Fædrene
Bibelen er blevet studeret og gransket gennem hele kirkens historie, og
tilmed længere tilbage i tiden gennem hele Israels historie. Jødiske
lærde og kristne teologer og tænkere har viet deres hele liv på studiet
af Skriften. Evangeliske kristne gør ind imellem den fejl, totalt at
underkende disse store mænds vidnesbyrd og resultater af deres studier.
Vi kan gå med den formening, at Gud specielt har åbenbaret sit ord til
os, og ingen andre. Derfor mener nogle, at vi ikke skal beskæftige os
med, hvad kristne i århundrederne før os, har ment og tænkt. I sidste
ende er vi heller ikke selv indbyrdes enige, og må nå den konklussion,
at Gud i realiteten kun har åbenbaret den fulde sandhed til "mig". Vi
siger "Bibelen alene" men mener måske egentlig "Bibelen alene, sådan som
JEG læser den".
Dette er toppen af åndeligt hovmod. Det er klart, at når vi studerer
Skriften, vil det være til hjælp at have opslagsbøger, leksikoner,
grundsprogsbøger og teologiske bøger fra "fædrene", så vi kan danne os
et samlet indtryk af Bibelstudiet. Det er ikke ensbetydende med, at vi
skal acceptere absolut alt, men blot, at vi skal være opmærksom på, at
også andre end vi har studeret Skriften, og at der kan være "sandheder"
i de resultater, som fædrene før os er nået frem til.
Summen af Guds Ord
Specielt i studiet af Skabelsesberetningen må vi søge at få
helhedsbilledet. Vi må have det store overblik - ikke blot over Bibelens
første kapitel - men også over de andre passager i Skriften, som
beskriver skabelsesforløbet. Uanset om man holder sig til
ungjordskreationisme eller gammeljordskreationisme, vil der være enkelte
skriftssteder, som umiddelbart synes at tale imod opfattelsen. Et
helhedssyn på skabelsesforløbet baseret på indgående studier og mange
skriftssteder, kan ikke væltes af et enkelt skriftssted, som ved første
øjekast ser ud til at være i modsætning. Her gælder det, at "Summen af
Guds Ord er sandhed", som salmisten udtrykker det. (Sal. 119.160)
Vi må studere i tillid til, at Guds ord altid vil forklare sig selv. Vi
forstår måske ikke alt, men vi studerer og gransker, og i denne proces
åbenbarer Gud af sit forrådskammer i Skriften.
ÈT skriftsstedspåstanden
Nogle har en tendens til at tolke et helt emne ud fra ét skriftssted,
som så bliver selve fundamentet for hele holdningen. Hele resten af
Bibelen bliver læst ud fra dette skriftssted. Med ét skriftssted som
fundament bliver bygningen svag og skrøbelig og står vippende på usikker
grund.
Et eksempel på dette i studiet af skabelsesberetningen er de, der tolker
hele beretningen ud fra ét skriftssted, nemlig: "Thi Han talede, så
skete de,t han bød, så det stod der" (Sal.33.9). Dette ene skriftssted
lægges som grundvold for hele skabelsesbilledet, og ud fra dette afviser
man hurtigt og blankt al tale om et univers, der er 10 - 20 mia. År
gammelt. For om det skete idet Gud talte, hvordan kan det da alligevel
have taget f.eks. 15. Mia. År?
Men her gælder det som i alt andet, at "summen af Guds Ord er sandhed".
Tankebygningen bliver højst ustabil, når hele opfattelsen af skabelsen
hviler på en meget snæver læsning af dette ene skriftssted, og
forklaringsproblemerne bliver store meget komplicerede. Om dette
skriftssted virkelig skal være grundvolden i forståelsen af
skabelsesberetningen, og om skriftsstedet virkelig skal læses som
værende udtryk for vi menneskers opfattelse af tid, rum og evighed, hvad
skal vi så stille op med f.eks. Disse spørgsmål:
1) Hvis skaberværket stod der, idet Gud bød, hvad skulle han så bruge
seks dage til?
2) Hvis skaberværket stod der i ét nu, som Gud talte, hvordan hænger det
så sammen med skabelsen af de grønne busker og urter, der netop ikke
"blot stod" men spirede frem af jorden i skapelsen?
3) Hvordan passer det sammen med Adam, der ikke stod der i ét nu, men
blev dannet og formet af agermulden?
Der kan stilles mange spørgsmål omkring dette, og det vil vise sig, at
Sal.33.9 ikke bidrager med løsningen på problemet omkring tiden i
skabelsen. En afvisning af et gammelt univers ud fra dette skriftssted
føder blot spørgsmålet om, hvorfor Gud så alligevel måtte bruge 6 hele
dage, og derved bliver det åbenbaret, at tidsbegrebet her er ganske
anderledes, end vi begrænsede mennesker til tænker os til i dagligdagen.
Faktisk udtrykker flere kirkefædre sig direkte modsat i deres behandling
af spørgsmålet. Her funderer de over, hvorfor Gud netop måtte bruge seks
dage, når der nu står "i et nu", og deres konklussion er, at Gud skabte
alt i ét nu, og lod hele skaberværket træde frem over en længere
periode.
Når Gud taler, sender han sit Ord, som er Kristus. NT vidner for os, at
Kristus er den centrale figur i hele skabelseshandlingen. Han er Ordet
"Logos" som sendes fra Faderen for at skabe. Når Gud talte, var det
Kristus som var i arbejde. Når Gud bød, var det Kristus, som var i
aktion.
Bibelen fortæller os, at Gud har holdt "To store taler" i den tid,
universet har eksisteret. Hans tale ved selve skabelsen og hans tale ved
Kristus. Gud har i de sidste tider talt til os ved sin Søn, og heri
finder vi en helt ny skabelse: Den nye skabning i Kristus. Ser vi på
Guds anden store tale, får vi et indblik i Guds natur og hans
handlemåde. Guds anden tale kan klarlægge processen omkring hans første
tale. Ved Guds anden tale gik dommen ikke over jorden i ét nu, og den
nye skabning så ikke lyset i ét nu. Guds Ord blev kød og tog bolig
iblandt. Sådan taler Gud og sådan handler Gud. Ikke som en
tusindkunstner, der får ting til at forsvinde og komme igen, men som en
kærlig, omsorgsfuld, langmodig og pertentlig håndværker, der former og
danner sin skabning (både det ældgamle univers og den nye skabning i
Kristus) som en pottemager former sit ler. Kristus er den, der blev
sendt, da Gud talte universet ind i eksistens, og Kristus er den, der
blev sendt, da Gud i de sidste tider har talt ved sin Søn.
Summen af Guds Ord er sandhed, Skriften forklarer sig selv, og vi må
søge så bredt et fundament for vore opfattelser af Skriftens tale, som
muligt.
Fastlåste traditioner
Vi har som kristne så nemt ved at blive låst fast i traditionelle
tankebaner. Dette behøver der i sig selv ikke at være noget forkert i.
Men ind imellem viser disse tankebaner sig ved nærmere studie af
Skriften at være forkerte, og da har vi et problem. Tænk blot på
opfattelsen af Gud som en gammel mand på en trone med hvidt skæg og et
eller andet i hånden, på Satan som et væsen med klove, hale og trefork
og englene som små nuttede børn med trompetkinder og lyserøde vinger.
Bibelen udtrykker ingen steder, at det forholder sig som beskrevet.
Opfattelserne er hentet fra græsk mytologi og ikke fra det Bibelske
univers. Alleigevel står billederne så stærkt for vort indre øje.
Tænk på de ting, vi ind imellem siger til hinanden, f.eks. "Enhver er
salig i SIN tro". Dette er en velkendt sætning, men stå ingen steder i
Bibelen. Vi siger "Herrens veje er uransagelige". Heller ikke denne
sætning står i Bibelen. Derimod står der "Hvor uransagelige er ikke hans
domme, usporlige hans veje". Tænk på det billede, vi har af Fredsriget,
hvor løven ligger ved siden af lammet. Dette motiv har været yndet
blandt kunstnere gennem hele kirkehistorien. I virkeligheden ligger
løven ikke ved siden af lammet. Faktisk er det ulven, som skal gå hos
lammet,panteren som skal ligge ved kiddet og løven som skal græsse med
kalven (Es.11). Tænk på vort billede af den unge Daniel, som smides i
løvekulen. I virkeligheden er sandsynligheden størst for, at han var en
ret gammel mand, da dette skete, måske endda omkring de 80 år.
Dette blot for at vise, hvor let vi falder i traditionens grøft i vores
opfattelse af Bibelens tale. Også når det gælder studiet af skabelsen,
må vi være yderst påpasselige, at vi ikke har dannet os et fastlåst
billede, som ikke kan rokkes, og som i virkeligheden ikke stemmer
overens med Bibelens tale. Min påstand vil være, at
ungjordskreationismen i høj grad er en sådan "traditionel tankebygning"
som egentlig ved nærmere Bibelstudie, viser sig at være uden grund i
Skriften.
Overfladisk læsning
Skriftens to store yderpunkter er protologien og eskatologien - læren om
de første og de sidste ting. Studie af begge må bygges på bøn,
meditation, omhyggelighed og rigeligt med tid. Jeg er et par gange stødt
på påstanden om, at selv børn kan læse og forstå skabelsesberetningen.
Alle kender vel sætningen "Selv min datter på otte år kan forstå
Bibelens første kapitel". Men lad os ikke henfalde til at lade børn tyde
Skriften for os. Dette ligger langt fra pålidelig, alvorlig og troværdig
kristendom. Protologien bør gransket og studeres i lige så høj grad som
eskatologien. Den er lige så dyb og kompliceret. Skabelsesberetningen er
ikke let stof.
Vi kan møde påstanden om, at Gud da ikke vil gøre sin åbenbaring mere
kompliceret end at "søde gamle bedste" (som en ungjordskreationist
engang udtrykte det over for mig) kan læse og forstå, men også i dette
udsagn gøres der en fatal fejltagelse. Bibelens rigdom er netop, at den
kan læses af barnet, den ulærde, teologen og videnskabsmanden, og at de
alle kan frydes over Bibelens skønhed og åbenbarelse, og se nye sider og
facetter af Guds storhed.
Som vi senere skal se, er skabelsesberetningen tæt knyttet til Johannes
Åbenbaring. Bibelens første og sidste bog udgør Guds åbenbarings alfa og
omega. Ligesom vi ikke vil lade et barn udlægge Åbenbaringsbogen for os,
bør vi heller ikke indtage den holdning, at dette er muligt i studiet af
skabelsesberetningen. Vor respekt for Guds Ord må også afspejle sig i
vor læsning af Bibelens første kapitel.
De hellige i Berøa og Nehemias
Der stor om jøderne i Berøa, at de var mere retsindige end de i
Tesselonika. Deres retsindighed baseredes alene på deres åbenhed over
for Ordet og deres daglige granskning af Skrifterne. Vi opfordres igen
og igen til at granske Ordet. Vi må ikke blot læse det overfladisk. I
Nehemias (8.8) læser vi, at de oplæste bogen med Guds lov stykke for
stykke og udlagde betydningen, så man kunne fatte det.
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu