/ Forside / Interesser / Andre interesser / Religion / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Religion
#NavnPoint
mblm 1770
summer 1170
ans 1142
JanneP 1010
e.p. 880
Rellom 850
Teil 728
refi 645
o.v.n. 630
10  molokyle 587
Grosbølls defensorat
Fra : Lars Erik Bryld


Dato : 01-09-04 21:15

Sakset fra http://www.praesteforening.dk/ :


Vedr. prædikenen af 16. maj og Kristeligt Dagblads referat fra mødet i
Skanderborg kirkecenter l. juni 2004.

For perspektiveringens skyld vil jeg tage udgangspunkt i den fælles
presseudtalelse fra 23. juli 2003.

Fra min side blev den tiltrådt i tilslutning til den lutherske
opfattelse af det almindelige præstedømme, hvor enhver, der er døbt,
er såvel pave, biskop og præst, men hvor man af sin midte kalder en
til at føre ordet og forvalte sakramenterne. Denne menighedens
kaldelse er "det eneste, som er absolut nødvendigt" (Leif Grane:
Confessio Augustana, s.129). Hvad der konstituerer kirken er (foruden
den rette forvaltning af sakramenterne) forkyndelsen. Men forkyndelsen
er ikke nødvendigvis det samme som "den 'rigtige dogmatik'", så at den
"ren(e) lære i betydningen den rette teologi skulle være kriterium for
den sande kirke" (ibid, s. 75).

Det særlige præstedømme er forpligtet til redeligt at tjene det
budskab, der "findes i de profetiske og apostoliske skrifter" (Det
Gamle og Det Nye Testamente) med samt "vores danske,
evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger" (som det hedder i
præsteløftet). Hvad angår de sidstnævnte hedder det hos Leif Grane i
Den danske folkekirkes bekendelses-skrifter, at "(d)et skal blot
nævnes, at det er en forudsætning, at disse skrifter ikke står på
linie med Bibelen, men at de er accepteret som udtryk for den bibelske
forkyndelse og kun, for så vidt som de virkelig er i overensstemmelse
hermed. Det drejer sig om skrifter, som har deres oprindelse i
historien, det vil sige, at de hver især er bestemt af historiske
forudsætninger, forskellige i hvert enkelt tilfælde, og forskellige
fra vores forud-sætninger. En forpligtende læsning af dem kan kun
finde sted, hvis man tager dette i betragtning." (Grane, s. 11)

Det er vigtigt at fremhæve, at centrum i såvel de oldkirkelige
symboler som i Confessio Augustana er Kristus. "Taber vi midtpunktet
af syne, bliver alle enkeltheder tomme og magtesløse" (Regin Prenter:
Den lutherske bekendelse i dag, s. 81). Eller med et citat fra sammes
dogmatik (Skabelse og Genløsning, s.323): "Derfor: Gud er Jesus.
Udenfor Jesus findes kun vores gudsidéer, som alle er produkter af
afgudsdyrkelsen." (et citat, jeg også anførte i den redegørelse af 24.
juni 2003, der dannede baggrund for min tilbagevenden til mit embede
23. juli s.å.)

Med andre ord: kun i det omfang, vi taler om den Jesus, der træder os
i møde gennem skrifter, giver 1. og 3. trosartikel kristeligt set
mening, hvilket igen betyder, at selv når vi taler om skabelse,
opretholdelse og fuldendelse, taler vi i menneskelig fortrolighed. Der
gives ingen anden vej til bestemmelse af, hvad Gud og Helligånd er,
end gennem det, vi erfarer i mødet med Jesus af Nazaret.

Som enhver vil kunne forvisse sig om ved at læse, hvad jeg i tidens
løb har offentliggjort (se for prædikernes vedkommende indledningen
til min bog Til sagen, 2004), har jeg på intet tidspunkt gjort mig til
talsmand for ny eller fremmed lære, men alene søgt at besinde mig på
Bibelen, ikke forudsætningsløst, men ved at betragte den gennem dens
virkningshistorie. Dér spiller bekendelsesskrifterne selvsagt en
afgørende rolle som præcisering af, inden for hvilke rammer der tales.

I den af biskoppen fremdragne prædiken fra 5. søndag efter påske
forsøger jeg at gøre op med den teistiske (national)gud ved at henvise
til Jesu opgør med sin samtids gudsforestillinger. Jeg advarer derfor
mod, at nogen sætter sig i guds sted for at dømme levende og døde,
fordi det gudsbillede, der gøres gældende i kristendommen, er "herren
som tjener" og "den mindste som den største" - den lutherske
bekendelses midtpunkt og centrum, Kristus.

Det er, hvad jeg i prædikenen kalder at omdefinere "denne Gud (den
teistiske (national)gud) i menneskelighedens våbenløse billede" (jeg
kunne også have sagt: i Jesu billede så vist, som han er "det sande
menneske", "den anden Adam", men valgte altså et mindre dogmatisk
sprogbrug).

Derefter følger den trinitariske bekendelse (naturligvis igen med
Kristus som omdrejningspunkt). Formuleringen af Gud, som den, der
abdicerer, er ikke min, men findes bl.a. hos salmedigteren Sthen så
tidligt som 1578 (DDS, nr.110): "Han verden skabte til sit behag og
styrer alt deri.. Men ned han lagde sin guddomsmagt, en tjener vorder
han..." (Jeg erindrer så i øvrigt ikke at have brugt denne formulering
i nogen tidligere sammenhæng).

Vigtigt bliver det desuden at fastholde Den
nikæno-konstantinopolitanske bekendelses understregning af, at
Helligånden skal æres på linie med Faderen og Sønnen for dermed at
understrege, at i treenigheden er Gud-Helligånd ikke mindre gud end
Gud-Fader og Gud-søn.
Gud-Helligånd er kirkens tid og dermed gud som nutid. "Så hvis Guds
vilje skal ske (som det hedder i den anførte prædiken), hvis
retfærdigheden skal ske fyldest, er det os, der råder for den" takket
være denne gave. "Der er (derfor) ikke længere nogen himmelsk garanti
eller indgribende magt; der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og
med os. Så lykkes det ikke, er der intet." - "Vi er hans
opstandelseslegeme", som Paulus udtrykker det, "og det åg er godt og
den byrde let", kan vi tilføje med Matthæus. Skulle det ikke være godt
budskab, "evangelium (...) for det menneske, som må se sit liv knust
eller mislykket" for nu at citere biskoppen? Giver netop ikke det
fortrøstning til, at vores liv så alligevel ikke er knust, alligevel
ikke er mislykket? (Det er ikke tilfældigt, at salmen før prædikenen
var DDS, nr. 307, Gud Helligånd, vor igenføder og salmen efter DDS,
nr.411, Hyggelig, rolig - de øvrige salmer DDS, nr.3, DDS, nr.300,
DDS, nr.466, og endelig nr.606 (gl. salmebog)).

I stedet for ufravendt at have blikket rettet mod den gamle pagts Gud
eller Herrens levedage kan vi således rejse hovedet i forvisning om,
at alt, hvad vi har fornødent er for hånden, fordi vi lever i
Helligåndens tid. Det er det, der er pointen i referatet af 3. juni,
når der siges: "Der er ikke mere gud i Gud eller i Sønnen, end der er
i Helligåndens samfund. Og det er os..."

Og hvad vi er medarbejdere på, kan "mediteres" frem ved hjælp af
Fadervor (som det fremgår af samme referat). Vi kan ikke smyge
ansvaret af os ved at gøre Gud stor og os selv små. Små i Jesus
forstand bliver man netop ved at tjene og ikke ved at erklære sig
selv for at være for lille til at kunne gøre noget eller Gud for så
stor, at vi ikke har behov for at gøre noget.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg er mig ikke bevidst på noget tidspunkt at have udtalt mig
nedladende om tidligere tiders forestillingsverden, men jeg har
problematiseret det, når man i dag uden videre har gjort fortidens
forestillinger gældende.

Jeg har alle dage følt mig forpligtet på traditionen (jeg har
overhovedet ikke fantasi til at forestille mig andet). Teologien er et
nødvendigt værktøj, men som i overensstemmelse med sin natur må være
tilbageskuende. Forkyndelsen derimod har som opgave at åbne mod nuet
og fremtiden.




--
Med venlig hilsen
Lars Erik Bryld

 
 
Lyrik (01-09-2004)
Kommentar
Fra : Lyrik


Dato : 01-09-04 23:06


"Lars Erik Bryld" <larserik@dadlnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:51dxlp4o6691.dlg@lebryld.fqdn...
> Sakset fra http://www.praesteforening.dk/ :
>
>
> Vedr. prædikenen af 16. maj og Kristeligt Dagblads referat fra mødet i
> Skanderborg kirkecenter l. juni 2004.
>
> For perspektiveringens skyld vil jeg tage udgangspunkt i den fælles
> presseudtalelse fra 23. juli 2003.
>
> Fra min side blev den tiltrådt i tilslutning til den lutherske
> opfattelse af det almindelige præstedømme, hvor enhver, der er døbt,
> er såvel pave, biskop og præst, men hvor man af sin midte kalder en
> til at føre ordet og forvalte sakramenterne. Denne menighedens
> kaldelse er "det eneste, som er absolut nødvendigt" (Leif Grane:
> Confessio Augustana, s.129). Hvad der konstituerer kirken er (foruden
> den rette forvaltning af sakramenterne) forkyndelsen. Men forkyndelsen
> er ikke nødvendigvis det samme som "den 'rigtige dogmatik'", så at den
> "ren(e) lære i betydningen den rette teologi skulle være kriterium for
> den sande kirke" (ibid, s. 75).
>
> Det særlige præstedømme er forpligtet til redeligt at tjene det
> budskab, der "findes i de profetiske og apostoliske skrifter" (Det
> Gamle og Det Nye Testamente) med samt "vores danske,
> evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger" (som det hedder i
> præsteløftet). Hvad angår de sidstnævnte hedder det hos Leif Grane i
> Den danske folkekirkes bekendelses-skrifter, at "(d)et skal blot
> nævnes, at det er en forudsætning, at disse skrifter ikke står på
> linie med Bibelen, men at de er accepteret som udtryk for den bibelske
> forkyndelse og kun, for så vidt som de virkelig er i overensstemmelse
> hermed. Det drejer sig om skrifter, som har deres oprindelse i
> historien, det vil sige, at de hver især er bestemt af historiske
> forudsætninger, forskellige i hvert enkelt tilfælde, og forskellige
> fra vores forud-sætninger. En forpligtende læsning af dem kan kun
> finde sted, hvis man tager dette i betragtning." (Grane, s. 11)
>
> Det er vigtigt at fremhæve, at centrum i såvel de oldkirkelige
> symboler som i Confessio Augustana er Kristus. "Taber vi midtpunktet
> af syne, bliver alle enkeltheder tomme og magtesløse" (Regin Prenter:
> Den lutherske bekendelse i dag, s. 81). Eller med et citat fra sammes
> dogmatik (Skabelse og Genløsning, s.323): "Derfor: Gud er Jesus.
> Udenfor Jesus findes kun vores gudsidéer, som alle er produkter af
> afgudsdyrkelsen." (et citat, jeg også anførte i den redegørelse af 24.
> juni 2003, der dannede baggrund for min tilbagevenden til mit embede
> 23. juli s.å.)
>
> Med andre ord: kun i det omfang, vi taler om den Jesus, der træder os
> i møde gennem skrifter, giver 1. og 3. trosartikel kristeligt set
> mening, hvilket igen betyder, at selv når vi taler om skabelse,
> opretholdelse og fuldendelse, taler vi i menneskelig fortrolighed. Der
> gives ingen anden vej til bestemmelse af, hvad Gud og Helligånd er,
> end gennem det, vi erfarer i mødet med Jesus af Nazaret.
>
> Som enhver vil kunne forvisse sig om ved at læse, hvad jeg i tidens
> løb har offentliggjort (se for prædikernes vedkommende indledningen
> til min bog Til sagen, 2004), har jeg på intet tidspunkt gjort mig til
> talsmand for ny eller fremmed lære, men alene søgt at besinde mig på
> Bibelen, ikke forudsætningsløst, men ved at betragte den gennem dens
> virkningshistorie. Dér spiller bekendelsesskrifterne selvsagt en
> afgørende rolle som præcisering af, inden for hvilke rammer der tales.
>
> I den af biskoppen fremdragne prædiken fra 5. søndag efter påske
> forsøger jeg at gøre op med den teistiske (national)gud ved at henvise
> til Jesu opgør med sin samtids gudsforestillinger. Jeg advarer derfor
> mod, at nogen sætter sig i guds sted for at dømme levende og døde,
> fordi det gudsbillede, der gøres gældende i kristendommen, er "herren
> som tjener" og "den mindste som den største" - den lutherske
> bekendelses midtpunkt og centrum, Kristus.
>
> Det er, hvad jeg i prædikenen kalder at omdefinere "denne Gud (den
> teistiske (national)gud) i menneskelighedens våbenløse billede" (jeg
> kunne også have sagt: i Jesu billede så vist, som han er "det sande
> menneske", "den anden Adam", men valgte altså et mindre dogmatisk
> sprogbrug).
>
> Derefter følger den trinitariske bekendelse (naturligvis igen med
> Kristus som omdrejningspunkt). Formuleringen af Gud, som den, der
> abdicerer, er ikke min, men findes bl.a. hos salmedigteren Sthen så
> tidligt som 1578 (DDS, nr.110): "Han verden skabte til sit behag og
> styrer alt deri.. Men ned han lagde sin guddomsmagt, en tjener vorder
> han..." (Jeg erindrer så i øvrigt ikke at have brugt denne formulering
> i nogen tidligere sammenhæng).
>
> Vigtigt bliver det desuden at fastholde Den
> nikæno-konstantinopolitanske bekendelses understregning af, at
> Helligånden skal æres på linie med Faderen og Sønnen for dermed at
> understrege, at i treenigheden er Gud-Helligånd ikke mindre gud end
> Gud-Fader og Gud-søn.
> Gud-Helligånd er kirkens tid og dermed gud som nutid. "Så hvis Guds
> vilje skal ske (som det hedder i den anførte prædiken), hvis
> retfærdigheden skal ske fyldest, er det os, der råder for den" takket
> være denne gave. "Der er (derfor) ikke længere nogen himmelsk garanti
> eller indgribende magt; der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og
> med os. Så lykkes det ikke, er der intet." - "Vi er hans
> opstandelseslegeme", som Paulus udtrykker det, "og det åg er godt og
> den byrde let", kan vi tilføje med Matthæus. Skulle det ikke være godt
> budskab, "evangelium (...) for det menneske, som må se sit liv knust
> eller mislykket" for nu at citere biskoppen? Giver netop ikke det
> fortrøstning til, at vores liv så alligevel ikke er knust, alligevel
> ikke er mislykket? (Det er ikke tilfældigt, at salmen før prædikenen
> var DDS, nr. 307, Gud Helligånd, vor igenføder og salmen efter DDS,
> nr.411, Hyggelig, rolig - de øvrige salmer DDS, nr.3, DDS, nr.300,
> DDS, nr.466, og endelig nr.606 (gl. salmebog)).
>
> I stedet for ufravendt at have blikket rettet mod den gamle pagts Gud
> eller Herrens levedage kan vi således rejse hovedet i forvisning om,
> at alt, hvad vi har fornødent er for hånden, fordi vi lever i
> Helligåndens tid. Det er det, der er pointen i referatet af 3. juni,
> når der siges: "Der er ikke mere gud i Gud eller i Sønnen, end der er
> i Helligåndens samfund. Og det er os..."
>
> Og hvad vi er medarbejdere på, kan "mediteres" frem ved hjælp af
> Fadervor (som det fremgår af samme referat). Vi kan ikke smyge
> ansvaret af os ved at gøre Gud stor og os selv små. Små i Jesus
> forstand bliver man netop ved at tjene og ikke ved at erklære sig
> selv for at være for lille til at kunne gøre noget eller Gud for så
> stor, at vi ikke har behov for at gøre noget.
>
> Afsluttende bemærkninger:
>
> Jeg er mig ikke bevidst på noget tidspunkt at have udtalt mig
> nedladende om tidligere tiders forestillingsverden, men jeg har
> problematiseret det, når man i dag uden videre har gjort fortidens
> forestillinger gældende.
>
> Jeg har alle dage følt mig forpligtet på traditionen (jeg har
> overhovedet ikke fantasi til at forestille mig andet). Teologien er et
> nødvendigt værktøj, men som i overensstemmelse med sin natur må være
> tilbageskuende. Forkyndelsen derimod har som opgave at åbne mod nuet
> og fremtiden.
> --
> Med venlig hilsen
> Lars Erik Bryld
+++++++++++++++++++++++++++++++++

Hele dette stykke som jeg går ud fra er Grosbøls tale er perfekt og i 100%
overensstemmelse med den tro jeg selv har. Han giver også udtryk for tanker
der er som taget ud fra mit eget hovede og som jeg gentagne gange har givet
udtryk for.

Gud starter som Gud Fader. Han åbenbarer sig som Gud Søn og lover at skrive
sig selv i os og loven på vore hjerter som Gud helligånd.
Dette menneske med Gud iboende er drivkraften i hvad man kunne kalde den
tredie trostidsalder.
Gud har valgt at virke gennem os således at hans riges repræsentation er det
vi kan gøre her på jorden.
Assistance og den 4. tidsalder kommer ved Jesu genkomst.

Hilsen
Jens



Peter B. Juul (02-09-2004)
Kommentar
Fra : Peter B. Juul


Dato : 02-09-04 09:46

"Lyrik" <lyrikfjern@heaven.dk> writes:

> Hele dette stykke som jeg går ud fra er Grosbøls tale er perfekt og i 100%
> overensstemmelse med den tro jeg selv har.

Virkelig?

Ja, jeg er sådan set enig langt hen ad vejen, men da han pludselig
laver krumspringet og erklærer, at det er os, der er Helligånden, så
hopper kæden af. Det er afgjort der, den store konflikt ligger.

--
Peter B. Juul, o.-.o "Kritikken af dine indlæg skyldes alene det
The RockBear. ((^)) faktum, at du er en idiot."
I speak only 0}._.{0 -Stefan Holm
for myself. O/ \O

Lyrik (02-09-2004)
Kommentar
Fra : Lyrik


Dato : 02-09-04 12:48


"Peter B. Juul" <p4@enzym.rnd.uni-c.dk> skrev i en meddelelse
news:m2wtzdhxcq.fsf@enzym.rnd.uni-c.dk...
> "Lyrik" <lyrikfjern@heaven.dk> writes:
>
> > Hele dette stykke som jeg går ud fra er Grosbøls tale er perfekt og i
100%
> > overensstemmelse med den tro jeg selv har.
>
> Virkelig?
>
> Ja, jeg er sådan set enig langt hen ad vejen, men da han pludselig
> laver krumspringet og erklærer, at det er os, der er Helligånden, så
> hopper kæden af. Det er afgjort der, den store konflikt ligger.
>
> --
> Peter B. Juul, o.-.o
+++++++++++++++++++++++++
OK! Jeg sætter lige kæden på igen for dig. Han siger ikke at vi er identiske
med Helligånden. Han siger:

"vi lever i
Helligåndens tid. Det er det, der er pointen i referatet af 3. juni,
når der siges: "Der er ikke mere gud i Gud eller i Sønnen, end der er
i Helligåndens samfund. Og det er os..."<Grosbøll citat slut>

Det kunne vi belyse med følgende skriftsted.
Joh. 14:23;

v23 Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

...Vi har altså kristenmand Peter. Hvor meget Gud er der repræsenteret i ham?
Svar:Faderen er i ham, Sønnen er i Ham, Helligånden er i ham.
Når han bliver presset af den ugudelige verden, hvor meget af Gud kan han så
mobilisere til sit eget forsvar?

Svar Markus 13:11;

v11 Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om,
hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I
sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden.

.....Når Helligånden således bor i, og taler igennem Peter, så er han i den
forbindelse = sand Gud og sand Peter.


Hilsen
Jens



Andreas Falck (02-09-2004)
Kommentar
Fra : Andreas Falck


Dato : 02-09-04 14:40

I news:ch7183$2sb6$1@news.cybercity.dk skrev
Lyrik følgende:

> ....Når Helligånden således bor i, og taler igennem Peter, så er
> han i den forbindelse = sand Gud og sand Peter.

Jeg er helt overbevist om at samtlige NT-skribenter i øjeblikker
ligger og roterer helt vildt i deres grave af bare bekymring over en
sådan udtalelse.

--
Med venlig hilsen Andreas Falck - ICQ 108 480 093
http://maranatha.dk/ + http://skabelsen.info/
http://ravsted.dk/ - *Byen hvor der virkelig sker noget*
http://ravsted.net/ - *Lokalhistoriske sider*


Bo Warming (02-09-2004)
Kommentar
Fra : Bo Warming


Dato : 02-09-04 05:44

"Lars Erik Bryld" <larserik@dadlnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:51dxlp4o6691.dlg@lebryld.fqdn...

> Forkyndelsen derimod har som opgave at åbne mod nuet
> og fremtiden.

Forkyndelse må godt nærme sig det tavse flertal af FK-medlemmer, og de mener
Gud er ret død/Gud er kærlighed og lever når det lykkes mellem os og vore
venner. Ikke 3.verdensfolk

Privatiser FK - ikke fup´privatisering som i Sverige.

Lad tusind menighedsblomster blomstre - nogle sorte, nogle røde, nogle
grosbøllhalvateistiske, nogle kraruplangballeske, og Lilleør-lillepigen er
datter af en klog tidehvervsk præst, så uden DR og TV2 at fedte for, kunne
hun blive en god præst - efter udlicitering.

Pastor C Bryld i Greve virker ligeså klog - næsten halvdelen af
levebrødspræsterne vil kunne klare sig med indtægter efter søgning, måske
også han.



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177501
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408522
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste