Harald Mossige wrote:
> "Anders Peter Johnsen" <anderspj@REMOVETHISwebspeed.dk> wrote in
> message news:414f1d4d$0$284$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>> Charlie wrote:
>>> Anders Peter Johnsen wrote:
>
>>> Hvis kirken ikke forstå Kristi kærlighedsbudskab, så står den danske
>>> folkekirke for forfald.
>>
>> Det mener jeg nu aldrig den har haft problemer med.
>
> Når det gjelder tiden fram til 1814 tar du feil.
Folkekirken er ikke engang så gammel...
> Du kan ikke påvise
> historiske fakta der kirken har praktisert kristen kjærlighet og
> omtanke for samfunnets "almue".
Hvad mener du da at den skulle have "gjort"? Og er der ikke et vist element
af gerningsreligiøsitet i denne betragtning?
> Når det gjelder tiden etter, så synes jeg du skal fortelle om når
> skiftet kom og hvordan.
Nu er Folkekirken i Danmark altså en konstruktion, som er opstået med
Junigrundloven af 1849.
Og stort set lige siden er det gået ned ad bakke...
Herunder fordi man aldrig har fået lavet dèn styringslov, som egentlig
sætter grænser for Folkekirken.
http://www.km.dk/publikationer/folkek.htm
Derfor er den nu tilsyneladende undertvunget denne populistiske "flere har
mere ret"-holdning, endskønt flertallet af dens medlemmer slet ikke har den
fjerneste forstand på luthersk-evangelisk Kristendom...
>> Dog har den haft
>> gevaldigt svært ved at erkende, at det berømte bud oprindeligt er
>> toleddet og OGSÅ indbefatter buddet om at "elske Herren sin Gud af
>> hele sit hjerte og hele sin sjæl",
>
> Det har kirken alltid postulert, problemet er bare at gudsbegrepet
> avviker fra dagens tanker.
Ja, selvfølgelig?
Eller du mener måske at Folkekirkens opgave er at gå forrest i dette
popmoderne pseudoprogressive kulturradikale opgør mod samfundsværdier som
netop Gud, Konge, Fædreland og Familie? Arh, vel? Du forveksler vist - som
så mange andre ukyndige - Kristendom med revolutionær politisk socialisme,
herunder indførelsen af et menneskeskabt Utopia. Intet kunne være mere
misforstået:
Hele det lutherske princip om "de to regimenter" bygger netop på Kristi ord
om "Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud hvad Guds er" og handler om at
man så vidt muligt skelner mellem Staten, som udelukkende har til opgave at
sikre borgernes sikkerhed, og Kirken, som udelukkende har til mål at
forkynde Kristus.
Problemet i hele denne sag er for mig at se at Staten (Statsministeren og
een af hans ordførere) nu mener sig berettiget til at blande sig i
Folkekirkens interne trosliv.
For mig at se er dèt sådan ca. lige så profant som det omvendte tilfælde,
f.eks. som når Den Katolske Kirke i visse lande blander sig konkret i
sækulære samfundsforhold som politik og lovgivning. (Herunder advokerer for
at forbyde abort og sækulære registrerede parfold for homoseksuelle).
Det handler simpelt hen om at holde stat og kirke principielt adskilt og
lade dem passe hvert deres Gudgivne mandatsområde (hhv. samfundets sikkerhed
og sjælenes frelse) uden at blande sig i hinandens anliggender.
Desværre er problemet så bare, at vore generelle populistiske politiske
vildfarelser om at man kan "styre" "sine" politikere (der mandatmæssigt kun
er bundet af deres egen samvittighed) nu tilsyneladende også har spredt sig
til Folkekirken, hvor man åbenbart mener at Folkekirken - og dermed også
præsternes forkyndelse - _udelukkende_ er styret af Folket og at Folkekirken
dermed slet ikke er ansvarlig over for sine egne kristne
bekendelsesskrifter, herunder dén Bibel, som det altså nu engang er enhver
Kirkes opgave at forkynde loyalt.
Så vidt jeg ser det er frit demokrati principielt kun noget, der hører
hjemme i det verdslige regimente: I det "himmelske" (kirkelige) regimente er
det en selvfølgelig nødvendighed principielt at underordne sig Gud og
Kristus ved at respektere de skrifter, hvori de gennem Helligånden er
åbenbaret.
Og således er min holdning til homoseksuelle delt efter de to regimenter: I
det sækulære regimente har homoseksuelle selvfølgelig krav på alle de
rettigheder, Staten måtte give dem af demokratisk vej (hvilket jeg da såmænd
også selv opfatter som en praktisk næstekærlig pligt at give dem!), men i
kirkelig sammenhæng er jeg altså som kristen bundet af Bibelen og min
kristne samvittighed over for Gud, hvorfor jeg bare ikke kan bifalde
homoseksuelle kirkebryllupper.
Derimod mener jeg så at homoseksuelle - ligesom alle os andre syndere -
klart skal have mulighed for at kunne deltage aktivt i kirkelivet på de
givne betingelser så meget som de ellers selv ønsker, da jeg hverken kan
eller vil spærre dem eller nogen andre vejen til Kristus, men jeg vil altså
bare ikke være med til at ophøje en klart defineret synd til en slags
sakramente, for det er selvklart stærkt selvmodsigende og vi har altså ikke
noget teologisk mandat dertil.
Jeg håber at folk kan forstå denne principielle skelnen mellem at man fra
kirkelig side lader synderen (det enkelte menneske, homoseksuelt eller ej,
for vi er jo principielt alle syndere foruden Nåden) kunne modtage sin
personlige syndsforladelse og individuelle velsignelse uden at man ligefrem
velsigner selve _Synden_, (både som lettere abstraheret menneskelig
grundtilstand såvel som i een eller flere af dens konkrete ydre
udtryksformer.)
Nok elsker Gud synderen, som det menneske, Han har skabt, men Han hader mig
bekendt stadig selve Synden, som jo altså bogstaveligt talt er Satans værk
og virkemiddel...
--
Mvh
Anders Peter Johnsen