Bjarke Rasmussen <bjarke@kampsax.dtu.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:m3vfd20yjn.fsf@localhost.localdomain...
>
> .....påstået sammenblanding af gummivareproduktion og rørsvejsning
> ved stelproduktionen af de omtalte maskiner,
Hæ!
En malende beskrivelse
> ........men jeg har lidt på fornemmelsen, at motorproblemerne mest
> hører Suzuki til, og gummiste(mpe)l mest er et varemærke for Kawasaki.
Min opfattelse er at:
Kawa's triples var langt de højestydende på markedet, hvorfor jeg altid har
regnet Suzuki's GT-serie for den mest solide.
Hvor Kawa'erne alene var fremstillet for at være først over krydset ved
grønt, var GT'erne i større grad udlagt som touring-modeller, hvilket brug
jeg også husker dem for: Mange GT550'ere har været udstyret og pakket til
datidens populære træfweekends i Holland, ligesom at storesøsteren, den
vandkølede 750'er, var tidens absolutte touringlokomotiv!
Med GT'erne var Suzuki den sidste japanske fabrik der konverterede til
firetaktere, hvilket giver et hint om at det ikke var dem der solgte
ringest
(á heller ikke den ringeste holdbarhed?) efter at især Honda, men også
Kawasaki, havde introduceret den firecylindrede firetakts-motorcykel!
Stelmæssigt var RD350 nok den bedre, men Yamaha begrænsede sig til gengæld
til denne lette ende af markedet.
> Tager jeg fejl, eller hvor grove er problemerne blandt de forskellige
maskiner ?
Du tager generelt fejl:
Med tiden har alle glemt hvor sorgløst man idag kører rundt på selv
nutidens
pumpede to-taktere: Der er en verden til forskel på 70'erne og idag, og de
gamle maskiner fra 70'erne er tillige blevet nær nedslidt i den
mellemliggende tid :-|
> Som sammenligning kan vel anvendes Hondas cb-four-serie - bl.a. fordi de
> stammer fra samme periode, og fordi jeg har erfaring med
> sidstnævnte. Nogle stemmer her i gruppen kritiserer Honda'ernes stel, så
> man får mistanke om, at de skulle være lige så slemme, som Kawasakis
> påstås at være. Hvor grove er totaktmaskinernes problemer set i forhold
> til Honda'ernes ?
Det er ikke uden grund at CB750 nærmest sprængte markedet i sin tid: den
var
klasser bedre end hvad man havde set hidtil; men igen: Der er sket så meget
i mellemtiden at alle 70'er-modeller generelt vil kunne opfattes som
gammelt
ragelse hvad angår stel, bremser, vægt.
Skal jeg bringe ét dårligt eksempel frem vil det gå på Kawa'500, hvis
ydelse/konstruktion gjorde at den på det nærmeste kun kunne køre indenbys
eller på landevejen: For ikke at kokse inden for bygrænsen til skulle den
have tændrør der var et nummer varmere end dem der fordredes på landevejen,
hvor "by-rørene" til gengæld smeltede ned og koldere rør derfor skulle til
Bedste bud på en brugbar 70'er-klassiker vil efter min opfattelse være en
CB400/500/550: De har mindre behov for reservedele samtidig med at stumper
til netop CB'erne er tilgængelige og billige ude på nettet! Men de er ved
at
være på vej op i pris p.g.a. klassiker kult-status hvorfor det kan hænde at
de ikke er de penge værd for andre end fanatikere :-/
Skal det være en totagger så er en vandkølet nyere langt at foretrække, dog
har jeg opfattelsen at Yamaha's 350YPVS ligger under for at være temmeligt
forskuede af ejere med knallert-aner :-/
Til sammenligningen mellem gammel/ny totagger skal man også anskue at de
seneste vandkølede 250'eren næsten er på ydelseshøjde med Kawa's 750 triple
uden at den tre gange større neo-klassiker har større bundtræk, og at de
nye
små tillige har højere tophastighed qua kåbeindklædningen
Just my five cents!
--
Armand.