/ Forside / Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
At skulle bo for sig selv ufrivilligt
Fra : Helle Nielsen


Dato : 06-11-04 21:30

Hej.

Jeg er en pige på 22 år som har boet sammen med min dejlige kæreste i 4 år.
Jeg elsker ham virkelig af hele mit hjerte. Problemet er at han gerne vil
prøve at bo alene og jeg dermed skal flytte (da jeg ikke selv har råd til at
sidde her tilbage i lejligheden). Vi bor i en lejlighed på 87m2 sammen med
vores to katte. Jeg elsker den plads der er her og det her liv. Nå men jeg
skal jo så flytte og da jeg kun får udbetalt 4500 kr om mdr er jeg tvunget
til at flytte i noget omkring 20-30 m2. Det er en hæslig tanke og jeg bliver
enormt angst. Jeg kan ikke sove alene, er vildt bange for mørke og tanken om
den stilhed, ensomheden og tomheden skræmmer mig helt vildt. Jeg ved ikke
hvordan jeg skal klare det. Det trykker helt vild i brystkassen, føler jeg
er ved at besvime, kaster op og er bare vildt urolig. Vi skal stadig komme
sammen men bo hver for sig.

Dét at han bare kan styre mig liv er enormt skrækkeligt...jeg SKAL flytte og
skal være uden inden april. Han VIL prøve at bo for sig selv og det må jeg
acceptere. Jeg har aldrig prøvet at bo alene...bare de aftener hvor jeg har
været alene hjemme her i lejligheden har ikke været rare og slet ikke de
nætter hvor jeg har sovet alene.

Jeg kan ikke bo på så lidt plads...men det SKAL jeg pga økonomien. Jeg går
til psykolog men det hjælper ikke noget på min situation lige nu...et eller
andet sted har jeg det bare sådan at jeg hellere vil tage livet af mig selv
end udsætte mig selv for det helvede at skulle flytte. Jeg kan ikke engang
skrive lejekontrakten under...

Har nogen af jer andre prøvet det her? at bo sammen med en partner og så
skulle ned på så lidt plads? hvordan klarede I det? jeg har ingen venner kun
på internettet.

Bofællesskab og kollegie er absolut ikke noget for mig.

Hvad laver man når man sidder der alene? i stilheden, tomheden,
ensomheden....hvad laver I?

Mvh Helle



 
 
Lampen (06-11-2004)
Kommentar
Fra : Lampen


Dato : 06-11-04 23:21

> Bofællesskab og kollegie er absolut ikke noget for mig.

Hvorfor ikke ? Lyder da ellers som den optimale løsning i den situation
du står i. Du vil være omgivet af andre mennesker, måske ikke lige når
du sover, men resten af tiden. Det må da give en form for tryghed ?

Elbarto (07-11-2004)
Kommentar
Fra : Elbarto


Dato : 07-11-04 04:06


"Lampen" <lampen68@tiscali.dk> skrev i en meddelelse
news:a7cjd.62703$Vf.3090999@news000.worldonline.dk...
> > Bofællesskab og kollegie er absolut ikke noget for mig.
>
> Hvorfor ikke ? Lyder da ellers som den optimale løsning i den situation
> du står i. Du vil være omgivet af andre mennesker, måske ikke lige når
> du sover, men resten af tiden. Det må da give en form for tryghed ?

Bofællesskab er en god ting
Har boet sammen med 4 andre unge godt blandet Q/M på 200m2 hus med 3 4
børne + sove værelse kæmpe stue m.m
Der var altid nogen at snakke med hvis man ville det eler fælles ture til
bla London Berlin Amsterdam og ski ferie til små penge

Fandt iøvrigt en sød pige der som jeg har "bofællesskab" med nu ... mon ikk
det er muligt for dig oss

Elbarto
OZ3BTO



vvv (07-11-2004)
Kommentar
Fra : vvv


Dato : 07-11-04 18:10


"Helle Nielsen" <mail@hellenielsen.dk> skrev i en meddelelse
news:418d344a$0$292$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej.
>
> Jeg er en pige på 22 år som har boet sammen med min dejlige kæreste i 4
år.
> Jeg elsker ham virkelig af hele mit hjerte. Problemet er at han gerne vil
> prøve at bo alene og jeg dermed skal flytte (da jeg ikke selv har råd til
at
> sidde her tilbage i lejligheden). Vi bor i en lejlighed på 87m2 sammen med
> vores to katte. Jeg elsker den plads der er her og det her liv. Nå men jeg
> skal jo så flytte og da jeg kun får udbetalt 4500 kr om mdr er jeg tvunget
> til at flytte i noget omkring 20-30 m2. Det er en hæslig tanke og jeg
bliver
> enormt angst. Jeg kan ikke sove alene, er vildt bange for mørke og tanken
om
> den stilhed, ensomheden og tomheden skræmmer mig helt vildt. Jeg ved ikke
> hvordan jeg skal klare det. Det trykker helt vild i brystkassen, føler jeg
> er ved at besvime, kaster op og er bare vildt urolig. Vi skal stadig komme
> sammen men bo hver for sig.

Uden at jeg skal gøre mig alt for klog på et forhold jeg ikke kender noget
til , lyder det mest som om han er på vej helt ud af jeres forhold, hvis han
virkelig elsker dig og vil være sammen med dig ville han næppe udsætte dig
for noget du er meget ked af. Måske burde du sige: enten er vi kærester og
bor sammen, eller også kan du rende og hoppe. Ellers kan han jo køre rundt
med dig længe.


> Dét at han bare kan styre mig liv er enormt skrækkeligt...jeg SKAL flytte
og
> skal være uden inden april. Han VIL prøve at bo for sig selv og det må jeg
> acceptere. Jeg har aldrig prøvet at bo alene...bare de aftener hvor jeg
har
> været alene hjemme her i lejligheden har ikke været rare og slet ikke de
> nætter hvor jeg har sovet alene.

Måske er det meget sundt at prøve at bo alene?


> Har nogen af jer andre prøvet det her? at bo sammen med en partner og så
> skulle ned på så lidt plads? hvordan klarede I det? jeg har ingen venner
kun
> på internettet.

Da min kone ville skilles for fire år siden var den eneste boligmulighed for
mig et værelse på 12-15 m2
Det var helvede på jord at skulle bo på så lidt plads, jeg har heldigvis
IRL-venner og i weekenderne var jeg aldrig hjemme, jeg gik meget i byen og
sørgede for at være hjemme så lidt som muligt. Hverdagene var et mareridt,
der kunne jeg jo ikke så godt gå ud og tiden gik med tv og internet - og jeg
kedede mig røven ud af bukserne. Men der er jo lys for enden af tunnelen og
efter halvandet år fik jeg en lejlighed med den plads jeg behøver - du er jo
ret ung, der er jo ingen der siger du skal bo på 20m2 resten af livet.

> Bofællesskab og kollegie er absolut ikke noget for mig.
Hvorfor dog ikke? det er da en fin mulighed at lære andre mennesker at kende
på.

Hilsen vv




Ole Frederiksen (10-11-2004)
Kommentar
Fra : Ole Frederiksen


Dato : 10-11-04 10:30

Hej Helle

Jeg er utroligt ked af at høre din historie. Du lyder som en meget ulykkelig
pige i en næsten umulig situation.

Jeg har nok ikke været den bedste til at råde og vejlede om sorg og krise,
da mit liv faktisk har flasket sig som ønsket.......indtil for 14 dage
siden.
Der fik jeg en leksion i sorg og krise jeg aldrig havde drømt om. Min
kæreste igennem 5 år og jeg har de seneste 3,5 år boet sammen i eget hus
sammen med vores 15 mdr gamle datter. Min kæreste havde haft
depressionslignende symptomer i ca. 2 måneder, og blev også behandlet der
efter. For 3 uger siden blev hun så i løbet af nogle dage meget syg, med
bl.a. talebesvær og motorikproblemer. Den 27/10 døde Karina af en
betændelsestilstand i hjernen kun en uger efter hun var blevet indlagt. Hun
blev 25 år......
Nu sidder jeg i et hus på 125 kvm, som virker MEGET stort. Heldigvis har jeg
vores datter på 15 mdr til at holde mig oppe.

Derfor kan jeg nu sige til dig.:

- Som jeg ser sin historie, så er du blevet fyret, men han har ikke
ryggraden til at sige det til dig, så han lister dig bare ud i små etapper.
Gør som vvv også giver udstryk for. Enten er i kærester og bor sammen, eller
også har du fortjent bedre.

- Du kan sagtens sove alene, hvis du ikke har andet valg. Jeg har her i
starten fået nogle piller der kan hjælpe mig til at falde i søvn. Måske er
det en mulighed i starten.

- Jeg har før i tiden selv boet på Kollegie med ialt 400 beboere. Jeg boede
der i 3,5 år og havde det rigtigt godt der. Altid nogen at snakke med og man
kunne stadig gå ind på værelset og være sig selv. Vi var 16 mennesker på en
gang med fælles køkken. Det var godt med fælleskøkken, da man så blev nød
til at hilse/snakke med de andre. Jeg var utrolig glad for at bo på
kollegie. Det var iøvrigt også der jeg mødte Karina.

- Lille lejlighed kan også sagtens bruges, hvis man ikke har noget valg. Mit
Kollegieværelse var 14 kvm og det gik jo rimeligt. Du kan sagtens bo i en
lejlighed på 20-30 kvm, hvis det er det du har råd til.

Du spørger "Hvad laver man når man sidder der alene? i stilheden, tomheden,
ensomheden....hvad laver I?

Tja, nu er der ikke så meget stilhed her endnu, da jeg har stor støtte fra
famile og venner, men hverdagen melder sig jo en dag, og så må man have
nogle interesser. TV, bøger, trikketøj, modelbiler, fluebinding o.s.v. Man
vælger selv. I forskel til mig, så har du ogsp muligheden for ting uden for
hjemmet, Fodboldt, håndboldt, badminton, café, gå i byen o.s.v.

Du må trække på de venne du har, ellers kan man i gennem stedder som
dating.dk også finde venner. Det er ikke altid det skal være en kæreste man
finder sådanne steder.

Kort sagt......Du skal nok klare dig igennem en evt. brud med kæresten. Du
er ikke den første og heller ikke den sidste der mister en man elsker. Folk
kommer videre, men det tager tid og koster tåre. Det er i hvert tilfælle det
håb jeg klynger mig til nu.......


Med venlig hilsen Ole Frederiksen



Sabina Hertzum (11-11-2004)
Kommentar
Fra : Sabina Hertzum


Dato : 11-11-04 11:56

Ole Frederiksen wrote:
> Hej Helle
>
> Jeg er utroligt ked af at høre din historie. Du lyder som en meget
> ulykkelig pige i en næsten umulig situation.
>
> Jeg har nok ikke været den bedste til at råde og vejlede om sorg og
> krise, da mit liv faktisk har flasket sig som ønsket.......indtil for
> 14 dage siden.
> Der fik jeg en leksion i sorg og krise jeg aldrig havde drømt om. Min
> kæreste igennem 5 år og jeg har de seneste 3,5 år boet sammen i eget
> hus sammen med vores 15 mdr gamle datter. Min kæreste havde haft
> depressionslignende symptomer i ca. 2 måneder, og blev også behandlet
> der efter. For 3 uger siden blev hun så i løbet af nogle dage meget
> syg, med bl.a. talebesvær og motorikproblemer. Den 27/10 døde Karina
> af en betændelsestilstand i hjernen kun en uger efter hun var blevet
> indlagt. Hun blev 25 år......
> Nu sidder jeg i et hus på 125 kvm, som virker MEGET stort. Heldigvis
> har jeg vores datter på 15 mdr til at holde mig oppe.

> Kort sagt......Du skal nok klare dig igennem en evt. brud med
> kæresten. Du er ikke den første og heller ikke den sidste der mister
> en man elsker. Folk kommer videre, men det tager tid og koster tåre.
> Det er i hvert tilfælle det håb jeg klynger mig til nu.......

Kære Ole...

jeg synes det er stort at du i din situation er i stand til at forsøge at
hjælpe andre.
jeg kan ike sige noget for at trøste eller hjælpe i din situation, udover at
jeg har en enorm respekt for dig, du lever og gør hvad jeg ikke ville være i
stand til på så kort tid.

alle de bedste ønsker til dig og din datter.

--
Knus, Sabina
DK Shadowfax
Smukke, sunde og charmerende persere
http://www.dkshadowfax.dk



Brodlos (22-11-2004)
Kommentar
Fra : Brodlos


Dato : 22-11-04 18:33

> Hej Helle
>
> Jeg er utroligt ked af at høre din historie. Du lyder som en meget
ulykkelig
> pige i en næsten umulig situation.
>
> Jeg har nok ikke været den bedste til at råde og vejlede om sorg og krise,
> da mit liv faktisk har flasket sig som ønsket.......indtil for 14 dage
> siden.
> Der fik jeg en leksion i sorg og krise jeg aldrig havde drømt om. Min
> kæreste igennem 5 år og jeg har de seneste 3,5 år boet sammen i eget hus
> sammen med vores 15 mdr gamle datter. Min kæreste havde haft
> depressionslignende symptomer i ca. 2 måneder, og blev også behandlet der
> efter. For 3 uger siden blev hun så i løbet af nogle dage meget syg, med
> bl.a. talebesvær og motorikproblemer. Den 27/10 døde Karina af en
> betændelsestilstand i hjernen kun en uger efter hun var blevet indlagt.
Hun
> blev 25 år......
> Nu sidder jeg i et hus på 125 kvm, som virker MEGET stort. Heldigvis har
jeg
> vores datter på 15 mdr til at holde mig oppe.
>
> Derfor kan jeg nu sige til dig.:
>
> - Som jeg ser sin historie, så er du blevet fyret, men han har ikke
> ryggraden til at sige det til dig, så han lister dig bare ud i små
etapper.
> Gør som vvv også giver udstryk for. Enten er i kærester og bor sammen,
eller
> også har du fortjent bedre.
>
> - Du kan sagtens sove alene, hvis du ikke har andet valg. Jeg har her i
> starten fået nogle piller der kan hjælpe mig til at falde i søvn. Måske er
> det en mulighed i starten.
>
> - Jeg har før i tiden selv boet på Kollegie med ialt 400 beboere. Jeg
boede
> der i 3,5 år og havde det rigtigt godt der. Altid nogen at snakke med og
man
> kunne stadig gå ind på værelset og være sig selv. Vi var 16 mennesker på
en
> gang med fælles køkken. Det var godt med fælleskøkken, da man så blev nød
> til at hilse/snakke med de andre. Jeg var utrolig glad for at bo på
> kollegie. Det var iøvrigt også der jeg mødte Karina.
>
> - Lille lejlighed kan også sagtens bruges, hvis man ikke har noget valg.
Mit
> Kollegieværelse var 14 kvm og det gik jo rimeligt. Du kan sagtens bo i en
> lejlighed på 20-30 kvm, hvis det er det du har råd til.
>
> Du spørger "Hvad laver man når man sidder der alene? i stilheden,
tomheden,
> ensomheden....hvad laver I?
>
> Tja, nu er der ikke så meget stilhed her endnu, da jeg har stor støtte fra
> famile og venner, men hverdagen melder sig jo en dag, og så må man have
> nogle interesser. TV, bøger, trikketøj, modelbiler, fluebinding o.s.v.
Man
> vælger selv. I forskel til mig, så har du ogsp muligheden for ting uden
for
> hjemmet, Fodboldt, håndboldt, badminton, café, gå i byen o.s.v.
>
> Du må trække på de venne du har, ellers kan man i gennem stedder som
> dating.dk også finde venner. Det er ikke altid det skal være en kæreste
man
> finder sådanne steder.
>
> Kort sagt......Du skal nok klare dig igennem en evt. brud med kæresten. Du
> er ikke den første og heller ikke den sidste der mister en man elsker.
Folk
> kommer videre, men det tager tid og koster tåre. Det er i hvert tilfælle
det
> håb jeg klynger mig til nu.......
>
>
> Med venlig hilsen Ole Frederiksen

