Bogstavelig tolkning og kronologi
Ofte argumenteres det for, at den mest bogstavelige og enkle tolkning,
er den mest rigtige. Det er sandt, at vi studiet af Skriften ofte
finder, at den umiddelbare sætning fortæller den umiddelbare mening. Men
i vort studie må vi ikke gøre den mest bogstavelige tolkning til det
mål, vi søger. Det er selvfølgelig stykkets egentlige mening, vi må gåpå
opdagelse efter, og den er ikke altid at finde i den mest bogstavelige
tolkning. Alle vil være enig i dette, når det f.eks. Gælder læsning af
Åbenbaringsbogen, men ikke alle er enige, når det gælder læsning af
skabelsesberetningen. Dog er det vigtigt at poientere, at det vi stræber
efter i et Bibelstudie er, at finde den egentlige mening, som
forfatteren (eller Gud) ønsker at frembringe i et givent læsestykke.
Vi husker Galileis ord om at den, der begrænser sig til tekstens
usmykkede ligefremme betydning, ikke blot risikerer at fare vild i
modsætninger og påstande langt fra sandheden, men også står i fare for
at udbrede vildfarelser, kætterier og tåbeligheder. Nåe man påberåber
sig, at den mest bogstavelige læsning altid må være den rigtigste, løber
man ind i problemer. Tænk på dette: Hvad er den mest bogstavelige
forståelse af denne sætning? "Alle børnene trådte frem for
bedstemoderen, og en efter en gav hun dem et godnatkys. Som rosinen i
pølseenden kom lille Anna". Den mest bogstavelige tolkning her ville
være, at lille Anna var en rosin og sad i en pølse, men dette ville jo
nok være langt fra sandheden. Her gælder det i stedet at kende - ikke
blot det danske spog - men også dansk talemåde, opfattelse af sproget,
og de små spidsfindigheder, som gøre dansk til dansk.
Det samme gælder de Bibelske tekster og ikke mindst
skabelsesberetningen. Den, der påstår at læse skabelsesberetningen mest
rigtigt, fordi vekommende læser den mest bogstaveligt (altså
overfladisk, usmykket og ligefrem uden nærmere undersøgelse af tekstens
egentlige mening og udtryk), må spørges om, hvor grænsen for
"bogstaveligtet" går. I teksten selv finder vi jo udtryk som, når de
tages bogstaveligt, ikke giver mening. Tænk blot på om man udlagde
1.Mos.3.20, som mange ungjordskreationister udlægger resten af
skabelsesberetningen: "Men Adam kaldte sin hustru Eva, thi hun blev
moder til alt levende". Alt levende? Elefanter, myg, bakterier og
hvaler?
Jeg talte engang med en Sioux indianer. Han var kunstner og malede
billeder ud fra de gamle indianertraditioner. Jeg så et utroligt smukt
rundt billede med skind omkring. Det var i stærke røde og gule farver,
og ud fra midten kunne man se en kvinde, som syntes at blive båret frem
af en stor flamme. Jeg spurgte, hvad det forestillede, og han fortalte
mig, at dette var verdens skabelse, og at kvinden ifølge Sioux
traditionen blev skabt først. Ud fra hende fødtes alt levende. Denne
indianer ville kunne acceptere en bogstavelig læsning af 1.Mos.3.20
fuldt ud, men det kan vi ikke. Hvorfor kan vi ikke det? Fordi vores
logik og vore sanser fortæller os, at den mening, som fremkommer ved en
snæver bogstavelige tolkning ikke kan være den, som forfatteren har ment
at ville fremføre. Vi kan jo se og erfare, at kvinden ikke kan føde
andet end menneskebørn, og at alt andet levende kommer til verden af
anden vej. Derfor drager vi konklussionen, at skriftsstedet må have en
anden betydning. Selv den mest inkarnerede ungjordskreationist vil drage
en sådan konklussion.
Men en sådan konklussion omkring 1.Mos.3.20 vil gælde for hele
skabelsesberetningen. Vor forståelse af den skal ikke grundes på andet
end vor forståelse af resten af Skriften og f.eks. Af 1.Mos.3.20. Vor
observation af den verden vi lever i, er med til at vi kan danne os det
sande indtryk af Bibelens skabelsesberetning. Sådan er det, men mere end
det, sådan har Gud også tilladt det at være (hvilket vi skal se på
senere). Når det gælder vor opfattelse af den fysiske verden, opfordres
vi ikke blot til at studere Skriften, men mindst i lige så høj grad at
studere skaberværket selv. Åbenbaringen af Guds skabelsesproces ud fra
Skriften vil altid beriges af vor erkendelse af skaberværket selv -og
dette tillader Gud, ja opfordrer han til i Skriften.
Tænk på 1Mos.1.7: "Gud gjorde hvælvingen". For 3.000 år siden ville man
ikke være i tvivl om, at der her var tale om mellemrummet mellem jorden
og skalden, hvorpå stjernerne sad klistret. Når vi læser dette
skriftssted idag, er vi ikke i tvivl om, at hvælvingen er rummet mellem
jorden og den ydre atmosfære.
Det samme gælder for kronologien. Vi vægter den kronologiske fremføring
i en tekst højt i vor moderne tid, men vi må være opmærksom på, at dette
netop er en moderne tankegang, og at streng kronologi ikke vægtedes så
højt blandt Bibelens tidlige forfattere. Her er det andre ting (også i
skabelsesberetningen) som har langt større betydning. Bl.a. kontekst,
sætningsopbygning, brug af specielle ord og talværdier. Kronologien er
vigtig, men en tolkning af skabelsesberetningen, hvor et kronologisk
princip fylder langt mere, end teksten, forfatteren og tiden, hvori den
blev skrevet, egentlig tillader, vil frembringe de forkerte
konklussioner. Vi skal også senere se på kronologi, sætningsopbygning og
talværdi i skabelsesberetningen.
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu