilket sådan rent faktisk lige betyder hvad?

Blot at du ikke har haft problematikken inde på livet - mht. en kvinde med
større appetit på sex end du.

> Fact of life.
> Man nøjes med at leve det alene, selvom man nu gerne vil dele det med en
> anden,

Sådan kan man selvfølgelig også se på det - det gør jeg nu ikke.

Når valget mellem en partner og ingen partner, bliver at jeg foretrækker
ingen partner - så er det ikke at nøjes for mig. Og hvis jeg vælger en
partner, så er det fordi jeg vil denne partner, og så er det heller ikke at
nøjes. Jeg forstod dig måske forkert. Så længe et valg finder sted, handler
det ikke om at nøjes for mig - for jeg vælger det "bedste" til ud fra min
forudsætninger i den givne situation.

> eller man nøjes med at dele det med en anden, men egentlig helst
> var den anden foruden.

Det kunne jeg så ikke forlige mig med - det er "tarveligt" både overfor sig
selv og den anden (synes jeg). Et eller andet sted synes jeg vist, at livet
er for kort.

> Man nøjes med at dele livet med den perfekte -
> indtil vedkommende en dag ikke længere er perfekt og man igen nøjes med
> at leve livet alene i søgen efter en anden, som er perfekt, til at dele
> livet med. Etc.

Jeg har ingen illusoriske forestillinger om perfektion, men jeg oplever en
del ting som perfekte - hvor andre måske ikke ser det sådan

Lige nu er solen ind ad mit vindue, og synet af min istandsatte stue, der er
helt anderledes end jeg kunne have tænkt - perfekt.

> Åh ja, i virkeligheden nøjes vi jo altid med alt.
> So, why not cut the bullshit... og så se det i øjnene!

Hvis det er sådan man ser på det - så har du ret.

Men jeg ser ikke sådan på det.

> Så du kan altså godt nøjes?

Ja, men det betyder ikke at jeg gør det.

Enten elsker jeg, og så kan jeg ikke se at det kan kaldes at nøjes, eller
også elsker jeg ikke (/holder op med at elske) og så er jeg hellere alene
end i et forhold. Selvfølgelig efter moden overvejelse, diverse prøvelser
for at bedre forholdet osv.

Sådan er det også i andre af livets forhold.

> > Hvem siger, at der ikke er plads til ham?
>
> > Hvem siger der er for meget "fart" over mig og/eller for megen
> > "effektivitet"?
>
> Kan jo kun henvise til dine egne erfaringer med mænd omtalt i et
> tidligere indlæg:
>
> "En kvinde, der ved hvad hun vil - og "går" efter det - er så vidt jeg har
> erfaret en for stor mundfuld for de fleste "
>
> news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

Jamen, at man ved hvad man vil, og at man rent faktisk får det til at ske -
betyder ikke at man nødvendigvis har "fart" på og ikke kan give plads til
partneren.

For mig betyder det at jeg træffer aktive valg og at mit liv er og bliver et
resultat heraf. Det betyder, at jeg i videst muligt omfang skaber de
resultater jeg ønsker for mit liv (og glædes derved *S*).

> Tja, du har bl.a. erhvervet kompetencer i at være single.

Nu har jeg været i forhold i hovedparten af mit voksenliv - så jeg har også
erhvervet kompetencer indenfor forhold (dog ikke ét forhold, men flere).

Men ja, jeg har også kompetencer i at være alene.

Da jeg skrev om erhvervede kompetencer i det at leve - handlede det for mig
om, at jo ældre vi bliver, jo bredere bliver vores spændvidde mht. langt de
fleste ting. Og derfor kan jeg nu engang det meste selv her i livet.

> At være single
> kan, hvis man ellers forstår hvordan, give kompetencer udi elskov á la
> carte.

Det kan nu også give kompetencer indenfor ganske anderledes områder.

> Problemet er bare at man yderst sjældent kan kombinere single
> tilværelsens á la carte seksualitet med et forpligtende parforhold.

Hvad mener du egentlig med "singeltilværelsens á la carte seksualitet"?

> Man kan jo også nøjes med at finde en partner og så forsøge at tilpasse
> sig hinanden for livet, hvilket betyder at man må ofre nogle muligheder
> for at udvikle sine kompetencer for at satse på forholdet.

Hvilke kompetencer kan man ikke udvikle i et forhold?

> Eller, vil man gerne have det hele på én gang?
> Den ultimative mand, som både tilfredsstiller kvindens store libido,
> kvindens trang til at erhverve kompetencer udi livet samt de øvrige af
> kvindens mål i livet, for ikke helt at glemme hans egne forventninger
> til livet.

At man tilfredsstiller hinanden seksuelt i et forhold, synes at være
naturligt i mine øjne - dermed ikke sagt, at det er til alle tider, på
enhver måde og alt det - men at man "er der" for hinanden, også seksuelt, er
vel en af årsagerne til at man er i et forhold.

Mht. lysten til at erhverve kompetencer, så gælder der det for mit
vedkommende, at det er noget jeg vægter højt og har tænkte mig at blive ved
med, lige indtil jeg ikke længere åbner øjnene om morgenen. Så det skal min
partner kunne håndtere.

Mht. hans egne forventninger, så vil det være en stor glæde for mig at
opleve hans glæde, når hans projekter her i livet lykkes - så jeg
foretrækker en partner med egne forventninger til livet.

> Hvilket er noget sludder.
> Du brugte disse konventionelle opfattelser af kønnene lige hér:
>
> "Man bestemmer sådan set i vid udstrækning selv - jeg ved godt, at jeg
ikke
> brugte ordet "skal" optimalt - men det er min opfattelse, at det er sådan
> kvinder og mænd hovedsageligt ser på hinanden."
>
> Ergo, det er din opfattelse, dvs. din forventning, at mænd ser sådan på
dig.
> Du undtager nemlig ikke dig selv i ovenstående citat.
>
> news:41e7fb3d$0$213$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

Sådan kan det måske også opfattes.

Bortset fra det, så er der ikke lighedstegn mellem opfattelse og forventning
efter min mening.

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> "Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
> news:PvZFd.975$Zu2.550@news.get2net.dk...
>
> Hej,

Hej,

>>Hvilket sådan rent faktisk lige betyder hvad?
>
>
> Blot at du ikke har haft problematikken inde på livet - mht. en kvinde med
> større appetit på sex end du.

Nej, jeg har ikke haft problematikken inde på livet.

Selvom jeg ikke har kan jeg jo godt have en kvalificeret forhåndsviden
om hvordan jeg ville tackle situationen.
Jeg kender trods alt min seksualitet så meget, at jeg ved hvor stor min
egen libido er, og når jeg ikke har truffet en kvinde med en større
libido end min, kunne det jo skyldes at hun muligvis ikke findes. ;)

Hvis hun findes, så ville jeg højst sandsynligt ikke ønske at dele mit
liv med hende hvis hun kun tænker på at bolle, da jeg også har andre
gøremål til hverdag end at bolle - ligesom hun vel også har. En større
libido end min er som tidligere skrevet ikke noget jeg anser for et
problem (bare kom an? *LOL*). ;)

>>Fact of life.
>>Man nøjes med at leve det alene, selvom man nu gerne vil dele det med en
>>anden,
>
>
> Sådan kan man selvfølgelig også se på det - det gør jeg nu ikke.
>
> Når valget mellem en partner og ingen partner, bliver at jeg foretrækker
> ingen partner - så er det ikke at nøjes for mig. Og hvis jeg vælger en
> partner, så er det fordi jeg vil denne partner, og så er det heller ikke at
> nøjes. Jeg forstod dig måske forkert. Så længe et valg finder sted, handler
> det ikke om at nøjes for mig - for jeg vælger det "bedste" til ud fra min
> forudsætninger i den givne situation.

Næh, hvor bekvemt, du spoler hen til der hvor valget ER opstået og skal
tages.
Hvad så med den situation, hvor man søger noget og ikke er kommet i
nærheden af en situation hvor man kan vælge?
Der nøjes man vel, ikke sandt?
Man har et mål, en forestilling om hvordan den ultimative person man
søger er skruet sammen, man har bare det problem at man ikke har fundet
vedkommende, eller at den man finder slet ikke når bare 90% af det man
havde forestillet sig den ultimative person indeholder.

For at citere dig selv:
"Et er hvad man ønsker, når man sidder og tænker på en potentiel kommende
partner - noget helt andet er, når man så rent faktisk får det."
news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

Du skal nemlig ikke bilde mig ind at du kan finde en som matcher 100% og
leve lykkeligt til dine dages ende...
Ergo, lige så snart man har et _ønske_, et _behov_ for at finde den
rigtige at dele livet med, så er man allerede i en position hvor man nøjes.
Når man så finder vedkommende, ja så nøjes man også, da der jo er en
eller anden skavank (de 5-10%) der mangler.
Med mindre man altså sætter sine forventninger, sine krav, ned til det
ideal af en partner man havde.

Citat: "jeg vælger det "bedste" til ud fra min forudsætninger i den
givne situation".
Ja, en situation som du jo sikkert erkender kan ændre sig - man kan
ganske enkelt "vokse" fra hinanden.
Når man "vokser" fra hinanden, så opstår der igen en situation hvor man
nøjes - partnerens "bedste" som man valgte i den givne situation er ikke
længere nok, man har enten fået nye inputs når det kommet til livet
eller partneren er faldet bagom dansen af en eller anden årsag.

>>eller man nøjes med at dele det med en anden, men egentlig helst
>>var den anden foruden.
>
>
> Det kunne jeg så ikke forlige mig med - det er "tarveligt" både overfor sig
> selv og den anden (synes jeg). Et eller andet sted synes jeg vist, at livet
> er for kort.

Enig, men det findes.

>>Man nøjes med at dele livet med den perfekte -
>>indtil vedkommende en dag ikke længere er perfekt og man igen nøjes med
>>at leve livet alene i søgen efter en anden, som er perfekt, til at dele
>>livet med. Etc.
>
>
> Jeg har ingen illusoriske forestillinger om perfektion, men jeg oplever en
> del ting som perfekte - hvor andre måske ikke ser det sådan
>
> Lige nu er solen ind ad mit vindue, og synet af min istandsatte stue, der er
> helt anderledes end jeg kunne have tænkt - perfekt.

:)

>>Så du kan altså godt nøjes?
>
>
> Ja, men det betyder ikke at jeg gør det.
>
> Enten elsker jeg, og så kan jeg ikke se at det kan kaldes at nøjes, eller
> også elsker jeg ikke (/holder op med at elske) og så er jeg hellere alene
> end i et forhold. Selvfølgelig efter moden overvejelse, diverse prøvelser
> for at bedre forholdet osv.
>
> Sådan er det også i andre af livets forhold.

Ah, nu benytter du en faktor som argument - at elske.
At elske er en faktor som ikke kan måles. Det er også en faktor som ikke
er rationel.
Hvordan måler og vejer du at elske?
Hvis du ikke elsker din partner mere i f.eks. en periode, er det så slut?
Nu er det jo også forskelligt hvad der får folk til at holde op med at
elske. Kunne det tænkes man kunne leve sammen for en tid af sympati til
hinanden og denne sympati senere kunne udvikle sig til kærlighed igen
(for jeg går ud fra kærlighed er det samme som at elske)?

Med andre ord, hvor lidt/meget skal der til for at ændre i "at elske"
balancen?


>>>Hvem siger, at der ikke er plads til ham?
>>
>>>Hvem siger der er for meget "fart" over mig og/eller for megen
>>>"effektivitet"?
>>
>>Kan jo kun henvise til dine egne erfaringer med mænd omtalt i et
>>tidligere indlæg:
>>
>>"En kvinde, der ved hvad hun vil - og "går" efter det - er så vidt jeg har
>>erfaret en for stor mundfuld for de fleste "
>>
>>news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk
>
>
> Jamen, at man ved hvad man vil, og at man rent faktisk får det til at ske -
> betyder ikke at man nødvendigvis har "fart" på og ikke kan give plads til
> partneren.
>
> For mig betyder det at jeg træffer aktive valg og at mit liv er og bliver et
> resultat heraf. Det betyder, at jeg i videst muligt omfang skaber de
> resultater jeg ønsker for mit liv (og glædes derved *S*).

Pænt snakket udenom.
Du indrømmer jo blankt i citatet at det er en for stor mundfuld for de
fleste - det må da give anledning til eftertanke.
Jeg er enig med dig at det skaber de resultater du ønsker for dit liv,
men giver dine aktive valg og den måde du tager dem på også plads til at
en eventuel livsledsager kunne være med til at påvirke dine/jeres
beslutninger?
Det lader det ikke til når du kalder det for en for stor mundfuld for de
fleste...

>>Tja, du har bl.a. erhvervet kompetencer i at være single.
>
>
> Nu har jeg været i forhold i hovedparten af mit voksenliv - så jeg har også
> erhvervet kompetencer indenfor forhold (dog ikke ét forhold, men flere).
>
> Men ja, jeg har også kompetencer i at være alene.
>
> Da jeg skrev om erhvervede kompetencer i det at leve - handlede det for mig
> om, at jo ældre vi bliver, jo bredere bliver vores spændvidde mht. langt de
> fleste ting. Og derfor kan jeg nu engang det meste selv her i livet.

Det lyder meget pænt det du skriver og er sikkert også rigtigt, det vil
jeg ikke bestride.
Men, sagen er, at jo ældre vi bliver des mindre bullshit finder vi os
i.... så enkelt er det!
Det er universelt, at jo flere erfaringer man får, jo flere gange man
bliver snydt, jo mindre tilbøjelig er man til at lade sig udnytte, igen
(på samme måde i det mindste).
Nu ved jeg tilfældigvis at du er i midten af trediverne, så det er ikke
unormalt for dig som kvinde at have en høj libido (for nu at tage tyren
ved hornene). Bare vent til du runder de 40 og kommer lidt længere hen,
der ønsker rigtig mange kvinder sig en mand de kan putte med og ikke en
de kan skamride.
Dine behov og ønsker vil ændre sig, så det er meget kortsigtet at satse
på en mand der kan matche eller overgå din libido.
Der har jeg en del erfaringer fra mine kvindelige kolleger - ikke
fysiske erfaringer, som mange nok sjofelt sidder og tænker på nu -
erfaringer opnået gennem saftige filrter med mere eller mindre sjofle
ord uden vi har taget tøjet af, og erfaringer opnået ved almindelige
samtaler om emnet.

>>At være single
>>kan, hvis man ellers forstår hvordan, give kompetencer udi elskov á la
>>carte.
>
>
> Det kan nu også give kompetencer indenfor ganske anderledes områder.

Enig, men nu er det lige det vi hovedsageligt taler om. :)

>>Problemet er bare at man yderst sjældent kan kombinere single
>>tilværelsens á la carte seksualitet med et forpligtende parforhold.
>
>
> Hvad mener du egentlig med "singeltilværelsens á la carte seksualitet"?

I et parforhold er man ifølge min mening nødt til at tilpasse sig sin
partners seksuelle formåen, ønsker og fantasier.
Det er ligesom når man på en restaurant betiller en færdig fire retters
menu, så kan man ikke pludselig ændre på sammensætningen.

Som single lever man seksuelt á la carte - man sammensætter selv menuen
udfra menukortet.
Man er f.eks. ikke afhængig af ens partner ikke kan lide bestemte ting.
Ønsker man en dag at blive godt og grundigt gennempulet i røven - ja, så
gør man det.

>>Man kan jo også nøjes med at finde en partner og så forsøge at tilpasse
>>sig hinanden for livet, hvilket betyder at man må ofre nogle muligheder
>>for at udvikle sine kompetencer for at satse på forholdet.
>
>
> Hvilke kompetencer kan man ikke udvikle i et forhold?

Nogle eksempler:
Man er begrænset i sine valg af arbejdstidspunkter, specielt hvis man
har børn sammen.
Det kan betyde at man må gå arbejdsløs selvom der findes jobs at få
eller man må tage et job som man ikke finder nær så spændende som det
man egentlig gerne ville.
Det er ikke sikkert ens partner finder det voldsomt interessant at være
selvstændig erhvervsdrivende med konstant ebbe i kassekreditten.
Er ens partner jaloux anlagt er det ikke sikkert man får lov til at tale
fortroligt med andre af det modsatte køn.

Der kan findes individuelle ting ved den person man ønsker at leve
sammen med som kan hæmme én i sine ønsker.

>>Eller, vil man gerne have det hele på én gang?
>>Den ultimative mand, som både tilfredsstiller kvindens store libido,
>>kvindens trang til at erhverve kompetencer udi livet samt de øvrige af
>>kvindens mål i livet, for ikke helt at glemme hans egne forventninger
>>til livet.
>
>
> At man tilfredsstiller hinanden seksuelt i et forhold, synes at være
> naturligt i mine øjne - dermed ikke sagt, at det er til alle tider, på
> enhver måde og alt det - men at man "er der" for hinanden, også seksuelt, er
> vel en af årsagerne til at man er i et forhold.

Vi er enige.

> Mht. lysten til at erhverve kompetencer, så gælder der det for mit
> vedkommende, at det er noget jeg vægter højt og har tænkte mig at blive ved
> med, lige indtil jeg ikke længere åbner øjnene om morgenen. Så det skal min
> partner kunne håndtere.

Kompetencer er vigtige.
Lad mig lige indskyde en fodnote hér. Kompetencer er et modeord for
kvalifikationer - det er ikke sikkert alle ved hvad der menes med
kompetencer. Kompetencer er det vi udvikler gennem uddannelse eller
indlæring og kan være såvel som faglige som personlige kompetencer.

> Mht. hans egne forventninger, så vil det være en stor glæde for mig at
> opleve hans glæde, når hans projekter her i livet lykkes - så jeg
> foretrækker en partner med egne forventninger til livet.

Fint. Så skal i bare finde nogle ting som kan kombineres, så I ikke
vokser fra hinanden.
Ingen af jer kan tillade jer at have projekter kørende som
nedprioriterer den anden i forholdet.
Mange gange ender man med at skulle beslutte om forholdet eller
projekterne/kompetencerne er det vigtigste.

>>Hvilket er noget sludder.
>>Du brugte disse konventionelle opfattelser af kønnene lige hér:
>>
>>"Man bestemmer sådan set i vid udstrækning selv - jeg ved godt, at jeg
>
> ikke
>
>>brugte ordet "skal" optimalt - men det er min opfattelse, at det er sådan
>>kvinder og mænd hovedsageligt ser på hinanden."
>>
>>Ergo, det er din opfattelse, dvs. din forventning, at mænd ser sådan på
>
> dig.
>
>>Du undtager nemlig ikke dig selv i ovenstående citat.
>>
>>news:41e7fb3d$0$213$edfadb0f@dread12.news.tele.dk
>
>
> Sådan kan det måske også opfattes.
>
> Bortset fra det, så er der ikke lighedstegn mellem opfattelse og forventning
> efter min mening.

Okay. Det har jeg haft svært ved at udlede fra det du skriver.
Det er min opfattelse, at du har en tendens til nogle gange at sætte
mænd i bås, selvom jeg _har_ set eksempler på at du fremhæver. at du har
oplevet mænd som skiller sig ud.


--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:RMbGd.413$h94.247@news.get2net.dk...

Hej,

> Selvom jeg ikke har kan jeg jo godt have en kvalificeret forhåndsviden
> om hvordan jeg ville tackle situationen.

Denne forhåndsviden om en tænkt situation, kan vise sig at afvige fra
hvordan du rent faktisk vil tackle det - når/hvis du er i den pågældende
situation (det er i hvert fald min erfaring, at man tror man ved, hvordan
man vil reagere i en given situation - og så kan det vise sig, at man
alligevel slet ikke reagerer sådan).

> Hvis hun findes, så ville jeg højst sandsynligt ikke ønske at dele mit
> liv med hende hvis hun kun tænker på at bolle, da jeg også har andre
> gøremål til hverdag end at bolle - ligesom hun vel også har.

Hvorfor skulle det være det eneste et menneske med en stor libido kan tænke
på?

> > Sådan kan man selvfølgelig også se på det - det gør jeg nu ikke.
> >
> > Når valget mellem en partner og ingen partner, bliver at jeg foretrækker
> > ingen partner - så er det ikke at nøjes for mig. Og hvis jeg vælger en
> > partner, så er det fordi jeg vil denne partner, og så er det heller ikke
at
> > nøjes. Jeg forstod dig måske forkert. Så længe et valg finder sted,
handler
> > det ikke om at nøjes for mig - for jeg vælger det "bedste" til ud fra
min
> > forudsætninger i den givne situation.
>
> Næh, hvor bekvemt, du spoler hen til der hvor valget ER opstået og skal
> tages.

Jeg vælger hver eneste dag.

> Hvad så med den situation, hvor man søger noget og ikke er kommet i
> nærheden af en situation hvor man kan vælge?
> Der nøjes man vel, ikke sandt?

Så er man i mit tilfælde i en proces, hvor man er ved at skabe
forudsætninger for kunne træffe et aktivt valg. Altså jeg vælger at
påbegynde en proces.

Jeg sidder ikke som single (når/hvis jeg er single) og afventer at
muligheden for at vælge opstår - enten er jeg blot single og nyder det,
eller også finder jeg en potentiel kæreste og checker ham ud. På den måde er
jeg stort set altid (og har stort set altid været) i situationer, hvor jeg
kan vælge.

Men det hænder selvfølgelig også, at jeg bliver valgt fra

> For at citere dig selv:
> "Et er hvad man ønsker, når man sidder og tænker på en potentiel kommende
> partner - noget helt andet er, når man så rent faktisk får det."
> news:41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk

Nemlig, det er præcis som med min stue - jeg kunne ikke forestille mig den
sådan her, den er endt med at blive sådan her pga. en skøn blanding af mine
valg, en god vens helt anderledes vinkel på indretning, en
Flügger-medarbejders rådgivning og min fars syn på ledningsophæng f.eks.

Men undervejs i processen med stuen, har jeg valgt enhver ændring til, og nu
synes jeg bare det er super-skønt. Sådan har jeg snart haft det i 6 måneder
med stuen

Hvis jeg ønskede det, ville jeg ændre stuen igen - men det gør jeg så ikke
lige nu. Når ønsket på et tidspunkt opstår, vil jeg være i en proces hen mod
ændringerne fra da af, og indtil ændringerne er sket. Processen kan være
lang, den kan være mere eller mindre besværlig, den kan være mere eller
mindre omkostningsfuld - men den er i gang.

Sådan er det også med forhold.

> Du skal nemlig ikke bilde mig ind at du kan finde en som matcher 100% og
> leve lykkeligt til dine dages ende...

Det prøver jeg sandelig heller ikke.

Hverken at finde en der matcher 100% eller at bilde dig det ind.

> Ergo, lige så snart man har et _ønske_, et _behov_ for at finde den
> rigtige at dele livet med, så er man allerede i en position hvor man
nøjes.

Vi ser på det helt forskelligt - jeg nøjes ikke med at ønske det, jeg
arbejder i så fald på sagen

Jeg forbinder det at "nøjes med" med at "slå sig til tåls med" - og i det
ligger ikke aktivt at skabe valgmuligheder for forbedringer.

Men jeg er fuld af forståelse for, at dette også kan opfattes som du gør
det.

> Når man så finder vedkommende, ja så nøjes man også, da der jo er en
> eller anden skavank (de 5-10%) der mangler.

Dette er så din måde at anskue tingene på.

Eksempel:
Jeg vil have bøffer med bagte kartofler og bearnaisesauce til aftensmad.

Da jeg ikke lige har alle ingredienserne, har jeg valget mellem at nøjes med
en leverpostejmad, eller at få det bedste ud af det jeg har til rådighed.

Da jeg ikke er typen der nøjes med en leverpostejmad, når noget bedre kan
laves - laver jeg i stedet bøffer med pasta og bearnaisesauce - og finder
pludselig ud af, at pasta med bearnaisesauce også er rigtigt lækkert. Selvom
jeg nu ikke lige selv havde tænkt på den kombination forinden.

> Med mindre man altså sætter sine forventninger, sine krav, ned til det
> ideal af en partner man havde.

Nu har jeg så ikke et ideal af en partner. Men jeg har nogle grundværdier,
og nogle grundholdninger - som jeg ønsker han deler.

> Citat: "jeg vælger det "bedste" til ud fra mine forudsætninger i den
> givne situation".

Netop - se ovenstående.

> Ja, en situation som du jo sikkert erkender kan ændre sig - man kan
> ganske enkelt "vokse" fra hinanden.

Helt enig - jeg er f.eks. også engang blevet skilt.

> Når man "vokser" fra hinanden, så opstår der igen en situation hvor man
> nøjes - partnerens "bedste" som man valgte i den givne situation er ikke
> længere nok, man har enten fået nye inputs når det kommet til livet
> eller partneren er faldet bagom dansen af en eller anden årsag.

Så kan man enten sammen arbejde på igen at nå et punkt, hvor begge oplever
kærlighed til hinanden og tilfredshed med forholdet - eller man kan gå fra
hinanden.

Det er det moderne samfunds lyksalighed. Valgmuligheden er tilstede - uanset
om vi ønsker at bruge denne valgmulighed eller ej.

> Ah, nu benytter du en faktor som argument - at elske.

Ja, det er sådan set den vægtigste parameter i et forhold efter min
opfattelse.

> At elske er en faktor som ikke kan måles. Det er også en faktor som ikke
> er rationel.
> Hvordan måler og vejer du at elske?

Jeg mærker ganske simpelt efter i mig selv.

> Hvis du ikke elsker din partner mere i f.eks. en periode, er det så slut?

Nej, ikke bare sådan lige.

Men indsatsen for at bevare forholdet og kærligheden i forholdet er
proportionel med længden af forholdet og dybden af mine følelser - sådan har
jeg erfaret det er for mig. Et meget kortvarigt forhold, har generelt også
en meget kortvarig proces mod ophør (her taler jeg om forhold, jeg er gået
ud af). Et meget langvarigt forhold, har også generelt en meget langvarig
proces mod ophør.

> Nu er det jo også forskelligt hvad der får folk til at holde op med at
> elske. Kunne det tænkes man kunne leve sammen for en tid af sympati til
> hinanden og denne sympati senere kunne udvikle sig til kærlighed igen
> (for jeg går ud fra kærlighed er det samme som at elske)?

Det kan da sagtens tænkes.

> Med andre ord, hvor lidt/meget skal der til for at ændre i "at elske"
> balancen?

Uha - det er skam meget "vilkårligt".

På en pms-dag kan det nærmest skifte fra minut til minut og det der skal
til, er såmænd blot et forkert ord

> > Jamen, at man ved hvad man vil, og at man rent faktisk får det til at
ske -
> > betyder ikke at man nødvendigvis har "fart" på og ikke kan give plads
til
> > partneren.
> >
> > For mig betyder det at jeg træffer aktive valg og at mit liv er og
bliver et
> > resultat heraf. Det betyder, at jeg i videst muligt omfang skaber de
> > resultater jeg ønsker for mit liv (og glædes derved *S*).
>
> Pænt snakket udenom.

Tja.

> Du indrømmer jo blankt i citatet at det er en for stor mundfuld for de
> fleste - det må da give anledning til eftertanke.

Hvad mon mit tidligere indlæg var udtryk for?

> Jeg er enig med dig at det skaber de resultater du ønsker for dit liv,
> men giver dine aktive valg og den måde du tager dem på også plads til at
> en eventuel livsledsager kunne være med til at påvirke dine/jeres
> beslutninger?

Absolut.

> Det lader det ikke til når du kalder det for en for stor mundfuld for de
> fleste...

Der findes mange forskellige "typer" mennesker - nogle ønsker ikke at træffe
aktive valg (og bestemt ikke hele tiden), nogle ønsker ikke at blive
konfronteret med en given partners valg hele tiden osv.

Det er meget "provokerende" for nogle mennesker, at skulle forholde sig
aktivt til et andet menneske - mere eller mindre hele tiden. Min oplevelse
er, at langt de fleste trives bedst med den tryghed der ligger i tilliden
til et menneskes tilsyneladende uforanderlighed. Den tro rokkes der
uværgeligt ved hele tiden, hvis partneren ikke "passer ind" i det billede af
partneren man har skabt (og som man selvfølgelig hele tiden små-justerer på,
da mennesker netop alligevel ikke er uforanderlige).

Verden er så nuanceret - det behøver ikke at handle om at sætte farten ned
og give plads.

Og så er der jo også muligheden for at sætte farten op og at tage plads
selv.

En partner er jo også et menneske med valgmuligheder

> > Da jeg skrev om erhvervede kompetencer i det at leve - handlede det for
mig
> > om, at jo ældre vi bliver, jo bredere bliver vores spændvidde mht. langt
de
> > fleste ting. Og derfor kan jeg nu engang det meste selv her i livet.
>
> Det lyder meget pænt det du skriver og er sikkert også rigtigt, det vil
> jeg ikke bestride.
> Men, sagen er, at jo ældre vi bliver des mindre bullshit finder vi os
> i.... så enkelt er det!

Enig - sådan er det også.

Man står simpelthen stærkere i "forhandlingerne"

Når man ikke længere har brug for en partner til reproduktion, eller til
handy-work eller til noget helt tredie - så er der heller ikke så
tungtvejende bevæggrunde for at affinde sig med f.eks. dybtliggende
uenigheder eller det der er "værre".

> Dine behov og ønsker vil ændre sig, så det er meget kortsigtet at satse
> på en mand der kan matche eller overgå din libido.

Det er skam ikke den mest tungtvejende parameter i mine overvejelser.

> >>At være single
> >>kan, hvis man ellers forstår hvordan, give kompetencer udi elskov á la
> >>carte.
> > Det kan nu også give kompetencer indenfor ganske anderledes områder.
>
> Enig, men nu er det lige det vi hovedsageligt taler om. :)

Jeg havde nu slet ikke sex i tankerne, da jeg skrev om kompetencer i selve
det at leve.

> > Hvad mener du egentlig med "singeltilværelsens á la carte seksualitet"?
>
> I et parforhold er man ifølge min mening nødt til at tilpasse sig sin
> partners seksuelle formåen, ønsker og fantasier.
> Det er ligesom når man på en restaurant betiller en færdig fire retters
> menu, så kan man ikke pludselig ændre på sammensætningen.
>
> Som single lever man seksuelt á la carte - man sammensætter selv menuen
> udfra menukortet.
> Man er f.eks. ikke afhængig af ens partner ikke kan lide bestemte ting.
> Ønsker man en dag at blive godt og grundigt gennempulet i røven - ja, så
> gør man det.

Det er ikke helt rigtigt - som single kan der altså godt gå ½ år uden sex.
Det er ikke altsammen "Sex and the city"

> > Hvilke kompetencer kan man ikke udvikle i et forhold?
>
> Nogle eksempler:
> Man er begrænset i sine valg af arbejdstidspunkter, specielt hvis man
> har børn sammen.

Man er nu også begrænset i sine valg af arbejdstidspunkter som single - nok
i endnu højere grad faktisk - og da ganske særligt hvis man har børn

> Det er ikke sikkert ens partner finder det voldsomt interessant at være
> selvstændig erhvervsdrivende med konstant ebbe i kassekreditten.

Partneren behøver vel ikke blive selvstændig erhvervsdrivende - bare fordi
man selv vælger det.

> Er ens partner jaloux anlagt er det ikke sikkert man får lov til at tale
> fortroligt med andre af det modsatte køn.

Så har man jo truffet et valg - enten vælger man partneren til, inkl. denne
jalousi - eller også vælger man partneren fra, evt.pga. denne jalousi. Når
man træffer dette valg, har man vel gjort op med sig selv, hvad der føles
bedst for en - samværet med partneren, eller fortrolige samtaler med andre
af det modsatte køn.

> Der kan findes individuelle ting ved den person man ønsker at leve
> sammen med som kan hæmme én i sine ønsker.

Det er jeg med på.

Men hvilke kompetencer kan man ikke udvikle mens man er i et forhold?

> Fint. Så skal i bare finde nogle ting som kan kombineres, så I ikke
> vokser fra hinanden.
> Ingen af jer kan tillade jer at have projekter kørende som
> nedprioriterer den anden i forholdet.

Det kan man vel nok - i perioder. Hvis det er vigtigt, bliver man sikkert
enige om, at dette er noget den ene vil "forfølge" og som den anden vil
bakke op omkring.

> Mange gange ender man med at skulle beslutte om forholdet eller
> projekterne/kompetencerne er det vigtigste.

Ja, det kan vel ende der også. Men det behøver det jo ikke.

> > Bortset fra det, så er der ikke lighedstegn mellem opfattelse og
forventning
> > efter min mening.
>
> Okay. Det har jeg haft svært ved at udlede fra det du skriver.
> Det er min opfattelse, at du har en tendens til nogle gange at sætte
> mænd i bås,

Vi ser nu engang verden, som vi gør.

Jeg har min opfattelse af tingene, du har din og andre har deres.

> selvom jeg _har_ set eksempler på at du fremhæver. at du har
> oplevet mænd som skiller sig ud.



Jeg har vel egentlig oplevet mange mænd, der skiller sig ud - på hver sin
måde tilmed.

mange hilsner

---

On Fri, 14 Jan 2005 17:19:54 +0100, Paul
<paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:

>> Så det er ikke sjovt med sådan en kvinde, når man pludselig ikke selv ved
>> hvad man vil, pludselig opdager, at man ikke kender sig selv (og har vi ikke
>> alle perioder med udvikling og forandring i os?) - og pludselig erfarer, at
>> kvindemennesket kan blive liderlig, også når man ikke har lyst/er for
>> udmattet/er for stresset eller hvad det nu kunne være.
>
>Har dog endnu ikke oplevet at jeg ikke bliver liderlig af, at en kvinde
>oser langt væk af liderlighed, selvom jeg selv er træt.

Næ det er nok sjældent for mænd.

>Det sker dog at pikken ikke er nær så liderlig som resten af mig, og så
>er det jo godt man kender andre julelege... ;)

Der skal jo også være noget kærlighed med så det ikke bliver for
mekanisk. Da især hvis det er kvinden som tager initiativet ellers kan
det måske blive fysisk besværligt :)

>> De "nye" kønsroller, her i betydningen de "mentale kønsroller", er sandelig
>> ikke altid nemme at have med at gøre. Hverken for de mænd der skal være
>> bløde, uden at være det alligevel - eller de kvinder der skal være hårde,
>> uden at være det alligevel.

>Interessant måde at bruge ordet "skal" på.
>Hvem skal noget som helst?
>Bestemmer man det ikke til dels selv?

Det er nok også noget svært for mænd fordi hvis de bliver for bløde er
de ikke interessante for kvinder.

---

Andropov wrote:
> On Fri, 14 Jan 2005 17:19:54 +0100, Paul
> <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:


>>Det sker dog at pikken ikke er nær så liderlig som resten af mig, og så
>>er det jo godt man kender andre julelege... ;)
>
>
> Der skal jo også være noget kærlighed med så det ikke bliver for
> mekanisk.

Strengt taget, så nej.
Man _kan_ godt kopulere uden der er kærlighed involveret.
Det er bare ikke noget jeg ville få noget særligt ud af.
En kvinde kan se noget så godt ud og være en rigtig steg, men hvis hun
ikke er liderlig (og det kan jeg godt mærke), så er det fuldstændig lige
meget hvor sympatisk hun er, så er der dømt nul sex. Jeg gider
simpelthen ikke ikke besværet.
Så, det er altså ikke udseendet der tæller hos mig, det er oplevelsen og
den energi, som er blevet lagt i hele processen.

> Da især hvis det er kvinden som tager initiativet ellers kan
> det måske blive fysisk besværligt :)

Hun må da gerne tage initiativet. Men, så må hun jo også tage i
betragtning at man har en dårlig dag eller pikken ikke vil, men så kan
man jo bare lege noget andet (specielt hvis jeg må lege doktor på
hende... ;)

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

In article <41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk>,
nuslepige@hotmail.com says...
> Mænd vil generelt gerne have kvinder der kender sig selv, ved hvad de vil
>

Hvorfor?

---

In article <MPG.1c5d16f71043e4a398b045@news.usenetserver.com>, hyp1999
@hotmail_remove_this_.com says...
> In article <41e7edcf$0$261$edfadb0f@dread12.news.tele.dk>,
> nuslepige@hotmail.com says...
> > Mænd vil generelt gerne have kvinder der kender sig selv, ved hvad de vil
> >
>
> Hvorfor?

Nå - det var åbenbart bare et løst postulat.

---

nusle nuslesen wrote:
> Hej,
>
> Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
> og kan man vente "for længe"?

Det bliver nok aldrig aktuelt for mig, men jeg har alligevel en idé om,
at man bør præsentere sin kæreste for sin familie, når man forventer at
optræde som et par i forhold til familien. Man har ventet for længe, når
kæresten og/eller familien begynder at stille pinlige spørgsmål om det.

Når man har børn, er det vel også spørgsmålet, hvornår de fornemmer, at
deres forælder bærer på en stor hemmelighed, og undrer sig over, at de
ikke får noget at vide om en mulig kæreste, de fornemmer eksistensen af.

Med venlig hilsen
Børge

---

On Sun, 09 Jan 2005 12:48:20 +0100, Boerge <zxdfawd@asdf> wrote:

>> Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
>> og kan man vente "for længe"?

>Det bliver nok aldrig aktuelt for mig, men jeg har alligevel en idé om,
>at man bør præsentere sin kæreste for sin familie, når man forventer at
>optræde som et par i forhold til familien. Man har ventet for længe, når
>kæresten og/eller familien begynder at stille pinlige spørgsmål om det.

Nu afhænger det vel af hvem familien er om familen er ens børn eller
ens forældre. Hvis det er ens forældre kan man blot lade være med at
nævne at man har kæreste til man synes de skal præsenteres for
kæresten.

Det er vel fuldstændig op til en selv hvornår man synes er det rigtige
tidspunkt. Det kan andre ikke vurdere. Selvfølge hvis kæresten
begynder at rykke for at se familien fremskynder man det nok. Ellers
synes jeg ikke der behøves at være hastværk med det.

>Når man har børn, er det vel også spørgsmålet, hvornår de fornemmer, at
>deres forælder bærer på en stor hemmelighed, og undrer sig over, at de
>ikke får noget at vide om en mulig kæreste, de fornemmer eksistensen af.

Børnene har måske allerede tidligt i forløbet gennemskuet at der var
tale om en kæreste og børnene skal vel ikke bestemme for en hvornår
det rigtige tidspunkt er.

---

Andropov wrote:

> Nu afhænger det vel af hvem familien er om familen er ens børn eller
> ens forældre.

Principperne i mit synspunkt er nok nogenlunde de samme.

> Hvis det er ens forældre kan man blot lade være med at
> nævne at man har kæreste til man synes de skal præsenteres for
> kæresten.

Med mindre man kommer til at omtale kæresten i en bisætning, eller man
bliver inviteret til en familiefest, hvor det virker naturligt også at
invitere kæresten med.

Hvis man ikke synes, kæresten skal præsenteres for forældrene, må det
enten skyldes, at man ikke er så nært knyttet til sine forældre, at det
kommer dem ved, eller man ikke ønsker at blive opfattet som et par.

> Børnene har måske allerede tidligt i forløbet gennemskuet at der var
> tale om en kæreste og børnene skal vel ikke bestemme for en hvornår
> det rigtige tidspunkt er.

På et tidspunkt bliver det nok lettere at fortælle børnene om kæresten
end undgå eller lyve om emnet. Hvis børnene har fornemmet længe nok, at
deres forælder nok har fundet en kæreste, vil de nok stille spørgsmål og
kræve ordentlige svar.

Med venlig hilsen
Børge

---

On Sun, 09 Jan 2005 19:26:21 +0100, Boerge <zxdfawd@asdf> wrote:

>Andropov wrote:

>> Nu afhænger det vel af hvem familien er om familen er ens børn eller
>> ens forældre.

>Principperne i mit synspunkt er nok nogenlunde de samme.

>> Hvis det er ens forældre kan man blot lade være med at
>> nævne at man har kæreste til man synes de skal præsenteres for
>> kæresten.

>Med mindre man kommer til at omtale kæresten i en bisætning, eller man
>bliver inviteret til en familiefest, hvor det virker naturligt også at
>invitere kæresten med.

Men jeg ville nu ikke lade mig presse af familien. Sådan noget
afhænger nok også af hvor mange kærester man har haft før (om man er
vant til at have kæreste)

>Hvis man ikke synes, kæresten skal præsenteres for forældrene, må det
>enten skyldes, at man ikke er så nært knyttet til sine forældre, at det
>kommer dem ved, eller man ikke ønsker at blive opfattet som et par.

Det kan nok have en del med ovenstående at gøre.

>> Børnene har måske allerede tidligt i forløbet gennemskuet at der var
>> tale om en kæreste og børnene skal vel ikke bestemme for en hvornår
>> det rigtige tidspunkt er.

>På et tidspunkt bliver det nok lettere at fortælle børnene om kæresten
>end undgå eller lyve om emnet. Hvis børnene har fornemmet længe nok, at
>deres forælder nok har fundet en kæreste, vil de nok stille spørgsmål og
>kræve ordentlige svar.

Jo men det må være den voksne som bestemmer hvornår kæresten skal
præsenteres for dem.

---

Andropov wrote:

> Men jeg ville nu ikke lade mig presse af familien. Sådan noget
> afhænger nok også af hvor mange kærester man har haft før (om man er
> vant til at have kæreste)

Det har intet at gøre med pres fra familien, hvis man gerne vil have, at
kæresten bliver inviteret med til en familiefest, eller man kommer til
at fortælle sin familie om sine oplevelser sammen med kæresten uden at
tænke på, at man ikke har præsenteret kæresten for familien.

> Jo men det må være den voksne som bestemmer hvornår kæresten skal
> præsenteres for dem.

Og børnene bestemmer deres spørgelyst.

Med venlig hilsen
Børge

---

In article <41e11a01$0$1107$edfadb0f@dread14.news.tele.dk>, zxdfawd@asdf
says...
> nusle nuslesen wrote:
> > Hej,
> >
> > Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
> > og kan man vente "for længe"?
>
> Det bliver nok aldrig aktuelt for mig,

Ford - ham med bilerne, sagde "Hvis man tror man får sucess eller hvis
man tror man får fiasko - så har man ret"

---

PerX ... wrote:
> In article <41e11a01$0$1107$edfadb0f@dread14.news.tele.dk>, zxdfawd@asdf
> says...
>
>>nusle nuslesen wrote:
>>
>>>Hej,
>>>
>>>Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
>>>og kan man vente "for længe"?
>>
>>Det bliver nok aldrig aktuelt for mig,
>
>
> Ford - ham med bilerne, sagde "Hvis man tror man får sucess eller hvis
> man tror man får fiasko - så har man ret"

Det var mig, der skrev, at det nok aldrig bliver aktuelt for mig at
præsentere en kæreste for familien.

Selvom det utrolige skulle ske, at jeg fik en kæreste, kan der nemt gå
flere år mellem, jeg ser familien, og en præsentation kan være relevant.

Med venlig hilsen
Børge

---

In article <41e7a3af$0$99960$edfadb0f@dread14.news.tele.dk>,
zxdfawd@asdf says...
> PerX ... wrote:
> > In article <41e11a01$0$1107$edfadb0f@dread14.news.tele.dk>, zxdfawd@asdf
> > says...
> >
> >>nusle nuslesen wrote:
> >>
> >>>Hej,
> >>>
> >>>Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
> >>>og kan man vente "for længe"?
> >>
> >>Det bliver nok aldrig aktuelt for mig,
> >
> >
> > Ford - ham med bilerne, sagde "Hvis man tror man får sucess eller hvis
> > man tror man får fiasko - så har man ret"
>
> Det var mig, der skrev, at det nok aldrig bliver aktuelt for mig at
> præsentere en kæreste for familien.
>
> Selvom det utrolige skulle ske, at jeg fik en kæreste, kan der nemt gå
> flere år mellem, jeg ser familien, og en præsentation kan være relevant.

Pointen er; hvis du tror det ikke sker, så sker det sikkert ikke - hvis
du tror det sker, så sker det sikkert.

---

nusle nuslesen wrote:
> Hej,
>
> Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for
> familie - og kan man vente "for længe"?

hvor lang tid det "bør gå, er op til den enkelte..... men jeg synes
personligt godt man kan vente "for længe".....
personligt har jeg gjort det sådan at jeg har præsenteret kæresten når jeg
_vidste_ at det var alvor....

jeg har kun præsenteret kærester for min familie som jeg vidste ikke ville
blive i mit liv i kort tid... har der været den MINDSTE tvivl, har jeg ladet
være, indtil jeg var sikker...

> Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?

normalt ville jeg starte med at fortælle min familie at jeg nu har en
kæreste, der hedder sådan og sådan, og vi har mødt hinanden for så og så
lang tid siden..... derefter kommer resten helt af sig selv ;)

> Hvad hvis der er børn involveret?

her ringer mine alarmklokker så.....
jeg er af den opfattelse at man ikke bør fortælle sine børn om en evt
kæreste, igen, før man er SIKKER på at det er noget der fører til noget, og
ikke bare er 30-60 dages sjov.....
jeg mener ikke børn har godt af en evindelig flakken af forskellige
kærester, fordi de uvilkårligt knytter sig til personen (nogle mere end
andre) og så får en oplevelse af at dem de holder af bare smutter igen og
igen..... det er ikke en arv jeg ønsker at mine unger skal have....

man kan (som jeg gjorde) præsentere kæresten som en ven, og sørge for at
holde sine følelser i skak når barnet er i nærheden (det betyder ingen
kysseri, ingen pilleri, og MEGET sjældne kram).... og naturligvis holde
samværet med kæreste og barn på et minimum "vennebasis"....
man ved jo på et tidspunkt at nu er det her altså alvor, og så er tiden inde
til at gå skridtet videre.... men ved at gøre det sådan, ved man allerede at
ungerne kender personen, og har også en ide om hvordan de vil takle
personens "forhøjede" status i familien....
man får samtidig også en fornemmelse af at kæresten accepterer at ungerne
har en høj status i familien fordi han/hun accepterer at der SKAL tages
hensyn, fra day one.....

--
Knus, Sabina
DK Shadowfax
Smukke, sunde og charmerende persere
http://www.dkshadowfax.dk

---

Hvorfor vente, hvorfor ikke bare være ærlig, det plejer
som regel at være den ene eneste. " "
Kan man være sikker ? alt kan gå galt.
når der er børn involveret skal man selvfølge tage hensyn til dem.

JB

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:crrbco$ku9$1@news.cybercity.dk...
> nusle nuslesen wrote:
> > Hej,
> >
> > Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for
> > familie - og kan man vente "for længe"?
>
> hvor lang tid det "bør gå, er op til den enkelte..... men jeg synes
> personligt godt man kan vente "for længe".....
> personligt har jeg gjort det sådan at jeg har præsenteret kæresten når jeg
> _vidste_ at det var alvor....
>
> jeg har kun præsenteret kærester for min familie som jeg vidste ikke ville
> blive i mit liv i kort tid... har der været den MINDSTE tvivl, har jeg
ladet
> være, indtil jeg var sikker...
>
> > Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?
>
> normalt ville jeg starte med at fortælle min familie at jeg nu har en
> kæreste, der hedder sådan og sådan, og vi har mødt hinanden for så og så
> lang tid siden..... derefter kommer resten helt af sig selv ;)
>
> > Hvad hvis der er børn involveret?
>
> her ringer mine alarmklokker så.....
> jeg er af den opfattelse at man ikke bør fortælle sine børn om en evt
> kæreste, igen, før man er SIKKER på at det er noget der fører til noget,
og
> ikke bare er 30-60 dages sjov.....
> jeg mener ikke børn har godt af en evindelig flakken af forskellige
> kærester, fordi de uvilkårligt knytter sig til personen (nogle mere end
> andre) og så får en oplevelse af at dem de holder af bare smutter igen og
> igen..... det er ikke en arv jeg ønsker at mine unger skal have....
>
> man kan (som jeg gjorde) præsentere kæresten som en ven, og sørge for at
> holde sine følelser i skak når barnet er i nærheden (det betyder ingen
> kysseri, ingen pilleri, og MEGET sjældne kram).... og naturligvis holde
> samværet med kæreste og barn på et minimum "vennebasis"....
> man ved jo på et tidspunkt at nu er det her altså alvor, og så er tiden
inde
> til at gå skridtet videre.... men ved at gøre det sådan, ved man allerede
at
> ungerne kender personen, og har også en ide om hvordan de vil takle
> personens "forhøjede" status i familien....
> man får samtidig også en fornemmelse af at kæresten accepterer at ungerne
> har en høj status i familien fordi han/hun accepterer at der SKAL tages
> hensyn, fra day one.....
>
> --
> Knus, Sabina
> DK Shadowfax
> Smukke, sunde og charmerende persere
> http://www.dkshadowfax.dk
>
>

---

oz3jbp wrote:
> Hvorfor vente, hvorfor ikke bare være ærlig, det plejer
> som regel at være den ene eneste. " "
> Kan man være sikker ? alt kan gå galt.
> når der er børn involveret skal man selvfølge tage hensyn til dem.

er du ikke sød at skrive dine spørgsmål/svar direkte under det du svarer på?
jeg kan ikke finde hovede og hale i hvad det er dine spørgsmål er rettet
imod ;)

--
Knus, Sabina
DK Shadowfax
Smukke, sunde og charmerende persere
http://www.dkshadowfax.dk

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:crrbco$ku9$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> hvor lang tid det "bør gå, er op til den enkelte..... men jeg synes
> personligt godt man kan vente "for længe".....
> personligt har jeg gjort det sådan at jeg har præsenteret kæresten når jeg
> _vidste_ at det var alvor....
>
> jeg har kun præsenteret kærester for min familie som jeg vidste ikke ville
> blive i mit liv i kort tid... har der været den MINDSTE tvivl, har jeg
ladet
> være, indtil jeg var sikker...