Hej Ole, og også hej til Helle som startede tråden, jeg læste ved en
tilfældighed denne tråd, da jeg af og til kigger ind i denne nyhedsgruppe
efter at jeg mistede min 21 år gamle lillebror for 1år siden.

Ole, jeg beklager sorgen, det må være en svær tid du går igennem lige nu, og
selvom det sikkert ikke gør den ringeste forskel, så føler jeg med dig. Det
er godt du har din lille datter, som garanteret sender dig et smil af og
til, selvom du er ude af dig selv af sorg, og så er det nok vanskeligt ikke
at smile tilbage til det lille kvindefrø.

Helle, din sorg og bekymring for fremtiden føles sikkert lige så stor for
dig, som sorgen og bekymringen gør for Oles, og også mig selv for den sags
skyld.

En god ven sagde noget til mig som fik mig til at tænke over tingene;

Hvis du oplever en stor sorg eller bekymring nu, så vil den formodentlig
overskygge alt hvad du tidligere har oplevet, og så er det ligemeget om du
er 14 år og lige har mistet din første kæreste, om du er 29 år og lige har
mistet din kone, om du er 35 og lige har mistet din bror, eller om du er 50
og lige har mistet et barn. Den sorg du oplever her og nu, er så
altoverskyggende, så du er overbevist om at du aldrig vil kunne opleve noget
der er værre.

Jeg tror at vi sølle mennesker bliver nødt til at klø på, komme videre,
lægge planer, gøre noget, for at komme igennem vores kriser. Selvfølgelig
skal vi have lov til at være kede af det, når vores liv ikke går som vi
kunne ønske det, men man skal ikke lade sorgen tage overhånd, eller næsten
ligefrem dyrke den, som nogen kan finde på at gøre. Det er i hvert fald
sådan at jeg har gjort, i den tid som jeg har følt som mit livs største
katastrofe.

Helle, det er sikkert ikke særlig åbenlyst for dig, men for os andre, som
ser på din situation udefra, er det ret åbenlyst at din kæreste vil "fyre"
dig, men ikke har no.... til at sige det ligeud. At du elsker ham gør ikke
den store forskel, foruden at det gør din kæreste i stand til at sno dig
omkring hans lillefinger. Man kan altså ikke bygge et forhold på at den ene
elsker og den anden elsker ikke. Du bliver nødt til at se dig om efter andre
græsgange, selvom du finder det kedeligt så prøv at gå til sport, bingo,
klub, aftenskole, køb en hund og gå tur med den i parken, eller hvad som
helst du kan finde på for at tvinge dig selv til at møde andre mennesker. Og
så se dig om efter et andet sted at bo, og sig farvel og tak til din
kæreste, måske kan i forblive venner, hvem ved?

Efter min lillebrors død gik jeg til psykolog, bare for at gøre noget, men
fandt ret hurtigt ud af at det fik jeg ikke så meget ud af. Så prøvede jeg
en latterklub, og ja det er måske ret fjollet, men ganske
grænseoverskridende, og jeg tvang mig selv til at komme ud og se på nogle
glade menensker, selvom jeg bare var så ked af det. Jeg har hjulpet min
datter med at få et arbejde som avispige, og jeg har hjulpet hende igang, og
jeg har stået op sammen med hende søndag morgen klokken 4 for at dele
Jyllands Posten ud. Jeg er naturligvis stadig meget ked af at have mistet
min bror som stod mig meget nær, og ja, der er stadig mange rigtigt dårlige
dage, men jeg er på vej videre, og jeg tror det er fordi jeg gør noget -
hele tiden!

Håber alt mit "vås" kan bruges konstruktivt

--
Martin

www.xn--brdls-wuac.dk/sorg.htm eller
www.brødløs.dk/sorg.htm



Maj-Britt Clemensen (15-01-2005)
Kommentar
Fra : Maj-Britt Clemensen


Dato : 15-01-05 14:30


Hej Helle;

Jeg blev helt trist ved og læse dit indslag....men
jeg ved der er en vej også for dig min ven.Jeg har
ikke kendskab til ,hvad det er der gør du har dt så
svært ved og være alene ,men er klar over der lægger
noget dybere ind det du måske selv tror.Det kunne
lyde til du også selv er nået til den erkendelse ,da
du nu og det er godt får hjælp af en kontakt til
psykolog.


Jeg er slet ikke i tvivl om ,du her og nu syntes
din verden går i sort.Du skal dog huske på ,at den
du altid skal kunne være alene med her i verden er
dig selv.Uanset hvad det er der gør du undgår det er
der ingen anden udvej end og arbejde med dig selv
gennem hjælp fra din forhåbentlige gode psykolog(det
er nok ret vigtigt det er en veluddannet psykolog du
går hos og ikke en af mange ,der kalder sig psykolog
uden og egentlig have andet end et kursus som alle
mere ell. mindre kan købe sig til idag.Ikke og
forklejne nogen ,men der er selvfølgelig forskel på
om man 2 x i ugen har deltaget i et alternativt
kursus forløb over en årrække ell. nogen gange kun
få weekender og så og have studeret psykologi på
universitet.Selve psykolog udd. varer mig bekendt
7år.Så det siger sig selv at får man hjælp fra en
ikke faglig kan ens situation forværres i værste
fald.

Jeg syntes du skal se det lyse i din
situation ,du har stadig din kæreste og du har et
ansvar for dine to katte.

Du er altid velkommen til og maile mig ,hvis det kan
være dig en hjælp.Jeg kan måske ikke løse dit
problem ,men jeg kan være her til og lytte og
hjælpe dig med ikke og være bange.Skriv en mail når
tankerne kører i ring for dig ,hvis du ikke har en
computer så kan du gå på biblioteket ell. evt på dit
udd.sted.Det kan også være godt bare og skrive
tingene der kørerinde i dit hovede ned på et
parpir.Når du skriver kommer det ud af dig og så kan
du altid smide det væk bagefter,bare du får sat ord
på tankerne ...kan være en hjælp.Du skal langsomt
forsøge og have andre i dit liv en din kæreste ,da
det ellers kan være for stor en byrde på hans
skulder.Han kan selv om han elsker dig ,have svært
ved og måske takle din muligvis stærke træng til og
finde din tryghed i ham.Du skal til og lære noget
nyt nemlig du kan have din kæreste men også have
veninder og foretage dig ting alene uden andre.Jeg
tror du har noget som dig og psykologen skal have
bearbejdet fra din fortid sideløbende med de her
ting.
Held og lykke og mail bare ,hvis det kan hjælpe
dig.Jeg har selv været der ,hvor livet smerter i
din alder.
Idag er jeg kommet til den alder ,jeg kunne være
din mor.Min erfaring og arbejde med mennesker der
har det svært ....giver jeg gerne videre ,hvor jeg
vil mene du kan bruge det.

Mange hilsner fra Nadiri
E-mail = maj-britt.clemensen@PRIVAT.DK


Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408914
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste