Vedisk kosmografi og Astronomi
Af Richard L. Thompson
Vedisk fysik - naturen af rum, tid og stof
At udvide sit fysiske verdensudsyn
Krishnas stilling
Mystiske siddhier (perfektioner)
Halvguders, yogiers og rishiers handlinger
Vedisk fysik - naturen af rum, tid og stof
" Ligesom man forvirres af de illusoriske forekomster af vand i ild
eller landjord set på vand, bliver selv de store seere og halvguder
sat i illusion af Ham. Kun på grund af Ham fremstår de materielle
universer, der er midlertidigt manifesterede af naturens tre
kvaliteter, som virkelige, selvom de er uvirkelige" (SB 1.1.1).
Vor opfattelse af rum, tid og materie udgør væsentlige elementer i
vores forståelse af kosmos. Når vi ser op på himlen, består vore
umiddelbare sansedata af lysmønstre. Disse mønstre siger i sig selv
intet om naturen af deres lyskilder. For at kunne sige noget om de
kosmiske manifestationer, der har frembragt lyset, er det nødvendigt
at antage, at universet består af et eller andet "stof" eller materie,
der har visse egenskaber og følger visse love.
Med udgangspunkt i sådanne antagelser kunne vi spørge hvilken
kombination af denne materie der følgende disse love, ville frembringe
de observerede lysmønstre. Lykkes det os baseret på de formodede love
og egenskaber at give en tilfredsstillende forklaring på de
observerede data, vil vi være tilbøjelige til at mene, at vi på
korrekt vis har forstået universets opbygning. I vort indre antager
disse teoretiske modeller formen af konkret virkelighed, og det lader
næsten til, at vi holder universet i vor hule hånd.
Ned gennem størstedelen af menneskets moderne historie har folk været
begrænsede til jordens overflade og har baseret deres idéer om
materiens beskaffenhed på iagttagelser, der med de almindelige sanser
kan udføres indenfor dette begrænsede domæne. Gennem de sidste to
eller trehundrede år har vestlige forskere brugt eksperimentelle
resultater til at opbygge en omfattende mængde af viden - den moderne
videnskabs fysik - der giver et detaljeret billede af materiens
egenskaber og de love, der styrer dens adfærd. Den moderne vestlige
forståelse af universets natur og opbygning som helhed er baseret på
fortolkning af observerede himmelfænomener inden for rammerne af
moderne fysik.
Dette essays tese er, at den moderne fysiks rammer er for snævre til
at rumme en mængde fænomener i universet. I særdeleshed kan disse
rammer ikke rumme mange af de træk, den vediske litteratur beskriver
om universet, og således forekommer de vediske redegørelser ofte
absurde eller mytologiske, når de betragtes i lyset af moderne
videnskab.
På nuværende tidspunkt har folk i almindelighed taget visse af den
moderne fysik formodninger til sig som selve fundamentet for deres
verdenssyn. Disse formodninger er uforenelige med de forudsætninger,
der ligger til grund for den vediske verdensopfattelse, og således
lader disse til at afspærre folk fra fri adgang til den vediske
litteratur. I denne sektion vil vi forsøge at lette denne vanskelighed
ved at diskutere den materielle energis beskaffenhed, som den
beskrives i den vediske litteratur. Da dette er et yderst dybt og
komplekst emne, kan vi kun berøre nogle få af de punkter, der vedrører
forståelsen af vedisk kosmologi.
At udvide vor fysiske verdensopfattelse
Før vi helt forlader de kendte begreber, vil vi begynde med at
diskutere nogle forholdsvis moderne eksempler, i hvilke den vediske
litteratur peger på fænomener og teoretiske idéer, der ikke passer ind
i de nuværende rammer for moderne videnskabelig tænkning. Disse
eksempler belyser to vigtige pointer: (1) Selvom mange vediske idéer
modsiger nutidig videnskabelig tænkning, åbner de også muligheden for,
at disse modsigelser kan løses ved, at man udvider rammerne for den
moderne forsknings begreber. (2) Mange idéer, der vedrører vort
fysiske verdensbillede, bliver kun i korthed berørt i bøger som Srimad
Bhagavatam, eftersom disse tekster ikke havde til hensigt at være
lærebøger i astronomi eller fysik. Således kan de begrebsmæssige
fremskridt, der kræves for at forene det vediske verdensbillede med
moderne videnskab, være vanskelige, da de nødvendiggør idéer, der
radikalt udvider gængse teorier. Men disse idéer bliver ikke i sig
selv særligt meget forklarede i tilgængelige vediske tekster.
Det første eksempel finder vi i Srimad Bhagavatam 3.26.34. Her læser
vi, at det æteriske element udgør substratet for sindets subtile
frembringelser, samt at det desuden er forbundet med kredsløbet af den
vitale luft i kroppen. Srila Prabhupada bemærker, at "dette vers udgør
et potentielt grundlag for stort videnskabeligt forskningsarbejde," og
sandelig giver det en klar idé om, hvordan det subtile sind kan
interagere med kroppens og hjernens grove elementer.