Er det muligt at være sikker, når det er "matters of the heart", det drejer
sig om?

> jeg er af den opfattelse at man ikke bør fortælle sine børn om en evt
> kæreste, igen, før man er SIKKER på at det er noget der fører til noget,
og
> ikke bare er 30-60 dages sjov.....

Det tilfælde jeg kender til, handler om et par der har kendt hinanden
længere end et par måneder.

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
>> hvor lang tid det "bør gå, er op til den enkelte..... men jeg synes
>> personligt godt man kan vente "for længe".....
>> personligt har jeg gjort det sådan at jeg har præsenteret kæresten
>> når jeg _vidste_ at det var alvor....
>
> Er det muligt at være sikker, når det er "matters of the heart", det
> drejer sig om?

helt sikker bliver man nok aldrig, men jeg synes man som minimum bør ud over
den der ultra forelskede fase hvor man kun øjner hinanden og alt går op i
sex..... damn..... der udelukkede jeg lige mig selv ;)
jeg tror de fleste nok godt kan mærke når der er potientale for mere..... om
det er noget der kan fungere ud over i sengen og når man er nyforelsket og
derfor mere tolerant overfor partnerens små quirks......

>> jeg er af den opfattelse at man ikke bør fortælle sine børn om en evt
>> kæreste, igen, før man er SIKKER på at det er noget der fører til
>> noget, og ikke bare er 30-60 dages sjov.....
>
> Det tilfælde jeg kender til, handler om et par der har kendt hinanden
> længere end et par måneder.

det er jo altså lidt svært at give fyldestgørende svar ud fra så sporadiske
informationer ;)

jeg har desværre på nærmeste hold oplevet hvordan en mor igen og igen og
igen har fundet sig en kæreste, er flyttet sammen med ham hu haj hast, og så
inden for et års tid finder ud af det ikke er sagen..... det efterlader
ungerne forvirrede og triste, og enormt kontaktsøgende overfor de voksne i
deres liv der ikke bare sådan forsvinder....
jeg ser sådan på det at man kan lige så godt bruge tiden på at lære hinanden
at kende før man erklærer sig kærester overfor børnene.... og så bruge et
stykke tid på at ungerne kan lære kæresten at kende, inden man overvejer at
flytte sammen og dermed blive en familie....
det er naturligvis også farvet af at det er den måde vi har gjort det på og
har haft gode erfaringer med ;)
kort ridset op, der gik 1½ md inden han blev præsenteret som ven, så gik der
yderligere 1½-2 mdr inden min søn fik at vide at vi var kærester, og
yderligere 13-14 mdr inden vi flyttede sammen......

--
Knus, Sabina
DK Shadowfax
Smukke, sunde og charmerende persere
http://www.dkshadowfax.dk

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:crrq63$15kf$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> helt sikker bliver man nok aldrig, men jeg synes man som minimum bør ud
over
> den der ultra forelskede fase hvor man kun øjner hinanden og alt går op i
> sex..... damn..... der udelukkede jeg lige mig selv ;)



> jeg tror de fleste nok godt kan mærke når der er potientale for mere.....
om
> det er noget der kan fungere ud over i sengen og når man er nyforelsket og
> derfor mere tolerant overfor partnerens små quirks......

Det tror jeg også.

> det er jo altså lidt svært at give fyldestgørende svar ud fra så
sporadiske
> informationer ;)

Ja, jeg ved ikke meget mere - men da min veninde fortalte om det, kom jeg
til at tænke på de her spørgsmål (og så syntes jeg ikke lige, det var noget
der var blevet debatteret før).

> jeg har desværre på nærmeste hold oplevet hvordan en mor igen og igen og
> igen har fundet sig en kæreste, er flyttet sammen med ham hu haj hast, og
så
> inden for et års tid finder ud af det ikke er sagen..... det efterlader
> ungerne forvirrede og triste, og enormt kontaktsøgende overfor de voksne i
> deres liv der ikke bare sådan forsvinder....

Sådan er det jo ikke alle børn der reagerer.

> jeg ser sådan på det at man kan lige så godt bruge tiden på at lære
hinanden
> at kende før man erklærer sig kærester overfor børnene....

Hvor lang tid vil du mene det bør dreje sig om?

> og så bruge et
> stykke tid på at ungerne kan lære kæresten at kende, inden man overvejer
at
> flytte sammen og dermed blive en familie....

Nu er det her med at flytte sammen en større ting, og det var ikke med i de
tanker jeg havde gjort mig om emnet.

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
>> jeg har desværre på nærmeste hold oplevet hvordan en mor igen og
>> igen og igen har fundet sig en kæreste, er flyttet sammen med ham hu
>> haj hast, og så
>> inden for et års tid finder ud af det ikke er sagen..... det
>> efterlader ungerne forvirrede og triste, og enormt kontaktsøgende
>> overfor de voksne i deres liv der ikke bare sådan forsvinder....
>
> Sådan er det jo ikke alle børn der reagerer.

nej nok ikke første og anden gang..... men det jeg mener er når det sker for
3-4-5-6 gang..... eller hvis det sker flere gange inden for en kortere
periode (et par år eller tre).... selvom børnene måske ikke reagerer
udadtil, kan det jo sagtens have en påvirkning indadtil...... det eneste
jeg vil frem til er at man bør tænke sig om, inden man indvolverer børnene i
sit kærlighedsliv..... og det er jo heller ikke sikkert at det er en
reaktion moderen oplever..... nu kender jeg personligt til et tilfælde hvor
et af børnene netop reagerede ved at blive MEGET farsyg efter moderens 3.
brud, og omvendt, morsyg når barnet var hos faderen på weekend..... og en
anden af ungerne stort set ikke har nogen påviselig reaktion, endnu.....
det er meget tydeligt for mig, som udenstående, at det sker som en reaktion
på at barnet har oplevet flere gange at personer det holdt af forsvandt, men
det pågældende barn har så også en tendens til at knytte sig stærkt til
"hovedpersoner" i sit liv..... hvilket en kæreste jo uvilkårligt går hen og
bliver, når der ikke er børn indvolveret fra den side....

>> jeg ser sådan på det at man kan lige så godt bruge tiden på at lære
> hinanden
>> at kende før man erklærer sig kærester overfor børnene....
>
> Hvor lang tid vil du mene det bør dreje sig om?

det er relativt.... men skal jeg sætte et tal på så vil jeg sige 2 mdr er et
minimum..... hvis vi altså taler om børn fra ca 4 til ca 10 år.... derefter
er de i min opfattelse mere robuste og nemmere at forklare tingenes
tilstand, og inden da bør man naturligvis stadig være varsom, og måske endda
vente lidt længere eller lade overgangen være mere gradvis, og derfor bliver
det undøvendigt at sætte ordene "vi er kærester" på, da børnene alligvel er
så små at de ikke helt ved hvad det indebærer....
Disclaimer ;) ingen regel uden undtagelse.... dette er skrevet ud fra mine
egne erfaringer med mine og andres børn...

--
Knus, Sabina
DK Shadowfax
Smukke, sunde og charmerende persere
http://www.dkshadowfax.dk

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:crs41d$1htu$1@news.cybercity.dk...

Hej,

> nej nok ikke første og anden gang..... men det jeg mener er når det sker
for
> 3-4-5-6 gang..... eller hvis det sker flere gange inden for en kortere
> periode (et par år eller tre).... selvom børnene måske ikke reagerer
> udadtil, kan det jo sagtens have en påvirkning indadtil...... det eneste
> jeg vil frem til er at man bør tænke sig om, inden man indvolverer børnene
i
> sit kærlighedsliv..... og det er jo heller ikke sikkert at det er en
> reaktion moderen oplever.....

Jeg er nok den forkerte at hævde det overfor

Jeg tror simpelthen ikke det handler om kærester, tid eller noget som helst
andet end hvordan den ansvarlige forælder tackler det.

Børn er generelt meget tolerante overfor forandringer, det er oftest når
forældre "problematisere" tingene, at det går galt.

Dermed ikke sagt, at man kan udsætte børn for "hvad-som-helst", det kan og
skal man selvfølgelig ikke.

> det pågældende barn har så også en tendens til at knytte sig stærkt til
> "hovedpersoner" i sit liv..... hvilket en kæreste jo uvilkårligt går hen
og
> bliver, når der ikke er børn indvolveret fra den side....

Der går meget lang tid, før et menneske bliver en "hovedperson", er min
erfaring.

Jeg vil mene der var tale om "år", før det blev sådan for min steddatter -
og den eneste kæreste mine børn stadig føler behov for at se, er en mand jeg
boede sammen med i 2 år, og ham ser de så også stadig. Forstår du, har man
først rigtigt knyttet sig til hinanden som mennesker, forsvinder man jo som
ansvarlig voksen ikke bare lige sådan ud af børns liv

Derfor ser jeg stadig min steddatter, selvom jeg blev skilt for snart 9 år
siden, og derfor blev hun ved med at komme på weekends og ferie hos mig
indtil hun blev stor teenager og vennerne blev "vigtigere" - ligesom mine
børn stadig ser min tidligere forlovede (og får julegaver, det er godt nok
sødt , selvom det er 4 år siden vi gik fra hinanden.

> det er relativt.... men skal jeg sætte et tal på så vil jeg sige 2 mdr er
et
> minimum..... hvis vi altså taler om børn fra ca 4 til ca 10 år....

Det lyder da også meget fornuftig - parret der satte mine tanker i gang har
kendt hinanden 6+ måneder.

> Disclaimer ;) ingen regel uden undtagelse.... dette er skrevet ud fra mine
> egne erfaringer med mine og andres børn...

Sådan er det altid, ikk'

Men igen, jeg tror ikke det handler om børnene - det handler om hvordan de
voksne omkring dem tackler det.

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
>> det eneste jeg vil frem til er at man bør tænke sig
>> om, inden man indvolverer børnene i
>> sit kærlighedsliv..... og det er jo heller ikke sikkert at det er en
>> reaktion moderen oplever.....
>
> Jeg er nok den forkerte at hævde det overfor

hehe nu er dine unger jo et helt kapitel for sig ;)

> Jeg tror simpelthen ikke det handler om kærester, tid eller noget som
> helst andet end hvordan den ansvarlige forælder tackler det.
>
> Børn er generelt meget tolerante overfor forandringer, det er oftest
> når forældre "problematisere" tingene, at det går galt.

det ville jeg også have været enig i, men nu kender jeg tilfældigvis et barn
der reagerer MEGET voldsomt netop på den forandring det er.....

>> det pågældende barn har så også en tendens til at knytte sig stærkt
>> til "hovedpersoner" i sit liv..... hvilket en kæreste jo uvilkårligt
>> går hen
> og
>> bliver, når der ikke er børn indvolveret fra den side....
>
> Der går meget lang tid, før et menneske bliver en "hovedperson", er
> min erfaring.

det er jo relativt i forhold til barnet.... det pågældende barn jeg taler
om, gør folk til hovedpersoner i sit liv inden for uger fra introdution....

>> det er relativt.... men skal jeg sætte et tal på så vil jeg sige 2
>> mdr er et
>> minimum..... hvis vi altså taler om børn fra ca 4 til ca 10 år....
>
> Det lyder da også meget fornuftig - parret der satte mine tanker i
> gang har kendt hinanden 6+ måneder.

og har intet samliv, udover når børnene ikke er der?
har de fælles venner?
erklærer de udadtil at de er kærester?
hvis svaret er ja til det første og nej til de to følgende, ville jeg
alvorligt overveje om der overhovedet er et forhold ;)

>> Disclaimer ;) ingen regel uden undtagelse.... dette er skrevet ud
>> fra mine egne erfaringer med mine og andres børn...
>
> Sådan er det altid, ikk'
>
> Men igen, jeg tror ikke det handler om børnene - det handler om
> hvordan de voksne omkring dem tackler det.

ikke udelukkende ;) børn er jo forskellige ;)

--
Knus, Sabina
DK Shadowfax
Smukke, sunde og charmerende persere
http://www.dkshadowfax.dk

---

nusle nuslesen wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
> news:crrbco$ku9$1@news.cybercity.dk...

> Er det muligt at være sikker, når det er "matters of the heart", det drejer
> sig om?

Kære Nusle.
Der findes ingen garantier i livet, man kan leve i dag og blive skyllet
væk af en flodbølge i morgen.
Et parforhold er ikke noget som kører af sig selv, det skal
vedligeholdes og nogle gange bliver det surt og kedeligt - men det går
over igen. Nogle mennesker er sikre på hinanden når de mødes andre
bliver det aldrig, og alligevel lever de sammen i rigtig mange år.

>>jeg er af den opfattelse at man ikke bør fortælle sine børn om en evt
>>kæreste, igen, før man er SIKKER på at det er noget der fører til noget,
>
> og
>
>>ikke bare er 30-60 dages sjov.....
>
>
> Det tilfælde jeg kender til, handler om et par der har kendt hinanden
> længere end et par måneder.

Når man har kendt hinanden længe, ja måske rigtig længe, så er det
rimelig få overraskelser der kan dukke op.
Hvis man ikke er rimelig sikker efter cirka et halvt år sammen, så tror
jeg aldrig man helt bliver det.


--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:RxgEd.617$pY2.242@news.get2net.dk...

Hej,

> Hvis man ikke er rimelig sikker efter cirka et halvt år sammen, så tror
> jeg aldrig man helt bliver det.

Det klinger meget rigtigt i mine ører

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> Hej,

Hej,

> Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
> og kan man vente "for længe"?

Man bør nok lige se kæresten an, hvis man ikke er helt sikker på om
vedkommende er "kæresten" eller om vedkommende er på vej ud. Ja, man kan
godt vente for længe. Det vil nok virke lidt underligt, hvis man
præsenterer kæresten for familien og man allerede har det første barn
sammen. ;)
Desuden, så kommer det jo også an på hvilket forhold man har til
familien. Hvis man har tætte famileforhold og ses ofte, så tror jeg det
er svært at skjule en kæreste, specielt for kvinder, som jo kan føle på
hinanden når de får kærester.

> Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?

Kommer igen an på familien. Det er man egentlig bedst selv til at
bedømme siden ingen familie er ens, men jeg tror nok man skal fortælle
familien om hvordan kæresten er og hvorfor man ønsker at dele sit liv
med vedkommende, og man skal fortælle kæresten om hvordan de forskellige
familiemedlemmer er. Man kan som regel allerede på forhånd ane hvem der
vil gå bedre sammen og hvem der går mindre godt sammen, og så prøve at
arbejde lidt på at de kan komme på god talefor med det samme.

> Hvad hvis der er børn involveret?

Kommer lidt an på hvor mange der er, hvor gamle de er, og hvilke
oplevelser de har haft med "nye forældre" og "ny familie".


--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:R8aEd.77$Jr5.72@news.get2net.dk...

Hej,

> Man bør nok lige se kæresten an, hvis man ikke er helt sikker på om
> vedkommende er "kæresten" eller om vedkommende er på vej ud.

Ja, det lyder mest fornuftigt.

> Ja, man kan
> godt vente for længe. Det vil nok virke lidt underligt, hvis man
> præsenterer kæresten for familien og man allerede har det første barn
> sammen. ;)

Kan det ikke også virke underligt, hvis parterne har kendt hinanden længe?

Har læst det øvrige og synes det lyder vældig fornuftigt.

mange hilsner

---

nusle nuslesen wrote:
> "Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
> news:R8aEd.77$Jr5.72@news.get2net.dk...
>
> Hej,

Hej, :)

>>Ja, man kan
>>godt vente for længe. Det vil nok virke lidt underligt, hvis man
>>præsenterer kæresten for familien og man allerede har det første barn
>>sammen. ;)
>
>
> Kan det ikke også virke underligt, hvis parterne har kendt hinanden længe?

Jamen, hvordan finder familien ud af det? ;) Det kan de vel kun hvis I
fortæller dem det.

Desuden, så finder jeg det ikke underligt. Man kan da godt have kendt
hinanden længe uden det betyder man har betragtet hinanden som et par.
At man har bollet lidt i ny og næ betød så ikke på det tidspunkt at man
var overbevist om det mere længerevarende i ens forhold. Ikke at det
falder i overensstemelse med mine personlige holdninger, men jeg kan da
godt sætte mig ind i situationen sådan rent objektivt.

> Har læst det øvrige og synes det lyder vældig fornuftigt.

Jamen, mange tak. :)

--
M.v.h.