Imidlertid er der i den nuværende moderne fysiks teoretiske struktur
ingen plads til en sådan forståelse af sindet og det æteriske element
(selvom nogle fysikere forsøgsvis er begyndt at tage sådanne idéer
under overvejelse.) Som resultat holder forskere i almindelighed fast
ved den idé, at der er umuligt for hjernen at interagere med et
udtrykkeligt ikke-fysisk sind. Dette igen gør det umuligt for
forskere, selvom der i mange år har eksisteret empiriske beviser for
et ikke-fysisk sind, at fæste lid til mange af de fænomener, der
forudsætter et sådant sind. Disse inkluderer de psykiske fænomener som
studeres af parapsykologer og ud-af-kroppen-oplevelser og småbørns
spontane erindringer af tidligere inkarnationer.
Det er ikke vort formål her at argumentere for ægtheden af sådanne
fænomener. Hovedsagen er, at det er meget vanskeligt for folk
(herunder videnskabsmænd) seriøst at overveje visse idéer omkring
virkeligheden, medmindre disse idéer passer sammen med et kendt og
accepteret forestillingssystem. Gængse fysikteorier er blevet
udarbejdede ned i mindste tekniske detalje, og for en, der lever i det
begrebsmæssige univers, de tilvejebringer, kan den vediske idé om
æteren (rum) forekomme naiv og ikke særlig imponerende. De kan også
være blokerede af visse unødvendige misopfattelser, såsom den idé, at
æteren nødvendigvis må være som den "lysbærende æter", Einstein
forkastede.
Ikke desto mindre er der den mulighed, at man ved at introducere en ny
opfattelse af æteren, der stemmer overens med den vediske, og som også
er på linie med eksperimentelle observationer, kan udvide sine fysiske
teorier. En sådan udvidet teori kan tilvejebringe yderligere
forklaringer på fænomener, der for øjeblikket anses for videnskabeligt
umulige.
Bøger som Srimad Bhagavatam blev skrevet med det formål at for
mennesker i almindelighed tydeligt forklare de særlige åndelige
begreber. Disse hentyder uvægerligt til mange andre begreber, der var
kendte for menneskene i den gamle vediske kultur men ukendte for
moderne folk med vestlig baggrund. Et interessant eksempel, er den
analogi, Srila Sanatana Gosvami giver, hvori forvandlingen af et
menneske af ringe herkomst til bramin bliver sammenlignet med den
alkymistiske forvandling af messing til guld (SB 5.24.17p). Selve den
alkymistiske proces bliver ikke beskrevet, og på basis af moderne
videnskab er vi tilbøjelige til at anse sådanne forvandlinger for
umulige.
Alligevel definerer ordbogen klokkebronze eller messing som en
legering af kobber og tin, og konsulterer vi det periodiske system,
finder vi, at atomnumrene for kobber og tin sammenlagt giver
atomnummeret for guld. Dette antyder, at der faktisk kunne være noget
om snakken, men det ville i så fald indebære en stor mængde praktisk
og teoretisk viden, der på nuværende tidspunkt er komplet ukendt for
os. For Sanatana Gosvami udgør denne forvandling imidlertid blot et
velkendt eksempel til at belyse menneskers åndelige forvandling.
Krishnas stilling
Indtil nu har vi diskuteret vediske henvisninger til fænomener og
teoretiske størrelser, der ikke passer ind i de strengt definerede
moderne fysikteorier, men som med lethed kan tilpasses vor ordinære
opfattelse af verden omkring os. Vi henstiller til, at vi for at
imødekomme disse ting må revidere vore grundlæggende idéer om rummet.
Moderne fysik og astronomi begyndte med idéen om, at materien udgøres
af ganske små partikler af stof, der hver har en placering i det
tredimensionelle rum. Ifølge denne idé, der blev kraftigt
videreudviklet af Descartes og Newton, kan det tredimensionelle rum
ses som en absolut, forud-eksisterende beholder, hvori alle materielle
begivenheder finder sted. Denne idé stemmer ganske fint overens med
det verdensbillede, vore sanser tilfører os, og den lader til at
tilvejebringe en ubestridt baggrund for al vor tænkning. Imidlertid
han man i mange kulturer fastholdt helt andre idéer om rummets
beskaffenhed, og dette er også tilfældet med den vediske kultur.
For at forstå den vediske opfattelse af rummet er det nødvendigt at
betænke Krishnas stilling som alle årsagers absolutte årsag. Det er
klart, vi ikke kan betragte Krishnas transcendentale skikkelse som
bestående af bittesmå stykker stof placerede på forskellige steder i
det tredimensionelle rum. Hvad enten vi betragter de små stykker som
"åndelige" eller "materielle", er en sådan form helt sikkert begrænset
og relativ. Den faktiske beskaffenhed af Krishnas skikkelse bliver
tilkendegivet i de følgende vers fra Brahma-samhita:
Jeg tilbeder Govinda, den oprindelige Herre hvis transcendentale
skikkelse er fuld af lyksalighed, sandhed og virkelighed, og som
således er fuld af den mest blændende pragt. Alle denne
transcendentale figurs lemmer ejer i sig selv evnen til at fungere som
ethvert andet organ, og for evigt ser, opretholder og manifesterer Han
de uendelige universer både åndelige og verdslige.
[Sri Brahma Samhita 5.32].
Eftersom der ikke er nogen forskel mellem kraften og dens ejer, er Han
et udelt væsen. Hans kraft, gennem hvilken millioner af verdener
skabes, forbliver således uadskillelig. Alle universer er i Ham, og
Han er på samme tid fuldt tilstede i hvert af de atomer, der er spredt
over hele universet. Sådan er den oprindelige Herre, jeg tilbeder.
[SBS 5.35].
Her ser vi, at Krishnas form udgøres af mange dele, men hver del er
identisk med helheden. Desuden befinder alt rum sig indeni Krishnas
form, men samtidig er Krishna fuldt tilstede i hvert atom. Dette
indebærer blandt andet, at hele universet, der befinder sig indeni
Krishna, til fulde er tilstede i hvert af universets atomer. En sådan
tilstand kan ikke udtrykkes i tredimensionelle begreber, og er i
sandhed ikke mulig i det tredimensionelle rum. Det må helt enkelt
forstås som en axiome, der beskriver Krishnas stilling som den
absolutte sandhed. Således baserer den vediske opfattelse af rum sig
på opfattelsen af Krishnas enhedsvæsen snarere end på de geometriske
grundsætninger, der definerer det tredimensionelle rum.
For at hjælpe os til at forstå de begreber om rum forudsat i den
vediske litteratur, vil vi her præsentere en idé om det "højere
dimensionelle" rum. Udtrykket "højere dimensional" er hentet fra
moderne matematik, og forekommer ikke direkte i vedisk litteratur. Det
er en del af et forsøg på at udfylde det begrebsmæssige hul, der
skiller moderne tænkning fra det vediske verdenssyn. Eftersom den
vediske kulturs traditionelle tilhængere ikke har været konfronterede
med et sådant hul, har de naturligvis ikke haft brug for idéer og
begreber til at udfylde det.
Det mest grundlæggende træk ved det vediske rumbegreb er, at ifølge
denne idé kan flere ting være tæt på hinanden, end hvad der er muligt
i tre-dimensionalt rum. I løbet af dette kapitel vil vi give mange
eksempler fra den vediske litteratur, der belyser dette tema. Eftersom
matematikkens højere dimensionale rum også tillader, at flere ting er
tættere på hinanden end i tre-dimensionalt rum, har vi for at henvise
til dette træk ved den vediske virkelighedsopfattelse valgt udtrykket
"højere dimensional".
Selvom Krishnas position ikke kan beskrives tre-dimensionalt, kan vi
begyndende med Krishnas position i det mindste i princippet forestille
os, hvordan højere dimensionale rum af denne type kan frembringes.
Krishnas stilling er den, at Han har fuld adgang til alle lokaliteter
samtidig. I det konventionelle tre-dimensionale rum har vi gennem
sansernes handling og opfattelse adgang til lokaliteter indenfor et
begrænset område, og vi kan ændre dette område ved at flytte os fra et
sted til et andet. Vores situation kan således betragtes som en
begrænset udgave af Krishnas situation. Et "højere dimensionalt" rum
svarer for os til en situation hvori adgang på tværs af lokaliteter er
mere begrænset, end den er for Krishna, mens den er mindre begrænset
end de væsener, der erfarer tre-dimensionalt rum.
Dette "højere dimensionale" rumbegreb er tæt forbundet med idéen om de
levende væseners varierende niveauer af sanseopfattelser. Adgang på
tværs af lokaliteterne afhænger af sansernes motoriske og
opfattelsesmæssige evner, og ved at øge sansernes formåen ville det
således i princippet være muligt at udvide sfæren for ens
opfattelsesevne.
Disse idéer om rummet og deres relation til sanseopfattelse er
forudsat i den vediske litteratur, og kan bedst forstås gennem nogle
specifikke eksempler. Naturen af Krishnas absolutte stilling bliver
fint illustreret i følgende historie, hvori Herren Brahma besøger
Krishna i Dvaraka. I denne historie svarer Krishna allerførst på
Brahmas forespørgsel om at møde Ham ved at bede sin sekretær spørge
Brahma, "Hvilken Brahma ønsker at besøge mig?" Brahma begynder
derefter sin audiens med Krishna med at spørge om, hvorfor Krishna
stillede det spørgsmål. "Hvorfor spurgte Du om hvilken Brahma, der er
her for at besøge Dig? Hvad er meningen med det? Findes der andre
Brahma'er udover mig?" Da Han hørte det, smilede Sri Krishna og
begyndte med ét at meditere. Utallige Brahma'er kom øjeblikkeligt
tilstede. Disse Brahma'er havde forskellige antal hoveder. Nogle havde
ti hoveder, nogle tyve, nogle hundrede, nogle tusinde, nogle
titusinder, andre hundredetusinde, ti millioner og atter andre igen
hundredemillioner. Ingen kan tælle mængden af ansigter, de havde.
Der ankom også mange Shiva'er med forskellige mængder hoveder, der løb
op i hundreder, tusinder og millioner. Mange Indra'er indfandt sig
også, og de havde tusinder af øjne overalt på deres kroppe. Da dette
univers' firehovede Brahma så alle disse manifestationer af Krishnas
overdådigheder, blev han temmelig forvirret og følte sig reduceret til
en kanin blandt mange elefanter. Alle de Brahma'er, der kom for at
besøge Krishna, viste deres respekt ved at bøje deres hjelme til
jorden ved Hans lotusfødder.
Ingen kan anslå Krishnas ufattelige kræfter. Alle de tilstedeværende
Brahma'er eksisterede indeni Krishnas krop. Da alle hjelmene ramte
jorden ved Krishnas lotusfødder, opstod en vældig larm. Det var som om
hjelmene i sig selv fremsagde bønner til Krishna. Med foldede hænder
begyndte alle Brahma'er og Shiva'er at fremsige bønner til Krishna. De
sagde, "O Herre, Du har vist mig stor gunst ved at give mig lov til at
se din skikkelse." De sagde alle, "Det er mit store held, O Herre, at
Du har kaldt på mig, som er Din tjener. Fortæl mig nu hvad Din
befaling er, så jeg kan tage den på mit hovede." Herren Krishna
svarede, "Jeg har kaldt på jer, fordi Jeg gerne ville se jer
allesammen forsamlet her. Måtte I alle være lykkelige. Er der nogen
frygt blandt jer for dæmonerne?" De svarede, "Ved Din gunst er vi
sejrrige i alle retninger. Ved at stige herned har Du fjernet alle
jordens byrder."
Dette beviser Dvarakas overdådighed, for alle Brahmaerne tænkte,
"Krishna opholder sig nu på mit område." Således blev Dvarakas rigdom
set af dem alle. Selvom de alle var samlet i Dvaraka, kunne ingen af
dem se andre end sig selv. Herren Krishna tog så afsked med alle
Brahma'erne, og efter de havde vist deres respekt, vendte de tilbage
til deres respektive hjem. [CC ML 21.65-80].
I denne fortælling er det vigtigt at notere sig, at hver Brahma
forblev i sit eget univers. Dette betyder, at Krishna fremviste Sine
lege i Dvaraka i alle disse universer samtidigt. Hver Brahma udover
vor egen i dette univers troede, han var alene med Krishna i Dvaraka i
sit eget univers, men gennem Krishnas begunstigelse kunne vores Brahma
samtidig se alle de andre. Dette belyser, hvordan Krishna har adgang
til alle lokaliteter samtidig, og desuden viser det, hvordan
forskellige væsener gennem Krishnas nåde kan få forskellige grader af
enten vedvarende eller midlertidig adgang til rummet.
Arjunas vision af Krishnas universelle form på slagmarken Kurukshetra
er endnu et eksempel på, hvordan Krishna kan udvide et levende væsens
sanseevne og give vedkommende adgang til områder i universet, der
tidligere var ukendte for ham. Før Han åbenbarede denne form for
Arjuna, sagde Krishna, "O du bedste blandt Bharata'er, se her de
forskellige manifestationer af Aditya'er, Vasu'er, Rudra'er,
Ashvini-kumara'er og alle de de andre halvguder. Se de mange
vidunderlige ting som ingen anden før du har set eller hørt tale om. O
Arjuna, alt hvad hjertet begærer kan du med det samme se i denne Min
krop! Denne universelle form kan vise dig, hvad du end ønsker at se
nu, og hvad du end måtte ønske at se i fremtiden. Alting - bevægeligt
som ubevægeligt - er til fulde tilstede her på ét sted." [BG 11.6-7].
Arjuna var således i stand til fra ét sted at se mange forskellige
verdener beboede af halvguder og andre slags væsener. For samtidigt at
kunne se en sådan enorm mangfoldighed af scenerier, måtte Arjuna
tydeeligvis hæve sig over det tre-dimensionale rums begrænsninger, og
det er betydningsfuldt, at Krishna muliggjorde dette ved at bruge Sin
altgennemtrængende universelle form som medium. Fortællingen om moder
Yashoda, der så hele universet (inklusive sig selv og Krishna) indeni
Krishnas mund, er et andet eksempel, der viser, hvordan Krishna kan
åbenbare alle lokaliteter gennem Sin altomfattende form (se KB s.
83-84).
Det er interessant at notere sig, at de Brahma'er, der besøgte
Krishna, havde varierende mængder hoveder fra hundreder til tusinder
til millioner. Det er temmelig vanskeligt at få det til at passe ind i
det tre-dimensionale rum, for hvordan skulle millioner af hoveder
kunne få plads på én krop; og det er ligeledes svært at se, hvordan
millioner af Brahma'er alle kunne ses i ét rum samtidigt. Vi
fastholder, at disse fænomener bliver gjort mulige gennem det faktum,
at det underliggende "rum" ikke er tre-dimensionalt.
Man kunne foretage lignende observationer i forbindelse med tilfældet,
hvor Banasura brugte sine 1.000 arme til samtidigt at betjene 500 buer
og affyre 2.000 pile ad gangen mod Krishna. Her har vi at gøre med et
materielt legemliggjort væsen, der levede på jorden. Man kan undre sig
over, hvordan 500 arme kan sidde fast på hver skulder uden at komme i
vejen for hinanden. Og hvordan kan de i givet fald samidigt pege 500
buer i samme retning? (Passerer buerne gennem hinanden?) Vi foreslår,
at historier af denne type nødvendiggør en forståelse af højere
dimensionale rum.
Vi kan opsummere idéen om rummets dimensioner ved at sige, at jo
større grad af adgang, der er på tværs af lokaliteterne, jo flere
dimensioner er tilstede i det pågældende rum. Eftersom Krishna
samtidig har adgang til alle lokaliteter, opfatter Han rummet på det
højeste dimensionsniveau. De levende væsener er udstyrede med
forskellige opfattelser af rummet på forskellige dimensionsniveauer,
og således har de adgang til forskellige lokaliteter (eller loka'er).
Det er interessant at bemærke, at idéen om højere dimensional adgang
på tværs af lokaliteter er et af hovedtrækkene ved kvantemekanikken.
Det kvantemekaniske atom kan ikke beskrives i et tre-dimensionalt rum.
For at beskrive noget så banalt som et kulstofatom gør
kvantemekanikken brug af en slags uendeligt dimensionalt rum, der
kaldes Hilbert-rum. Den tredimensionale binding af kulstof og andre
atomer muliggøres ved højere dimensional vekselvirkning indeni
atomerne. Selvom idéen om højere dimensionale verdener således kan
virke som en voldsom afvigelse fra accepteret videnskabelig tænkning,
er det muligt at tolke moderne fysik som grundlag for en sådan idé.
Mysiske siddhi'er.
De otte mystiske siddhi'er illustrerer direkte, hvordan levende
væsener gennem i varierende grad at være begavet med Krishnas
oprindelige energier kan virke på forskellige niveauer af
sanseopfattelse. Srila Prabhupada giver følgende beskrivelse af nogle
af disse mystiske siddhi'er: "en mystisk yogi kan træde ind i solen,
ved ganske enkelt at gøre brug af solstrålerne. Denne fuldendelse
kaldes laghima. På lignende vis kan en yogi strækker sin finger ud og
røre ved månen. Selvom de moderne astronauter rejser til månen ved
hjælp af rumskibe, gennemgår de mange vanskeligheder, hvorimod en
person, der besidder mystisk fuldendelse, kan udstrække sin hånd og
berøre månen. Denne fuldendelse kaldes prapti eller erhvervelse. Med
denne prapti-siddhi kan den fuldendte mystiske yogi ikke alene røre
ved månen, men han kan række sin hånd ud hvor som helst, og erhverve
sig hvad han end måtte ønske. Han kan sidde tusinder af kilometer væk
fra et eller andet sted, og hvis han vil, kan han plukke frugt fra en
have der." (NOD, pp. 11-12).
Prapti-siddhi er et perfekt eksempel på, hvad vi mener med at udvide
adgangen mellem lokaliteter. Betænk yogien på jorden der strækker sin
hånd ud og berører månen. Oplever yogien, at hans hånd skyder op
gennem atmosfæren og bevæger sig tusinder af kilometer i det ydre rum
efterfulgt af en voldsomt forlænget arm? Dette virker næppe
sandsynligt. Vi foreslår, at denne siddhi faktisk tillader yogien
direkte at nå et hvilket som helst bestemmelsessted, og således kræves
der højere dimensionale forbindelser mellem steder, der ellers ligger
langt fra hinanden. Tanken her er, at Krishna altid har direkte adgang
til alle lokaliteter, og gennem Hans nåde kan denne evne til direkte
adgang overdrages i forskellige grader til forskellige levende
væsener.
De følgende vers fra Srimad Bhagavatams ellevte bog viser, at de otte
siddhi'er faktisk opnås gennem delvis erkendelse af Krishnas iboende
energier:
1. anima - at blive mindre end det mindste. "En, der tilbeder Mig
[Krishna] i min atomiske form, der gennemtrænger alle subtile
elementer [bhuta-suksma og tan-matram], og alene fæstner sit sind på
det, opnår den mystiske fuldendthed, der kaldes anima" (SB 11.15.10).
2. mahima - at blive større end det største. "En, der fordyber sit
sind i mahat-tattvas særlige form, og således mediterer på Mig som den
totale materielle eksistens' Højeste Sjæl, opnår den mystiske
fuldendthed, der kaldes mahima." (SB 11.15.11).
3. laghima - at blive lettere end det letteste. "Jeg er indeni alting,
og Jeg er derfor kernen af de materielle elementers atomiske
bestanddele. Ved at fæstne sit sind på Mig i denne form, kan yogien
opnå den fuldendthed, der kaldes laghima, hvorigennem han erkender
tidens subtile atomiske substans." (SB 11.15.12).
4. prapti - erhvervelse. "Ved at fæstne sit sind fuldstændig på Mig
indeni elementet af det falske ego opnår yogien evnen til mystisk
erhvervelse, gennem hvilken han kan blive ejer af alle levende
væseners sanser. Han opnår sådan fuldendelse, fordi han er fordybet i
Mig." (SB 11.15.13).
Der er lignende udtalelser om de andre siddhi'er. I kommentaren til SB
11.15.13, udtaler Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, at de, der
stræber efter sådanne fuldendtheder uden at fæstne deres sind på den
Højeste Herre, blot opnår en grov og ringere genspejling af hver
mystisk kraft.
Halvguders, yogi'ers og rishi'ers handlinger
I Srimad Bhagavatam er der mange henvisninger til halvguders, yogi'ers
og rishi'ers mystiske kræfter. Disse væsener er helt klart begavede
med højere udviklede sanseevner end almindelige mennesker som os, og
de er også i stand til at fungere i et mere udstrakt handlingsfelt end
det tid-rum kontinuum, vi kender fra vor almindelige erfaring. (Bemærk
at i overensstemmelse med vedisk sprogbrug bruger vi udtrykket "sans"
til at henvise både til motoriske og opfattende sanser.)
En typisk beboer på de højere planeter lever i 10.000 himmelske år
målt i dage og nætter på seks måneder (SB 4.9.63p). Imidlertid lever
mange halvguder i meget længere tid. Således beklæder halvguder som
Indra offentlige embeder i universets administration i tidsrum, der
svarer til en manvantara eller 71x12.000 himmelske år, og deres totale
levetid er meget længere.
Halvguderne har evnen til at antage enhver skikkelse, de har lyst til
(SB 8.15.32p), og de kan åbenbare sig og forsvinde, som de vil, for
almindelige mennesker. Således siger SB 9.21.15, at halvguder som
Brahma og Shiva åbenbarede sig som mennesker for Maharaja Rantideva,
og SB 1.12.20p siger, at Indra og Agni åbenbarede sig for Maharaja
Sibi i form af en ørn og en due. Der er også mange tilfælde i
Bhagavatam, der antyder, at halvguder med højere niveauer af karmiske
fortrin kan åbenbare sig og forsvinde, som de vil, for lavere
halvguder. For eksempel gjorde Brihaspati sig selv utilgængelig for
Indra, efter at Indra havde krænket ham (SB 6.7.16).
Vor tese er, at denne evne til at åbenbare sig og forsvinde ikke blot
er et spørgsmål om mystisk kraft. Den viser snarere et vigtigt træk
ved den fysiske verden, vil lever i. Denne verden indeholder mange
manifestationer, der ikke er tilgængelige for vore almindelige sanser,
men som er tilgængelige for mere højtudviklede væsener såsom
halvguderne. Der er et hierarki af "dimensionsniveauer" i universet,
og væsener på ét niveau kan virke indenfor et større kontinuum end
væsener på lavere niveauer. De åndelige verdener Vaikuntha eller
Goloka Vrindavana ligger på et endnu højere niveau. Således blev
Brahma, der er den højste halvgud indenfor dette materielle univers,
fuldstændig forvirret, da Krishna åbenbarede den åndelige verden for
ham.
I SB 1.16.3 siges det, at under Maharaja Pariksits store
ofringsceremonier kunne selv almindelige mennesker se de halvguder,
der havde indfundet sig. Det lader til, at på den vediske tid ville
halvguder hyppigt besøge jorden og på forskellig vis have med
mennesker at gøre. Imidlertid var det sædvanligvis kun kvalificerede
personer, der kunne se dem. Selv i senere tid efter Herren Caitanyas
fremkomst ville halvguder på usynlig vis besøge Jagannath Mishras hjem
for at forherlige Herren (CC AL 14.172-174).
Bhagavatam hentyder ofte til den idé, at gennem opnåelse af højere
åndelige kvalifikationer bliver ens sanseevner højnede, og man bliver
automatisk i stand til at erfare fænomener indenfor et bredere område
af eksistensen. (Der lægges naturligvis også vægt på, at sådanne
automatiske opnåelser ikke bør misbruges til sansetilfredsstillelse,
da dette ville aflede en fra det virkelige mål i åndeligt liv). Et
eksempel herpå er Narada Munis instruktioner til Dhruva Maharaja, hvor
denne ved at recitere mantraet "om namo bhagavate vasudevaya,"
indenfor kort tid ville blive i stand til at se "de fuldendte
mennesker (khe-caran) flyve i rummet" (SB 4.8.53).
En metode, der undertiden blev brugt til at rejse fra højere planeter
til jorden, nævnes i SB 3.8.5p, hvor vi kan læse, at store vismænd kan
rejse fra Satyaloka til jorden via Ganges, der løber gennem hele
universet. Srila Prabhupada gør opmærksom på, at denne form for færden
gennem mystisk kraft er mulig i enhver flod. Det virker næppe
sandsynligt, at denne metode at bevæge sig på indebærer svømning med
eller mod strømmen over lange afstande. Og naturligvis er forbindelsen
mellem den jordiske Ganges og dens himmelske sidestykke ikke synlig
for os. Vi foreslår, at denne rejsemetode forudsætter forbindelsen til
højere dimensioner mellem lokaliteter, og at floden tjener som en
slags vejviser for sådan højere dimensionll transport. I tilfældet med
Ganges må dens løb fra højere planeter og ned til jorden også foregå i
højere dimensioner.
I Krsnabogen s. 534 er der en beskrivelse af hvordan Chitralekha, en
mystisk yogini, rejste i rummet fra Sonitapura til Dvaraka og førte
Aniruddha med sig tilbage til Sonitapura, mens han sov. Dette er endnu
et eksempel på en rejsemetode, der lader til at kræve højere
dimensionale forbindelser.
De vediske shastra'er (skrifter) omtaler mange bemærkelsesværdige
tildragelser, der siges at have fundet sted på jorden i en
fjerntliggende fortid. Mange af disse begivenheder involverer
fænomener, vi ikke kan erfare i dag, og man kan kun spørge sig selv
om, hvorfor det forholder sig sådan, hvis nu disse ting faktisk fandt
sted engang. En årsag hertil, der gives i Bhagavatam, er, at før
kali-yugas begyndelse fungerede jordens naturlige processer på en
anden måde end i dag. (se SB 1.4.17p). Alle levende væseners sanselige
evner var gennemsnitligt højere end på nuværende tidspunkt, og
fremskredne væsener såsom halvguder og vismænd besøgte jorden
regelmæssigt. Således var det almindelige menneskelige liv på jorden
mere tæt forbundet med de højere materielle og åndelige realiteter,
end hvad er tilfældet i dag efter kali-yugas begyndelse.
Denne idé fører naturligt til følgende forsøgsmæssige scenario fra de
seneste årtusinders historiske forløb: Da kali-yuga begyndte,
begrænsede halvguderne og de højere væsener kraftigt deres
kommunikation med menneskene på jorden, og det generelle niveau af
menneskets sanselige evner faldt også. Som følge af traditionens
autoritet fortsatte folk i nogen tid med at tro på fortællinger om
jordens tidligere tilstand. På grund af manglende tilbagemelding fra
højere kilder og på grund af menneskets naturlige tilbøjelighed til
bedrag blev traditionerne verden over gradvist mere og mere
fordrejede, og folk begyndte at miste troen på dem. Endeligt nåede man
det nuværende niveau af civilisation, hvori gamle traditioner i vid
udstrækning betragtes som ubrugelig mytologi, og folk søger viden
udelukkende genem deres nuværende begrænsede sanser.
Områder på jorden der ikke er synlige for vore sanser
Vi har opbygget den idé, at det tre-dimensionale kontinuum. vi
erfarer, ikke udgør hele den åndelige eller materielle virkelighed. Et
træk ved denne idé er, at der findes verdener, man kan erfare her på
jorden, men som ikke kan opfattes eller besøges af mennesker med
almindelige sanser. Det mest slående eksempel herpå er selvfølgelig
Krishnas transcendentale dhama, Vrindavana. CC AL 5.18p udtaler, at
Krishnas bolig er ubegrænset og altgennemtrængende, og dog er den
identisk med det Vrindavana, vi finder her på jorden. Dette
forudsætter, at der indenfor det landområde, der kaldes Vrindavana i
Indien, findes en fuldstændigt virkelig åndelig verden, der ikke er
tilgængelig for betingede væsener med almindelige sanser. Dette er
endnu et eksempel på højere dimensionale forbindelser, og det
forudsætter, at to (eller flere) verdener kan sameksistere parallelt
på samme sted.
Navadvipas hellige dhama er et yderligere eksempel på dette (Navadvip
er naturligvis også identisk med Vrindavana). Srila Bhaktivinod Thakur
udtaler i Navadvipa Mahatmya, at Navadvipa dhama, der ligger indenfor
Gaura Mandala, og som tjenes af Ganga, befinder sig i evig pragt.
Gaura Mandalas form, der er evigt hævet over den materielle verden, er
som solen. Materialistens øje er dækket af illusionens sky, og derfor
ser han kun de sekundære omformninger af denne åndelige energi,
hvilket er den træge, uvirksomme materielle verden" (NM, s. 4).
Navadvipas og Vrindavanas transcendentale verdender er helt åndelige,
men der er også materielle eksempler, der belyser idéen om
sameksisterende, parallelle verdener. For eksempel udtaler Bhagavatam,
at Maru og Devapi, to prinser fra oldtiden, der tilhørte Surya- og
Somadynastierne, stadig lever i Himalaya på et sted, der kaldes
Kalipa-grama. Gennem mystisk yoga (pranayama) vil de forlænge deres
liv frem til begyndelsen af næste satya-yuga, og siden ved at avle
børn genoplive de tabte Surya- og Somadynastier.
(SB 9.12.6, 9.22.17-18).
Tog vi til Hiamlaya kunne vi med sikkerhed ikke opfatte Maru og Devapi
med vore almindelige sanser, selvom de er mennesker med grove
materielle kroppe. Man kunne også argumentere, at vi ikke ville være i
stand til at opfatte omgivelserne, de lever i. Et menneske kan ikke
leve uden samspil med sine omgivelser. Selv en yogi, der udelukkende
lever af luft, kræver et uforstyrret sted at sidde. Kan det være, at
disse personers materielle udstyr og siddepladser er direkte synlige
og tilgængelige for os på trods af, at de selv er usynlige? Vi
henstiller til, at de faktisk lever i omgivelser, der til fulde er
tilgængelige for vore sanser, men som kun kan ses og entres af en
person - såsom en fremskreden yogi - hvis hans sanser kan virke på et
behørigt niveau.
Her kunne man indvende, at en sameksisterende usynlig verden ikke kan
være på samme virkelighedsniveau som vores, fordi den må være
"subtil", gennemsigtig eller spøgelsesagtig af natur, hvorimod vores
egen verden er grov og solid. Vort svar hertil er, at en sådan
parallel verden ikke er usynlig for os, fordi den består af
gennemsigtigt stof fordelt på vort eget tre-dimensionale kontinuum.
Den er der i mod usynlig, fordi den befinder sig i en højere dimension
helt og holdent udenfor vort kontinuum. Den kan befinde sig på "samme
sted" som os i kraft af højere dimensionale tværforbindelser. En
person med højere sanseevner kan se denne verden, ikke fordi han kan
udskille noget næsten gennemsigtigt stof, der befinder sig indenfor
hans eget tre-dimensionale rum, men fordi hans sanser ikke er
indskrænkede til tre dimensioner. Således har han adgang til større
områder af materiel og åndelig virkelighed.
Vi bør notere os, at de grundlæggende elementer, jord, vand, ild, luft
og æter er tilstede i en eller anden form på alle virkelighedsniveauer
åndelig såvel som verdslig. I SB 11.21.5 siges det, at disse fem
elementer udgør kroppen af alle betingede sjæle fra herren Brahma ned
til de ubevægelige væsener. CC AL 5.53 udtaler desuden, at "vandet,
jorden, ilden, luften og æteren i Vaikuntha alle er åndelige.
Materielle elementer findes ikke der."
De fem elementer (pancha bhuta) bliver beskrevet i Bhagavad-gita som
Krishnas adskilte energier. Deres genpart i Vaikuntha ligner dem
åbenbart tilstrækkeligt meget til at berettige, at de omtales med de
samme navne. Imidlertid må de åndelige elementer tilhøre Krishnas
indre energi. Det lader derfor til, at den åndelige verden og den
materielle verden ligner hinanden på den måde, at begge indeholder
varierede former i form af faste, flydende og luftformige bestanddele.
Samtidig har de udprægede kvalitative træk, hvoraf en af de mest
bemærkelsesværdige er tilstedeværelsen af lidenskabens og uvidenhedens
kvaliteter i den materielle verden og deres fravær i den åndelige
verden. Materielle verdener på forskellige dimensionsniveauer
indeholder også brogede former, men de højere områder karakteriseres
af en større overvægt af godhedens kvalitet i forhold til lidenskabens
og uvidenhedens.
Som en afsluttende pointe noterer vi os, at Madhva-Gaudiya-vaishnava
sampradaya'ens historie i nogen grad kaster lys over virkelighedens
højere dimensionale natur. I SB 1.4.15p pointerer Srila Prabhupada, at
Vyasadeva opholder sig uset i Badarikashrama. Mange mennesker i Indien
valfarter til Badarikashrama hvert år, men almindelige mennesker kan
ikke møde Vyasadeva. Imidlertid siges det, at Madhvacharya mødte
Vyasadeva der, og modtog indvielse fra ham. Det var gennem denne
højere dimensionale forbindelse, at Madhva-Gaudiya sampradaya'en blev
videregivet fra Srila Vyasadeva til den nuværende linie af acharya'er.
References
I. Works by His Divine Grace A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada.
These works are all published by the Bhaktivedanta Book Trust in Los
Angeles, California.
BG: Bhagavad-gita As It Is (1983)
CC: Sri Caitanya-caritamrita (1974)
KB: Krishna, the Supreme Personality of Godhead (1-vol. edition, 1986)
NOD: Nectar of Devotion (1985)
SB: Srimad Bhagavatam (1987)
II. Other works.
MM: Bhaktivinod Thakur, Navadwip Mahatmya, trans. Banu das, ms.
SBS: Bhaktisiddhanta Saraswati Goswami Thakura, Sri Brahma-samhita
(Los Angeles: Bhaktivedanta Book Trust, 1985).
Back to Vedic Cosmography and Astronomy | Back to Books | Back to Main
Page
------------------------------------------------------------------------
Govardhan Hill Publishing
P.O. Box 1920
Alachua, FL 32615-1920
(904) 462-0466 / fax (904) 462-0463 / e-mail: ghi@nerdc.ufl.edu
Last updated on February 7, 1996. Copyright (c) 1996 Govardhan Hill
Publishing
www.krishna.com www.iskcon.com
www.iskcon.dk www.harekrishna.dk