Paul

~~~~~
Få Firefox: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=1
Få Thunderbird: http://www.spreadfirefox.com/?q=affiliates&id=41526&t=183

---

"Paul" <paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> skrev i en meddelelse
news:9ggEd.609$rD2.507@news.get2net.dk...

Hej,

> Desuden, så finder jeg det ikke underligt. Man kan da godt have kendt
> hinanden længe uden det betyder man har betragtet hinanden som et par.

Så ville man vel ikke omtale hinanden som kærester - på den anden side,
mennesker er jo forskellige.

mange hilsner

---

On Sun, 09 Jan 2005 14:16:32 +0100, Paul
<paul_fra_usenet@yahoo.slettes.dk> wrote:

>> Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
>> og kan man vente "for længe"?

>Man bør nok lige se kæresten an, hvis man ikke er helt sikker på om
>vedkommende er "kæresten" eller om vedkommende er på vej ud. Ja, man kan
>godt vente for længe. Det vil nok virke lidt underligt, hvis man
>præsenterer kæresten for familien og man allerede har det første barn
>sammen. ;)

Jeg ved egentlig ikke om man kan vente for længe.

>> Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?

>Kommer igen an på familien. Det er man egentlig bedst selv til at
>bedømme siden ingen familie er ens,

Ja, det kan afhænge af hvordan ens familie har det med at reagere på
nye kærester.

> men jeg tror nok man skal fortælle
>familien om hvordan kæresten er og hvorfor man ønsker at dele sit liv
>med vedkommende, og man skal fortælle kæresten om hvordan de forskellige
>familiemedlemmer er. Man kan som regel allerede på forhånd ane hvem der
>vil gå bedre sammen og hvem der går mindre godt sammen, og så prøve at
>arbejde lidt på at de kan komme på god talefor med det samme.

Jeg tror ikke på at man kan lave sådan en hel handlingsplan for
forløbet.

>> Hvad hvis der er børn involveret?

>Kommer lidt an på hvor mange der er, hvor gamle de er, og hvilke
>oplevelser de har haft med "nye forældre" og "ny familie".

Nogle teenagebørn kan være problematiske når en ny partner kommer ind
i billedet.
Jeg kender til et tilfælde hvor børnene var så umulige at parret
ventede med at flytte sammen til børnene nærmest var blevet voksne.

---

Hej
>
>Hvor lang tid "bør" der gå, inden man præsenterer en kæreste for familie -
>og kan man vente "for længe"?

Jeg mener egentlig ikke det nødvendigvis er et spørgsmål om tid, men
derimod om følelser... Hvis man er sikker på, at det er en kæreste,
man vil have et langvarigt forhold til, ja så kan han/hun jo også lige
så godt møde familien først som sidst...
Men som en anden også har skrevet, så kan man måske godt vente for
længe - det vil nok virke lidt underligt pludselig at præsentere den
kæreste man har kendt de sidste 4 år og i øvrigt venter barn med.
Men det betyder nok ikke så meget om det er efter 2 uger eller 2
måneder, man præsentere kæresten for familien - og det kommer jo også
an på, hvor nær familie det er, hvor tit man ses osv.
>
>Hvordan ville I præsentere en evt. kæreste?

Tja, de gange det har været aktuelt for mig, har jeg fortalt mine
forældre, at jeg havde mødt en, der hed det og det og lidt om hvad han
ellers var for en (alder, job, uddannelse, interesser osv....) Og så
har de efterfølgende mødt hinanden, enten fordi de inviterede os,
eller de kiggede forbi hos mig... Og så er det gået derfra.
Min mands familie mødte jeg, da vi havde kendt hinanden en måneds tid,
og vi skulle til hans mors fødselsdag... Og mener, at han så mødte
mine forældre ret kort efter.
>
>Hvad hvis der er børn involveret?

Det er jo straks lidt sværere... Jeg mener at man skal være ret sikker
på, at det er et varigt forhold, inden børn (med mindre det
selvfølgelig er tale om "voksne" børn, men det regner jeg ikke lige
med er tilfældet) præsenteres for en kæreste... Det kan være endda
meget svært for et barn at forholde sig til, at mor eller far finder
sig en kæreste (og der kan opstå en masse "komplikationer" - barnet
kan have en modvilje over, at mor/far pludselig ikke "kun" har tid
til barnet, angst for at kæresten vil prøve at træde i mors/fars sted
osv.). Og selvfølgelig også den anden vej - det er ikke optimalt for
et barn at se mange skiftende kærester, de i større eller mindre grad
knytter sig til, og pludselig er de så måske ude af deres liv igen.
Jeg har dog ingen erfaringer selv på det område, men jeg vil helt
klart sige, at man skal være sikker på, at det er et langvarigt
forhold, inden børn skal "blandes ind" i det...

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gajb@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:41e13fa1.15837262@news.tele.dk...

Hej,

> Jeg mener egentlig ikke det nødvendigvis er et spørgsmål om tid, men
> derimod om følelser... Hvis man er sikker på, at det er en kæreste,
> man vil have et langvarigt forhold til, ja så kan han/hun jo også lige
> så godt møde familien først som sidst...

Hvis nu parterne ikke er enige?

> Men det betyder nok ikke så meget om det er efter 2 uger eller 2
> måneder, man præsentere kæresten for familien - og det kommer jo også
> an på, hvor nær familie det er, hvor tit man ses osv.

Hvad er din holdning, hvis der er tale om væsentlig længere tid end 2
måneder?

> Min mands familie mødte jeg, da vi havde kendt hinanden en måneds tid,
> og vi skulle til hans mors fødselsdag... Og mener, at han så mødte
> mine forældre ret kort efter.

Det er måske endda "hurtigt"

> Det er jo straks lidt sværere... Jeg mener at man skal være ret sikker
> på, at det er et varigt forhold, inden børn (med mindre det
> selvfølgelig er tale om "voksne" børn, men det regner jeg ikke lige
> med er tilfældet) præsenteres for en kæreste... Det kan være endda
> meget svært for et barn at forholde sig til, at mor eller far finder
> sig en kæreste (og der kan opstå en masse "komplikationer" - barnet
> kan have en modvilje over, at mor/far pludselig ikke "kun" har tid
> til barnet, angst for at kæresten vil prøve at træde i mors/fars sted
> osv.). Og selvfølgelig også den anden vej - det er ikke optimalt for
> et barn at se mange skiftende kærester, de i større eller mindre grad
> knytter sig til, og pludselig er de så måske ude af deres liv igen.
> Jeg har dog ingen erfaringer selv på det område, men jeg vil helt
> klart sige, at man skal være sikker på, at det er et langvarigt
> forhold, inden børn skal "blandes ind" i det...

Hvordan definerer du et langvarigt forhold (i tid)?

mange hilsner

---

Hej
>
>> Jeg mener egentlig ikke det nødvendigvis er et spørgsmål om tid, men
>> derimod om følelser... Hvis man er sikker på, at det er en kæreste,
>> man vil have et langvarigt forhold til, ja så kan han/hun jo også lige
>> så godt møde familien først som sidst...
>
>Hvis nu parterne ikke er enige?

Enige om, at det er et varigt forhold, eller enige om at møde
familien?
>
>> Men det betyder nok ikke så meget om det er efter 2 uger eller 2
>> måneder, man præsentere kæresten for familien - og det kommer jo også
>> an på, hvor nær familie det er, hvor tit man ses osv.
>
>Hvad er din holdning, hvis der er tale om væsentlig længere tid end 2
>måneder?

Jamen igen, man kan jo sagtens have kendt hinanden længe, uden det
nødvendigvis er et "seriøst" forhold... Har da selv kendt nogen gennem
længere tid, som aldrig er blevet præsenteret for min familie. Hvor
jeg har vidst, at det omend det stod på i ½ års tid, ikke var andet
end et overfladisk forhold - nærmest for at fylde tiden ud, til der
kom noget bedre Men hvis så et sådant forhold udvikler sig til at
blive noget mere "seriøst", så må man jo så tage den derfra.
Og bare fordi man har kendt hinanden forholdsvis længe, uden at have
"indblandet" familien, er der jo ingen der siger, at det absolut skal
forblive sådan... Der findes jo ingen "forældelses-dato" i den
sammenhæng - mere at det måske kan virke lidt underligt pludselig at
præsentere en kæreste man måske har kendt i flere år, uden at familien
har anet noget
>
>> Min mands familie mødte jeg, da vi havde kendt hinanden en måneds tid,
>> og vi skulle til hans mors fødselsdag... Og mener, at han så mødte
>> mine forældre ret kort efter.
>
>Det er måske endda "hurtigt"

Tja, det var det måske nok... Men lige fra første dag vi var sammen,
vidste vi bare begge, at det her altså var det, og at vi bare skulle
være sammen. Og derfor ville det nok være unaturligt, hvis ikke jeg
kom med til fødselsdagen... Og hans forældre ville nok undre sig lidt,
hvis han dukkede op alene, da han havde en anden kæreste indtil vi
mødte hinanden - så de havde da en forventning om, at han havde en
kæreste med (han havde fortalt dem, at han havde fundet en anden *gg*)
Men det var da nok lidt "voldsomt" at skulle møde både hans forældre +
bror og hans familie på en gang, så forholdsvis hurtigt. Især når det
så også var til en fødselsdag. Det havde været mere "afslappet" lige
at kigge forbi på et andet tidspunkt.
>
>> Det er jo straks lidt sværere... Jeg mener at man skal være ret sikker
>> på, at det er et varigt forhold, inden børn (med mindre det
>> selvfølgelig er tale om "voksne" børn, men det regner jeg ikke lige
>> med er tilfældet) præsenteres for en kæreste... Det kan være endda
>> meget svært for et barn at forholde sig til, at mor eller far finder
>> sig en kæreste (og der kan opstå en masse "komplikationer" - barnet
>> kan have en modvilje over, at mor/far pludselig ikke "kun" har tid
>> til barnet, angst for at kæresten vil prøve at træde i mors/fars sted
>> osv.). Og selvfølgelig også den anden vej - det er ikke optimalt for
>> et barn at se mange skiftende kærester, de i større eller mindre grad
>> knytter sig til, og pludselig er de så måske ude af deres liv igen.
>> Jeg har dog ingen erfaringer selv på det område, men jeg vil helt
>> klart sige, at man skal være sikker på, at det er et langvarigt
>> forhold, inden børn skal "blandes ind" i det...
>
>Hvordan definerer du et langvarigt forhold (i tid)?

Det kommer an på parternes alder. Et år er et langvarigt forhold, hvis
man er 15-18 år - men er man så voksen, at man har børn er et år ikke
specielt lang tid, synes jeg. Så i det her tilfælde vil jeg nok
definere det som et forhold, der varer flere år.

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gajb@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:41e22337.3561481@news.tele.dk...

Hej,

> >Hvis nu parterne ikke er enige?
>
> Enige om, at det er et varigt forhold, eller enige om at møde
> familien?

Som jeg har forstået det - er det alene uenighed om det med at blive
inviteret hjem og at møde familien.

> Jamen igen, man kan jo sagtens have kendt hinanden længe, uden det
> nødvendigvis er et "seriøst" forhold... Har da selv kendt nogen gennem
> længere tid, som aldrig er blevet præsenteret for min familie. Hvor
> jeg har vidst, at det omend det stod på i ½ års tid, ikke var andet
> end et overfladisk forhold - nærmest for at fylde tiden ud, til der
> kom noget bedre

Kalder man så hinanden kærester?

> Tja, det var det måske nok... Men lige fra første dag vi var sammen,
> vidste vi bare begge, at det her altså var det, og at vi bare skulle
> være sammen.

Måske en del oplever at føle det sådan, og så viser det sig alligevel nogle
gange at være "varm luft".

Det har jeg i hvert fald prøvet

mange hilsner

---

Hej
>
>Som jeg har forstået det - er det alene uenighed om det med at blive
>inviteret hjem og at møde familien.

Jeg må sige jeg har lidt svært ved at forstå denne uvilje... Hvis man
begge mener at det er et varigt forhold, må det vel være naturligt
også at kende hinandens familie.
Men der kan selvfølgelig være nogle ting omkring familien, man ikke
ønsker kommer frem o.lign.
>
>> Jamen igen, man kan jo sagtens have kendt hinanden længe, uden det
>> nødvendigvis er et "seriøst" forhold... Har da selv kendt nogen gennem
>> længere tid, som aldrig er blevet præsenteret for min familie. Hvor
>> jeg har vidst, at det omend det stod på i ½ års tid, ikke var andet
>> end et overfladisk forhold - nærmest for at fylde tiden ud, til der
>> kom noget bedre
>
>Kalder man så hinanden kærester?

Nej, jeg har ikke gjort det. Jeg har kaldt dem bolle-venner... Men
kunne da godt forestille mig, at nogle kunne finde på at kalde det
kærester...
>
>> Tja, det var det måske nok... Men lige fra første dag vi var sammen,
>> vidste vi bare begge, at det her altså var det, og at vi bare skulle
>> være sammen.
>
>Måske en del oplever at føle det sådan, og så viser det sig alligevel nogle
>gange at være "varm luft".

Jamen, jeg har skam også før prøvet at føle mig meget forelsket, og
været sikker på, at det måtte være den store kærlighed. Men da jeg så
mødte min mand, ja så kunne jeg mærke, at det her alligevel var noget
andet. Måske også fordi vi fra første dag faktisk var sammen mere
eller mindre i døgndrift (ok, ikke i dagtimerne, hvor jeg passede min
uddannelse, men ellers). Han sagde sin lejlighed op allerede efter 2
måneder, så vi kunne flytte sammen - for i praksis boede vi allerede
sammen. Men det var bare så pokkers upraktisk i hverdagen: Hos hvem
spiser vi i aften, husk at få noget skiftetøj med osv.
Så vi lærte jo hinanden rigtig godt at kende temmelig hurtigt på den
måde

MVH
Gitte